maj 10, 2020 | Nyheder
– Mig og min onkel var taget til Storåen lørdag d. 9 maj for 7. gang i år, i jagten på forårslaksen, fortæller Andreas Holm Andersen. – På en af de tidligere ture mistede jeg to laks inden for en time, så jeg håbede på, at den næste blev hængende.
– Vi startede på en af de gode pladser, hvor vi før har fået laks her om foråret. Her fiskede vi stykket stille og roligt igennem med ekstra koncentration på de pladser, hvor vi ved, at der plejer at stå fisk. Da jeg nåede til den sidste plads lige opstrøms et stemmeværk, kastede jeg fluen til modsatte bred. Da min flue havde landet, så jeg at jeg stod ovenpå min skydeline nede i mudderet. Så jeg begyndte at vaske mudderet af min skydeline, og lige da jeg begyndte at fiske fluen aktivt igen, var den svunget lige over midten.
– Da jeg lavede det første lille nyk i fluen, blev stangen blev nærmest rykket ud af hånden på mig. Herefter blev det lidt hektisk, da fisken begyndte at tage udløb ned mod stemmeværket. Switchstangen blev presset til det maksimale, og det lykkedes at få fisken vendt. Herefter gik den stille og roligt nede foran med enkelte små udløb til modsatte brink. Efter 10 minutters fight gled den stille roligt ind over netrammen i første forsøg, og der lød et højt jubelråb. Fisken blev målt til 87 centimeter og vejede 6 kilo, slutter han.
maj 10, 2020 | Nyheder
– Vi er ved søen klokken 10, og er meget spændte, da det er en sø, som har en god bestand af gedder, fortæller Magnus Weis. – Sidste år havde jeg fået en på cirka 7 kg, så jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om der var en større end den. Vi startede med at sætte nogle popperfrøer på. Det plejer at virke fantastisk godt i den sø. Og så er der jo intet federe end at se en gedde tage ens agn i overfladen. Men det gav desværre ikke noget.
– Der var gået et par timer uden noget, fortsætter han. – Jeg var begyndt at blive lidt skeptisk. Men så skiftede vi over til skalle på flåd. Vi satte os ned i den lidt dybere ende af søen. Her gik der ikke længe, før der var bud efter min skalle. Dog var det en mindre gedde på at par kilo. Men vi fik den på land, afkroget den, taget et billed og sat den fint ud igen.
– Jeg satte en ny skalle på og kastede den ud. Der gik 20 minutter, så ser jeg pludselig mit flåd bare forsvinde, meget hurtigt! Jeg gør klar til at give modhug. Men da jeg giver modhug er min bremse for løs efter den sidste fisk, men jeg får den strammet og giver andet modhug. Det føltes som jeg havde kroget en sten. Jeg kunne slet ikke rykke fisken. Men da den kunne mærke modstand, gik den amok.
– Nu er der fandme fisk far, råbte jeg til min far. – Er den god? svarer han. – Yeesssss kommer svaret svaret. Selvom fisken var ret langt nede i vandsøjlen kunne man stadig se på overfladen, at der skete noget nede i dybet. Det så stort ud. Jeg får fisken presset ind til land. Min far står klar med nettet. Jeg løsner bremsen lidt, hvis den nu lige skulle tage endnu et udløb. Det gjorde den så, og fisken valgte at springe fri af vandet fem meter foran os. Vi kigger bare på hinanden: “Shit en stor fisk”…
– Jeg får den ind til kanten igen, og fisken glider i nettet. Vi giver lige fisken to minutter i vandet, og så tager vi den op for at afkroge den. Jeg får åbnet gabet på den og kigger ned i munden. Så kigger jeg bare på min far, helt overrasket. Jeg har aldrig set sådan en stor mund før. Vi havde ellers været ude og købe en god gedde tang, men den kunne nærmest ikke nå krogen. Nå, men der var ikke andet at gøre end at tage mod til sig også få taget krogen ud. Det lykkes. Vi lagde fisken ned i nettet og gav den tid til at komme sig i vandet. Derefter fik vi den vejet til 12,4 kg, hvilket er ny PR. Vi fik taget et par gode billeder og fisken fik friheden igen! Sikke en fangst!
– Men vi ville ikke hjem endnu, så efter en lille pause og en cola kastede min far sin agn ud. Der gik igen ikke længe før, at der var bud efter den, og det var en lidt mindre gedde 6,4 kg. Vi grinede, for den så jo ret lille ud i forhold til den anden, selvom det jo bestemt også var en rigtig fin fisk. Derefter tog vi hjem, begge meget tilfredse, slutter han.
maj 10, 2020 | Nyheder
– Vejrudsigten sagde høj sol samt næsten ingen vind, og det plejer at være godt til søørreder, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Jeg ventede med at tage afsted til det blev eftermiddag, hvor der ville være flere insekter og hundestejler i overfladen. Så da det blev eftermiddag, gjorde jeg min fluestang i klasse 5 klar og tog afsted.
