aug 20, 2021 | Nyheder
Anders Krogager Jørgensen fra Sportex/Climax er lige nu oppe ved den norske elv Surna for at fiske efter laks:
– Det er min første tur til Surna, og det har ikke været helt let fiskeri, for der har været flom hele to gange på en uge, fortæller han til fiskogfri.dk. – Jeg har tabt fire laks under fighten, hvilket er ret unormalt. I går aftes hang denne flotte 83 cm laks dog så endelig på krogen – og blev hængende hele vejen ind til land. Den smukke laks blev fanget på en Lawson flue bundet af Ole Møller.
Har du selv været i Norge for at fiske efter laks, så send os gerne en god historie og din fangst samt et billede af den til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
aug 20, 2021 | Nyheder
Lige nu sidder adskillige danske småbådfiskere i deres biler på vej mod Skagen, hvor årets tunfiskeri og mærkning skal ske sammen med DTU Aqua – og i aften klokken 18 er der skippermøde om de kommende dages fiskeri. Mange sover i deres både i de næste par uger, mens andre har indlogeret sig på hoteller, campingpladser eller i udlejede huse i nærheden. Alle sammen med drømmen om at fange den helt store tun.
Vejret ser fint ud for de næste par dage, så alt tyder på helt perfekte forhold for en god start på fiskeriet. Som vi har skrevet om før, så har Danmark fået en kvote på 15 tun, hvilket betyder, at disse tun vil blive aflivet efter fangsten. Dele af de hjemtagne tun vil blive brugt til fysiske prøver i forbindelse med DTU Aquas tunundersøgelse. Resten vil blive spist af de glade fangere, der sandsynligvis får brug for en god kummefryser.
I løbet af ugen får tunmærkningsprojektet besøg af H.K.H Prins Joachim – og det kommer til at ske i Skagen Havn mandag den 23 august klokken 10.00 på Vestmolen 19.
Danmarksrekorden for blåfinnet tun målt i centimeter er iøvrigt ledig og fisk over 250 centimeter kan anmeldes til rekordudvalget.
Du kan læse meget mere om tunens biologi på DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk her.
Tunprojektet sker i samarbejde med videnskabsfolk fra Sveriges Landbrugsuniversitet, Inland Fisheries Ireland og Center for Environment, Fisheries and Aquaculture Science, University of Exeter i England, som foretager lignende mærkninger.
aug 20, 2021 | Nyheder
– Jeg havde lige været i byen for at spise, og det var derfor blevet lidt sent på dagen, beretter Mads Davidsen til Fisk & Fri. – På grund af forsinkelsen, kunne jeg derfor nu kun lige nå et par timers fiskeri, så jeg havde besluttet mig for, at de skulle bruges med et par agnstænger i min lille barndoms-sø.
– Da jeg ikke har fisket der i et par år, måtte jeg i gang med hækkesaksen og lave et par pladser i sivene. Da det var gjort, fik jeg hurtigt fanget en god håndfuld skaller med mit kastenet, hvorefter jeg fik et flåd- og et bundtakel smidt ud. Nu skulle der bare ventes, men jeg nåede da kun lige og få en kop kaffe, inden mit flåd gik under. Det var en superflot sommergedde på cirka 90 cm. Men efter, at jeg havde fået den lukket ud igen, var det som om, at fiskene var gået tidligt i seng, for der skete ikke mere.
– Først en time senere var der noget, som tog den skalle, jeg havde smidt ud på bunden. Jeg gik selvfølgelig ud fra, at det var en gedde mere, men nej. Denne gang fik jeg noget af en overraskelse, da det var en kæmpeaborre på hele 50 cm. Grunden til den store overraskelse var, at det var næsten 20 år siden, at jeg fiskede søen første gang, og jeg har aldrig nogensinde før fanget en aborre i søen. Og så kommer der bare sådan en gris, som min allerførste aborre i søen. Det er jo helt vildt. Jeg var helt oppe at køre, så efter denne flotte aborre valgte jeg at køre hjem.
aug 20, 2021 | Nyheder
– Endelig lykkes det. Vi har i flere år vidst, at mallen du ser på fotoet ovenfor, var i søen, og vi har set den af og til. Sådan lyder det fra Nicolai og Alexander Storm. – Vi har ofte talt om, hvor fedt det kunne være at fange den. Og så på dansk jord. Hverken mig eller min bror, har nogensinde fanget en malle, og den her malle var drømmefisken.
