DAIWA OPEN 2025: KÆMPEGEDDE TIL ANDERS BYLOV VANDT AUGUST HEAT

Vores nye månedskonkurrence Daiwa Open, der kører indtil 31/12, har fået en flyvende start med masser af flotte fangstrapporter tilmeldt løbende gennem måneden.

Vinderen – tæt forfulgt af Mikkel Jungersen med en tikilos havørred fra Norge – blev Anders Bylkow med sin mega flotte monstergedde på 127 centimeter, som du kunne læse om i starten af august. Tillykke med den fantastiske fangst og den gode historie – frisk fra søen.

Hver måned har Daiwa Scandinavia sponsoreret en super lækker Morethan AGS Coast Commander stang til en værdi til over 4.000 kroner som præmie for den bedste, vildeste, sjoveste eller mest fantastiske og spektakulære fangstrapport. Der er altså ikke et bestemt kriterie for fangstrapporten- så det er en konkurrence, hvor alle kan være med.

Du kan læse meget mere om, hvordan du selv kan være med I Daiwa Open 2025 lige her.

Fangstrapporten med fotos kan uploades under menupunktet ”Indsend fangstrapport” her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

FISKECHALLENGE 2025 – GULDPOKAL TIL MILA OG 50 ANDRE FISKESPIRER

I løbet af sommeren har tusindvis af børn og unge som en del af Fiskechallenge 2025 fisket igennem og har haft masser af fantastiske oplevelser derude ved vandene – både alene eller sammen med familien. I Fiskechallenge 2025 har de jagtet årets 15 arter for at kunne krydse dem af på udfordringspladen. Og det er der kommet en masse flotte fisk og ikke mindst uforglemmelige fiskeoplevelser ud af.

En af dem, der har fisket en hel masse, er Mila Højtved på otte år fra Blovstrød, der sammen med sin far Kasper har givet den seriøst gas rundt omkring. Det har resulteret i, at Mila – som et super flot resultat – fangede hele 12 ud af de 15 arter på spillepladen. I alt blev det til både karpe, skalle, aborre, suder, gedde, brasen, regnbueørred, krabbe, sild, fladfisk, hornfisk og makrel. Og senere i dag skal Mila så ind til Jans Lystfiskershop for at modtage sin flotte præmie – nemlig en guldpokal og en masse lækkert fiskegrej.

– Her i 2025 er der i omegnen af 50 unge lystfiskere, der får guldpokalen for 12 arter og dermed 12 stykker endegrej fra især Abu Garcia men også Berkley, lyder det fra Pure Fishing, der arrangerer konkurrencen. – Flere hundrede har fået fire eller otte fisk – og dermed et tilsvarende antal endegrej, der løbende afhentes i landets grejbutikker hen over det næste stykke tid.

 

Mila fangede også en aborre til Fiskechallenge 2025

Mila Højtved fangede hele 12 arter til Fiskechallenge 2025 – heriblandt denne fine aborre.

 

– Den første fisk, som vi kunne kryds af var en regnbueørred, fortæller Mila, som ikke bare nøjedes med at fange én men hele elleve fisk. – Dem fangede vi allerede i starten af april i Drive In Fiskepark. Og herefter er det gået slag i slag.

– Den sjoveste fisk at fange var helt klart suderen, for den kæmpede helt vildt – og sådan en har jeg heller aldrig fanget før, fortsætter Mila. – Suderen, som nok var lidt under to kilo, fangede jeg i en fin lille skovsø ved at fiske med bundtakel og majs. De sværeste fisk var nok makrel og brasen fra henholdsvis Kronborg og så den lokale sø. Det var også ved Kronborg, at jeg fangede en hornfisk på blink i andet kast sammen med min farfar. Her fangede jeg også silden, som nok var de sjoveste, for da jeg kastede den ud, så den kunne svømme videre, var er en måge der greb den i luften.

– Den mindste fisk jeg fangede, var en lille fladfisk inde ved Svanemølleværket, og den var faktisk så lille, at jeg var i tvivl om, at der var bid. Gedden, som jeg fik på blink, var jeg lidt bange for. Jeg var lidt nervøs for at den ville bide mig, men min far hjalp mig med at få krogen ud, og der skete ikke noget. Jeg brugte rigtig meget tid på konkurrencen sammen med min familie. Det var både hyggeligt og sjovt. Jeg skal helt klart også være med til næste år, slutter hun.

Fiskechallenge er naturligvis på banen igen i 2026 – så følg med på fiskechallenge.dk når tiden nærmer sig.

