aug 28, 2020 | Nyheder
– I går havde jeg 1 time til at besøge et af mine “spots” i Odense Å, et spot jeg ved – efter 36 års erfaring med fiskeri i Odense å – kunne give en fisk, fortæller Søren ”Woodfish” Lørup. – Efter regn kommer der fisk: Den sætning har jeg sagt til mig selv og til andre i mange år, og det slog ikke fejl i går.
– Mepps 4 Aglia i sølv med røde prikker blev valget, hvilket måske er en lidt stor spinner til Odense å, men den er effektiv! Efter cirka 40 minutter kunne jeg sætte mig i græsset, og nyde to flotte fisk. Jeg føler mig heldig og taknemlig for, at jeg efter så mange år, stadig har verdens bedste hobby, der gør mig glad hver gang!
Har du selv været i åen hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

En fin havørred til Søren Lørup fra Odense Å taget på spinner.
aug 28, 2020 | Nyheder
– Det er efterhånden blæst så meget op nu, at alle er på vej ind, fortæller Emil Østergaard Engelbrecht fra Fishingbeyond og båden Sally. – Det blæser cirka 12 m/s fra NØ, og der er pt over 2 meter høje bølger, så dem der ikke er kommet ind endnu, de får en hård tur hjem. Der er fanget og genudsat i omegnen af 5-6 fisk i dag – og vi var også så heldige at få en:
– Vi lå fint i et område med masser af makrel, men fik ikke rigtig noget, fortsætter han. – Mine gaster Thomas og Henrik insisterede dog på, at vi liiiige skulle give den 10 minutter mere. Og det var godt, at de gjorde det, for lige pludselig blev vores løsline makrel i 5 meters dybde taget med et hvinende udløb på 250 meter i første run, som varede beskedne 20 sekunder….Efter en hård kamp på cirka en time kunne vi lande og genudsætte en super flot tun på 263 centimeter og estimerede 300 kilo+
– Vi er nu ved at pakke sammen og gøre alt klart til på søndag, hvor der igen ser ud til at blive gode forhold for tunfiskeriet i Skagerrak.
aug 28, 2020 | Nyheder
Radio4 har i dag fået et interview med Henrik S. Lund fra Danmarks Fiskeriforening samt fiskeriminister Mogens Jensen omkring en eventuel tunkvote til Danmark:
– Danmarks Fiskeriforening ser et kæmpe potentiale i selv en lille tunkvote, siger Henrik S. Lund fra organisationen. – Hvis vi kombinerer tunfiskeri med lystfiskerturisme, vil fiskene have langt større værdi, end hvis de bare fanges og omsættes normalt. Både Kina, Japan og Korea har kvoter på blåfinnet tun, mens Danmark, hvor fisken rent faktisk forekommer – ingen har. Det er ikke fair, slutter han.
At Danmark pt ikke har en tunkvote er historisk betinget, i det Danmark ikke forhandlede sig til en del af kvoten, da den oprindelig blev fordelt, fordi den slet ikke forekom i Danmark på det tidspunkt.
På Radio4´s spørgsmål om, hvad fiskeriministeren vil gøre for, at Danmark kan få en tunkvote svarer Mogens Jensen: – For det første skal vi kunne dokumentere, at tunen rent faktisk er i Danmark – hvilket DTU Aqua pt er i gang med i forbindelse med det store mærkningsprojekt. For det andet skal vi forhandle os til en andel i tunkvoterne, og det kan kun ske på den måde, at vi bytter med nogle andre kvoter på andre fiskearter, som vi har i forvejen. Det betyder, at vi her i Danmark skal blive enige om, hvilke kvoter vi så skal bytte med – hvilket ikke er helt let. Vi har som et led i bestræbelserne på at få tunkvoter intensiveret vores mødedeltagelse i de fora, hvor disse ting diskuteres i EU og ICCAT (The International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas), men man skal være klar over, at det vil tage tid. At få en dansk tunkvote ligger pt ikke lige om hjørnet, og er ikke noget jeg kan klare med et fingerknips, siger Mogens Jensen.
En af de ting, der ifølge Mogens Jensen komplicerer processen, er Brexit, der vil kunne udløse en ”fiskerikrig”, som kan få afgørende betydning for, hvordan det danske fiskeri kan udvikle sig – og dermed også om Danmark kan få en tunkvote.
Du kan høre hele interviewet i sin eksakte ordlyd på Radio4 her.
FOTO: Emil Engelbrecht – Fishingbeyond
aug 28, 2020 | Nyheder
Her til morges stævnede cirka 35 både ud fra Skagen Havn på vej mod på det område, hvor mange af de blåfinnede tun lige nu befinder sig i Skagerrak. Der ligger cirka 60 både klar til at fiske, men cirka halvdelen af dem har valgt at blive inde i dag, da det er ved at blæse op. Midt på dagen forventes cirka 10-12 m/s fra Sydøst, så her stopper fiskeriet nok for i dag.
På fotoet ovenfor ser du en flot 260 cm lang blåfinnet tun taget af skipper Bernhard Christensen på båden Hunter – sammen med Søren Jensen og Hans Hagerup. – Tunen snuppede vores agn, som var en makrel 20 mil nord for Skagen, fortæller de. – Den huggede 20 meter fra overfladen og 200 meter over havbunden. Det var virkelig en oplevelse, at mærke og se så voldsom og smuk en fisk! På billedet du ser ovenfor, har vi netop overleveret den til biologerne på mærkebåden efter halvanden times fight, hvorefter den blev forsynet med mærke og datalogger. Herefter blev den nænsomt sat tilbage i Skagerrak. En fantastisk fisk og en oplevelse, som vi aldrig glemmer, slutter de.
En anden af de både, der også fik fine fisk i går, var Anders Bjørn Wolf´s båd med, hvis fisk du ser nedenfor. Den blev fanget på makrel i 10 meters dybde. Fighttiden var 75 minutter. Fisken var 250 cm, og den vejede cirka 250 kg. Den blev tagget med stor succes, og svømmede rigtigt fint videre overvåget af flere både. Som gaster ombord var Mette Stenbroen, Søren Krog og Fritz Pedersen.
Som vejrudsigten ser ud lige nu, bliver der ikke fisket i morgen lørdag, men perioden søndag til onsdag ser lovende ud. Fiskeriet er planlagt til at skulle stoppe den 6 september – alt efter hvor mange tun, der er blevet mærket til den tid. Indtil videre blev der i går mærket 14-15 tun ud af de cirka 20-25 stk, som blev fanget og genudsat. Og så er der alle de mistede fisk og knækkede stænger…
Det er ikke kun i Skagerrak, at der er tun lige nu. Der er ligledes godt med tun andre steder længere inde i de indre farvande – blandt andet i Øresund, hvor der næsten dagligt spottes springende tun.

