ØRRED OG LAKS: FANG MERE PÅ SPINNER I ÅEN

Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.

Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.

 

AF JENS BURSELL

 

NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.

Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.

 

Friluftsland

 

Mepps str. 3 mede helikopter-rig

Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.

Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed

Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.  

Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.

Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?

Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.

For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.

med spinner efter laks

1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.

De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge

Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.

Små trekroge på rørfluer til laks og havørred

Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.

Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.

Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.

Små trekroge kroger langt bedre

Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.

For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

gennemløbsspinner til laks

1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.

 

Krog bedre på spinneren med helikopterrigget

 Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.

I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.

Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).

 

Savage Gear Caviar Spinner fisket med helikopter-rig

Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.

Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?

Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.

 

Bækørred taget på spinneren Mepps 3 Aglia fisket som glidende spinner

Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.

 

Gennemløbsspinner

Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.

 

Foring til inline spinnerblad

Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.

Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks

Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.

Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.

Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.

Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

NATURPARK SVANEGRUND: 110 MILLIONER TIL HAVNATURPARK MELLEM HORSENS OG SAMSØ

– Naturpark Svanegrund og fire kommuner går med støtte fra A.P. Møller Fonden sammen om et særdeles ambitiøst natursamarbejde i Horsens Fjord og det østjyske øhav. – Sådan lyder det i en pressemeddelse fra Horsens Kommune. – Projektet hedder Naturpark Svanegrund og bliver med 84.000 ha den største naturpark i Danmark

– Havmiljøet i Horsens Fjord og det østjyske øhav mellem Odder, Horsens, Hedensted og Samsø Kommuner får nu en stor hjælpende hånd med en donation på 110 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Donationen skal i de næste fem år genoprette dyre- og plantelivet i det østjyske øhav med både flere rev og ålegræs samt styrket formidling og friluftsliv i hele naturparken.

– Livet i og omkring de danske farvande har det svært. Det har vi alle efter evne en pligt til at gøre noget ved. Jeg glæder mig derfor over, at Fonden kan bidrage til bedre livsbetingelser for dyr og planter i havnaturparken Svanegrund. Samtidigt styrkes forståelsen for det fælles ansvar gennem øgede muligheder for oplevelser og friluftsliv i områdets mangfoldige natur, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

 

 

Naturpark Svanegrund – friluftsliv og formidling

Ud over naturgenopretning vil der i projektet blive arbejdet med formidling og forskellige friluftsaktiviteter i områderne. Bl.a. er der formidlingshuse, infostationer, fugletårn, turguide og lejrpladser med shelters tæt på kysten på tegnebrættet.

– Projektet har indtil nu været drevet af en stor frivillig indsats fra lokale natur- og friluftsentusiaster organiseret i Fonden Naturpark Svanegrund. De frivillige har siden fået opbakning fra de fire østjyske kommuner, der støtter projektet med driftsmidler og ressourcer.

– At forbedre havmiljøet er blevet en folkesag. Vi arbejder derfor både på at skabe konkrete forbedringer i havet og på at informere områdets besøgende, beboere og brugere om de indsatser, der gennemføres – og de resultater, de giver. Jo flere der kender udfordringerne, jo stærkere står vi. Jeg er både glad og stolt over, at A.P. Møller Fonden har valgt at støtte det arbejde, vi har sat i gang, siger Palle Holsting, der er formand for Fonden Naturpark Svanegrund og sammen med en stor gruppe frivillige står bag initiativet.

Borgermestre taknemmelige for havnaturparken

Blandt borgmestrene i de fire kommuner er der meget stor glæde og taknemmelighed over den store donation.

– Vi fire borgmestre er yderst taknemmelige, og jeg vil på vegne af os alle fire gerne sende en meget stor og varm tak til A.P. Møller Fonden for det imponerende beløb, der er doneret til Naturpark Svanegrund. Med det kan vi sammen med alle de gode frivillige kræfter bag lave initiativer både over og under vand til gavn for vores havmiljø, som er hårdt belastet efter mange år, hvor vi ikke har passet på det, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Naturpark Svanegrund skal bindes sammen med de initiativer, der bliver lavet på land via Grøn Trepart.

