jun 15, 2021 | Nyheder
Havet omkring Mallorca byder på et fantastisk fiskeri efter blåfinnet tun – et fiskeri, som vi også tidligere har skrevet om på fiskogfri.dk. Og de helt store tun over 300 kilo er der skam også:
Den 12 juni tog Mar Balear Fishing Adventures ud på en flerdages tur for at fange en af de eftertragtede giganter. Om bord på båden Pilar 2 var Marek Freyer, som er guide hos Mar Balear Fishing sammen med tre topfiskere fra Team Black Cat/Quantum – nemlig Stefan Seuss, Michael Koch, Torsten Schneider og deres fiskeven Daniel Schiller.
Efter blot en times fiskeri fik de et tungt hug på deres 30 centimeter lange tunita, der er en slags makrel. Fisken fik helt amok, og det stod hurtigt klart, at både de og deres 130 lbs combo ville blive hårdt udfordret under den kommende fight, der skulle sig at blive mere end sveddryppende…
Efter tre timers benhård stand-up fight, hvor de fire fiskere hver tog deres udmattende tørn med grejet, kunne de beundre, afkroge og genudsætte denne blændende flotte 2,73 meter tun, som blev estimeret til over 300 kilo. For at skåne fisken hoppede de glade fiskere i vandet for at blive foreviget med den flotte fangst, inden den svømmede retur til det azurblå dyb, hvor den kom fra.
Mar Balear Fishing Adventures, som er partnerne med Zebco Europe/Rhino tilbyder kunder fra hele Europa færdigt arrangerede ture med erfarne guides efter blåfinnet tun, albacore og sværdfisk. Læs mere her eller ring +49/176/70635948.

Hvis du vælger at stand-up fighte en 300 kilo+ tun kan du roligt regne med at blive spændt hårdt for…
jun 15, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
– Shimano har aldrig ligget på den lade side med at producere stænger, der er perfekte til skandinavisk kystfiskeri efter havørred – og vi kender alle stænger som fx den ikoniske Lesath, der er Shimanos flagskib inden for spinnestænger.
Træder vi et step ned i prisklasse kommer vi til Aspire, hvor den nye Shimano Aspire Sea Trout er det seneste skud på stammen af kompromisløse stænger. Jeg har testet den nye Aspire Sea Trout i 9 ft, 5-20 grams versionen alias ASPSTTG90ML, og er virkelig imponeret over stangens lethed og styrke.
Jeg har gennem tiden fisket med flere Lesath stænger inklusiv den billedskønne AX i 9 ft, 5-20 gram med læderhåndtag, som jeg var så uheldig at træde på til en fotosession på kysten… Det var et stort tab, for den kan ikke fås længere, og jeg var ekstremt glad for denne vidunderlige stang. Jeg har nu fisket et stykke tid med den ny Aspire Sea Trout, som er i samme længde og kastevægt som min gamle Lesath AX, og jeg må sige, at jeg nu endelig har fundet en værdig afløser. OK – der er selvfølgelig klart, at der er sket meget inden for materialer siden AX var ung, men alligevel. Jeg har prøvet hoveparten af de fleste nye og gamle high-end stænger ikke blot fra Shimano men også andre topbrands – og jeg kan roligt sige at den nye Aspire Sea Trout er tæt på at blande sig helt oppe i toppen, selvom den ikke engang er i den allerdyreste liga.

Shimano Aspire Seatrout er mindst lige så lækker for øjet, som den er at fiske med i praksis.
Stangen er udviklet 100 % til det skandinaviske kystfiskeri efter havørred. Aspire Sea Trout er på en gang fjerlet og følsom uden på nogen måde at blive for slasket eller blød. Den ekstremt vridningstabile Spiral X Core klinge kombineret med brugen af Hi-Power X teknologi i passende mængde sikrer maksimal kraftoverførsel og præcision i kastet samtidig med, at det giver en stang som er super følsom samt fantastisk at fighte fisk på. Selv mindre fisk er sjove at fange, samtidig med, at der er rigelig bund til at tæmme drømmefisken.
