mar 25, 2020 | Nyheder
– Nu hvor jeg nu sidder bøjet over fluestikket med sår på knoerne og forbereder mig på den kommende måneds havørredfiskeri, kan mine tanker ikke lade være med at strejfes af de sidste par måneders intense kamp om drømme gedden på fluen, fortæller Claus Humle Hvidtfeldt. – Da jeg tilbage i november 2019 på Fyn fangede min første gedde over meteren på flue, var jeg solgt. Efter den tur har stort set al min fisketid gået til ferskvandets alt dominerende herskerinde. Efter mine skæbnebetvingende tur til Fyn, har jeg knoklet som en gal herhjemme på Sjælland i min lille flydering – tungt udrustet med nye fluer og med min fluekæp som er mit kæreste eje.
– Og så skete det for et par dage siden, at drømmen gik i opfyldelse på en kold solskinsdag. -Jeg havde fisket som en gal hele dagen før uden held, og det var så småt var ved at gå op for mig, at april – og dermed fredningen – stod for døren. Jeg havde da fået store fisk i løbet af de sidste par måneder – blandt andet en smuk dame på 8,4 kilo og et par stykker på 7kilo+ som de største. Men jeg var ikke mæt endnu. Jeg ville have mere.
– Da jeg kom hjem om aftenen lørdag, var der intet andet for end at sætte vækkeuret til klokken fem den næste morgen. Den følgende morgenblev flyderingen søsat, og solen begyndte at stå op bag mig. Det var ikke mine yndlingsforhold til sky gedde madammer, men en smukkere morgen får man ikke. Med frost i stangøjerne og kolde fingre begyndte jeg min sædvanlige affiskning af søen, alt imens solen fik mere magt.
– Efter et stykke tid kom jeg til et sted i søen, hvor jeg vidste, at der skulle stå fisk, men om jeg kunne få dem til noget, det skulle vise sig. Jeg kastede min store nybundne Bauer rørflue i guld ud, med en lidt mindre Wiggeltail end jeg plejer. Faktisk var det en jeg havde nuppet fra min far, dagen før… Jeg skulle lige til at tage et nyt kast, da jeg så noget komme op mod fluen. Jeg lod fluen svæve i vandet et sekund mere, og så gik det stærkt. Fisken huggede lige foran mig, og tog det vildeste udløb. Jeg fik presset fisken ind til båden, men jeg tror ikke den nød synet, for med et stak den af igen. Den tog de vildeste udløb! Det var let at mærke, at det her ikke var en lille fisk, men hvor stor den var, vidste jeg endnu ikke.
– Frygten for at miste den, var til at tage og føle på. Da jeg havde kæmpet med den i stykke tid, kom den roligt hen i mod mig. Jeg jog hånden resolut ned, og fik et sikkert gællegreb, hvorefter skønheden kom ned i veje slyngen, og så skyndte jeg mig ellers bare ind til bredden for at veje den. Vægten sagde 12,2 kg, minus 800 gram for vejeslyngen. Min drømmegedde, på 11,4 og 109 cm var en realitet. Jeg satte fisken roligt tilbage i baljen efter et par hurtige billeder. Vi ses igen til maj frøken! Nu er hun klar til at lave flere gedde babyer og blive rigtig sultne til maj, slutter Claus.
Har du selv fanget en flot gedde lige inden lukketid, så husk at sende os en beretning til jb@fisikogfri.dk eller 30 70 02 36.

Claus Humle Hvidtfeldt med en fin 7-kilos på fluekæppen.
mar 25, 2020 | Nyheder
– Trangen var stor for at komme ud efter et par dage med sygdom, fortæller Sune Birch Andersen fra Fyn. – Jeg fik pakket grejet, og ramte mit spot på Østfyn om eftermiddagen, hvorefter jeg startede med at fiske et stræk af på et par kilometer, som gav fire fisk under målet.
