HAVØRRED: Når det at tage fejl er den bedste følelse

jun 21, 2021 | Nyheder

Chris Gregers Halling har endnu en gang landet en storørred. Her får du hans beretning:

– Skal vi mødes på den der plads ved 22:00 tiden?” Sådan lød beskeden fra Per Kældsø Poulsen, da jeg denne søndag formiddag kiggede på telefonen. Et hurtigt kig på de vigtige vejr medier indikerede ikke umiddelbart noget succes ved det projekt, så da jeg senere ringer til Per, er beskeden også klar. – Det skal vi nok ikke forvente os meget af, forklarede jeg ham, og fortsatte: – Gusten og tiltagende vind, forkert vandstand, lavtryk. – Men vi kan jo bare hygge os, svarede Per. Fiskeri handler om andet end fangster, fortsatte han. Og så var den aftale beseglet.

– Der er ikke meget tro på sagen, da jeg parkerer bilen. Det blæser fra en gusten retning og himlen ligner noget, der kan eksplodere hvert øjeblik. Per ankommer med en noget større glæde samt entusiasme, og vi bevæger os ud på første del af strækket. En enkelt smolt forbarmer sig over fluen og sørger dermed for, at dette ikke bliver en komplet 0-tur. Der sker ikke yderligere på dette første stykke. På næste del af strækket sker der nøjagtig det, som jeg havde forventet. Intet… – absolut intet. Jeg er tømt for tro, da vi går de sidste 600 meter ud til turens egentlige mål. Fiskestræk nummer 3.

– Jeg er allerede begyndt at glæde mig til den øl, som Per har lovet. Det må da blive turens absolutte højdepunkt – ud over Pers altid fantastiske selskab selvfølgelig. Men der er ingen øl, da vi i skumringen ankommer til pladsen. Per vil fiske, og vi træder ud i vandet i en tiltagende sidevind. Jeg er 0% forberedt på det, da en fin havørred tager fluen i allerførste kast. Den rusker nogle gange i overfladen og falder hurtigt af igen. En fin fisk bestemt, hvorefter jeg står overrasket og måbende tilbage. Men hugget og det tiltagende mørke trykker på en knap, jeg har et sted i hulemandshjernen. En knap der aktiverer mit indre rovdyr. En knap der aktiverer koncentration og tro. Slut er tankerne om hyggeøl i strandkanten, og pist væk er den manglende tro på, at dette kun skal være en hyggetur. Jeg bevæger mig langsomt ned over strækket i en vind, der i mørket på alle måder dikterer kasteretningen. Jeg vil sikre mig, at fluen afsøger enhver krog i det efterhånden noget urolige vand.

– Da jeg kommer til enden af det korte stræk strammes linen, og jeg kan igennem vinden råbe til Per, at nu har jeg en. En ustyrlig tyk fisk på vel 43 cm landes og slippes atter løs. Jeg har allerede nu, fået langt mere ud af denne tur, end jeg forventede, men en indre stemme fortæller mig, at der er noget i gærde, så jeg bliver stående i enden af strækket og fisker videre. Det var egentlig et lorte kast. Vinden greb linen og førte den et helt andet sted hen end den planlagte retning. Jeg har trukket vadejakke hatten op over ørerne, for nu blæser det virkelig. Det er et helt andet scenarie, end de sidste dages dejlige sommernætter. Det er den slags kast, hvor fluen bare skal hurtigt ind igen, så man kan lave kastet om.

– Jeg har trukket 1/2 gang i linen, da den bliver spændt voldsomt op. En havørred plasker i overfladen i mørket og en uventet fight er i gang. Det lød godt derude bevares, men ikke sådan virkelig massivt. “Hvad har du på?” Hører jeg Pers stemme lige bag mig. – En halvmeters tror jeg, svarer jeg ham, men noget er helt galt her. Fisken vender snuden udad og laver et voldsomt udløb. Jeg spænder stangen maks, men det får ikke vendt fisken, som fortsætter sin flugt ned af kysten. – Jeg tror sgu, at jeg har kroget den i kroppen, fortæller jeg Per. Den ekstremt hurtige kontakt efter fluens nedslag. Den voldsomme styrke i fisken. Jo…… Det er sådan det må være tænker jeg.