Stangen leverer super kast – både hvad angår længde og præcision. Stangen lader perfekt, retter sig lynhurtigt i kastet og kaster eminent under alle vindforhold i hele det angivne spektrum på teststangen. Vi har naturligvis også givet den nogle tæsk ved at overbelaste op til 30 % med hurtigt accelererende tungstensblink op til helt op til 28 gram – samt hvidmetal blink op til 32 gram hvilket ikke var noget problem. OK – med over 30 gram lader den ikke effektivt nok, men det er også et godt stykke over maksimalvægten. Men selv 28 gram kastede stangen virkelig effektivt på trods af at den fnuglette stang faktisk kun var klassificeret op til 25 gram.
Stangens fittings og finish kan man bestemt ikke klage over for Shimano Aspire Seatrout er monteret med CI4+ hjulholder, Fuji øjer og topkvalitets korkhåndtag.
Den nye Shimano Aspire fås i fem forskellige modeller der spænder fra 9 fod og 5-25 gram til 10 fod og 10-40 grams kastevægt. Nærmeste forhandler henvises fra Shimano Nordic på 69 91 16 60. Pris: 2.999 kroner
Testresultater:
Pris/kvalitet: 5/5
Performance, kastelængde og -komfort: 5/5
Finish & fittings: 4/5
Helhedsindtryk: 5/5
Testet af Jens Bursell

Shimano Aspire Sea Trout er monteret med topkvalitets Fuji-øjer og er en fjerlet oplevelse at fiske med.

Den nye Shimano Aspire Sea Trout er en super sprød nyhed, der vil kunne tilfredstille selv den mest kræsne feinschmecker.
jun 15, 2021 | Nyheder
I år har det været en ret svær sæson i sydsvenske Mørrum, fortæller Emil Condrup, som på trods af de ikke alt for lette forhold alligevel har holdt fanen højt og fisket videre:
– Når det bliver svært fiskeri, er det ikke altid lige let at holde skruen i vandet, men sådan er laksefiskeriet bare – det er jo også en del af det, der er så fascinerende, siger han. – Efter at have haft nogle små kontakter med fisk, som jeg ikke fik, mærkede jeg med det samme, at den her fisk, som du ser ovenfor sad perfekt på min lille Beiss flue. Laksen, som huggede kl 16 i Pool 12 for nylig fightede tungt men roligt, og leverede et par gode udløb, inden den efter cirka 20 minutter kunne landes sikkert.
– Efter et par hurtige fotos blev den 102 centimeter lange blanklaks forsigtigt genudsat, hvilket var en fantastisk følelse at gøre i selskab med den kommende generation af laksefiskere, slutter han.
Følg med i morgen, hvor vi her på fiskogfri.dk har en mere generel update på fiskeriet indtil videre i juni ved den ikoniske lakseå i Blekinge.
jun 15, 2021 | Nyheder
– Jeg havde fornylig fået lov til at fiske i en af mine kunders sø, beretter Jesper Larsen, der lige er kommet hjem fra en spændende tur til dette nye vand. ”Jovist er der vist nok stadig lidt fisk i den… ål og sådan nogle skaller samt noget andet skrammel, sagde han.
– Fremme ved vandet, gik jeg i gang med de to feederstænger, og inden længe var der aktivitet på pladsen. En lille karusse blev agnet på en “bonus stang” til ål og andet “skrammel”. Der kom ret hurtigt hug på feederstangen, og fisken opførte sig ret anderledes. Pludselig brød en monsterskalle overfladen, og med rystende hænder fik jeg den i nettet. YES SIR – aldrig har jeg set sådan en gigantisk skalle i virkeligheden – kun på billeder af andre, og nu lå der en her i mit keepnet. Fantastisk – jeg fik tilkaldt en fotograf, for denne fisk skulle ikke bare fotograferes med selvudløser. Skallen, der vejede hele 1250 gram, blev efterfølgende nænsomt sat ud igen.