– Og så ramte jeg mit spot – et dejligt rev med en del badekar omkring, fortsætter han. – Jeg fiskede med Langelandstobisen, da jeg flere steder havde set stimer af tobis. Der var fisk på revet med flere følgere, og fisk som slog til wobleren. Der var dog ingen, som blev hængende fast. Men 10 minutter før jeg ville drage hjem igen, så kom denne skønhed som du ser på fotoet ovenfor helt med ind på det lave vand. Og efter tre fejlhug, sad den endelig fast efter et spinstop og lidt nøk med stangspidsen. BANG – 1,5 meter fra stangspidsen.
– Efter en lidt panisk fight kunne jeg nette denne dejlige dame på 65 centimeter. Fisken havde sækken fyldt med bl.a. sild, børsteorm, kutling og tre store tobis. Så det var en succes med den friske luft, slutter han.
Har du også været på kysten og fange nogle flotte havørreder, så tøv ikke med at sende os en rapport, så snart den er landet. Du kan fange os på jb@fiskogfri.dk eller tlf. 30 70 02 36.
mar 25, 2020 | Nyheder
– Med friske erindringer om det strålende fiskeri et par dage forinden, måtte jeg ud igen, fortæller Rasmus Hass Hachmann. – Denne gang havde jeg allieret mig med Per, som er en super flink gut, der var på Ærø for at fiske. Jeg havde aftalt med ham, at jeg skulle vise lidt pladser og forhåbentlig fange lidt fisk.
– Det skulle vise sig at blive sværere end først antaget, og til trods for en ihærdig indsats, så var de gode pladser nu som golde ørkner igen, fortsætter han. – Vandtemperaturen havde droppet godt til ”nu har jeg kolde fødder”, og nattefrosten havde sat en god stopper for fiskeriet i de lavere områder. Godt træt af ikke at kunne finde os nogle fisk, satte vi kursen mod dybere vand på midt øen, og bestemte os for at fiske nogle badekar. Det skulle nu vise sig – efter 4 timer uden så meget som skyggen af fisk – at ændre dagen til noget helt fantastisk.
– Vel fremme ved pladsen møder vi en af de andre lokale, og snakker lidt om pladsen, og at de nok stod og puttede sig ude imellem stenene. Efter en sludder vader vi ud mod revlerne. Per med blink, og jeg med bombarda. Mit valg blev fluen, da denne plads med sit minefeldt af store sten, har reduceret godt i min blinkæske gennem tiden. Og det var ganske fornuftigt, da der efter få minutter er fast fisk på. Yes, så var der jo liv alligevel.
– Desværre smutter den fra mig efter lidt akrobatik, og jeg skynder mig at lægge nogle flere kast ud over karret. Efter endnu et nap, kalder jeg Per over og siger, at han må prøve her, for der er sgu liv i området. Knapt får jeg udtalt sidste ord, før min smidige MajorCraft stang krøller sammen i noget, der virker som bunden, der spiser fluen.
Landing & double happiness!
– DEN ER GOD, får jeg råbt, og Per, der har GoProen med, får hurtigt hjulet ind, og begynder at filme seancen. Den går tungt og aggressivt ude imellem stenene, og jeg må sætte bremsen, så hårdt jeg nu tør for det tynde forfang, så jeg kan styre den uden om stenene. Dyret har endnu ikke vist sig, men ingen af os er i tvivl om, at den er rigtig god! Med rystende hænder begynder tovtrækkeriet nu, og en bestemt værdig modstander for enden af linen rykker stadig med små hidsige bevægelser mod nye sten.
– Vi bakker ind i det mest sandede område på revlen, og her beslutter den sig for et kort løb næsten imellem benene på Per, der må flygte sideværs for ikke at blive kuldsejlet. Nu ser vi rigtig den lynende, stålblanke side, og pulsen er nok godt oppe over de 200. Den skal bare op den her. Men den går dybt, og vil ikke fri af bunden trods flere minutters fight på super hård bremse. Men endeligt viser den træthed, og jeg griber første chance til at skovle den hovedkulds ind i nettet. Et hurtigt snuptag, og endnu et glædesbrøl ruller over vandet. Sikke en prægtig fisk. Mine hænder ryster, og Per er tydeligt også imponeret. Hvilket pragteksemplar af en forårsfisk.
