mar 23, 2020 | Nyheder
Er der noget som en fantastisk forårsdag på kysten? Her får et flashback til i går set gennem Rasmus Hass Hachmann´s polbriller:
– Solen har stået højt på himlen det meste af dagen, og Corona-freden har stille sænket sig over øen, fortæller han. – Egentlig burde jeg få ordnet det sidste i haven, så det ser fint ud til kæresten komme hjem, men det skyer langsomt til, og tanken om at det lave vand igen skulle blive koldt efter nattens lave temperaturer, får mig alligevel på bedre tanker. Haven er der nok også igen i morgen!
– Grejet ligger allerede klar i bilen, fortsætter han. – Der går ikke længere end det tager at lave en spand kaffe, til jeg sidder i bilen og er på vej ud for lige at nå nogle timer, inden hun kommer hjem. Siden onsdag i sidste uge har jeg fisket øen tynd, for lige at spore mig ind på, hvor de mon er, for de har været nogle underlige år her hjemme på det sidste. Fiskene er små, og de er ikke hvor de plejer. Om det skyldes de varme vintre, eller det rå iltsvind i området, er svært at sige, men de pladser, der førhen var super, er pludseligt golde ørkner!
– Det ville være synd at sige, at vi skovler fisk op her ovre, men man kan altid slide sig til en flidspræmie, og en fisk over 45 cm, er efterhånden en sjældenhed i de kolde måneder. Jeg reflekterer lidt over pladsvalget, og tænker på de sidste dage, hvor min makker og jeg, alligevel har fundet dem på de lavere og lunere pladser. Den åbne sydkyst trækker dog gevaldigt i mig her i forårssolen, men jeg vurderer, at de timelange gåture, til trods for den nylige fangstrapport om en 4+er, ikke rækker til dagens stramme program. Men hvad gør man så!
Nye pladser
– Jeg kører stadig, og bestemmer mig for at dreje ud mod Skovlandet! En tåbelig beslutning, nu jeg ved, at der står fisk på begge sider af den plads, men jeg elsker at opsøge nyt vand, og må bare prøve der. Vel fremme ved nærmeste mark, stiller jeg bilen og roder grejet frem. – Wadersene når aldrig at blive tørre på denne tid af året, tænker jeg, imens jeg trækker i dem, men det gør ikke noget, når nu man skal ud at gå lidt inden jeg er fremme.
Bagagerummet flyder med blink og fluer i alle tænkelige farver og former, men jeg kigger hastigt i æsken fra i går, og tænker at den er fin! Det der har virket de forrige dage er woblere med en langsom vuggende gang – måske fordi det vrimler med børsteorm. Der er også store tykke fluer, som en pink glimmerreje, og slanke lette gennemløbsblink, ja de æder nok alt lige pt! Det er jo forår, og de har travlt med at få sul på kroppen de kære små.
– Der ryger en af farvoritterne fra Grizzly på, en 15 grams tornado i hvid og grøn. Den plejer nok at kunne få dem ud af busken, og så kan vi altid gå ned til noget mindre, når de er der!
– Jeg starter fiskeriet der, hvor den mørke bund møder sandet, og med solen i siden og vinden i ryggen, kan jeg ikke lade være med at tænke på det forrygende fiskeri vi har haft de sidste dage. Måske man burde sætte verden på pause som nu, bare en gang imellem, så man kunne nå at finde fodfæste igen, og nyde det vi alle er her for. Hvad enten det er fiskeri eller hækling.
Pladsen der ligger her, er en lav vig bag mig, og en mørk fjordagtig bund længere fremme. Det er altid et godt valg, når natten har været kold, men morgenen byder på sol og varme, så de kan søge de lave mørke områder i solen, men gemme sig i den dybere rende om natten. Nøjagtig som vi har set de foregående dage!
– Jeg fisker stille ud mod det dybere vand, slavisk, og som et tikkeværk: Et kast, 10 skridt, om og om igen. Her er stille, vandet er klart, og jeg kan næsten høre fiskene grine af mig over på den anden side, hvor vi hev dem op de forrige dage. Burde jeg skifte taktik? Nej, jeg ved, at hvis de er her, vil jeg se dem før eller siden, og de skal nok give sig til kende, når de hvide blink suser forbi. Tempoet er i min optik underordnet, for der er varmt nok til, at de kan følge med, og de er sultne! Det har vi fået bevist.
