maj 12, 2020 | Nyheder
Hanöbugten producerer stadig megalaks til trollingfiskerne. Vi har netop talt med Erik Petersson fra Team Daiwa, der lige har fået en fantastisk 23 kilos laks:
– Vi fiskede 18 sømil syd for Hässelö, og det startede rigtig dårligt. Faktisk mistede vi de første fem hug, som vi fik, og vi var egentlig ved at opgive fiskeriet og tage hjem, da vi i sidste sekund inden retræten fra Østersøen fik et megahug på downriggeren 14 meter nede på et 10 meter slæb.
– I første omgang kom fisken ret let med ind, men fem meter fra båden gik den helt amok og tog et gigantisk udløb, hvor vi benyttede chancen til at få alle de øvrige stænger op. Herefter leverede storlaksen en tung og stædig fight, der varede halvanden time. Til sidst cirklede den rundt om båden, hvorefter jeg pressede den vildt hårdt, for at få den op til nettet. Og til sidst lykkedes det.
– Der var gode bølger, og det var svært at veje fisken præcist. Vægten viste i omegnen af 24 kilo, men vi settlede ved en vægt på cirka 23 kilo for at være på den sikre side, for at få genudsat fisken hurtigt. Storlaksen er , så vidt vides den andenstørste laks taget i Østersøen i år – samt den største C & R fisk i denne sæson. Fisken huggede et Ismo Magnum i farven Golden Eye.
maj 12, 2020 | Nyheder
Fiskeri efter bækørreder er et stille “ninjagame”. For at fange disse vidunderlige fisk, skal man være forberedt med tålmodighed og en meget rolig tilgang til fiskeriet. En knækket gren eller et bump på brinken, ja så er jagten ofte slut. Sådan lyder det fra Mathias Olsen: – I dag skræmte jeg også et par stykker, selvom jeg prøvede at gå så stille, som jeg overhovedet kunne.
– Bækørreden er virkelig følsom og kan let mærke de vibrationer, som man laver i vandet, hvis man går for tæt på kanten. I dag var det igen en lille kvist, der skræmte den første, og nok også den største, jeg så i dag. Jeg havde udvalgt en strækning, hvor jeg kendte et par gode huller, der før har holdt nogle flotte eksempler. Og i dag var ikke en undtagelse.
– Allerede ved første hul, så jeg en fisk, der ringede i vandet. Jeg kastede straks opstrøms forbi hullet og trak henover. Et lille spinstop og så var den første fisk solidt plantet på en lille orange- og kobberfarvet spinner. Derefter fandt jeg flere fisk og havde et par mindre fisk i nettet.
– Dagen sluttede med dette flotte eksemplar som ses på billedet. Det virker til, at der er en spinkel fremgang i bækørred bestanden i den å jeg fisker. Håber alle de gode tiltag virker, og at man får endnu mere fokus på vores skønne vandløb i det danske land, slutter han.
maj 11, 2020 | Nyheder
– Efter et døgns tid i Roskilde Fiskeland kom der et bid, som jeg ikke havde ventet, fortæller Kalle Pedersen. – Min kammerat Martin og jeg var taget på en to døgns tur til Roskilde Fiskeland, og turen stod i karpens tegn.
– Det første døgn skete der ikke så meget, indtil Martin fik en fin stør, og derefter skete der lidt mere. Min første fisk fik jeg på en frugtboilie midt ude i suppen uden noget foder. Fodring er nemlig ikke det, som jeg gør det mest i, da de fleste fisk er vandt til, at der er kroge i nogle af agnene på en stor fodring. Da jeg fik fisken op, viste det sig at være en PR i karpe med en fin fisk på 14 kilo. Så gik der nogle timer med hygge ved bålet og noget dejligt grillmad med snacks, hvorefter det var tid til at sove.
– Jeg nåede lige akkurat at ligge mig, da bidmelderen gik. Jeg løber ud og tager stangen og begynde at fighte fisken ind. I starten troede vi, at det var en lille stør, indtil vi kunne se, at det var en flot malle. Da fisken var sikkert på land, var vi næsten ikke til at styre, da jeg havde fået en ny fiskeart i bogen. Mallen vejede 13 kilo, og den blev fanget på samme måde som karpen – ud over, at den huggede på en krill pellet midt i suppen. Det var den sidste fisk på turen, men det var en fed måde at slutte en fantastisk tur af på.
maj 11, 2020 | Nyheder
Aborrefiskeriet er ved at komme godt i gang, og fiskene er begyndt at komme på finnerne for at æde sig fede oven på gydningen. – Foråret er for mig den årstid, hvor fiskeriet for alvor går i gang, siger Jens Fisker. – Vandet er lidt varmere og fiskene skruer op for aktiviteten. Og forleden var ingen undtagelse.
