– Trangen var stor for at komme ud efter et par dage med sygdom, fortæller Sune Birch Andersen fra Fyn. – Jeg fik pakket grejet, og ramte mit spot på Østfyn om eftermiddagen, hvorefter jeg startede med at fiske et stræk af på et par kilometer, som gav fire fisk under målet.
– Og så ramte jeg mit spot – et dejligt rev med en del badekar omkring, fortsætter han. – Jeg fiskede med Langelandstobisen, da jeg flere steder havde set stimer af tobis. Der var fisk på revet med flere følgere, og fisk som slog til wobleren. Der var dog ingen, som blev hængende fast. Men 10 minutter før jeg ville drage hjem igen, så kom denne skønhed som du ser på fotoet ovenfor helt med ind på det lave vand. Og efter tre fejlhug, sad den endelig fast efter et spinstop og lidt nøk med stangspidsen. BANG – 1,5 meter fra stangspidsen.
– Efter en lidt panisk fight kunne jeg nette denne dejlige dame på 65 centimeter. Fisken havde sækken fyldt med bl.a. sild, børsteorm, kutling og tre store tobis. Så det var en succes med den friske luft, slutter han.
Har du også været på kysten og fange nogle flotte havørreder, så tøv ikke med at sende os en rapport, så snart den er landet. Du kan fange os på jb@fiskogfri.dk eller tlf. 30 70 02 36.