En fantastisk ørred
– Der går en lille time, og tvivlen nager. Burde jeg bare trække et sikkert kort igen, eller skal jeg følge min intuition og fortsætte på den plads her. Jeg bliver stædig, og med kun en time til færgen er inde, fortsætter jeg. Så ser jeg den forjættede hvirvel – en lille krusning på vandet lige på kanten af det mørke, og intuitivt får den nogle hurtige omgange på hjulet. For tit har jeg lade mig narre, og ladet dem se bedraget, men ikke denne gang. Den må tage en hurtig beslutning, og efter en slutspurt, stopper byttet foran den, og den smækker gummerne sammen om Tornadoen. Men jeg er klar! Sådan.
– Det er en af dem, jeg har ventet på. Den er tung og i sin smukkeste fjorddragt. Fisken begynder at gå hårdt fra side til side, og til min rædsel ruller den nu voldsomt nær en tangbusk, men det må briste eller bære. Jeg lægger et hårdt sidepres på den. Akkurat nok til, at den holder sig ude af sit skjul, og jeg får den stille presset mod land.
– Bevares. Det er ikke en kæmpe som de alle samme fanger på Østfyn, men i mine øjne en super smuk fisk fra Ærø. En rigtig tyk forårsfisk i sin bedste kondi, viser sig nu i vandkanten, og jeg finder nettet frem med rystende hænder. Efter et år med over 300 fisk i hånden, og kun fire over to kilo, ved jeg, at den ikke må slippe væk, og jeg må være tålmodig. Solen titter frem bag de drivende skyer, da nettet suser ned i vandet, og et glædes brøl ruller over fjorden.
– Sådan, endelig lidt af det vi alle går og venter på, årets første step op over det næste kilo. En smuk fisk på cirka 58 cm og 2,68 kg ligger nu på brinken sammen med en meget glad fisker, der tænker over livet. Stoltheden ved at træffe det rigtige valg er stor, men glæden ved at skaffe prima, aftensmad er endnu større. Der er 20 minutter til færgen er inde, og jeg fisker halvhjertet tilbage over, imens jeg beundrer dyret i galgen. Sikke en skøn start på foråret, og hvilken smuk dag at gøre det på.
– Mine tanker går til de fiskevenner, som jeg havde inviteret over i ugen, men som blev hjemme på grund af omstændighederne. Jeg håber meget, at vi igen snart kan samles om denne skønne sport.
Lige før jeg tager det sidste kast, ser jeg en skygge og en hvirvel, i vandkanten. Forstyrret i sin middagslur, pisker endnu en fisk i godt samme størrelse ud fra havstokken, hvor den har ligget på ultra lavt vand og lunet sig – sikkert efter et velfortjent måltid. Præcis dette syn er så typisk Ærø, og jeg har set det mange gange før i foråret. De ligger bare der og feder den, mens de venter på varmen. Men den får lov at vente på den næste lystfisker, for jeg er mæt på fiskeriet, og om lidt venter kaffen hjemme i haven, slutter Rasmus.
mar 23, 2020 | Nyheder
– Jeg var taget en tur på kysten sammen med min kammerat, fortæller Mads Davidsen. – Planen var, at vi ville se, om vi kunne finde dem på det lave vand, men det havde været meget koldt om natten, og der var ikke en vind, som rørte på sig. Dog gik der ikke længe, før vi spottede de første meget sky ørreder tæt inde på land. Jeg fik ret hurtigt en mindre fisk, men efter den var det som om, at fiskene var forsvundet.
– Så vi fik os noget kaffe og en snak med et par andre lystfiskere, vi mødte på pladsen, fortsætter han. – Nå – men nu var det så blevet tid til at fiske lidt igen, og nu virkede det til, at vandet var blevet varmet op, og fiskene var blevet mere aktive. Jeg fik tre fisk mere på min gennemløber, og så skete det, der bare ikke må ske: Jeg knækkede min stang. – Øv, tænkte jeg. Nå – men i bilen lå må mit aborregrej, så jeg hentede min lille Parabellum stang på 2-10 gram, som var rigget op til dropshot, og da jeg igen kom ned til vandet en smule bitter efter at have knækket min stang, så jeg med det samme en fisk i overfladen lige foran mig.