 

 

Fiskechallenge 2025

                                                                                            Til Fiskechallenge 2025 var udfordringen af fange 15 udvalgte arter.

drømmerejse iFish Travel

TAG MED HVIDOVRE SPORT PÅ HAVTUR TIL NORGE

Den 17-24. september 2025 får du muligheden for at tage med Hvidovre Sport til Havøysund i Norge.

– Havøysund er den nordligste destination NSA har, og denne destination byder på masser af spændende fiskepladser, der selvfølgelig allerede er indtastet i bådenes plotter, fortæller turleder Carsten Faber fra Hvidovre Sport. – Havøysund er specielt kendt for sit helleflynderfiskeri, så står den på ønskelisten, så er Havøysund et godt bud. Derudover findes der mange andre arter at komme efter – blandt andet storsej som du ser på billedet., så det bliver med sikkerhed ikke kedeligt at komme af sted.

– Prisen for turen: er 16.090,- SEK pr. person/ved fire personer i hver båd. Med en kurs, i skrivende stund, på 0,67 DKK, bringer det prisen ned under 10.800,- DKK.

Følgende er inkluderet i prisen:

Fly København tur retur

Transfer fra lufthavnen til campen og retur

2 stk indchecket bagage

1 stk håndbagage

7 nætters ophold i hytter

Sengelinned, håndklæder og viskestykker

Slutrengøring af hytter

Bådlejen. 6 dage. 23,5 fods Arronet

Ekkolod, kortplotter(GPS) og VHF

Renseplads

Fryserum til fangsten

Dansk rejseleder hele vejen

På Campen er der fastansatte guider, der yder den bedst tænkelige service. Der er et lille supermarked i gåafstand fra campen, så vores mere basale behov også kan blive dækket. Jeg har gæstet Norge godt 25 gange som rejseleder/guide, så ring eller mail endelig hvis dette er noget for dig, eller hvis der skulle være spørgsmål. Selve udbyderen af rejsen er Nordic Sea Angling (NSA), som er et 100 % seriøst firma, der kun laver fiskerejser. Vi har rejst med dem mange gange før, og kan varmt anbefale dem. Der er pt to ledige pladser.

Hvis du er interesseret kan du kontakte Carsten hos Hvidovre Sport på telefon 36 75 13 15

Se hvad Nordic Sea Angling selv skriver om Havøysund.

Foto øverst: Casten Faber med en flot 186 cm helleflynder fra Havøysund.

 

Friluftsland

 

 

22 kilos sej fra Norge

Carsten faber fra Hvidovre Sport med en 22 kilos sej fra Norge.

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: SANDART – PÅ SØEN MED WESTIN

Fiskeriet efter sandart er både sjovt og vanedannende – og der er mange måde at optimere, hvis man vælger de rette agn og grej – plus fisker på den rette måde. Vi er taget på søen med Martin Millinge fra Westin for at se på en række 2025 nyheder – både inden for stænger, agn og accessories. Vi kigger blandt andet nærmere på stængerne W2 Z-Hunter og agnene ShadTeez Pintail, TwinTeez V2 V-Tail, BullTeez Curltail R2F, SlideUp Rubber Jig og Ricky The Roach Tungsten Vibration Bait. Og til slut får vi også en præsentation af alle de nye tasker og pouches i W4 serien. Glæd dig til en fantastisk dag på søen med masser af fine sandarter ved bådsiden.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube her. Husk at abonnere.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

FISKECHALLENGE 2025 – EN KÆMPE SUCCES

Den 31. august 2025 var sidste dag i dette års store landsdækkende fiskekonkurrence for børn og unge i alderen op til 15 år – nemlig Fiskechallenge 2025. Konkurrencen blev afholdt i samarbejde med Abu Garcia, og startede den 1. april 2025.

Kort fortalt gik konkurrencen ud på at fange så mange af årets 15 udvalgte arter som muligt – inklusiv en krabbe. Antallet af fangne arter udløste forskellige grejpræmier til deltagerne. Til de dygtigste deltagere, som opnåede at fange hele 12 af de i alt 15 arter, var der foruden en lækker grejpræmie også en medfølgende pokal som bevis for, at den unge lystfisker have gennemført årets Fiskechallenge. Udover selve afholdelsen af fiskekonkurrencen har der sideløbende også været afholdt bl.a. en fotokonkurrence på Instagram, hvor deltagerne har kunnet vinde præmier for månedens foto.