– Vel inde i sikkerhed, får vi målt fisken til gode 76 cm, og den er på den tunge side af de magiske 4 kilo. Jeg kan næsten ikke tro det. Hvordan har man lov at være så heldig dag efter dag. Ærø kan virkelig overraske, og med en fisk som denne, bliver barren for alvor sat højt for de kommende måneder. Jeg kan endnu engang takke fiskeguderne for en drøm af en gave, der vil stå malet i hukommelsen i meget lang tid. Og endeligt skal det nævnes, at ikke bare var fisken flot, men med sine 4,24 kilo har den nu også førstepladsen i vores lokale fiskeklubs årskonkurence om største fisk. Så kan det ikke blive smukkere, og så endda på samme flue, som år forinden skaffede min makker en sindssygt flot forårsfisk på 3,6 kilo. Jeg tror ikke en fisker kan drømme om mere, slutter Rasmus.
mar 24, 2020 | Nyheder
– For snart halvandet år siden flyttede vi ind i en lejlighed tæt på Nyhavn, og siden har jeg været fast besluttet på, at der skulle fanges masser af torsk og havørred i havnen, fortælle Morten Helstrup Østergaard. – Det er ikke blevet til så mange ture som planlagt, da fødsel af vores søn samt arbejde har fyldt en del. Så da min kæreste foreslog, at vi gik en tur med barnevognen tænkte jeg, at det kunne være en god mulighed for at få et par hurtige kast. Min kæreste var dog skuffet, da hun så oppakningen, og at der kun var én stang. Så jeg måtte en tur i kælderen og hente en stang mere.
– Efter en hyggelig tur igennem Nyhavn med passende afstand til de få andre, der befandt sig der, nåede vi frem til havnen. Som den fødte gentleman jeg er, riggede jeg selvfølgelig min kærestes stang til først. Min oprindelig plan var, at vi skulle fiske med jigs, men da jeg åbnede grejboksen, lå der et sort blink fra sidste havørredtur på kysten og gjorde sig til. Så det kom på min kærestes stang. Trods en lidt rusten kasteteknik, da hendes eneste erfaring er fra sidste sommers kanotur, kom det første kast afsted.
– Blinket fik lov at synke til bunden, og derefter blev der halet stille og roligt ind. Jeg vendte mig om for at tjekke til vores søn (læs: åbne min øl), og rigge min egen stang til. Min kæreste mente, at der var noget galt, da hun ikke rigtigt kunne mærke blinkets vægt. Inden jeg nåede at kigge, sagde hun, at nu trak det godt den anden vej. Da jeg kiggede op, kunne jeg se stangen var bukket, og det ruskede godt i stangspidsen.
– Så nu fik hun den klassiske instruks med at holde stram line, og holde fisken fra stolperne i vandet. Det forløb også rigtigt fint, og efter kort tid kunne vi se den hvide bug komme tættere på. Da jeg ikke havde forventet det store held på den korte tur, var der selvfølgelig ikke medbragt net, men det lykkedes at få monsteret på 45 cm, som min kæreste døbte den, løftet sikkert på land. Efter hurtig aflivning kunne vi glæde os over min kærestes første torsk nogensinde, og så endda i første kast. Så nu stod den på Fish and Chips til aftensmad – selvfølgelig med kold hvidvin på siden. Og det smagte fortræffeligt!
– Den eneste udfordring er, at jeg stadigvæk ikke har fanget min første torsk i havnen endnu. Så mon ikke der bliver tid til lidt flere ture i den nære fremtid, så jeg forhåbentligt kan udligne. Eller nok mere sandsynligt komme yderligere bagud, slutter han.

Resultatet af dagens fiskeri i Københavns Havn.

Familiehygge med barnevogn og fiskestang i Københavns Havn.
mar 24, 2020 | Nyheder
At lokke en af de helt store gedder til at hugge lige inden legen er ikke altid lige let, men i dag lykkedes det for Benjamin Pedersen: – Jeg havde en fantastisk dag i dag – så kort kan det siges, starter Benjamin! – Jeg ankom til spottet med Søren Olsen, og vi havde ikke optimale forhold, men vi fik dog hurtigt fundet lidt småfisk.