– Jeg lagde et hurtigt kast ud til den med den lille 3D PVC Mayfly Nymph fra Savage Gear. Det sagde haps med det samme, hvorefter en rigtig flot og tyk fisk på den gode side af de 50 cm kom en hurtig tur ind til et billede. Så alt i alt var det en rigtig fin tur med fem fisk i hånden for mit vedkommende, slutter Mads.
mar 22, 2020 | Nyheder
– På grund af Carona, og fordi vores golfbane er lukket, så valgte jeg efter mere end fem års fravær fra fiskeriet at tage en morgentur i fjorden, fortæller Ejner Olsen. – Efter over to timers uafbrudt vadefiskeri med sivfrosne fingre og kolde føder, fordi jeg glemte nogle ordentlige strømper, var jeg tæt på at give op, men så kom drømmehugget.
– Fisken var oppe i overfladen med det samme, så jeg vidste, hvad jeg var oppe i mod, fortsætter han. – Havørreden sprang ud af vandet og tog gode udløb, så jeg begyndte at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget noget fangtnet med, nu hvor jeg stod her 500 meter ude i det kolde vand. Men – jeg tog den med ro og lagde hele tiden modpres på den. Heldigvis kunne jeg efter et stykke tid tage den med en frossen hånd om halen. Herefter førte jeg langefingeren ind gennem gællerne, og lukkede til med tommelfingeren, så jeg havde et fast greb om fisken.
– Straks efter fik jeg min snor gennem gællerne, så jeg kunne fiske videre – smurt ind i mit eget og fisken blod. Men mine fingre var så følelsesløse, at jeg efter yderligere 30 minutters fiskeri måtte gå på land med fisken, der målte 67 centimeter. Det er nok 15 år siden, at jeg har fanget så flot en fisk. Den blev taget på min sandfarvede pattegris, som sidst den var i vandet fangede en bonefish på Bahamas. Jeg tror nu nok den står på fiskeri også næste weekend, slutter Ejner sin fortælling til Fisk & Fri.
mar 22, 2020 | Nyheder
– Min makker og mig ville prøve et nyt spot af, og det skulle vise sig og være en god idé, fortæller Mogens Petersen. – Efter en hel masse kast og utallige skift af agn, lykkedes det mig at få valgt lige netop det, der skulle til, for at udløse hugget fra en rigtig god havørred. Fisken fightede super godt, og til sidst lykkedes det mig at få denne bandit, som du kan se på fotoet ovenfor, hevet ind.
– Den flotte fisk huggede på en OGP Silling i pink/lilla på 14 gram – bedre kendt som Universets Killer i min terminologi. Min makker og tre andre fiskere, der fiskede i amme område, mærkede ikke noget. Fisken var 61 centimeter og vejede 2,8 kilo. Det var helt klart en dejlig god dag på det blå kontor, slutter Mogens sin fortælling til Fisk & Fri.
Har du selv været ude at nyde foråsrssolen med fiskestangen i hånden, så snyd ikke brugerne af fiskogfri.dk for netop din fangstberetning derude fra. Du kan kontakte os på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Vi glæder os til at høre fra dig!

Mogens Petersen med sin fine havørred.
mar 22, 2020 | Nyheder
Christian Olesen var ude at sætte garn i sin jolle omkring Korsør, da han spottede noget, som fangede hans opmærksomhed: Cirka 200 meter fra kysten lå der en fisk, som han ikke kunne kende på toppen af et bundgarn – så den har været tæt på at svømme over, siger han. – Jeg havde godt nok håbet på, at det var en helleflynder, men Henrik Carl fra Fiskeatlasset bestemte den til en håising.
Håisingen (Hippoglossoides platessoides) er en slank, højrevendt fladfisk, der minder lidt om en lille hellefisk. Selvom man sjældent fanger eller ser den, så er den faktisk relativt almindelig i fx Kattegat og ned til den vestlige Østersø, hvor den typisk befinder sig på lidt større dybder med blød bund. Håisingen spiser primært orme, krebsdyr bløddyr, pighuder og småfisk, som den let fastholder med sine mange små og karakteristiske tænder. Arten kan blive op til cirka 80 centimeter og veje cirka seks kilo. Kødet har ry for at være af tvivlsom kvalitet.
mar 22, 2020 | Nyheder
Vinterhalvåret kan føles som en evighed, når man er karpefisker. Derfor kribler det også i fingrene for at komme ud, ligeså snart karperne begynder at vise de mindste tegn på at være aktive igen. I år starter karpesæsonen heldigvis tidligt, som følge af det varme vejr.