– Vi begyndte fiskeriet halvdybt uden at finde fisk, og fiskede dernæst i stedet tæt op af en skrænt, hvor skallerne har en tendens til at samle sig omkring deres gydning. Dog var der ingen fisk på loddet. Men pladsen skulle affiskes alligevel. Efter blot et kvarter på pladsen, faldt hugget over cirka 4,5 meter vand på skrænten. Til at starte med troede jeg, at det var en sømkasse, der havde taget den lille crank. Men et par hurtige tunge rusk gjorde det tydeligt, at det var et større tigerdyr, der havde hugget. Fisken blev fightet ind til båden, hvor den blev nettet, hurtigt målt, fotograferet og genudsat. Dagen bød – udover denne super aborre på 50 centimeter – på en god håndfuld mindre aborrer og gedder. Alt i alt en rigtig lækker forårsdag på vandet, slutter Jens, der i år har fået syv flotte aborrer over 1,5 kilo.
maj 11, 2020 | Nyheder
Team Toby har haft en fantastisk weekend på vandet, hvor de fangede hele syv laks med en snitstørrelse på 11,8 kilo. – Fiskene huggede ude syd for Utklippan, fortæller fangeren Leif Fredriksson. – Den største af dem alle på 21,5 kilo og 120 centimeter, huggede på downriggeren 25 fod nede, og blinket var et Ismo Magnum i farvevarianten 44 fra Trollingcenter. Fighten var helt vild, og den store laks var inde ved båden for så at stikke af igen 7-8 gange undervejs, Til sidst lykkedes det dog at få den flotte laks i nettet efter 25 minutters fight. Alle fisk blev genudsat.
Teamet, der også består af Lukas Fredriksson og Jakob Uvesten fangede desuden en ørred – og alle i båden fik PR på denne tur.
Har du selv fået noget spændende fra trollingbåden, så drop os et par linjer og et foto på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 11, 2020 | Nyheder
– Jeg havde besluttet mig for at tage en tur ud i min båd efter en af søens store aborrer, fortæller Andreas Horn Sloth. – Efter, at jeg havde lagt båden i vandet og rigget mit fiskegrej til, begyndte jeg at lede efter aborrerne, men kunne ikke rigtig finde dem, så jeg valgte et sted, hvor jeg tidligere har fanget en del fine aborrer. Jeg valgte fluestangen og fiskede ihærdigt.
– I første kast fik jeg en gedde på et par kilo og efterfølgende en del flere gedder samt en enkelt aborre over kiloet, der desværre smuttede lige før netkanten. Så jeg måtte nøjes med gedderne, hvor den største var på omkring fire kg. Jeg havde en rigtig god dag på søen, men manglede den store aborre, så derfor bestemte jeg mig for at prøve lykken igen dagen efter. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Efter lidt søgen fandt jeg en større stime skaller inde ved sivene, og jeg oplevede hurtigt at vandet “kogte”, da skallerne blev jagtet af nogle af søens rovfisk.
– I første omgang troede jeg, at det var en gedde, så jeg greb hurtigt en spinnestang med en større agn – nemlig en Westin Swim på 32 gram. Jeg nåede kun lige at rulle et par omgange på hjulet, før det gav et ordentlig sug i stangen. Egentlig var jeg ret sikker på, at det var en gedde, men blev positiv overrasket og jublede, da jeg efter en intens fight kunne håndlande den store aborre, da jeg slet ikke havde fået pakket mit net ud. Aborren var 47 cm og vejede 1,53 kg. Senere på dagen fik jeg en tromle tyk aborre på 37 cm og et par mindre gedder. Det har været to helt fantastiske dage på søen med masser af action.
maj 11, 2020 | Nyheder
– Traditionen tro giver Daiwas prostaffer Gorm Andersen den gas med tohåndsfluestangen i Mørrum for at fange en stor laks. Og i dag lykkedes det.