– Fiskechallenge 2025 var kort sagt en kæmpe succes – både målt i antallet af deltagere og i antallet af butikker, som har stået for udlevering af Challenge-kort, præmier og konkurrence-information samt fisketips og tricks til alle deltagere. Sådan lyder det fra Christen Stenild, som er administrerende direktør for Pure Fishing og dermed for Abu Garcia i Danmark,

– Mellem 4-5.000 børn og unge – og mange i selskab med deres forældre – har deltaget i Fiskechallenge 2025. Interessen for konkurrencen samt de positive tilbagemeldinger fra deltagerne har været mildt sagt overvældende, fortsætter han. Aldrig før har interessen for Fiskechallenge-konkurrencen været så stor som i år, og over hele landet er der blevet fisket på livet løs.

 

Fiskechallenge 2025

                                                                                  Til Fiskechallenge 2025 deltog 4-5000 børn og unge – og de fangede masser af fisk.

 

– Allerede i begyndelsen af juli modtog vi de første Challenge-kort fra deltagere, der havde ”fyldt” deres kort og fanget de 12 arter, som det kræver for at få fingrene i den eftertragtede Fiskechallenge-pokal. Det er tydeligt, at et meget stort antal børn og unge har haft nogle fantastiske stunder sammen med familie og venner ved de mange dejlige danske fiskevande, og vi glæder os utrolig meget over de mange fantastiske billeder, som vi har modtaget fra de dygtige unge lystfiskere over hele landet. Der er ingen tvivl om, at en masse nye danske lystfiskere er blevet født, slutter han.

Knap 40 danske forhandlere har deltaget i formidlingen af Fiskechallenge 2025. Se hvem der har formidlet Fiskechallenge 2025 her.

– Kenneth Nielsen, som er medejer af Seatrout ApS, har selv taget stor del i konkurrencen sammen med sin søn Melias, der virkelig er blevet bidt af fiskeriet. De har fisket i selskab med flere dygtige danske lystfiskerprofiler, som eks. Irena Mathiasen og Frank Sjøgreen, og det er der kommet nogle fine små Youtube-videoer ud af.

Se Melias fiske med Irena efter hornfisk og skaller her.

Tjek Melias på fisketur efter krabber med Frank her.

Se i øvrigt mere info om konkurrencen på www.fiskechallenge.dk – og se også billeder fra konkurrencen på både Facebook og Instagram.

En af dem, der har fanget rigtig mange flotte fisk, er Mila Højtved på 8 år (øverst) – hendes fine og super sjove fiskeri her i 2025 kan du læse meget mere om et et interview vi bringer op et par dage på fiskogfri.dk

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

EFTER LAKE TROUT I CANADA

Mathias Refstrup er lige nu i British Columbia, hvor han arbejder som hjælper hos Williston Lake Outfitters, der udbyder jagt, fiskeri og vildmarksture langt ude i Rocky Mountains.

– Vi har sejlet i næsten halvanden time fra lodgen på Williston Lake for at komme til dette særlige spot, på jagt efter den glubske Lake Trout, og nu er vi her. Jeg lader den store hvide tube-jig synke helt til bunden på de 30 meter, vi fisker på. Så tager jeg et par omdrejninger på hjulet, inden jeg begynder at stå og jigge. Der går ikke lang tid, før jeg mærker et par puf til agnen, inden den bliver inhaleret, og tunge udløb vidner om en fin fisk for enden af linen.

– Nogle minutter senere kommer ørreden til syne i det klare vand, men pludselig får den fornyede kræfter og stryger ned igennem vandsøjlen igen. Til sidst lykkedes det at nette den flotte lake trout, der vejer i omegnen af 4-5 kg. Efter et par hurtige billeder bliver den genudsat, og med nogle stærke slag med halen finder den hurtigt vej mod dybet igen.

 

Fight med lake trout i British Columbia

Lake trout´en giver en fantastisk fight.

 

– De næste par timer får gæsterne masser af flex på klingen. Ofte er der 2-3, som har bid på samme tid, så min kollega Anders og jeg har nok at se til med at få landet og afkroget fiskene, inden de genudsættes. På toenhalv time fanger 11 personer – fordelt på to både – 40 fisk og mister lige så mange. Lake Trout’sene er store herovre, og der er mange af dem. Gennemsnitsvægten ligger på omkring de 4-6 kg, men større fisk på 8-12 kg er ikke ualmindelige at fange. Højsæsonen er i sommermånederne, hvor det er nemmest at få fiskene i tale. De mest almindelige fangstmetoder til dette er trolling eller jigging.