– Det er blevet til mange kortere endags ture her de sidste par måneder, men lysten til en “rigtig” tur med overnatning og muligheden for større fisk blev mere og mere presserende, fortæller Marc Thornton Hovgaard, der netop har været ude på sin første overnatning.
– Turen med bivi og sovepose til det lokale vand starter ganske fredeligt, fortsætter han. – Stængerne bliver sat med 15 mm citrus pop-ups, og der bliver fodret med pellets, majs og knuste boilies omkring hver takel. Roen sænker sig og vandet koger på gasblusset – det er kaffetid.
– 15 skriger den første bidmelder, da et længe ventet take bryder stilheden ved den lille sø. Adrenalinen pumper, men kampen bliver kort, for fiskene er stadig påvirkede lidt af deres apatiske vinterdvale. Men sikke en forløsning, da fisken lander sikkert i nettet. En smuk skælkarpe ligger og plasker rundt i bunden af nettet. Den opbevares forsvareligt i vejeslyngen til solen står op næste morgen.
– Den efterfølgende dag, mens solen står op og morgenkaffen nydes, kommer det næste hug. Intensiteten i bidmeldens alarmtone giver ingen plads til tvivl. Denne karpe kæmper med lidt større kraft, og selvom siv og åkander ikke giver synderlig grund til bekymring i denne tid, så har søen stadig andre udfordringer. Lavt hængende og usynlige grene under overfladen giver kampen med fisken lidt ekstra spænding. Da den lander sikkert i nettet, vil glæden ingen ende tage. Karpesæsonen er for alvor ved at starte. Kom bare an – slutter Marc.
Hvad med dig – har du været ude på dine første karpeture? Send gerne en historie fra dit lokale vand til jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36 og få den publiceret her på siden.

Forår om sider! Allerede nu er der godt gang i fiskeriet, så det er bare om at komme afsted.

Her kan du se det pop-up rig Marc bruger.
mar 21, 2020 | Nyheder
Tempelkrogen helt nede i bunden af Isefjorden har givet fint med pæne fisk på det sidste. En af dem, der har haft succes er Jacob Helgren Burmeister:
– Jeg var i søndags taget til vandet som så mange gange før, og denne gang besøgte jeg pladsen ved Munkholm Broen i Isefjorden, fortæller han. – Vi var en håndfuld gutter, som trængte til lidt frisk luft ovenpå Corona udbruddet, så vi aftalte at mødes på parkeringspladsen ved ishuset for at se, om vi kunne være heldige at få en fisk.
– Vi delte os op – nogle gik nord for broen, og jeg selv gik syd for broen, fortsætter han. – Ved vandet blæste en køling og frisk vind fra sydvest, som fik bølgerne til at rejse sig en smule. Jeg vurderede, at hvis jeg startede med at gå et par kilometer, så kunne jeg p.g.a. vinden, få et mere mageligt fiskeri på vejen tilbage. Jeg spændte derfor vadestøvlerne og gik afsted. Undervejs mødte jeg en fluefisker, som fredfyldt stod og hev line ind. Pludselig havde han fisk på, og med et hurtigt modhug og en kortere fight havde han landet en pæn havørred på omkring en halvmeter. Fiskene var her altså. Forholdene var rigtige, og for en gangs skyld befandt jeg mig midt i det.
– Jeg traskede det sidste stykke vej, før der kom en naturlig lille pynt, som jeg besluttede at gå ud ved. Den hvide stripper på de 12 gram, havde jeg hørt skulle være giftig, men efter godt 25 ture uden fisk vidste jeg, at det nok mere handlede om at ramme dagen. Alligevel blev den sat på. Jeg bevægede mig langsomt udad, imens jeg fiskede vandet af. Bunden var mudret, da jeg kom ud omkring hoftehøjde, og herfra begyndte jeg så at bevæge mig langs kysten. Nogen havde bildt mig ind, at når vandet var koldt, skulle der fiskes langsomt, men livligt. Det gjorde jeg så.