aug 28, 2020 | Nyheder
– Efter successen med den første store spejlkarpe på 24,2, den store skælkarpe på 25,6 og græskarpen tidlig i går morges på 20,3 kilo vidste vi ikke helt hvad dagen i dag ville bringe os, fortæller Reijn Højsgaard. – Græskarpen blev landet i dårligt vejr med regn og hård vind og gjorde alt hvad en græskarpe plejer at gøre: være sindsyg!! Men den kom i nettet og vejede 20,2. Derefter her i dag var vi noget spændte på, hvordan det ville gå. Kl. 14.15 fik jeg en spejler på 14,4 kilo, og så i et double hook-up med min ven får jeg så én tyk fed spejlkarpe på 20,3 på den stang, som overhovedet ikke givet nogen bid endnu hele ugen indtil nu. Min ven Kevins fisk vejer 15,1 kilo. 20 minutter senere fanger han så på én de andre stænger – en flot spejlkarpe på 21.5 kilo. Nu har jeg fire fisk over 20 kilo, og min ven har 2 over. Jeg har nu 7 fisk i alt og min ven 12, slutter han sin rapport fra bivyen i Polen.
Har du selv været ud at lufte stængerne, hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Reijn med sin flotte 20.3 kilos karpe fra Polen.
aug 27, 2020 | Nyheder
– Der er allerede fanget godt med tun fra morgenstunden, fortæller Emil Østergaard Engelbrecht fra Fishingbeyond på båden Sally. – Allerede da jeg krogede min fisk klokken 9.30, var der landet og genudsat 10-12 fisk på bådende rundt omkring os. Vi kom selv lidt sent i gang, da vi havde lidt besvær med at finde de makreller, som vi skulle bruge til agn. Men – det gjorde ikke så meget, for da vi kom ud på pladsen, var der springende tun overalt, og vi fik det første hug allerede klokken 9.30. Tunen huggede på en løslinefisket makrel 5 meter nede under en ballon. Fisken fightede suverænt i en times tid. Vi fik den faktisk op allerede after 15 minutter, men så tog pokker ved den, og vi så den først igen 20 minutter senere, hvorefter resten af fighten gik med tovtrækkeri og 50 meter udløb frem og tilbage. Den danske mærkningsbåd var mere end travlt optaget, så vi fik den svenske mærkningsbåd til at foretage mærkningen, hvorefter tunen forsigtigt gled tilbage til sit rette element. Vores tun var cirka 230 kilo og 239 centimeter lang.
I løbet af dagen vil vi skyde på, at der er taget i omegnen af 20-25 tun, så det er gået virkelige godt her idag, slutter Emil
Vi holder dig løbende opdateret med tunfiskeriet de kommende dage.
aug 27, 2020 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Mange af vore rovfisk er helt vilde med krebs – især aborrer, gedde og malle. Så til det formål har Westin kreeret endnu et bait til rækken af superrealistiske imitationer, der vil kunne få mundvandet til at løbe på selv den mest træge rovfisk.
Agnen, der også er som skabt til formålet, hvis du fiskeri bass på din ferie, er ekstremt lokkende i vandet – blandt andet fordi de to kløer giver virkelig meget liv og lokkende bevægelser i agnen. Og – effekten bliver ikke mindre af ben og antenner, der vibrerer uimodståeligt gennem vandet. Den brede profil sikrer, at agnen ikke roterer i vandet, så den bevæger sig på samme måde som en rigtig krebs ville gøre det.
CreCraw er behandlet, så den dufter lokkende af anis, og den er lavet i et weedless design optimeret til EWG/worm og offset hooks, T&C rigging samt normale jighoveder. Prisen er 59 kroner for en pakke med 4 af de store eller 5 af de små. Nærmeste forhandler henvises fra www.westin-fishing.com