Naturpark Svanegrund

  • En lavvandet marin naturpark med tilstødende landarealer, der er beskyttet som Natura 2000 områder samt kystnære arealer, der er ejet af staten.
  • Omfatter ca. 84.000 hektar, hvoraf 56 pct. er beskyttet natur. Området omfatter kystfarvandet mellem Odder, Samsø og Hedensted Kommuners kystlinjer samt Horsens Fjord, som består af Inderfjorden og Yderfjorden. Områderne rummer også øerne Hjarnø, Alrø, Endelave og Tunø.
  • På grund af det lave vand i naturparken er der stor gennemtrængning af lys til bunden. Det giver mulighed for en rig biologisk produktion, fordi den er afhængig af lys til planterne, som igen fortsætter op i fødekæden til fiskene.
  • Det er Fonden Naturpark Svanegrund, som har modtaget donationen på 110 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Horsens Kommune skal stå for sekretariatsbetjeningen af Naturpark Svanegrund i samarbejde med Odder, Samsø og Hedensted Kommuner. 
  • Projektet kommer både til at indeholde naturgenopretning med stenrev, biogene rev og udplantning af ålegræs samt formidling og bedre rammer for friluftslivet. Det konkrete projektindhold skal fastlægges i den kommende tid.

 

 

drømmerejse iFish Travel

DANSK MUSKIEFEBER I ONTARIO

Mads Grosell – Savage Gears produktudvikler – er netop kommet hjem til Danmark efter 11 fantastiske dage Canada sammen med sin bror Martin.

– Fiskeriet, der foregik både i ST. Lawrence floden og ude i nogle støre søer i Ontarios vildmark, gav en masse flotte fisk, fortæller han. – I St. Lawrence fik jeg blandt andet en del flotte smallmouth bass (nederst) over 50 cm på spin, men ude i vildmarken var mit hovedfokus at fange nogle store muskies. Og det lykkedes!

– I alt fik jeg 16, der var store nok til at komme på måleboardet i båden – toppet af fire mega muskies mellem 119 og 126 cm+ eller 50,5 inch. Alle fiskene huggede på prototyper af nogle helt nye glidebaits, som vi lancerer i 2026. Det var virkelig et super spændende fiskeri, hvor alle små detaljer talte. Mange fisk følger efter, men er ekstremt svære at få til at hugge. Her tæller teknikken virkelig, når man helt inde ved båden laver ”Figure eight” med agnen, der køres rundt i et ottetal i et sidste forsøg på at udløse hugget. Både fisk og fisker er nærmest i trance – og her er det kombinationen af rutine, hurtighed og den helt rette timing af kunstpauser, der udløser hugget, slutter han.

Du kan læse meget mere om Mads og historien bag den succesfulde danske grejudvikler i en artikel vi bringer meget snart i anledningen af Savage Gears 20-års jubilæum her i 2025. Stay tuned på fiskogfri.dk.

 

Tradera

 

 

Mads grosell fra Savage Gear med en stor smallmouth bass fra St. lawrence Floden i Canada.

Mads Grosell fra Savage Gear med en stor smallmouth bass fra St. lawrence Floden i Canada. Øverst ser du ham med sin 50,5 inche muskie fra Ontarios vildmark.

drømmerejse iFish Travel

GREJNYT: NU KAN DU FÅ HUMMINBIRDS UNIKKE LAKEMASTER SØKORT OVER SVENSKE SØER

Humminbirds LakeMaster-søkort leverer enestående detaljer, præcision og unikke funktioner, så du har alt, hvad du behøver, for hurtigere at finde – og genfinde – de bedste fiskepladser. Tidligere har man ikke kunnet få det eftertragtede søkort over Skandinaviske vande, men som noget helt nyt er der nu lavet en svensk version som et samarbejde mellem svenske Comstedt og Humminbird.

– Med LakeMasters VX-teknologi får du vektoraccelereret kortteknologi, der giver ekstrem kortpræcision og mulighed for at tilpasse farvepaletterne efter dine behov, lyder det fra Humminbird. – Du kan Skræddersy søkortet med LakeMasters unikke farveindstillinger, så du nemt kan fremhæve de vigtigste områder for netop din fiskestil – og det er muligt at skifte hurtigt mellem dine egne kortvisninger, og tilpasse din navigation efter vejr, vind og forholdene på vandet. Med data fra den svenske Søfartsstyrelses S57 og Hydrographica, kan du navigere sikkert, og kortet dækker sejlbare farvande inden for Sveriges grænser. Du kan indstille og markere op til fire forskellige dybdeintervaller, hvilet er ideelt til at finde de mest aktive zoner, hvor fiskene hugger bedst. Endvidere er det muligt at synkronisere dit LakeMaster-søkorts dybdekonturer og kystlinjer med de aktuelle vandniveauer, så kortet altid passer til virkeligheden.