– Lake Trouts er absolut ikke en kostforagter, og det er et almindeligt syn at finde 20-30 cm lange kokanee laks, som er den ikke-migrerende form af sockeye laks, i maven på dem. Når disse jages i overfladen, foregår det ofte i kaskader af vand, og ofte er de store lake trout helt eller delvist fri af vandet i deres jagt efter de panisk flygtende kokanees. Der fiskes i betagende omgivelser med bjerge så langt øjet rækker, og med Canadas storslåede vildmark er det nemt at lægge civilisationen, som man kender den, bag sig. Den nærmeste by befinder sig da også fire timer væk, og man kan kun komme til stedet ved at køre fra byen Fort st. John til en bådrampe, hvorefter det står på små 45 km sejlads på Williston Lake, før man ankommer til lodgen, hvor man bor. Desuden findes der bull trout og regnbueørred i søen, som man også kan fiske målrettet efter.

– Ud over fiskeri er det muligt at komme på jagt og ture på hesteryg i Rocky Mountains. Du kan læse mere om mulighederne for en tur med Williston Lake Outfitters på deres hjemmeside her.

Læs mere om fiskeriet efter fx laks i British Columbia i denne artikel på fiskogfri.dks artikelarkiv.

 

Geddefeber

 

 

Bjerge i Canada

British Columbia byder på fantastiske naturscenerier som dette.

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN DOWN UNDER: MURRAY COD MED SMAG FOR KYLLINGEHALSE

– Jeg troede for en god måned siden, at jeg skulle lægge fiskeriet fra mig i et helt år, da jeg tog på tolv måneders udveksling i Australien, fortæller Tue Hansen. – Men – jeg har fået mig nogle venner her, som fisker, og vi har netop været på jagt efter murray cod.

– Fisken, som du ser på billedet, er min første murray cod nogensinde fanget i går. Det var den sidste dag, hvor man må fange dem, da deres gydning så småt starter. Vi fiskede med kyllingehalse og havde sat vores stænger op med klokke på, mens vores tasker lå en god 25m væk. Vi var blevet tørstige og var gået over til taskerne for vand, da vi hørte en klokke ringe, hvorefter vi sprintede over til stangen.

– Jeg tog stangen op, spændte bremsen og så kunne jeg mærke, at det var en stor fisk. Vi stod på en mudderskrænt med store træstammer foran, og der var ikke rigtig noget sted, hvor man kunne samle den op. Så efter en okay lang, forsigtig fight, svømmede fisken ind under en stamme og satte sig fast.

– Min ven prøvede at få den op, men kunne ikke så jeg måtte sige til ham, at han skulle holde stangen. Så måtte jeg af med tøjet og i vandet efter den. Jeg kunne bunde til omkring bæltehøjde, så jeg gik over til den og tog fisken op, men jeg kunne ikke komme op af mudderskrænten med én hånd, så min ven måtte holde den, imens jeg fik kæmpet mig op igen. Fisken var 75cm, slutter han.

Fangsten er tilmeldt både Daiwa Opens september heat og drømmerejselodtrækningen om en fisketur til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Murray cod  kan blive over 180 cm lang og veje over 100 kilo. Det tager den i omegnen af fem år at nå den første meter. Murray cod lever som navnet antyder i floden Murray, der løber igennem SØ Australien på grænsen mellem Victoria og New South Wales.

Daiwa Opens august heat afgøres inden for et par dage.

 

drømmerejse iFish Travel

SANDART I ARRESØ KAN SPISES

Med en høj grad af forurening i mange Sjællandske søer, har der længe været spekuleret i hvorvidt spiseligheden af rovfisk var nu også var OK på flere af de store søer, hvor der hjemtages en del fisk.

Arbejdsgruppen omkring fiskeriet på Arresø, der består af lokale sportsfiskerforeninger og sammenslutninger med både på søen samt Lystfisker Danmark, Dansk Lystfiskeri, Danmarks Sportsfiskerforbund, Naturstyrelsen og DTU Aqua – har derfor sendt sandart fra søen til tests. – Undersøgelser for indhold af PFAS-forbindelse, tungmetaller, dioxiner og PCB-forbindelse viser indhold, der ligger langt under gældende EU-grænseværdier for indhold i fødevarer. Der er derfor ingen sundhedsmæssig risiko ved at spise sandart fra søen, hedder det således på DSFs hjemmeside.