aug 27, 2020 | Nyheder
– I uges løb har jeg været i Varde Å for at prøve kræfter med den danske laks, og efter blot én time ved åen fik jeg den, fortæller Jack Schultz, der er mest kendt for sine mange flotte kystørred. Det er sgu da meget nemt – gud hvor er jeg dygtig! Nej, nu skal i nemlig høre, hvad der i virkeligheden var årsagen til min første lakse fangst. Jeg var nemlig deroppe med to sindssyg dygtige fiskere, som kender Varde systemet rigtig godt, og som præcis kunne pege på, hvor jeg skulle kaste mit blylod med gummi overtræk hen for at fange min første laks – i et å system som er 45 km langt.
– Jeg er enormt taknemmelig over de unge mennesker, som gider tager sig tid til sådan en gammel kystpisker som mig med på tur, og det bliver nok ikke sidste gang, at jeg propper de to gutter ind i Aygo’en og tager turen mod Varde. I øvrigt så viste de unge herre, at de kan deres kram – eftersom de også landede to super fiskselv! Mike “Bonecruiser” fik en laks på 88 cm og Lasse “Fehår” en på 97 Cm! Jeg selv – alias Jack Knæklys – fik både en laks på 65 cm og en havørred på 64 cm. Som bonusinfo kan jeg afslutningsvis fortælle, at vi delte seks iskolde Odense pilsnere for at fejre den fantastiske dag!

Jack Schultz med sin første laks fra Varde Å.
aug 27, 2020 | Nyheder
– Efterskolen Aalestrup Naturefterskole er igen i år samlingspunkt for en stor del af Danmarks skarpeste unge lystfiskere, fortæller Jacob Kjær Madsen, der er en af de mange entusiastiske og dygtige lærere på skolen. Eleverne kommer fra hele landet og det kan nævnes, at der kommer otte elever fra Sjælland på årets fiskehold. Særligt de himmerlandske åer bliver flittigt besøgt, og de fisker rigtig godt lige nu.
– Nogle gange går drømmen i opfyldelse – og det er lige sket for Mikkel, som var listet opstrøms, der hvor åen bliver smallere og lidt mindre dyb. En let Compact spinner fra FC gjorde udslaget, og efter en vild fight kunne den ivrige unge lystfisker lande en flot 74 centimeters havørred. Et stort tillykke med drømmefisken Mikkel…
– I fisketimerne i dag har drengene været ved åen, hvor de igen fangede en stribe flotte fisk – og i den lokale fjord Mariager var eleverne på første træningstur inde turen søndag går til Gotland. Fjorden var god ved drengene, og alle oplevede således at fange eller mærke havørreder. Eller med andre ord – det var en perfekt opstart inden Gotland. Hvis du kender en der er vild med at fiske og kunne tænke sig at opleve en 9. eller 10. klasse med deres fiskestang, så prik lige til dem og fortæl om Aalestrup Naturefterskole. Der er rig mulighed for at besøge efterskolen, men Corona-reglerne gør det ikke nemt. Et godt bud er derfor vores åbent hus sidste søndag i september, 27. september til efterskolernes dag.

Eleverne fra Aalestrup Naturefterskole giver den gas ved de lokale havørredåer.