– Premium 2D Shaded Relief (Premium) kan bidrage med en helt ny forståelse af bundforhold og dybdevariationer – og er perfekt til at identificere skrænter, plateauer og strukturer, hvor rovfisken gemmer sig. Overlay med skarpe satellitbilleder er tilgængeligt for udvalgte områder, og du kan tilpasse dybdekurver, farver og andre visuelle detaljer efter dine egne præferencer. En vigtig featuere er, at du kan bruge LakeMaster sammen med din elmotor ved hjælp af One-Boat Networket:. Forbind kompatible Humminbird-enheder med en Minn Kota-elmotor og udnyt unikke funktioner som fx automatisk at følge kystlinje eller dybdekurver – uden at du behøver at kortlægge dem manuelt.

Du kan købe kortene hos Comstedt her – og læse meget mere om Lakemaster søkortene på Humminbirds hjemmeside her.

Se en video om den svenske udgave af Lakemaster søkortene her.

Læs om Humminbirds nye prisvindende Xplore plotterserie her.

 

Tradera

 

Humminbird Lakemaster søkort - nu over Sverige

Nu kan du købe Humminbirds unikke Lakemaster søkort over Sverige via Comstedt.

 

 

drømmerejse iFish Travel

GREJNYT: NYE QUIVER & BOLTRIG KOMBI-STÆNGER TIL STØR FRA SPORTEX

Langt de fleste danske størfiskere fisker carpstyle efter størerne – dvs traditionelt rod-pod fiskeri med boilies på semifikserede boltrigs og elektroniske bidmeldere.

Men hvad nu, hvis man gerne vil fiske quiverstyle med fx småfisk, der ofte kan være betydeligt mere effektivt? Eller hvis man vil have en stang eller to der ”passer sig selv”, mens man fisker den ene af dem med visuel quiverindikation, hvor man stiller stangen i raketposition og ser hugget ved at det nøkker i stangtoppen?

Jo – så er der en stor fordel, at ens størstænger kan bruges til begge dele. Med det i baghovedet har Sportex lavet en virkelig lækker stang – Sturgeon, med selvlysende quivertop, der kan bruges til begge fiskemetoder. Det, der muliggør begge teknikker med samme stang, er at øjerne på bunddelen er så højbenede, at de passer perfekt til de bigpit reels der normalt anvendes til dette fiskeri, hvilket automatisk giver den rette afstand mellem linen og klingen imellem bundøjet og det andet øje, så man får den rette vinkel på linen gennem del elektroniske bidmelder.

Ved størfiskeri har man typisk en kraftig slagline af nylon yderst, der er bundet til den flettede hovedline, men en knude, og for at den kan passere øjerne, er det vigtigt at de ikke er for små – en godt gennemtænkt detalje på de flotte stænger, der også er udstyret med splithandle forrest, hvor det forreste er et fighthåndtag, når der virkelig skal lægges pres på større fisk – eller når man er ved at at få gummiarme af at fange mange mindre.

Sturgeon, der er topkvalitets Toray kulfiber, kaster perfekt og er udstyret med SIC-long cast øjer. Sængerne fås i både 11 og 12 fods versioner med en testkurve på 3,5 lbs svarende til en kastevægt på 45-129 gram.

Den vejledende pris er 1.799 kroner for 11 fods modellen og 1.899 kroner for 12 fods versionen.

Fisk & Fri har testet stængerne, der er mindst lige så fede, som de ser ud. Se Sturgeon i aktion i vores video på Fisk & Fris YouTube her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: EN FLOT ABORRE PÅ TAILBAIT

– Min kammerat og jeg var stået tidligt op og taget en tur til en privat sø med forhåbningerne om at fange en af de store gedder, som vi havde hørt gik der, fortæller Mikkel Birkedal. – Vi startede vores fiskeri ud med en død skalle under flåd. Det resulterede i en fin gedde på små 3 kg, men efter det døde fiskeriet helt ud, så vi valgte at skifte til aktivt spinnefiskeri, for at se om det kunne give lidt.

