– Søndag blev der dømt geddefiskeri i den lokale sø, fortæller Lars Laursen. – Søen har hele efteråret været relativt klar med en sigt på over to meter, men efter en del nedbør var sigten i søen i søndags faldet til 50 centimeter. Helt ærligt, så troede jeg, at det ville blive en nul-tur, da vi kun havde spinnestænger med.

– De første par timer sker der ikke rigtigt noget andet end, at vejret er flot med ingen vind. På midten af søen er der ikke noget liv, så vi prøver inde mod kanten. Jeg fisker med min “Fitness-stang” og en 93 grams Line Thru Trout i orange/hvid. Det er lidt tungt at kaste med, men den agn går bare så frækt. Den har i øvrigt givet mig tre gedder over 9 kilo siden 1. maj 2019.

– Jeg kaster ud igen. Plask siger det, da agnen lander på den stille overflade. Så får den tid til at synke, hvorefter jeg lige så stille spinner ind afbrudt af et par spinstop. Pludselig kommer hugget:

– Stangen, der er ret stiv, bøjer, og der er en tung fisk for enden af linen. Efter lidt pumperi kommer fisken i overfladen. Det er en fin gedde på 7-8 kilo, anslår vi. Den har slugt krogen, så den skal en tur op i båden. Efter et par udløb i det kolde vand kommer gedden op i båden. Da den ligger på dørken, kan jeg se hvor dyb den er. Det er helt sikkert en gedde over 8 kilo. Vægten siger 10.8 kilo, og den er 105 cm. lang. Dagen gav ellers fire mindre gedder op til 4 kilo til min makker Stef, som brugte mindre gummiagn, slutter Lars. 

 

Owner

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This