– Med friske erindringer om det strålende fiskeri et par dage forinden, måtte jeg ud igen, fortæller Rasmus Hass Hachmann. – Denne gang havde jeg allieret mig med Per, som er en super flink gut, der var på Ærø for at fiske. Jeg havde aftalt med ham, at jeg skulle vise lidt pladser og forhåbentlig fange lidt fisk.
– Det skulle vise sig at blive sværere end først antaget, og til trods for en ihærdig indsats, så var de gode pladser nu som golde ørkner igen, fortsætter han. – Vandtemperaturen havde droppet godt til ”nu har jeg kolde fødder”, og nattefrosten havde sat en god stopper for fiskeriet i de lavere områder. Godt træt af ikke at kunne finde os nogle fisk, satte vi kursen mod dybere vand på midt øen, og bestemte os for at fiske nogle badekar. Det skulle nu vise sig – efter 4 timer uden så meget som skyggen af fisk – at ændre dagen til noget helt fantastisk.
– Vel fremme ved pladsen møder vi en af de andre lokale, og snakker lidt om pladsen, og at de nok stod og puttede sig ude imellem stenene. Efter en sludder vader vi ud mod revlerne. Per med blink, og jeg med bombarda. Mit valg blev fluen, da denne plads med sit minefeldt af store sten, har reduceret godt i min blinkæske gennem tiden. Og det var ganske fornuftigt, da der efter få minutter er fast fisk på. Yes, så var der jo liv alligevel.
– Desværre smutter den fra mig efter lidt akrobatik, og jeg skynder mig at lægge nogle flere kast ud over karret. Efter endnu et nap, kalder jeg Per over og siger, at han må prøve her, for der er sgu liv i området. Knapt får jeg udtalt sidste ord, før min smidige MajorCraft stang krøller sammen i noget, der virker som bunden, der spiser fluen.
Landing & double happiness!
– DEN ER GOD, får jeg råbt, og Per, der har GoProen med, får hurtigt hjulet ind, og begynder at filme seancen. Den går tungt og aggressivt ude imellem stenene, og jeg må sætte bremsen, så hårdt jeg nu tør for det tynde forfang, så jeg kan styre den uden om stenene. Dyret har endnu ikke vist sig, men ingen af os er i tvivl om, at den er rigtig god! Med rystende hænder begynder tovtrækkeriet nu, og en bestemt værdig modstander for enden af linen rykker stadig med små hidsige bevægelser mod nye sten.
– Vi bakker ind i det mest sandede område på revlen, og her beslutter den sig for et kort løb næsten imellem benene på Per, der må flygte sideværs for ikke at blive kuldsejlet. Nu ser vi rigtig den lynende, stålblanke side, og pulsen er nok godt oppe over de 200. Den skal bare op den her. Men den går dybt, og vil ikke fri af bunden trods flere minutters fight på super hård bremse. Men endeligt viser den træthed, og jeg griber første chance til at skovle den hovedkulds ind i nettet. Et hurtigt snuptag, og endnu et glædesbrøl ruller over vandet. Sikke en prægtig fisk. Mine hænder ryster, og Per er tydeligt også imponeret. Hvilket pragteksemplar af en forårsfisk.
– Vel inde i sikkerhed, får vi målt fisken til gode 76 cm, og den er på den tunge side af de magiske 4 kilo. Jeg kan næsten ikke tro det. Hvordan har man lov at være så heldig dag efter dag. Ærø kan virkelig overraske, og med en fisk som denne, bliver barren for alvor sat højt for de kommende måneder. Jeg kan endnu engang takke fiskeguderne for en drøm af en gave, der vil stå malet i hukommelsen i meget lang tid. Og endeligt skal det nævnes, at ikke bare var fisken flot, men med sine 4,24 kilo har den nu også førstepladsen i vores lokale fiskeklubs årskonkurence om største fisk. Så kan det ikke blive smukkere, og så endda på samme flue, som år forinden skaffede min makker en sindssygt flot forårsfisk på 3,6 kilo. Jeg tror ikke en fisker kan drømme om mere, slutter Rasmus.