– Vi havde flere hug, og jeg fik en sød en på omkring de 70 det første sted, fortsætter han. – Vi skifter hurtigt spot, og det sted vi nu kommer til ved vi holder store fisk. Vi fisker her i knapt en time og har flere kontakter til gedder.
– Jeg fisker med en blå Gunki g’bump shad på 20 cm, og får et godt hug. Storgedden går dybt samt rusker voldsomt, og efter 1 minut ser vi fisken, og vi udbryder begge simultant, at den er ENORM. Efter en kort fight lander vi den kæmpestore gedde som viser sig at være på 119 cm og en anslået vægt på 16 kilo. Hvilken FED dag, slutter Benjamin. Et stort tillykke med storgedde fra Fisk & Fri. Fisken er helt klart en af de største danske gedder i denne vintersæson.
mar 24, 2020 | Nyheder
Poul Jeppesen fra Todbjerg har netop været på spinnefiskeri i Gudenåen og skriver følgende til Fisk & Fri: – Et gammelt bekendskab til Carsten Frederiksen fik en venlig tanke, da der pludselig var godt træk i linen. Først troede jeg, at der var bundbid, men lidt efter troede jeg, at det var en gedde, for den store fisk gik både dybt og tungt i starten. Men så kom der gang i den – og nu var der ingen tvivl længere. Der var dog ingen dramatik, og efter 30 minutters hårdt arbejde, kunne jeg roligt kane den i land, så det klassiske jubelråb over både skønhed og størrelse kunne slippes fri. Så pausen fra morfarrollen var godt brugt – og det var den sort/gule FC spinner også. Og så skinnede solen, slutter Poul sin beretning til fiskogfri.dk.
Har du selv været ved åen og fange noget spændende, så husk endelig at sende en rapport om dine fisk og oplevelser til jb@fiskogfri.dk, mens fangsten stadig er helt frisk.
mar 24, 2020 | Nyheder
– De helt store laks er derovre lige nu ved Bornholm. Det fortæller trollingeksperten Per Sjøstrøm, der netop er kommet hjem fra en tur, hvor han fik en flot laks over de fjorten kilo. – På turen havde jeg et dobbelthug, hvor jeg fik den ene og en sæl tog den anden. Desværre nåede sælen at få kludret alle linerne godt op og skabt stort kaos i båden, inden den fik flået laksen midt over. Det eneste, der kom op, var laksehovedet… Scenariet udspillede sig på det dybe område ud for Torskeranden ved bakkerne, og den vejede 14,2 kilo. En anden trollingfisker – Søren Sjøberg – fik to flotte 14 kilos laks samme dag på 14,1 og 14,8 kilo – slutter han.
Per, der normalt guider lystfiskere med Verona Sportsfiskeri, var ude alene, da han har lukket alle guidede ture ned på grund af faren for coronasmitte. Fangstrapporten her er således ikke en opfordring til at tage til solskinsøen, da det anbefales at følge regeringens retningslinjer mht færdsel til/via Sverige. samt til områder, hvor der pt kun er få smittede og ringe sygehuskapacitet – som fx Bornholm.
På tidende dk skriver kommunalbestyrelsesmedlem Linda Kofoed Persson fra Dansk Folkeparti således følgende i en pressemeddelelse:
– Det er så uhyre vigtigt for vores sundhedssystem, at der IKKE kommer flere potentielt smittede til Bornholm, hvilket der er stor risiko for, hvis øen invaderes af folk fra resten af Danmark. Vi er bekymrede for, at vores hospital ikke vil kunne følge med, hvilket vil få katastrofale følger, hvis der kommer mange smittede på en gang, hvilket der er stor risiko for, hvis folk rejser mellem landsdelene.