I sandhed en positiv overraskelse, da man nemt kunne have forventet et værre resultat fra en så forurenet sø. Endvidere vil arbejdsgruppen på sigt arbejde med evt baglimits og fangstvinduer.

Det kan undre, at man i arbejdsgruppen vælger at vente så længe med et fastlægge fx baglimits, når man som bruger på søen ved, hvor store mængder af fisk, der over det sidste års tid er hjembragt af nogle lystfiskere på søen. Bevares – søen tager på ingen måde skade af, at man napper et par af de mindre-mellemstore fisk med, og meget tyder på, at søen vil kunne få en langt mere jævn rekruttering uden erhvervsfiskeriet. Så udsigten er lys, men – hellere indføre fornuftige baglimits før som siden. Så må folk selv om, hvordan de fanger dem. Man kan bare kigge på torske- og brakvandsgeddefiskeriet for at få et hint om, at det er bedre at køre efter forsigtighedsprincippet, mens bestanden stadig er oppe – i stedet for at ærgre sig, når det er for sent. Måske havde det været en bedre timing på nyheden om sunde spisefisk på Arresø at synkronisere den med en nyhed om fornuftige baglimits på – fx 2-3 sandart dagligt pr båd eller lignende.

Vi ses derude – Jens Bursell

 

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: DANSK MONSTERHAVØRRED PÅ FLUE I NORGE

Mikkel Jungersen er lige nu ved en elv i det nordlige Norge. – Her har vi en lille uge til at fiske igennem, fortæller han. – Vi er fem gæve fiskevenner i en hytte med herligt udsyn ned over elven og udsigt til fjeldtoppene bagved, hvorpå spredte sneklatter glimter i solen. Bedre udgangspunkt for en fiskeferie er svært at forestille sig.

– Ganske vist ankom vi til regn og rusk og en elv, der var svulmet op, og løb med +60m3/s, hvilket er højt for årstiden. Blot en uge tidligere var den toppet på uhørte 236m3/s. Men herfra faldt vandstanden, så vi i løbet af ugen startede fiskeriet i en brusende elv med ugennemsigtigt gråt vand, og endte med blot 14m3/s rislende og ginklart vand. Fiskene sprang os om ørene, men på trods af mængden var de svære at provokere til hug.

– På dag tre forplantede der sig dog et par dybe sug i klingen. Jeg spændte stangen, men mere skete der ikke. Var det fisk, eller havde jeg bare fat i bunden? Mine øjne fokuserede på punktet, hvor linen skar sig ned i vandoverfladen. Linen bevægede sig! – Jeg har fisk, råbte jeg til Søren, der smed alt, hvad han havde i hænderne og ilede mig til undsætning. Fisken gik dybt og tungt i renden uden at vise sig. Så gik den i stå. Følelsen af bundhug kom igen.

Se fighten med Mikkels Monsterørred her:

 

Fluefiskeri i Norge

Storslåede Norge når det er bedst – høj blå himmel, træklædte fjelde og en brusende elv at fiske i.

 

– Jeg ændrede presset og fik den roligt i gang igen. Det var først, da den kom nær det lave vand, at den viste muskler. Resolut satte den kurs mod dybet. Det gentog sig nogle gange, før den fulgte med op på grundt vand. Vi gjorde et landingsforsøg, men ved synet af nettet blev den arrig og gik i dybet igen, mens haleroret trak skum på overfladen. Min spændstige klasse 8 tohånds-fluestang svajede som et siv i vinden. I andet forsøg lykkes landingen. Måbende stod vi nu og kiggede ned i nettet.

– Lokale eksperter vurderede vægten til at ligge på den gode side af 10 kilo. Med sine 97cm var det klart den største havørred, der er landet i elven i 2025 – og måske endda i hele Norge… En havørredhan iklædt prægtig legedragt og med en drabelig kæbekrog. Klar til kamp om hunnernes gunst. Målebåndet stoppede ved voldsomme 97cm. Fisken huggede på en lille gulbrun flue efter et hjemmestrikket mønster, slutter han.

Den grove fisk er tilmeldt Daiwa Open 2025, som du kan læse om her. Som alle andre fangstrapporter i 2025 er Mikkel også med i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Læs om et af Mikkels seneste fiskeeventyr i Mongoliet efter lenok ørred her.

 

Hvidovre Sport

 

 

Fluefiskeri i Norge

Koncentreret nedstrømsfiskeri i elven og god chance for et af de helt tunge hug.

 

lLks fra Norge

Jesper Rohde Nielsen med en nystegen 60+ blankfisk med lakselus.

drømmerejse iFish Travel