Er der noget som en fantastisk forårsdag på kysten? Her får et flashback til i går set gennem Rasmus Hass Hachmann´s polbriller:

– Solen har stået højt på himlen det meste af dagen, og Corona-freden har stille sænket sig over øen, fortæller han. – Egentlig burde jeg få ordnet det sidste i haven, så det ser fint ud til kæresten komme hjem, men det skyer langsomt til, og tanken om at det lave vand igen skulle blive koldt efter nattens lave temperaturer, får mig alligevel på bedre tanker. Haven er der nok også igen i morgen!

– Grejet ligger allerede klar i bilen, fortsætter han. – Der går ikke længere end det tager at lave en spand kaffe, til jeg sidder i bilen og er på vej ud for lige at nå nogle timer, inden hun kommer hjem. Siden onsdag i sidste uge har jeg fisket øen tynd, for lige at spore mig ind på, hvor de mon er, for de har været nogle underlige år her hjemme på det sidste. Fiskene er små, og de er ikke hvor de plejer. Om det skyldes de varme vintre, eller det rå iltsvind i området, er svært at sige, men de pladser, der førhen var super, er pludseligt golde ørkner!

– Det ville være synd at sige, at vi skovler fisk op her ovre, men man kan altid slide sig til en flidspræmie, og en fisk over 45 cm, er efterhånden en sjældenhed i de kolde måneder. Jeg reflekterer lidt over pladsvalget, og tænker på de sidste dage, hvor min makker og jeg, alligevel har fundet dem på de lavere og lunere pladser. Den åbne sydkyst trækker dog gevaldigt i mig her i forårssolen, men jeg vurderer, at de timelange gåture, til trods for den nylige fangstrapport om en 4+er, ikke rækker til dagens stramme program. Men hvad gør man så!

Nye pladser

– Jeg kører stadig, og bestemmer mig for at dreje ud mod Skovlandet! En tåbelig beslutning, nu jeg ved, at der står fisk på begge sider af den plads, men jeg elsker at opsøge nyt vand, og må bare prøve der. Vel fremme ved nærmeste mark, stiller jeg bilen og roder grejet frem. – Wadersene når aldrig at blive tørre på denne tid af året, tænker jeg, imens jeg trækker i dem, men det gør ikke noget, når nu man skal ud at gå lidt inden jeg er fremme.
Bagagerummet flyder med blink og fluer i alle tænkelige farver og former, men jeg kigger hastigt i æsken fra i går, og tænker at den er fin! Det der har virket de forrige dage er woblere med en langsom vuggende gang – måske fordi det vrimler med børsteorm. Der er også store tykke fluer, som en pink glimmerreje, og slanke lette gennemløbsblink, ja de æder nok alt lige pt! Det er jo forår, og de har travlt med at få sul på kroppen de kære små.

– Der ryger en af farvoritterne fra Grizzly på, en 15 grams tornado i hvid og grøn. Den plejer nok at kunne få dem ud af busken, og så kan vi altid gå ned til noget mindre, når de er der!

– Jeg starter fiskeriet der, hvor den mørke bund møder sandet, og med solen i siden og vinden i ryggen, kan jeg ikke lade være med at tænke på det forrygende fiskeri vi har haft de sidste dage. Måske man burde sætte verden på pause som nu, bare en gang imellem, så man kunne nå at finde fodfæste igen, og nyde det vi alle er her for. Hvad enten det er fiskeri eller hækling.

Pladsen der ligger her, er en lav vig bag mig, og en mørk fjordagtig bund længere fremme. Det er altid et godt valg, når natten har været kold, men morgenen byder på sol og varme, så de kan søge de lave mørke områder i solen, men gemme sig i den dybere rende om natten. Nøjagtig som vi har set de foregående dage!

– Jeg fisker stille ud mod det dybere vand, slavisk, og som et tikkeværk: Et kast, 10 skridt, om og om igen. Her er stille, vandet er klart, og jeg kan næsten høre fiskene grine af mig over på den anden side, hvor vi hev dem op de forrige dage. Burde jeg skifte taktik? Nej, jeg ved, at hvis de er her, vil jeg se dem før eller siden, og de skal nok give sig til kende, når de hvide blink suser forbi. Tempoet er i min optik underordnet, for der er varmt nok til, at de kan følge med, og de er sultne! Det har vi fået bevist.

En fantastisk ørred

– Der går en lille time, og tvivlen nager. Burde jeg bare trække et sikkert kort igen, eller skal jeg følge min intuition og fortsætte på den plads her. Jeg bliver stædig, og med kun en time til færgen er inde, fortsætter jeg. Så ser jeg den forjættede hvirvel – en lille krusning på vandet lige på kanten af det mørke, og intuitivt får den nogle hurtige omgange på hjulet. For tit har jeg lade mig narre, og ladet dem se bedraget, men ikke denne gang. Den må tage en hurtig beslutning, og efter en slutspurt, stopper byttet foran den, og den smækker gummerne sammen om Tornadoen. Men jeg er klar! Sådan.

– Det er en af dem, jeg har ventet på. Den er tung og i sin smukkeste fjorddragt. Fisken begynder at gå hårdt fra side til side, og til min rædsel ruller den nu voldsomt nær en tangbusk, men det må briste eller bære. Jeg lægger et hårdt sidepres på den. Akkurat nok til, at den holder sig ude af sit skjul, og jeg får den stille presset mod land.

– Bevares. Det er ikke en kæmpe som de alle samme fanger på Østfyn, men i mine øjne en super smuk fisk fra Ærø. En rigtig tyk forårsfisk i sin bedste kondi, viser sig nu i vandkanten, og jeg finder nettet frem med rystende hænder. Efter et år med over 300 fisk i hånden, og kun fire over to kilo, ved jeg, at den ikke må slippe væk, og jeg må være tålmodig. Solen titter frem bag de drivende skyer, da nettet suser ned i vandet, og et glædes brøl ruller over fjorden.

– Sådan, endelig lidt af det vi alle går og venter på, årets første step op over det næste kilo. En smuk fisk på cirka 58 cm og 2,68 kg ligger nu på brinken sammen med en meget glad fisker, der tænker over livet. Stoltheden ved at træffe det rigtige valg er stor, men glæden ved at skaffe prima, aftensmad er endnu større. Der er 20 minutter til færgen er inde, og jeg fisker halvhjertet tilbage over, imens jeg beundrer dyret i galgen. Sikke en skøn start på foråret, og hvilken smuk dag at gøre det på.

– Mine tanker går til de fiskevenner, som jeg havde inviteret over i ugen, men som blev hjemme på grund af omstændighederne. Jeg håber meget, at vi igen snart kan samles om denne skønne sport.

Lige før jeg tager det sidste kast, ser jeg en skygge og en hvirvel, i vandkanten. Forstyrret i sin middagslur, pisker endnu en fisk i godt samme størrelse ud fra havstokken, hvor den har ligget på ultra lavt vand og lunet sig – sikkert efter et velfortjent måltid. Præcis dette syn er så typisk Ærø, og jeg har set det mange gange før i foråret. De ligger bare der og feder den, mens de venter på varmen. Men den får lov at vente på den næste lystfisker, for jeg er mæt på fiskeriet, og om lidt venter kaffen hjemme i haven, slutter Rasmus.

 

Owner Hooks

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This