– Solen stod højt på himlen, og jeg regnede derfor med at fiskene ville stå i skyggerne. Jeg gik derfor langs med brinkerne, hvor jeg fiskede på skellet mellem skygge og sol. Jeg tog ikke lange kast, men derimod korte og præcise kast, hvor jeg derefter legede lidt med fluen.
– Der gik ikke langt tid, før der kom en rigtigt flot søørred op og smadrede til min sorte Wooly Bugger i overfladen lige foran mine føder. Da den dykkede ned igen, satte jeg krogen og en vild fight startede. Den mente åbenbart, at den ville op til mig, da den pludselig sprang op mod mig og landede på noget dødt siv snask lige ved mine føder. Det gjorde ikke ligefrem fighten mindre nervepirrende, da den nu havde viklet sivsnask rundt om mit forfang. Fisken fightede vildt og var svær at få kontrol over. Den var især glad for at plaske i overfladen. Til sidst lykkedes det mig at liste den over net kanten og glæden spredte sig inde i mig. Efter et par hurtige billeder slap jeg den smukke fisk fri igen, hvor den eksplosivt svømmede afsted mod dybet.

maj 10, 2020 | Nyheder
– Karpefeberen var helt i top, da jeg ankom til søen om eftermiddagen, fortæller Lasse Christiansen. – Efter grundige overvejelser om, hvilken plads jeg ville fiske, faldt valget på et af de mere lavvandede områder af søen, hvor jeg tidligere har haft god succes. Der var en let vind, som stod mod pladsen og jeg tænkte at det var et oplagt valg.
– Jeg startede med at undersøge bundforholdende med mit marker setup og besluttede mig for at fiske ca. 60 meter ude på 7-8 fod vand. Jeg lagde mine tre stænger i en vifte med tre meter mellem hver ind mod land, i håb om at få karpernes opmærksomhed på en af deres trækruter. Alle tre stænger blev parret med tre helikopter setups, tilhørende spinnerrigs og en 18mm boilie, toppet med en hvid gummimajs.
Herefter lavede jeg en god solid fodring på ca. 5 kilo boilies og 2-3 kg tigernødder, fordelt over alle tre takler. Den næste morgen kl. 03:30, skreg min bidmelder på den inderste stang, tættest mod land.
Fisken satte straks kurs direkte mod de snags, der var langs egen bred. Heldigvis kunne jeg gå fisken i møde, da jeg havde waders på. Den nåede at sætte sig et par gange, før jeg endelig kunne føre netrammen sikkert under fisken, så jeg kunne ånde lettet op. Da jeg så opdagede, at det var en skælkarpe og tilmed min nye personlige rekord, gjorde ikke glæden mindre. Fisken vejede 14,2 kilo.
maj 10, 2020 | Nyheder
– Min kæreste og jeg var taget fra Jylland til København for at besøge min far, fortæller Emil Jensen. – I den sammenhæng, benyttede vi lejligheden til at tage på en lille fisketur ud til Poppelsøen lige uden for hovedstaden. Kl.06.15 stod vi klar med vores grejer rigget til.
– To af de tre stænger var med lidt ældre, meget holdbart grej, som vel nok mest er egnet til kysten – begge med bombarda rig. Den tredje stang var dog lidt anderledes. Det var nemlig en sprit ny UL stang, med nyt hjul, ny line og ny 4,5 grams. gul/sort Præsten gennemløber.
– Det var den gamle (min far) der startede ud med det nye grej og efter kun tre kast, landede han den første fisk. Det var en fin Regnbueørred på 2,5 kg. Fisken blev afkroget og aflivet, hvorefter fiskeriet fortsatte. Der gik dog ikke mere end to kast, før det bare sagde “SMASK”, hvorefter et kæmpe hug på gennemløberen resulterede i en fuldstændig flexet UL stang. Vi kiggede på hinanden og var slet ikke i tvivl om, at der var tale om en kæmpe fisk, som næsten umuligt kunne være en ørred. Kæmpen gjorde præcist, som det passede den. Udløb efter udløb, frem og tilbage, ud midt på søen og helt ind til bredden. Det var nærmest umuligt at styre den, men pludseligt var det som om, at fisken skulle have en pause. Det betød, at vi vandt lidt line tilbage på hjulet, og at jeg fik et glimt af den store fisk. Det blev nu klart, at der var tale om en stør, hvor en hurtig vurdering ville være, at den vejede mindst 15 kg.