– At se trollingbåde ankomme i øjeblikket, hvor vi ved der er op imod fire-fem mand tæt samlet ombord på en lille båd, er ikke at holde afstand! Vi ved godt, at dette er rigtig skidt for turisterhvervet, og vi vil gerne sammen med kommunalbestyrelsen tage de initiativer, vi kan, for at hjælpe i en svær tid.
mar 24, 2020 | Nyheder
– En tur med bækørredgrejet ved de små åer er en fantastisk oplevelse, og lige nu begynder fiskene så småt at røre på sig, fortæller Gorm Andersen. – Vejret bød på sol og lidt blæst, men jeg fandt hurtigt bækørreder i nogle forskellige åer – godt gemt langs brinkerne. Jeg fik fisk på både UL-spinnegrej og wobler samt tørfluestangen, og jeg må indrømme, at de var en anelse sløve. Tit skulle jeg kaste flere gange til samme spot for at få dem til at hugge med både flue og spinnestangen. Det lykkedes dog at få 11 fisk på seks timers fiskeri. Til dette fiskeri bruger jeg en lille Daiwa Tournament spinnestang samt de helt lette fluestænger #3-4, slutter Gorm Andersen, som du også kan følge på Instagram.
Ved nogle åer kan man for alvor starte tørfluefiskeriet allerede i april, men fiskeriet topper først for alvor i maj.
Har du været ved åen for at fiske? Send os din fangstrapport på jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.
mar 24, 2020 | Nyheder
– Foråret over os og fiske-abstinenserne er på det højeste. Sådan lyder det fra Emil Nørgaard, der netop har været ude at nyde den spirende varme i selskab med fiskestængerne. – Grejet har man haft det meste af vinterhalvåret til at nusse om, og det eneste man venter på er solskin, fuglefløjt, mildt og stille vejr. Eller med andre ord – en rigtig forårsdag!
– Jeg ankom til søen og havde husket alt på nær min kasteske, som hurtig blev erstattet med en spandske fra bunden af bilen. Jeg fandt min plads, og det hele blev gjort klar. Mit valg var klart: Jeg ville fodre et sted med partikler samt knuste, halve og hele boilies plus pellets i forskellige størrelser. Jeg smed to takler på fodringen og en tredje til at eksperimentere med. Inden for kort tid fik jeg det første run, som var en mindre skælkarpe. Senere fik jeg to mere på hhv. 7 og 9,2 kilo.
– Med tre fisk på én dag kan man så forlange mere? Jeg var super tilfreds, og abstinenserne havde efterhånden lagt sig. Jeg spekulerede nu kun på én ting. Hvorfor virkede min fodring ikke? Alle tre fisk, fik jeg på den tredje stang og en sølle PVA-pose kastet ud med ”lukkede øjne”. Dagen efter kom der PVA-poser på to stænger og en enkelt stang på fodringen. Igen efter kort tid var der bid på et takel med PVA-pose og kort efter igen… Nu var jeg oppe på fem fisk på den metode Jeg følte mæthed for en stund, men var ovenud lykkelig og havde nu igen fået en kanon oplevelse.
– Alt var nu klar til at forlade søen og de fantastiske omgivelser for at komme hjem til hverdagens pligter. Jeg havde pakket den første stang ned og havde efterhånden styr på det meste. Jeg kiggede op og hørte et enkelt bip… Min første tanke var bid! Men der blev ro igen. Jeg gik ned for at hente den næste stang for at pakke den sammen, og kiggede nu på hangeren i et par sekunder, som i det samme begynder den at gå op. Jeg havde bid!
– Jeg løfter stangen op, og denne gang var hugget på min fodring! Fisken virkede tung i forhold til gennemsnittet af de fisk, som jeg havde fanget. Ingen af fiskene viste den helt store kampgejst, for de virkede stadig lidt påvirkede af vinteren, hvor de for det meste er ret inaktive. Fisken gled efter en kort fight i nettet, så jeg måtte atter finde vægten og vejeslyngen frem. Vægten viste 13,2 kilo, hvorefter slyngen blev trukket fra og fiskens vægt sluttede på imponerende 11,8 kilo. Jeg havde ikke forventet så tung en fisk, for den var ikke synderligt tyk, men jeg fandt målebåndet frem og den var hele 93 centimeter lang. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en utrolig gammel fisk. Det er vildt fascinerende at stå med sådan et dyr, slutter Emil sin beretning.
Har du også være ude på årets første karpetur: Send os en beretning og et godt foto af din fangst til jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.

Emil med en af de fine skælkarper fra turen