– Timerne gik, og det blev til nogle suder i str. mini op til str. OK. Mørket sænkede sig, og pludselig skreg hjulet på bonus stangen. Jeps, de bevægelser var ikke til at tage fejl af: Det var ål. Og selvom den boksede lidt, så gled også den i nettet. Den var overraskende blank og meget lang. Vægten sagde 950g, hvilket var en fin bonus fisk, og herligt at den var så yderligt kroget, at det var nemt at få den ud igen. Ålen blev slut signalet, og her sidder jeg nu med et kæmpe smil, mens jeg bladrer i billederne. Sikken en aften og sikken en monsterskalle.

1250 gram vejede denne flotte skalle, som Jesper Larsen fangede på sin feederstang.
jun 14, 2021 | Nyheder
– Der er efterhånden ved og være godt gang i de store sommeraborrer, og det skulle selvfølgelig udnyttes, så derfor havde Jens Nordmark og jeg planlagt en tur til en af mine gode aborresøer, hvor jeg tidligere har fanget nogle rigtige grove aborre. Sådan fortæller Mads Davidsen.
– Denne dag fiskede jeg igen med min Savage Gear SG2 stang på 7,3 fod, 2-10 g – og endegrejet, jeg ville prøve først, var et 5 grams jighoved krogstr. 2 med en Savage Gear Craft Cannibal Shad. Metoden med dette sæt er, at man skal helt ned til bunden, og så laver man et nyk og lader den falde til bunden igen. Og det gentager man eller så indtil man har spundet agnen helt ind. Det er som oftest, mens man venter på, at agnen falder til bunden, at hugget kommer, og så gælder det ellers om og være skarp med et modhug.
– Vi fik flere på over 40 cm på denne metode i dag med den største på hele 48 cm. Hvilken pragtfuld fisk. Ud over aborrer fangede vi også lige knap 30 gedder, hvoraf de fleste var som bifangst. Jens Nordmark havde dog også geddegrej med, så han gik også i perioder målrettet efter gedder, og det gav også pote med en flot stribe gedder. Alt i alt en super god dag med rigtig mange flotte fisk i hånden, og uanset hvad, er det bare altid dejligt og komme ud og nyde naturen. Knæk og bræk der ude.
jun 14, 2021 | Nyheder
– 250 timer+ er, hvad jeg sådan cirka har brugt siden sidst jeg kunne holde om en laks i hånden, beretter Nikolaj Korsholm, der til daglig arbejder hos Svensen Sport. – Da Covid-19 brød ud, var jeg, ligesom så mange andre, hjemsendt på lønkompensation. Og ligesom så mange andre udnyttede jeg muligheden for at gribe tohåndskæppen og satse 100% på forårslaksen. Det var et helt fantastisk år, rent fiskemæssigt for mange af mine fiskevenner, og der blev fanget masser af laks, og næsten hver dag var der en laks som skulle fejres. Jeg husker især en dag, hvor ReneGerken startede med en flot fisk i det første morgenlys, så kom Kristian Thomassen på tavlen og herefter var det min kammerat Aslak, som jeg fik mulighed for at tage lidt billeder af. Hvilken glæde og hvilket kammeratskab.
– Med så hugklare fisk, begyndte jeg at rykke kabel af møllen og gjorde klar til et kast. Nu var det min tur… Men så ramte laksefeberen – eller måske snarere laksedepressionen. Jeg rystede på fingrene og var fuldstændig ude af stand til at tage et kast. Linen kom tilbage på hjulet og den næste halve time sad jeg i græsset og kiggede ud i intetheden. Det var en skizofren tilstand at være i. Et er, at være superglad på andres vegne, og på den anden side være så i tvivl om egne evner – Især når man er vokset op langs åen. Jeg vendte ikke tilbage til åen resten af 2021…
– Men i går skete det så. Forløsningen kom med en smuk blank fisk, som kom oppe fra vores gode venner ved Danmarks Center for Vildlaks. Det er derfor, at laksefiskeri er så fandens fedt! Du kan hverken købe dig til en laks eller forudsige noget med sikkerhed. Du kan kun fiske, fiske og blive ved med at fiske. Laksen tog en lille Beis-flue på 3cm fisket på flydeline & synke 3/5 med en Scierra Surge 13’ #8 stang. Hold kæft hvor er jeg glad!
