Lørdag d. 3 oktober var jeg og fire andre hjælpere fra Dyringkær put & take sø, taget til Flads Å for at fiske laks, beretter Allan Kjærgaard. – Efter en god frokost tog vi ned til åen, hvor jeg fortalte om standpladser, hvor laksen vil stå i vandløbet, hvordan vi læser vandløbet og hvordan vi fisker pladserne af. Vi ville alle fiske med spinner og anbefalingen var spinnere i 10-20 gram gerne med stort blad i str. 4 eller 5. Med fornyet viden og måske lidt laksefeber, gik vi alle til åen, og det var nu op til hver især at fordele sig langs åen

– Jeg startede bagerst og nåede kun lige at fiske pladsen halvt af, før jeg kunne høre et svagt råb: ”Jeg tror jeg har brug for hjælp…” Det lød som Poul Møller-Jensen, som var gået langt opstrøms, og jeg kunne lige ane ham i det fjerne, men kunne ikke se noget flex på klingen, men det var Pouls stemme, så jeg røg hurtigt ud af sivene og afsted i høj fart, som man nu kan det i vaders)

– Undervejs kom jeg forbi Preben, som også havde hørt det stille råb. Lidt længere fremme var Kaj på vej op ad skrænten, for han havde også hørt Poul. Til sidst kom jeg lettere forpustet frem til Poul, og kunne se, at han stod med flex på klingen. Er det laks …?? Er den stor… ?? – spurgte jeg, men Poul sagde ingenting. Jeg kom ned af skråningen og fik fangstnettet gjort klar, og så kom laksen til syne midt i åen. Det var en stor flot hanlaks, men den var langt fra klar til at blive nettet. Den gik frem og tilbage  helt inde ved egen bred, og det var ikke lige det bedste, som den kunne gøre, da vi står midt i høje siv, som også hænger ud over åens bred.

– Det lykkedes Poul at få laksen fri fra sivene et par gange, og omsider kom den op med siden i overfladen, hvor den nu var klar til at blive nettet. Flot og elegant fik Poul gledet laksen ind i nettet, og snart kunne vi nyde synet af den flotte laks. De to andre var nu kommet til og kunne se laksen blive landet. Den blev målt og afkroget i vandet samt hurtigt løftet op til trofæ billedet, inden den blev genudsat. Laksen målte 92cm og havde en anslået vægt på omtrent 8,5kg.

– Fangede du den så på den spinner du lånte af mig, spurgte jeg, og så kom der lige et svar, som jeg ikke havde forventet fra laksefangeren, der stod i vandkanten med adrenalinet susende rundt i kroppen efter fighten. – Nej – den ville jeg ikke miste, så jeg satte en ABU MO wobler på, vi skulle jo fiske dybt, kom det fra Poul. Dette er Pouls første danske laks, og i en alder af 76 år, kan han nu kalde til laksefisker, Et stort tillykke herfra og mon ikke han snart står ved åen igen. Knæk og bræk.

 

Grejxperten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This