– Jeg fiskede med en Savage Gear Deviator Tail på 16,5 cm i farven “pike”, som jeg tidligere har haft rigtigt godt fiskeri på. Efter en halvtimes tid fik jeg et hårdt og kontant hug midt i min indspinning. Jeg troede først, at det var en fin gedde, men da fisken kom til overfladen, kunne jeg tydeligt se de store sorte striber og den flotte rygfinne. Jeg råbte på min kammerat, og vi fik den landet sikkert. Det var en flot aborre på hele 47 cm og omtrent 1,2 kg. Det var en mega fed overraskelse under geddefiskeriet, slutter han og tilføjer, at fisken skal deltage i både Daiwa Open 2025 og lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED PÅ FLUE I DE SMÅ ÅER

Danmark er beriget med flere store åer, der hvert år kaster mange flotte havørreder af sig. Men hvad flere ikke er klar over, er at mange af de mindre vandløb også kan byde på et forrygende fluefiskeri efter havørred. Det kræver dog en vis tilpasning af grej og fiskestil. Her bliver du hjulpet godt på vej.

 

TEKST: LARS CHR. BENTSEN, FOTO: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS BENTSEN

 

HAVØRREDEN stiller mange krav til dens gydevandløb, men størrelse og vandføring er ikke blandt dem. Mange bliver overrasket over, hvor små vandløb, der byder på friske opgangsfisk. Man skal ikke forbigå et vandløb fordi det er lille. Der er utallige små åer i landet, som huser opgangshavørred – det kan være åer med direkte udløb i havet eller tilløb til større vandløb. Fiskeriet er ofte en intens oplevelse, fordi alt foregår tæt på. Og der er ikke meget, som slår når en stor havørred tager en overfladeflue med et aggressivt udfald i sommernatten.

Efter nogle sæsoner som havørredfisker i ganske små vandløb, lærer man hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en standplads. En lille tue, en tot græs eller blot en alknude på bunden er nok til at en havørred tager ophold. Derfor betaler det sig ofte at fiske vandløbene igennem grundigt – også på de stræk, der umiddelbart ikke ser så indbydende ud. Mit bedste råd får du til at begynde med: Husk på, at havørreden er sky som en bækørred, og desto mere forsigtigt du bevæger dig langs åen, jo større er dine chancer for gode oplevelser ved de små vandløb.

 

Geddefeber

 

Lars Chr. Bentsen med smuk havørred på flue fra en lille å.

Forfatteren med en stor fisk fra en lille å. Denne oktoberhavørred tog en dybt fisket Koch’s Ghost fisket hurtigt, på en S-IV line og hurtigt synkende forfang. Øverst Jesper Formann på havørredfiskeri med fluestangen i en lille jysk å.

Sådan fisker du mest effektivt med flue efter havørred i små vandløb

At fiske de små vandløb effektivt kræver en række justeringer af grej og teknik. Vandløbenes størrelse gør det til en udfordring at kaste og præsentere ofte store fluer på effektiv vis. De små åer har sjældent hurtig strøm, hvilket kræver en effektiv manipulation af linen. 

Kasteteknikken er ikke helt uvæsentlig i små åer. God plads omkring åen er en luksus, der kun sjældent byder sig ved de små vande. Det stiller krav til kasteteknikken, og at mestre et underhåndskast eller et speykast, som ikke kræver et traditionelt bagkast, er overmåde vigtigt. Og ikke kun fordi det kræver mindre plads, men også fordi et traditionelt bagkast ofte vil tørre fluen så meget, at den flyder når den lander. Og når vandløbet er smalt er det vigtigt, at fluen fisker med det samme. Skøjter fluen på overfladen blot en meter kan man have mistet en tredjedel af åen, som dermed ikke fiskes optimalt. Af samme grund vælger jeg oftest, ikke at fiske overfladenært i sommernatten. Derfor bruger jeg rørfluer med coneheads, der trækker fluen under overfladen med det samme den lander.

