I løbet af sommeren har tusindvis af børn og unge som en del af Fiskechallenge 2025 fisket igennem og har haft masser af fantastiske oplevelser derude ved vandene – både alene eller sammen med familien. I Fiskechallenge 2025 har de jagtet årets 15 arter for at kunne krydse dem af på udfordringspladen. Og det er der kommet en masse flotte fisk og ikke mindst uforglemmelige fiskeoplevelser ud af.

En af dem, der har fisket en hel masse, er Mila Højtved på otte år fra Blovstrød, der sammen med sin far Kasper har givet den seriøst gas rundt omkring. Det har resulteret i, at Mila – som et super flot resultat – fangede hele 12 ud af de 15 arter på spillepladen. I alt blev det til både karpe, skalle, aborre, suder, gedde, brasen, regnbueørred, krabbe, sild, fladfisk, hornfisk og makrel. Og senere i dag skal Mila så ind til Jans Lystfiskershop for at modtage sin flotte præmie – nemlig en guldpokal og en masse lækkert fiskegrej.

– Her i 2025 er der i omegnen af 50 unge lystfiskere, der får guldpokalen for 12 arter og dermed 12 stykker endegrej fra især Abu Garcia men også Berkley, lyder det fra Pure Fishing, der arrangerer konkurrencen. – Flere hundrede har fået fire eller otte fisk – og dermed et tilsvarende antal endegrej, der løbende afhentes i landets grejbutikker hen over det næste stykke tid.

 

Mila fangede også en aborre til Fiskechallenge 2025

Mila Højtved fangede hele 12 arter til Fiskechallenge 2025 – heriblandt denne fine aborre.

 

– Den første fisk, som vi kunne kryds af var en regnbueørred, fortæller Mila, som ikke bare nøjedes med at fange én men hele elleve fisk. – Dem fangede vi allerede i starten af april i Drive In Fiskepark. Og herefter er det gået slag i slag.

– Den sjoveste fisk at fange var helt klart suderen, for den kæmpede helt vildt – og sådan en har jeg heller aldrig fanget før, fortsætter Mila. – Suderen, som nok var lidt under to kilo, fangede jeg i en fin lille skovsø ved at fiske med bundtakel og majs. De sværeste fisk var nok makrel og brasen fra henholdsvis Kronborg og så den lokale sø. Det var også ved Kronborg, at jeg fangede en hornfisk på blink i andet kast sammen med min farfar. Her fangede jeg også silden, som nok var de sjoveste, for da jeg kastede den ud, så den kunne svømme videre, var er en måge der greb den i luften.

– Den mindste fisk jeg fangede, var en lille fladfisk inde ved Svanemølleværket, og den var faktisk så lille, at jeg var i tvivl om, at der var bid. Gedden, som jeg fik på blink, var jeg lidt bange for. Jeg var lidt nervøs for at den ville bide mig, men min far hjalp mig med at få krogen ud, og der skete ikke noget. Jeg brugte rigtig meget tid på konkurrencen sammen med min familie. Det var både hyggeligt og sjovt. Jeg skal helt klart også være med til næste år, slutter hun.

Fiskechallenge er naturligvis på banen igen i 2026 – så følg med på fiskechallenge.dk når tiden nærmer sig.

 

Tradera

 

Fiskechallenge 2025

                                                                                            Til Fiskechallenge 2025 var udfordringen af fange 15 udvalgte arter.

    Tradera

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This