– Endelig kom fisken tættere på land og vi begyndt så småt at forberede net og landingsmåtte, som jeg måtte løbe over på den anden side af søen efter, da vi jo ikke ligefrem havde regnet med, at vi skulle fange stør på UL grej. Men lige som at vi var ved at have støren, hvor vi ville have den, tog den endnu et langt udløb. Denne gang var det bare det sidste, der skulle til, for nu blev linen slap… Støren havde spyttet krog og gennemløber ud og væk var fisken. Fighten havde varet i ca. 35-40 min. Så min fars arme var godt syret til. 1-0 til støren.
– Da den gamle, lige skulle have en slapper efter den lange fight, overtog jeg UL grejet og tre kast efter, var der igen fuld flex på stangen! Denne gang var vi ikke i tvivl, for måden hvorpå fiske bevægede sig, kunne det umuligt være andet end en stør, igen! Jeg fightede længe med den tunge fisk, hvor udløbende kom i jævne pulserende stød. Jeg strammede bremsen på hjulet lidt ekstra, så jeg forhåbentlig kunne kontrollerede støren lidt bedre, end det var lykkedes os i første forsøg.
– Efter 15 minutter begyndte mine arme så småt at syre en smule til, for det er jo ikke ligefrem hverdagskost for en ørredfisker, at have en +10 kilos fisk i den anden ende af stangen. Men lidt efter lidt kom fisken gradvist tættere på land. Nu var fisken så tæt på, at vi igen fandt net og landingsmåtten frem. Min far tog sig af opgaven med at lande fisken, så jeg kunne koncentrere mig om stangen og fisken. Den kom nu helt ind på lavt vand, og den gamle tog én for holdet, da han i sine Helly Hansen kondisko, trådte ud i søen for at få ordenligt fat om størens hale. Og omsider! Efter en fight på 20-25 minutter, fik vi fisken op på landingsmåtten og fik den afkroget.
– På land var fisken ikke mindre imponerende. Den meget muskuløse og næsten helt majestætiske Belugastør, er den største fisk jeg nogensinde har fanget, det er den første stør jeg nogensinde har fanget. – Og så var det hele endda på UL grej! Sikke en oplevelser og sikke en fight! Scoren var nu blevet udlignet! Støren 1 – 1 Far og søn! Belugastøren vejede 13,5 kg. Og målte 138 cm.
maj 9, 2020 | Nyheder
Der er efterhånden mange, som er begyndt at tage hul på aften- og natfiskeriet efter havørred på kysten – og der bliver taget en del rundt omkring. En af dem, der har haft succes er Sven Riber Hougaard.
– I går aftes tog min fætter og jeg afsted i håbet om at ramme en blank ørred i mørket, og det lykkedes, fortæller han. – Vi tjekkede vejrudsigterne, vandstanden og jeg bandt nogle fluer, som jeg var sikker på ville gøre et udslag i mørket, og så vi var i fuld mundering på kysten kl. 20. Vi starter ved et spot med strømvand, som vi ved ofte holder fisk på denne tid, men ingenting var der – ikke engang en fisk i overfladen helt frem til kl 22. Så vi sætter os ind på land i håbet om at se en, men stadig intet.
– I en hurtig beslutning, vælger vi at skynde os, for at se om vi kan nå et spot et par kilometer væk, inden det bliver helt sort. Vi løber i waders, pakket med fiskegrej, og vi når lige 10 minutter i det sidste lys. Men lige, da vi er ved at give op, hugger denne fisk fem meter foran min stangspids. Ingen af os så den komme, og pulsen skød til vejrs med det samme, da den næsten var fri af vandet efter fluen.
– Den tager hurtigt line, og vi forsøger gang på gang at få den i nettet, men hver gang den rører netkanten tager den et nyt udløb. Til sidst svømmer den hurtigt mod min fætter, og vi har svært ved at se den på grund af mørket. Jeg ser bare min line, som går hurtigt helt hen til hans ben og hen mod en stor tangplante, så jeg er sikker på, at den vil ryge. Men lige så hurtigt, som den svømmer mod ham, lige så hurtigt reagerer han også, og får den sikkert i nettet.
– Nattefiskeri med fluestang er specielt, og kan virkelig være det, der skal til, for at lokke den helt store til at bide en dag. Denne gang var det en blank halvmetersfisk.
maj 9, 2020 | Nyheder
Det er ikke kun i Danmark, at der er gode chancer for at fange en havørred fra kysten. Her får du en historie fra Nordnorge, som inspiration til at der er andet og meget mere end laks og fjelde i Norge:
– Dagen startede roligt, fortæller Jim Henrik Olsen til Fisk & Fri. – Mine kammerater havde fået et par mindre havørreder, hvorefter der gik 5-6 timer uden nogen form for action. Jeg havde netop affisket et langt stykke med en Lawson Gnome i hvid og rosa, da jeg besluttede mig til at bytte til en Westin Sølvpilen i farven lilla diamond, som jeg har fanget mange fisk på ved andre lejligheder.