– Jeg vil gerne have fisken ind hurtigt, for at løsne krogen fra dens krop, så jeg lægger maksimalt pres på stangen. Sekundet efter står jeg med en tømt linekurv, og en fisk der fortsætter i modsat retning af mig selv. I min overraskelse får jeg fortalt Per, at denne fisk godt nok er stærk. Jeg tror stadigvæk på en uheldig krogning, men en anden tanke sniger sig langsomt ind på mig. – Hvis ikke denne fisk er kroget i nakken, så er den god… sådan rigtig god. Fisken er godt ude på distancen, da fighten ændrer karakter. Jeg vinder linen tilbage på hjulet, og da samlingen mellem skydelinjen og skydehoved rammer topøjet, glider en stor skygge ind over det lyse sand små 10 – 12 meter fra os. Her er lavt, så fisken vælger igen at trække ud over det mørke tangbælte.

– Bortset fra vindens rusken i vandoverfladen er her nu stille. Det var en stor skygge, der i fem sekunder svømmede over den lyse sandbund, og tankerne om en fejlkroget 50 centimeters fisk er nu afløst af en noget mere febrilsk og nervøs tankegang. – Den så voldsom ud, tænker jeg og Pers stilhed indikerer, at han må have tænkt noget lignende. Jeg plejer at kane mine fisk på land, hvis jeg ellers vil beholde dem. Men vi står forkert her, og jeg har ikke lyst til, at slæbe denne fisk igennem de mange tangbuske, der bryder overfladen bag os. Heldigvis hænger der et fangstnet på Pers ryg, og jeg beder ham om at gøre det klar. I to pandelampers skær kommer en ustyrlig bred fisk atter ind over det lyse sand små 10 meter foran os. Den svømmer direkte ind mod os, og Per snupper den i første forsøg. Først her går det op for os, hvad det er for en fisk, vi her har med at gøre. Vi jubler, og da Per atter gå i vandet bliver jeg på land. En lykkefølelse har ramt mig, og tingene skal nu opsummeres mentalt. Jeg gik fra absolut ingen tro på fisk til nu at sidde ved siden af en helt nøjagtig 3,5 kilos sommerskønhed. Jeg får ikke fisket meget den næste time, men inhalerer blot følelsen af glæde og taknemmelighed. Denne fisk og andre fra 2021 gør efterhånden denne sæson uhørt god. Jeg er pisse heldig, siger nogen sommetider til mig, og det er sikkert også rigtig. Men min religion er, at besøge fiskepladser i de absolutte optimale forhold. Forhold der bestemt ikke var på denne plads denne sene aftenstund. Men netop den følelse gør det også ustyrlig dejligt. Jeg har fisket i mange år, men jeg er stadigvæk ikke udlært havørredfisker, og der er til stadighed meget mere at lære.

– Det var med denne følelse af ydmyghed over for verdens fedeste hobby, at jeg en søndag nat sad ved siden af en havørred på 3,5 kg. og tabte mig selv i positive tanker om et rigt og fantastisk liv. Til sidst får Per en havørred på 43 – 45 cm gemt i en karpelignende krop. Disse sommer fisk sprænger enhver konditionstabel og forstår virkelig at æde. Vi går derfra og får endelig delt den øl, som egentlig var hovedformålet med hele turen. Jeg troede ikke på det denne nat, men må erkende, at jeg heldigvis ikke altid har ret. Og for en gangs skyld, var det faktisk rigtig dejligt, at tage voldsomt fejl.

I fish, therefore I am.