– Efter en halv times tid, så var den der! Et forsigtigt hug, udløste mit modhug, og så kunne jeg ellers se min lille 8 fods stang bøje, som jeg aldrig havde set det før. Bremsen hvinede, før jeg fik den spændt lidt til, og så var vi ellers i gang… Da den sprang fri af vandet første gang, kunne jeg se, at den var pæn. Det var vel omkring et år siden, at jeg sidst havde haft en ørred på krogen, så der skulle ikke tages nogen chancer.
– Ørreden svømmede rundt om mig, imens jeg fedtede med at få nettet klar. Jeg rystede helt ned i mine knæ, som jeg kun har oplevet det fra bukkejagt. Hold op hvor måtte det her bare ikke gå galt! Efter hvad der føles som en evighed, men som nok i virkeligheden kun var 2-3 minutter, havde jeg nettet klar, og ørreden var så småt begyndt at blive træt. Det lykkedes mig i andet forsøg at få den i nettet. Sikke en forløsning! YES!! Det viste sig at være et flot eksemplar på 58 centimeter, og min morfars gamle vægt viste 2,7 kilo. Fisken var helt klart en personlig rekord, da min fangstjournal indtil videre kun tæller to havørreder. Sikke en oplevelse, slutter han.

2,7 kilos pragtfuld fjordørred fra Isefjordens Tempelkrogen til Jacob Helgren Burmeister,
mar 21, 2020 | Nyheder
Tue Blaxekjær – Fisk & Fris webmaster, har i dag været ude på jomfrutur med trollinggrejet i sin superfede nye Antares 8 båd:
– Jeg har netop fået installeret al udstyret – lige fra toptunet marineelektronik fra Raymarine til hele arsenalet af trollingstænger. Vi var bare lige et smut ude på Køge Bugt for at lufte grejet med fire stænger i vandet – min kammerat Christoffer og jeg. Og der skulle ikke gå lang tid, inden vi fik hug på mit Rhino Troutkiller blink 5 meter nede over 7 meter vand.
– Fisken kæmpede ret godt i betragtning af størrelsen, og kom efter den del gode udløb til overfladen, hvor den dog ikke kom i båden uden dramatik. Der skete nemlig det, som der bare ikke må ske, nemlig at trekrogen på blinket satte sig fast i netmaskerne på netrammen… Til alt held var fisken så godt kroget, at vi bare kunne løfte havørreden i selve krogen, der sad i nettet – og et splitsekund efter kunne vi ånde lettet op med bådens trolling debutfisk sikkert på dæk.
Husk at tilmelde dig Fisk & Fris nyhedsbrev nederst på forsiden. Så får du nemlig en e-mail med links til de hotteste nyheder og artikler cirka en gang om ugen.

En fin udsigt til trollingstængerne fra Tue Blaxekjærs nye Antares 8.
mar 21, 2020 | Nyheder
Der er mange, som har været ude og lufte stængerne i det gode vejr her i dag. En af dem var Gorm Andersen, der satsede på bombardagrejet:
– Jeg lagde ud med at fiske på et sted med en del mennesker, og det gav ikke så godt. Jeg besluttede mig derfor for et pladsskifte og tog ud til et godt rev ved 7-tiden. Allerede fra da jeg ankom, var fiskene der. Hen over et par timer fik jeg otte fine blanke havørreder i den dansende sol, der alle huggede på en lille UV-rejeflue i ferskenfarve. De tre største var 50, 52 og 62 centimeter. Især den største af den gav en aldeles udemærket fight med masser af udløb og spring i bedste blankfiskestil.
– På et tidspunkt ved 11 tiden døde fiskeriet lidt ud, og så kunne jeg jo lige så godt tage hjem for at hygge mig, nu hvor jeg egentlig havde fået det, som jeg kom efter. Resten af dagen er derfor gået med fluebinding og hygge i godt selskab, slutter Gorm sin beretning til Fisk & Fri.
Har du også haft tur i den på din fisketur, så husk at sende os en rapport her til Fisk & Fri på jb@fiskogfri.dk eller telefonnummer 30 70 02 36.