– Den seneste uge har vi intensivt gået og kigget, fisket og fodret. Vi har fundet frem til alle dens rutiner, og til sidst kunne vi klokkeslæt på hvornår, og hvor den ville dukke op. Vi satte os for, at vi onsdag aften skulle give det et skud, efter at have haft chancen de seneste par dage, hvor vi havde mistet den. Vi sad og ventede, og den dukkede frem på det tidspunkt, vi havde regnet med. Vi havde tidligere på dagen fanget skaller, da det var det vi havde fundet ud af, at den kunne lide. Flere gange prøvede vi at smide ud foran den med en skalle og prop, sammen med et bundrig med død skalle på. Og den blev ikke bange, men mere nysgerrig.
– Den tog skallen på proppen, og svømmede lidt med den uden at blive kroget. Faktisk havde den held til og stjæle flere skaller fra os uden at blive kroget. Men til sidst kastede jeg proppen lige ud foran den, og første gang tog den skallen samt svømmede, men slap igen. Hurtigt efter tog den skallen igen, og jeg lod den nu svømme lidt, inden jeg gav modhug. Men den her gang blev den på og var godt kroget. Den fløj rundt i vandet, og gravede sig ned i en stor bunke åkander. Efter at vi havde holdt på fisken i 10-15 minutter fik vi endelig presset den ud af åkanderne, hvorefter det lykkedes at få den på land. Vi vejede den til 14 kg, og den var cirka 160-170 cm lang. Det er en oplevelse vi aldrig glemmer, slutter de.
Mallen er så vidt vides den største albinomalle taget i Danmark – og den er ikke fra en put and take. Har du selv fanget en der er større – så giv gerne et praj på jb@fiskogfri.dk.
aug 20, 2021 | Nyheder
– Natten til torsdag d. 19/8, var forholdende ved Lillebælt helt eminente: Der var kraftig vind, overskyet, regn og en strøm, som kunne have slæbt en hel bil med sig, fortæller Nikolaj Andersen. – Jeg ankom på pladsen klokken 21, tog et shot lystfisker rom og bandt den sorte sølvræv for enden af forfanget. Der havde lige været et højvande skift, og jeg var på vej ned igennem strækket for første gang. Tre pæne ørreder huggede fluen, og de blev nænsomt genudsat.
– Pludselig kunne jeg mærke noget for enden af linen, noget jeg ikke just havde mærket før – nemlig vilde udløb og udspring fra vandet. Jeg kunne intet se, det var bælgravende mørkt og kun lyden af havørreden brød stilheden. Den grove havørred viste sig dog til sidst i mørket, og det viste sig at være en skønhed på 65 cm. Måske var det heldet i lystfisker rommen, der gav mig denne fisk. Hvem ved? Men det er også det smukke i at fiske, for ingen ved hvornår den store kommer, og når den gør, så giver det altid det samme sus igennem kroppen. Det er derfor vi står derude! Instagram: nikolajxandersen
aug 19, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Når sommeren går på hæld, og den første snert af efterår viser sig med rusk, regn og faldende temperaturer, så er karperne for alvor i hopla:
– Jeg var godt klar over, at det nok ville blive en våd nat, men de sidste par dages skumle vejr ville helt sikkert have sat godt gang i karperne. Der var lige et hul i al regnen mellem 19 og 20 – og jeg nåede lige hen til pladsen, og slå min parasol op, inden regnen igen væltede ned. Det var en super snæver og lille plads mellem nogle træer, og da jeg aldrig havde fisket der før, gik der lige lidt tid med at få tjekket pladsen af og finde ud af, hvordan jeg skulle fiske. Men i den tunge regn kom mørket alt for hurtigt snigende, og inden jeg så mig om, var det bælgravende mørkt, da jeg havde fået kastet taklerne ud og spreadbaitet med boilies og hampepellets.
– Udmattet efter en hård dag faldt jeg i søvn og vågnede klokken et af et screaming run, på mine to CFC Spicy Squid fisket som en snowman på et spinner-rig. Stængerne stod et godt stykke ude i vandet, og da jeg ved en fejl var kommet til at vælte min waders halvvejs i vandet, da jeg sov, måtte jeg kæmpe for at få dem på hurtigt. I tumulten fik jeg desværre vendt den ene fod forkert, resulterende i at det tog endnu længere tid, inden jeg fik stavret mig i vandet. Bidmelderen hylede stadig for fulde gardiner, da jeg endelig var på vej i vand til livet, men da jeg nåede stangen, blev bidmelderen tavs, og fisken havde spyttet taklet. Slukøret og halvvåd, kastede jeg taklet ud igen, krøb jeg i ly under parasollen og faldt i søvn.