– Allerede i første kast fik jeg et voldsomt hug, og linen piskede af hjulet, i det fisken tog et seriøst udløb på over 100 meter. Fisken, der fightede helt fantastisk, tog omkring 15 minutter at lande – og det var ikke let, for der var meget tang, jeg skulle presse fisken udenom. Den flotte havørred, som er personlig rekord, var 80 centimeter og vejede 6 kilo. Det svarer til en konditionsfaktor på 1,17-1,2, slutter han.
maj 8, 2020 | Nyheder
Fisk & Fri har netop været på Øresund med det gode skib Fyrholm, for at lave en film om. hvordan man fisker efter rødspætter. I filmen giver Martin Hubert, der er skipper på Fyrholm og medejer af Spar Lystfiskeri, sit bud på, hvordan du får mest muligt ud af dit rødspættefiskeri.
Det betyder, at når fiskeriet for alvor er oppe at køre om et par uger – så har du en dugfrisk video på fiskogfri.dk med, hvordan du skal gribe dit fiskeri an for at få mest muligt ud af rødspætteturen. I filmen kigger vi ikke blot på takler, agn og fisketeknik, men vi ser også nærmere på, hvad det er for nogle bundtyper, du skal kigge efter på dit ekkolod. Med på videoen har vi også et gæng skrappe rødspættefiskere: Jesper Foharmann, Niels Godsk Jørgensen og Jim Pedersen.
Mens du venter: Gå ind på YouTube og abonner på Fisk & Fris kanal, så du altid bliver adviseret, når der kommer nye film fra Fisk & Fri. Du kan også følge os på facebook eller abonnere på vores nyhedsbrev, hvis du vil være sikker på altid at vide, hver gang der kommer nyt spændende fiskestof op på landets mest besøgte on-line portal for lystfiskeri.
maj 8, 2020 | Nyheder
– En tidlig morgen steg disen fra bysøens blankpolerede, karamelbrune overflade, fortæller Troels Wille. – Det våde græs knitrede under vores medtagede sneakers, og vægten af fiskestænger, klapstole, stangholdere og endegrej vejede tungt, mens vi traskede mod den glasklare drøm om en spejlkarpe.
– Verden stod stille, mens vi riggede stænger op. Polaroidbrillerne duggede i den disede ånde fra vores morgentrætte kroppe, og da vores stænger var placeret og ventetiden satte ind, tog vinden fat og blæste håbet om karper i nettet længere og længere væk. Efter en lille skælkarpe og fire timers stilhed valgte vi at bevæge os ned mod et vindblæst hjørne af søen. Der var grene, sunket halvvejs ned i dyndet, som spiddede overfladen og mindede om, at enhver chance for mulig fangst var skrøbelig. De ville søge mod ly i grenenes dybeste kroge, og vi ville blive nød til at presse fisken for at holde dem ude derfra.
– Mens vi placerede stænger, fik vi søbredsbesøg af min yngste fætter og moster, som bragte kaffe og nybagte boller. Det bløde smør og den varme kaffe gav en længeventet energi, som genoplivede en ellers spinkel forventning om fangst. Pludselig skød der to dybe ryk ned gennem stangklingen med mit rig, og jeg gav et hurtigt kontrahug! Jeg fightede fisken som føltes mindre, men blev overrumplet af en barnlig glæde, da jeg så den store sølvkarusse vælte ind over nettets bredside. Den blev hurtigt, afkroget i nettet, og derefter op på fangstmåtten, så vi kunne få et par billeder. Karussen vejede 1.03 kg, og var dermed den største karusse, jeg havde fanget i 2020.
– De smukke skæl og gællelågsmønstre fascinerede tre generationer, min fætter, mig, og min moster.
Det var det, der gjorde dette til en god tur: Glæden der bredte sig over at kunne se det smukke i naturen, og finde den midt i en by, hvor uspoleret natur syntes langt væk. Endnu bedre blev det, da fiskeglæden og håbet blev delt ud mellem os tre. Min ældre fætter og fiskeven gennem mange år fangede en karusse på 0.8 kg, og min yngste fætter fangede en karusse på 1.04 kg. På denne måde blev det tydeligt for enhver, at naturen er alle steder at finde, samt at sindsro og fangst føles bedst, hvis det er delt med ligesindede. Jeg vil derfor stille opfordre til at tage de unge generationer i hånden og vise især dem i byerne, at man ikke behøver rejse langt for at få uforglemmelige oplevelser.