– Jeg har fisket nogle dage med min to-håndsfluestang, og fangede en fin havørred, som jeg genudsatte en af de første dage, fortæller han. – Målet med turen var en blank laks fra Mørrum her i maj. Siden er dagene her ved åen gået med hygge og fiskeri med gode venner, hvilket selvfølgelig holder humøret og motivationen højt. Jeg har mærket flere ryk i fluen, men før i dag gav det ingen laks på land.
– I dag har jeg fisket med mine venner i Pool 1, og efter anden runde bliver det min tur. Jeg fisker koncentreret og fuldt fokuseret ned af strækket – samt lægger fluen ud i den lidt stærkere strøm og lader den stryge ind over hot-spottet. Hugget falder, da fluen er i bedst fart, og en solid hanlaks viser med det samme sin styrke, hvilket giver en god og intens fight efterfulgt af sikker en landing. Det er en oplevelse sammen med gode venner, jeg aldrig vil glemme. Flid og tålmodighed samt en stærk psyke har været mit våben igennem mit fiskeliv. Jeg har aldrig givet op undervejs i min jagt efter min maj laks fra Mørrum – og nu er det lykkedes efter min anden rigtige majsæson i Mørrum: 9,9 kilo og 92 centimeter.
maj 11, 2020 | Nyheder
Brede Å er kendt for sin fine havørredbestand – og her den anden dag blev der fanget en virkelig solid fisk:
– Jeg var taget til Brede Å sammen med min søn på 13 år, fortæller John Christiansen. – Vi fiskede opstrøms med spinner, og havde set flere små fisk i overfladen, som gik efter insekter. Min søn gik forrest og havde lige kastet et par gange på samme sted ved noget nedfaldet brink. Jeg kastede efterfølgende og lod spinneren gå dybt. Her huggede havørreden tungt, og den vendte straks rundt samt gik opstrøms. Fisken så ikke så stor ud grundet længden, men den føltes tung. Fighten tog omtrent 10 minutter, inden jeg selv nettede den. Den var 76 cm, vejede 6.090 kilo – og var bare en mega tyk havørred, slutter han.
Har du slev fået gang i åhavørrederne i din lokale å, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 10, 2020 | Nyheder
– Vi var heldige at få booket en båd på nordsjællandske Donse Dam til en hyggelig aftentur, fortæller Lars Dag Erichsen. – Vandet var blik stille, og der var sommerstemning samt lunt i luften. Svanerne sloges og lavede spektakulære landinger, der brød aftenstilheden – og lappedykkerne lavede parringsdans fuldstændig, som vi lige havde set i Vilde Vidunderlige Danmark på TV.
– Jeg var afsted med mine to drenge på 10 og 12 år, og formålet med turen var at få noget geddekontakt og gerne en enkelt spisefisk med hjem for at gøre oplevelsen komplet. Det er nemlig ikke lykkedes at få en gedde i båden før. Mor havde sendt os afsted med pizza, sodavand og en kold øl til far. Ham på 10 insisterede på at ro, og det endte med, at han fik os hele vejen rundt i søen i flot siksak kurs. Undervejs lå vi perfekt til et kast langs åkandekanten med min rød-hvide hi-lo wobler, og det gav et godt hug samt en fin fight på min syv fods spinnestang. Drengene klarede landingen med stor panik og fire hænder på fangstnettet. Men op i båden det kom den. – Jeg havde regnet med den var lidt større, sagde den mindste. Ja virkeligheden kan være skuffende i forhold til internettet… Det var en gedde på 61 centimeter, som røg med hjem til aftensmaden. Drengene har leget rundt med hovedet her til formiddag samt tjekket tænderne ud, og det er en vigtig del af opdragelsen.
– På vej ud havde vi forfodret lidt med majs for at vende tilbage efter suder lige før solnedgang. Og ganske rigtigt. Ham på 12 fik et solidt hug, men manglede rutinen til lige at give modhug og få fisken med ind. Så skete der ikke mere, hvorefter vi rodede ind i tusmørket. Turen op til bilen gennem skoven var også lidt hyggelig, og vi snakkede meget om, hvad der fandtes i skoven. Den lille tog mig spontant i hånden bare for en sikkerhedsskyld…