Mathias Refstrup er lige nu i British Columbia, hvor han arbejder som hjælper hos Williston Lake Outfitters, der udbyder jagt, fiskeri og vildmarksture langt ude i Rocky Mountains.
– Vi har sejlet i næsten halvanden time fra lodgen på Williston Lake for at komme til dette særlige spot, på jagt efter den glubske Lake Trout, og nu er vi her. Jeg lader den store hvide tube-jig synke helt til bunden på de 30 meter, vi fisker på. Så tager jeg et par omdrejninger på hjulet, inden jeg begynder at stå og jigge. Der går ikke lang tid, før jeg mærker et par puf til agnen, inden den bliver inhaleret, og tunge udløb vidner om en fin fisk for enden af linen.
– Nogle minutter senere kommer ørreden til syne i det klare vand, men pludselig får den fornyede kræfter og stryger ned igennem vandsøjlen igen. Til sidst lykkedes det at nette den flotte lake trout, der vejer i omegnen af 4-5 kg. Efter et par hurtige billeder bliver den genudsat, og med nogle stærke slag med halen finder den hurtigt vej mod dybet igen.

Lake trout´en giver en fantastisk fight.
– De næste par timer får gæsterne masser af flex på klingen. Ofte er der 2-3, som har bid på samme tid, så min kollega Anders og jeg har nok at se til med at få landet og afkroget fiskene, inden de genudsættes. På toenhalv time fanger 11 personer – fordelt på to både – 40 fisk og mister lige så mange. Lake Trout’sene er store herovre, og der er mange af dem. Gennemsnitsvægten ligger på omkring de 4-6 kg, men større fisk på 8-12 kg er ikke ualmindelige at fange. Højsæsonen er i sommermånederne, hvor det er nemmest at få fiskene i tale. De mest almindelige fangstmetoder til dette er trolling eller jigging.
– Lake Trouts er absolut ikke en kostforagter, og det er et almindeligt syn at finde 20-30 cm lange kokanee laks, som er den ikke-migrerende form af sockeye laks, i maven på dem. Når disse jages i overfladen, foregår det ofte i kaskader af vand, og ofte er de store lake trout helt eller delvist fri af vandet i deres jagt efter de panisk flygtende kokanees. Der fiskes i betagende omgivelser med bjerge så langt øjet rækker, og med Canadas storslåede vildmark er det nemt at lægge civilisationen, som man kender den, bag sig. Den nærmeste by befinder sig da også fire timer væk, og man kan kun komme til stedet ved at køre fra byen Fort st. John til en bådrampe, hvorefter det står på små 45 km sejlads på Williston Lake, før man ankommer til lodgen, hvor man bor. Desuden findes der bull trout og regnbueørred i søen, som man også kan fiske målrettet efter.
– Ud over fiskeri er det muligt at komme på jagt og ture på hesteryg i Rocky Mountains. Du kan læse mere om mulighederne for en tur med Williston Lake Outfitters på deres hjemmeside her.
Læs mere om fiskeriet efter fx laks i British Columbia i denne artikel på fiskogfri.dks artikelarkiv.

British Columbia byder på fantastiske naturscenerier som dette.