 

Fluefiskeri efter havørred i Villestrup Å.

Villestrup Å er et godt eksempel på en skøn mindre å, der kan byde på et fint havørredfiskeri.

Valg de rette flueliner til havørred i åen

Forfang og line kan også optimeres til fiskeri i de små åer. Hvad enten man anvender flydeline eller synkeline, kan man med fordel vælge at gå en eller endog to klasser op i forhold til stangens klassificering, hvis man anvender hele liner. Det spænder nemlig stangen bedre på de ofte ret korte speykast. Foretrækker man den fleksibilitet skydehoveder har, kan man effektivisere sit fiskeri betragteligt ved at tilpasse ganske korte skydehoveder på 6-7 meter. De korte skydehoveder er lette at kaste, de kræver meget lidt plads, og kan, selv på let grej i klasse 5 eller 6, kaste ganske store fluer.

Synkelinen er et effektivt valg gennem hele sæsonen, men bruges mest tidligt og sent på sæsonen, eller når vandstanden er rigtigt høj. Synkelinens fornemmeste opgave er naturligvis at trække fluen ned, hvor den fisker effektivt. Men fiskedybden afhænger lige så meget af fisketeknik, som af linens synkehastighed. Synkehastighed angives med oftest med et ”S” efterfulgt at et tal, fx S-II eller S-IV. I dag findes mange liner, hvor den bagerste del fx er S-II, mens spidsen er S-IV, hvilket giver en mere lige linje til fisken, og dermed bedre mulighed for at opdage et forsigtigt hug.

 

Havørred på flue fra en lille å.

Denne havørred faldt for en let, stor rørflue fisket højt i vandet i en lille å.

Fisk fluen i den rette dybde, hvor havørreden hugger

En line, der svinger langsomt, fisker dybere end en, der svinger hurtigt. Svinget, hastigheden og dermed fiskedybden kan manipuleres på flere måder: Linen kan kastes mere eller mindre skråt mod modsatte bred. Kaster man fx 45 grader nedstrøms svinger linen hurtigere, end hvis man kaster 30 grader nedstrøms. Umiddelbart efter nedslaget kan man, uanset hvordan kastet ellers er placeret, tage nogle skridt nedstrøms, hvorved linen og fluen får tid til at synke, inden strømmen tager fat og gør sit arbejde.

En anden mulighed, med samme resultat, er at foretage et kraftigt mend opstrøms mens linen stadig er i luften. Det er jo svært at mende en synkeline, efter den er landet. Et opstrøms mend placerer en større eller mindre linebue på vandet, som vandet først skal strække, inden det kan flytte på fluen. Den tredje, og måske nemmeste, mulighed at have et par meter løsline til rådighed, når fluen lander, og ganske enkelt slippe det, hvorefter line og flue synker frit. Uanset hvilken metode, man anvender, giver det et dybere udgangspunkt for svinget end hvis man kastede en strakt line, som straks begynder at svinge. Og uanset metode skal man være sig en ulempe bevidst: Især når der er friske fisk i åen, sker det ikke sjældent, at en fisk tager fluen umiddelbart efter nedslaget. Hvad enten man har sluppet et par meter løsline eller er på vej et par skridt nedstrøms, så kan det være svært at kroge fisken – men det er prisen for at fiske dybt.

Flydelinen har den store fordel, at den kan styres og manipuleres mens man fisker. Det vil sige, at man kan mende linen – opstrøms eller nedstrøms – midt i svinget, og dermed pludseligt ændre hastigheden. Alle de samme teknikker kan anvendes, når man fisker med flydeline i sommernatten. Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at den eneste ændring det giver i fiskedybden, er den smule fluen i sig selv synker. Det er ikke meget, men ind i mellem nok til at gøre en forskel.

 

Fluefiskeri efter havørred i åen.

Her er Ivar Thordal ved at binde en ny flue på til havørrederne. Fluevalg er selvsagt vigtigt, men linevalg kan faktisk være det der har størst betydning, da det ofte handler om at få fluen ned til fiskene.