jun 14, 2021 | Nyheder
Selvom om det at fange en dansk tyvkilos karpe er blevet markant lettere end i karpefiskeriets ungdom, så er en fangst af en dansk tyvekilos karpe uden for de velkendt karpe put & puts stadig en seriøs præstation, man må tage hatten af for. Seneste fisk i denne helt grove kaliber er netop faldet for 13-årige Jens Hansens boilies:
– Så gik drømmen om storkarpen endelig i opfyldelse, og jeg har netop fået en PR på 20,13 gode danske kg i et stort og for mig nyt vand, som jeg havde gået og luret på i et stykke tid. Det skulle hurtigt vise sig at være en god ide, at give sig i kast med dette nye vand: Klokken seks om morgenen vågnede jeg af bidmelderbip fra brasen, der fouragerede på pladsen, men to minutter efter kunne jeg løbe ud af min bivy til en hylende Delkim bidmelder. Efter en lang fight, hvor jeg måtte fighte fisken i åkanderne, kunne karpen glide sikkert over netkanten. Storkarpen blev fanget på en Nutty Crunch 18mm hard hookbait fra Vitalbaits. Happy days!
Et stort tillykke til Jens med sin flotte fisk. En mega sej fangst, der ikke bliver mindre sej af, at den store fisk langt fra er Jens´s første fine karpe – på trods af at han kun er 13 år!
jun 14, 2021 | Nyheder
– Kvoten for store laks over 75 centimeter er nu lukket, lyder det fra Holstebro og Omegns Fiskeriforening. – Der kan derfor ikke hjemtages laks over 75 cm fra Storåen nedstrøms Holstebro Vandkraftværk. Man kan dog fortsat hjemtage laks på 75 cm eller derunder. Endvidere er kvoten for øvrige dele af vandsystemet stadig åben, og her er der ikke størrelsesgrupper.
Kvoten for storlaks i Storåen har i år været 217 fisk, og der er ud over disse genudsat 61 storlaks. Smålaksekvoten er 247, hvoraf der ifølge foreningens hjemmeside til dags dato kun er hjemtaget 5 og genudsat 6. Smålaksene – også kaldet grilse – kommer dog typisk også først noget senere i større mængder midt på sommeren.
Alt i alt er den totale kvote for Storåen 469, hvoraf der indtil videre altså er hjemtaget i alt 222 fisk – primært storlaks.
Du kan læse alle detaljer om laksekvoterne i Storåen her.
jun 13, 2021 | Nyheder
– En dejlig lun fredag aften besluttede Frederik og jeg, at vi skulle prøve kræfter med natfiskeri på Hindsholm, fortæller Kasper Knage. – Vi ramte fiskepladsen ved 22-tiden, hvor vejret var roligt med ingen vind kun strøm. Stængerne blev ladet med den sorte sølvræv, og vi var nu klar til nattens fiskeri. Der var allerede et par fiskere på pladsen, som vi kom i snak med og også fiskede med hen over natten.
– Efter mørket var brudt frem, begyndte vi at kunne høre fiskene springene rundt i overfladen. Alle ens sanser blev virkelig stimuleret i løbet af natten, for når du ikke kan se noget, så hører du pludseligt dobbelt så godt – og vi kunne virkelig høre havørrederne jage rundt i sommernatten. Det var nu kun et spørgsmål om tid, før Frederik og jeg skulle mærke de første hug og nap efter nattefluerne.
– Havørrederne var helt inde under land, og 4-5 meter fra stangspidsen fik Frederik et knaldhårdt hug ved 3-tiden, hvor stangen flexede godt. Den næste times tid var fuld af fiskeaction under nattehimlens skær. Det var en virkelig fed og anderledes fiskeoplevelse, som man helt sikkert skal kaste sig ud i, hvis ikke man har prøvet at natfiske før.