– Klokken tre havde jeg igen det vildeste hug, og denne gang lå mine waders klar lige efter bogen, så jeg lynhurtigt kunne være over fisken, der efter et hurtigt modhug kæmpede tungt og godt derude i mørket. For at undgå landingstumult fiskede jeg alle stænger i den snævre åbning mellem træerne med backleads, så selvom fisken gik fuldstændig amok på kort line, lykkedes det mig at få den på land uden at filtre ind i de andre to liner. I pandelampens skær kunne jeg se en flot spejlkarpe på 13,2 kilo, som jeg sackede for at få et par gode fotos i morgengryet. Fisken tog en synkende snowman bestående af en Hot Amanda Hookbait toppet med en Spicy Squid – begge fra CFC-Bait.
aug 19, 2021 | Nyheder
Flourocarbon coatede nylonliner har eksisteret i over 10 år, men kvaliteten bliver bedre og bedre. Verdens største producent af fiskeliner, Amerikanske Berkley, har sidste år lanceret deres version af en line som kombinerer de bedste egenskaber fra monofilament (nylon) og fluorocarbon. Linen, der er kommet til Danmark i 2021, lagde flot fra land med udnævnelsen ”Bedste nye fiskeline” på verdens største sportsfiskermesse, ICAST 2020.
Lystfiskerne har for længst taget fluorocarbonen til sig som forfangsmateriale, da fluorocarbon liner har helt unikke egenskaber i form af højere synkehastighed, meget lidt synlighed og høj slidstyrke. Problemet har dog længe været, at fluorocarbonforfang ofte er stive og derfor problematiske at bruge som hovedline. Det er netop dette problem, man løser ved at coate fluorocarbon uden om en monofilament kerne for på den måde at bevare blødheden, samtidig med at man opnår de positive egenskaber, som fluorocarbon giver.
Berkley FluoroShield er perfekt som hovedline i alle de situationer, hvor man normalt ville anvende monofilament, og den giver særligt god mening til fiskeri efter rovfisk, der jager ved hjælp af synet i klart vand. Et andet området, hvor linen er oplagt er til sightfiskeri efter karper i klart vand, samt forskellige former for flådfiskeri. Til netop dette har redaktionen testet linen, der funger godt under praktisk fiskeri, er behagelig at kaste med samt god at binde kunder på.
Linen, som fås i 270 meter spoler, sælges til 99 kroner for en spole.
aug 19, 2021 | Nyheder
– Med motivation, erhvervet fra kærestens mange ture ud på fjordens dybe vand, besluttede Clara sig for at forsøge at fange sin første fisk på egen hånd, fortæller Laurits Petersen. – Det viste sig at være en god ide. Ægte lystfiskerglæde strømmede igennem Clara, da hun omsider, efter hvad der føles som en evighed i en uerfaren fiskers optik, lykkedes at lande sin første fisk – og ovenikøbet en flot makrel. Clara er nu helt grebet af fiskefeber, og har siden den gode oplevelse været den første til at gribe fiskestangen, når solens lysstråle kaster sig ud over det dybe vand i de smukke omgivelser. Clara vil gerne tilmelde sin fisk til Kinetic Fiskecup 2021.
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
aug 18, 2021 | Nyheder
– Jeg havde hørt rygter om meget og grumset vand i åen, og inde i mit hoved lød det som perfekte forhold til de ellers lidt sky åhavørred, fortæller Mads Davidsen. – Jeg var derfor fyr og flamme for at komme afsted, og da jeg kom ned til åen, fik jeg hurtigt rigget min lille Savage Gear Parabellum til med det nye SG8 hjul, der er perfekt til formålet.
– Allerede efter fem minutters fiskeri huggede den første fisk på min wobler, men desværre ville den ikke blive hængende. Skidt – pyt; jeg fiskede videre og efter fem minutter fik jeg endnu en god fisk på. Det var en stålblank havørred, der helt sikkert var over 65 cm, men efter 30 sekunder slap også den krogen. Og sådan blev det ved.,, Jeg mistede en del fisk og havde flere havørreder, der enten bare var efter eller lige puffede til min lille wobler. Det lykkedes dog efter mange frustrationer og bandeord at få fire ørreder i nettet med den største på lige knap 60 cm, afrunder han.
Har du selv været på fisketur og oplevet noget sjovt, så send os din beretning og et godt foto af fisken til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.