Med sinktip efter havørred i åen

Sinktipliner har en synkende spids, og flydende bagdel. Derfor kan linen manipuleres, mens den fisker i dybet. Det gør sinktip linen til at giftigt valg, når fisken står dybt. Kender man sin å godt, og ved hvor fisken står under forskellige forhold, så er sinktip linen suveræn med en ganske bestemt teknik. Ved at lade fluen lande et par meter opstrøms standpladsen, kan man ved gentagne opstrøms mend lade fluen synke og synke, mens den holder den rette bane på vej mod fisken. Når man forventer fluen er ud for standpladsen, foretager man et kraftigt mend, der får fluen til at fare væk fra standpladsen med høj fart. Og det resulterer ofte i hug, hvis fisken er hjemme…

De bedste havørredforfang til fluefiskeri i åen

Forfanget er også meget vigtigt. Jeg anvender aldrig lange forfang, når jeg fisker havørred i små åer – lange forfang gør det nemlig besværligt at kaste store fluer på kort hold. Til synkelinefiskeri bruger jeg typisk en halv meter 0,35 mm nylon kombineret med en synkende polyleader.

Polyleaderen er egentlig forfærdelig at kaste med, men er meget anvendelig, når man skal speykaste med korte forfang. Med et Fast Sink og et Super Fast Sink forfang, og ved at kombinere med forskellige synkehastigheder på linen, dækker man alle forhold. Til flydelinen anvender jeg et taperet forfang på 2,5-3 meter. Husk på, at jo mindre åen er, desto mere vigtigt er det, at hvert eneste kast tæller!

Efter havørred året rundt i åen

Årstiderne har indflydelse på vandstanden og dermed fiskeriet. Flydelinefiskeriet hører sommernatten til, og har bestemt sin plads på lune aftener sidst i maj. Men generelt hører det juni-august til, og praktiseres bedst i den gyldne time samt i nattens mulm og mørke.

Synkelinefiskeriet kan krones med held gennem hele sæsonen, og hvis man tilpasser teknik og linens synkehastighed, kan man endog bruge synkeline ved ganske lav vandstand med stort held. Ser man bort fra flydelinen, så er vandstanden langt mere afgørende for valget at teknik og line end årstiden. Den traditionelle holdning er – jo højere vand, desto dybere skal der fiskes. Og det er også rigtigt! Men det handler jo om at fiske fluen, i den dybde fiskene befinder sig. Og når vandet er rigtigt højt, står de ikke altid langs bunden.

Særligt i vandløb med en meget U-formet dybdeprofil, det vil sige forholdsvis stejle sider, har jeg oplevet havørred trække helt ind til kanterne, og gerne et stykke op i vandet, frem for at opholde sig ved bunden. Ved meget høj vandstand er åen ofte farvet, og der slipper ikke meget lys gennem vandet. Her føler havørrederne sig sikre uden at behøve at stå dybt. I den situation kan intermediate linen være det helt rette valg. Jeg håber disse råd hjælper dig med på vejen, og at du kan se frem til mange store fisk fra de små åer.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

SKJERN Å: NYT SAMARBEJDE OM EN BANEBRYDENDE MODEL FOR GENOPRETNING AF ÅDALE

Lystfisker Danmark har netop indgået et samarbejde med Skjern Å Sammenslutningen (SÅS) og Ålandets Venner om skabelsen af en banebrydende model for naturgenopretning i Skjern Ådal og potentielt mange andre danske ådale.

– Modellen er inspireret fra det sydlige England, hvor the Rivers Trust gennem flere år ved brug af en ”Catchment Based approach” har opnået fantastiske resultater med skabelse af naturlige ådale og god biodiversitet både under vandspejlet og i hele flodsengen, hedder det i en pressemeddelse fra partnerne. – En metode for skabelse af rene og naturlige vandløb.

– Målet er det samme i Danmark. Med naturlig hydrologi og vild terrestrisk natur i fokus er det målet gennem helhedsløsninger at genskabe mindre og mellemstore tilløb samt ådale i Skjern Åens vandopland og derved undgå; sandflugt, udledning af kvælstof, okker og anden forurening samt misfarvning af tilløbene. Derved genskabes naturlige vandløb med rent og klart vand fyldt med liv, og ådalene bliver korridorerne mellem de store naturområder som for eksempel Borris Skydeterræn og Harrild Hede. Som en sidegevinst vil der være mindre behov for vedligehold af de mindre vandløb, og gydestrygene vil i langt mindre omfang blive tilsandede under skiftene vandføring i vandløbene.

En andelsforening for naturen

– SÅS har sammen med lokalafdelingerne i Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Ringkøbing Fjords vandopland, Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks Jægerforbund (DJ), Friluftsrådet, Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), Danmarks Vilde Natur (DVN) og lokale udviklingsfora samt repræsentanter for landbrug og lodsejere skabt foreningen Ålandets Venner – www.aalandetsvenner.dk. Nu er Lystfisker Danmark indgået i arbejdsgruppen bag foreningen med støtte til de første måneders drift af sekretariatet for Ålandets Venner.

– Lystfisker Danmark arbejder med indsatsområdet “Bedre lystfiskeri i Danmark”.  Under dette indsatsområde har de målsætningen om at forbedre Vandløbskvalitet på øvre-mellem strækninger (i brune vandløb uden ranunkler). Projektet har god overensstemmelse med dette punkt, ligesom der er god sammenhæng mellem to andre projekter som Lystfisker Danmark har igangsat; “Lystfiskerne og de lokale treparter”, samt “Flere fisk & mere frivillighed.”

Genudsætning af en laks i Skjern Å.

Lystfisker Danmark har netop indgået et samarbejde med Skjern Å Sammenslutningen (SÅS) og Ålandets Venner om skabelsen af en banebrydende model for naturgenopretning i Skjern Ådal og potentielt mange andre danske ådale. Målet er at forbedre naturgrundlaget, hvilket blandt andet vil gavne laks som denne, der returneres til åen.

 

Hvad er planen med Ålandet?

– Projekt Ålandets Venner er med andelstanken og det lokale ejerskab som anker både relevant samt ambitiøst. Med stærke kræfter ombord både i forhold til enkeltpersoner og organisationer kan det sætte ny standard for, hvordan vi passer på vores vandløb og udvikler den vilde natur, vi alle så gerne vil have, siger Arne Kvist Rønnest projektchef for Lystfisker Danmark.

– To af Ålandets Venners medstiftere, miljøantropologen Peter Andreas Christensen og arkitekten Boris Brorman Jensen har sammen med tegnestuen Norrøn – godt hjulpet af resursepersoner fra SÅS, DN, DVN, DOF med flere – lavet et prospekt under overskriften: Tænk stort. Start småt. Skaler smart. Med prospektet i hånden har Ålandets Venner allerede været ude hos lokale lodsejere i en hel ådal, hvor der er en stor grad af opbakning til de konkrete planer. Det arbejde fortsætter, samtidig med, at man vil gå til de store fonde for at virkeliggøre ideer og planer til Ålandet. Et prospekt for planerne er lige blevet trykt og vil i løbet af efteråret blive præsenteret i flere forskellige fora, slutter de nye samarbejdspartnere.

FOTOS: KENNY FROST/LAKSENS HUS

Læs om efterårsfiskeriet efter laks i Skjern Å i denne fede artikel af Terkel Broe Christensen.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

MED FYRHOLM EFTER FLADFISK I LANGELANDSBÆLTET

Den 18. oktober starter det gode skib Fyrholm op med at sejle fra Spodsbjerg Havn på Langeland. Ved roret er Martin Hubert, der en af Europas bedste havfiskere:

– Der bliver lige nu fanget rigtig mange flotte fladfisk dernede, så forhåbningerne til de kommende måneders fiskeri er helt i top. Vi kommer til at sejle både hverdage og weekender fra 8-15 – og der fiskes udelukkende efter fladfisk – primært med fokus på rødspætter, skrubber samt isinger. Vi vil dog også løbende eksperimentere med fiskeriet efter pig- og slethvar.

– Udover, at man selv skal medbringe agn/orm, er alt som det plejer at være med mulighed for at købe både morgenmad og frokost om bord. Sidstnævnte er intet mindre end vores legendariske frankfurtere, så du kan roligt glæde dig.

Fyrholm kommer til at ligge i Spodsbjerg og fiske i Langelandsbæltet indtil foråret.

Du kan booke fladfisketure med Spar Lystfiskeri i Langelandsbæltet her. Spørgsmål kan rettes til Spar Lystfiskeri her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel