EN MALLE FRA KAJAKKEN OG EN STØR PÅ JETSKITRAILEREN

Forleden aften var jeg et smut i Roskilde Fiskeland for at prøve at overliste en af søens maller fra min Hobie. Det var en fantastisk forårsaften. Der var helt stille, fuglene kvidrede – og alt var godt.

Der gik en del tid, inden jeg så den første fisk, men da først de var på finnerne i midtvandet, så og fiskede jeg til flere fine fisk. Men – livecast med LiveScope er langt fra let, når fiskene er sky – og det er maller ret ofte i stillestående vand. Ligesom stør, er de betydeligt lettere at fange på bundfiskeri med fx boilies eller agnfisk over en veldunstende fodring, for lige så snart man er i en båd og fisker pelagisk, er det som om, at de forvandles fra grådige monstre til apatiske zombies. Jeg havde den ene superperfekte præsentation efter den anden – og hele to fisk viste faktisk interesse for min Cannibal Shad – og var liiiiige ved at sætte tænderne i den. Men nej – en nannomillimeter inden agnen, drejede de fra og forsvandt i dybet. Til sidst var der dog en mindre malle på måske 5-6 kilo, som forbarmede sig over mig og gav en forrygende fight fra kajakken i forhold til den meget lidt imponerende størrelse.

Et stykke ud på natten døde alt ud – og trætheden begyndte at melde sig. Jeg besluttede mig for at sejle ind, men pludselig spottede jeg en beluga over 5-6 meters dybde i midtvandet. Den stod helt perfekt i transducerkeglen, så jeg kunne se det perfekt strømlinede silhuet og dens store, smukke finner. Med et blødt underhåndskast lagde jeg en død agn ud i vandet, som dalede perfekt ned forbi snuden – og blev suget ind i samme sekund.

At kroge en fisk, der viser tometerish på LiveScopets grid, giver et solidt ryk i kæppen, så der var fuld, dyb flex og bølgegang i Hobien, da belugaen viste muskler for at slippe fri. Men – efter en super fight kom den til overfladen, så jeg kunne sejle til land og lave et kort filmklip på GoPro´en. Det var mildest talt ikke nemt at gøre alene med mosekonebryg og et kamera indsmurt i slim, der duggede – og så i mørke med en fisk i den størrelse. Men – det lykkedes at lave ovenstående screendump til noget, der aspirerer til et af de mest ringe fiskefotos på fiskogfri.dk meget længe…

Og hva´så… Der holdes jo netop store flyttedag for størerne hos RFL i Den lille Sø – så jeg tænkte, at forpagteren Martin Hubert også gerne ville af med denne. Men – man ringer jo ikke lige til folk klokken lort om natten. Jeg besluttede mig derfor for at fragte støren over til støropsamlingskarret – et 5.000 liters børnebadebassin ovre ved Den Lille Sø. Eneste problem var bare, at fisken, der blev målt til cirka 190-195 cm, var en kende uhandy at skulle slæbe de 100 meter over til bassinet, hvis ikke man skulle risikere at tabe den i gruset på vejen. Gode dyr var derfor rådne, men der var én mulig og slet ikke helt dum løsning:

Til min kajak havde jeg en jetskitrailer, og kajakken lå stadig i vandet. Pludselig kom jeg i tanke om, at vinklen på de to langsgående plasticdækkede bundstrøer på traileren passede perfekt til en stør, der lå på ryggen. Hurtigt fik jeg langt to våde unhooking mats på traileren – og med et solidt livtag fik jeg bakset fisken op af skrænten og på ryggen op i traileren, hvorefter jeg skubbede traileren med støren over til bassinet og afleverede fisken i god behold…

Jeg sov bedre end godt, da jeg omsider var hjemme kl 03.30 – smurt ind i belugaslim fra top til tå. Belugaen – ja den svømmer nu rundt i en helt anden sø, så karpefiskerne i Den store Sø ikke så ofte  risikerer at få tømt deres spoler. Der er dog muligvis en større stør i samme længde men kraftigere bygget tilbage. Det kan være jeg spotter den næste gang.

Vi ses derude – Jens Bursell

Læs mere om størflytningen her.

Tjek hvad der skete på Jenses sidste malletur til RFL her.

 

Som du sikkert kan fornemme var den store stør dn kende uhandy at fotogtafere alene i mosekonebryg klokken mange om natten. Det var dog intet problem at fange så stor en fisk fra Hobien, der er super stabil.

Som du sikkert kan fornemme var den store belugastør en kende uhandy at fotogtafere alene i mosekonebryg klokken mange om natten. Det var dog intet problem at fange så stor en fisk fra Hobien, der er super stabil.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

SANDART: SKÆRPET OPSYN PÅ ARRESØ, MEN REGLER UÆNDREDE

I takt med sandartfiskeriets opblomstring efter stoppet for erhvervsfiskeri for et par år siden, er søen blevet utrolig populær – hvilket vidner om sandartfiskeriets enorme potentiale. For at beskytte søen er der nu skærpet opsyn og højere bøder i vente for brud på reglerne.

 

AF JENS BURSELL

 

Sjællandske søfiskere har i årtier kæmpet for at få lov til at bruge el-motorer på landets største Arresø, hvilket for nogle år siden lykkedes i form af tilladelse til, at elmotorer kunne registreres på de både, som har motortilladelse – pt på 10 foreningsbåde, der i forvejen havde motortilladelse. Der har dog på det seneste kørt rygter om, at elmotor nu ikke længere er tilladt på Arresø. Det har ledt til en del forvirring i søfiskemiljøet, hvor mange har troet, at der fornylig er indført et forbud, som ikke var der før. Det er ikke tilfældet.

 

Tradera

 

Forvirring om brug af elmotor på Arresø

Vi har talt med Bjørn Aaris-Sørensen fra Naturstyrelsen, som har ansvaret for de nordsjællandske søer:

– Der er ingen dramatik. Reglerne er helt som de altid har været, nemlig at der er udstedt 10 motortilladelser til de 10 foreningsbåde, fortæller han. – Der er tale om en specifik motortilladelse, der som sådan ikke går på båden, men på selve motoren. Så kan foreningerne selv bestemme om deres tilladelse skal bruges på en elmotor eller en benzinmotor – og vi ser gerne førstnævnte, da det helt oplagt er mindre larmende og dermed mere optimalt i et fuglebeskyttelsesområde.

– Der er altså ikke kommet nogle forbud, som der ikke har været der i forvejen, understreger han. – Vi har blot indskærpet til foreningerne, at hvis man vil have tilladelse til at bruge en elmotor på foreningsbåde, så skal motoren registreres, før den kan bruges. Men da der stadig pt kun er ti motortilladelser, kan en ny elmotor ikke tillades, før man afregistrerer en af de andre benzinmotorer. Man kan altså ikke medbringe sin egen uregistrerede elmotor – selv på en foreningsbåd med motortilladelse.

– Når det er sagt, så har vi observeret folk, der isætter både og sejler med motor uden tilladelse – også i den sydelige del af søen, hvor der slet ikke må sejles med hverken både med motortilladelse – eller både med motor uden motortilladelse. Tilsvarende har vi observeret brug af både med motor om natten, hvilket heller ikke er tilladt. Vi har pt indgivet 3-4 politianmeldelser og vil dermed gerne sende et signal om at reglerne selvfølgelige skal overholdes. Der vil blive sat skilte om med færdselsregler på søen, hvilket også betyder, at bødestraffen automatisk vil blive hævet ved overtrædelse af reglerne, afrunder han.

Ud over de 10 motortilladelser til lystfiskerforeningerne, har det tidligere skabt forvirring af nogle både – fx sejlbåde – på søen har haft tilladelse til brug af elmotor. – Dette kun er med særlig tilladelse fra NST – og det er ligeledes knyttet til særligt brug og helt specifikke tilladelser. Man må altså som lystfisker ikke bruge uregistreret el-motor – heller ikke til havnesejlads, hjælpe- eller bugseringstilladelse.

Et godt og bæredygtigt fiskeri på Arresø i fremtiden

Det er fint diskussionen kommer op – for det giver god anledning til selvransagelse for os lystfiskere til at tænke os om en ekstra gang. Der er lige nu et super godt fiskeri på Arresø, hvilket vi selvfølgelig skal bibeholde. Det bedste vi kan gøre for både søen, fiskebestanden og os selv – det er at overholde reglerne, så der vil bliver set med positive briller på vores færden som lystfiskere på søen. Og dermed dannet grundlag for et fremtidigt regelsæt der sikrer en godt, bæredygtigt fiskeri, hvor alle kan være med og nyde denne fantastiske sø.

Og – egentlig er der er ingen grund til at vente på fremtidige bekendtgørelser mv. Et oplagt tiltag er at lave eksempelvis en baglimit. Det kunne fx være 2-3 sandart pr dag til eget forbrug. Det kunne man let indføre i foreningerne allerede, for at beskytte bestanden for overfiskeri.

Fisk & Fri har tidligere skrevet om reglerne på Arresø her.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

UGENS KONKURRENCE: VIND DE NYE SAVAGE GEAR LT ROACH LIMITED EDITION

Som abonnent på Fisk & Fris Youtube får du i denne Ugens Konkurrence mulighed for at vinde den helt nye Savage Gear LT Roach Limited Edition – en serie überlækre & superrealistiske skalleimitationer, der gør dig bedre end godt væbnet til geddepremieren den 1. maj på vores søer.

Alt hvad du skal gøre – udover at blive abonnent på Fisk & Fris YouTube, hvis du ikke allerede er det – er at besvare følgende spørgsmål: Hvad vejer den tungeste af agnene i denne serie? Post svaret i den eller de tråde, der laver PR for konkurrencen i den kommende tid på Fisk & Fris Facebook – så er du med i lodtrækningen om de agn, som du ser på billedet ovenfor.

Du kan læse mere om Savage Gears Line Thru Roach – Limited Edition – i denne grejnyhed på fiskogfri.dk.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

DRØMMEFISKERI – NU UDE PÅ ENGELSK

Johnny Jensens super flotte fiskefotobog – ”Drømmefiskeri – passion for sportsfiskeri udtrykt i billeder” er netop udkommet på engelsk som print-on-demand.

Over årene har Johnny fisket røven ud af bukserne efter blandt andet karper, barber, gedder, laks og ørred – samt foretaget utallige fiskerejser rundt omkring i verden efter alt fra tun, sailfish, helleflynder og grønlandshaj til maller, stør, karper, mahseer og alligator gar. En stor del af disse fiskeeventyr har du kunne læse om i det gamle trykte Fisk & Fri – samt fiskogfri.dk. Det der kom en 447 siders coffeetable book ud af tilbage i 2010.

Nu kan den altså også fås på engelsk under titlen – ”Sportfishing Adventures – A Passion for Angling Expressed in Pictures”. Der er dog ikke tale om et regulær oversættelse men faktisk en ny version med mange nye billeder og fiskearter samt historier fra især Brasilien, Gibraltar, Malaysia, Spanien – plus udvidede kapitler fra Danmark, England, Sverige og Florida.

Bogen kan købes som hardback på Amazon til 625 kroner. Læs mere her.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP: NÅR DAGENS STØRSTE ØRRED GIR´ PRÆMIEN FOR DEN MINDSTE

– Kystcuppen var endelig i gang igen, og for andet år i træk var jeg klar til en weekend fyldt med fiskeri, konkurrence og – ikke mindst – en chance for at se min makker iført den famøse røde IKEA-hat. Sådan lyder det fra Niklas Petersen. – Reglerne var simple: Den, der fangede dagens mindste fisk, måtte bære hatten. En ydmygende, men sjov straf, som altid gav lidt ekstra krydderi til fiskeriet.

– Fredag bød på en stærk start og en uventet hattevinder. Jeg startede dagen alene ved Stubbekøbing og fandt hurtigt fiskene. Det blev til fem flotte fisk på mellem 35 og 50 cm, som alle fik friheden til at vokse sig større. Klokken 13 stødte min makker endelig til efter arbejde, og vi satte kurs mod Knudshoved, hvor jeg fandt to mindre fisk, mens han fortsat stod tomhændet.

– Men så kom det absurde øjeblik – da vi skulle afgøre, hvem der skulle bære hatten. Min mindste fisk var på 50 cm, men da min makker slet ikke havde fanget noget, var der ingen af hans fisk, der var mindre. Og hvad var reglen? Det var den mindste fangede fisk, ikke ingen fisk. Så dér stod jeg, med hatten på hovedet, mens min makker grinede hånligt af min uheldige sejr.

– Lørdag bød på blæst, frustration og et bål at varme sig ved. Næste dag tog vi til Frederiksdal på Lolland, hvor vinden piskede ind fra alle sider. Vi fandt fiskene, men de nægtede at hugge – en frustrerende oplevelse, når man ellers kunne se dem i vandet. Efter en lang dag i blæsten besluttede vi at rykke til Bakkebølle om aftenen, hvor vi kunne tage et sidste skud morgenen efter.

– Dagen blev rundet af med et bål og et glas rødvin, hvor vi planlagde næste morgens taktik. Hatten sad stadig på mit hoved, men jeg var fast besluttet på at få en fisk, der ville gøre den ydmygende hovedbeklædning værdig.

– Søndag fik jeg et hug i sidste sekund: Klokken 06:00 stod vi klar ved Bakkebølle. Min makker gik forrest, og jeg fulgte efter. Efter et par kast havde jeg en følger, der vendte helt inde ved stangspidsen. Jeg kastede kort igen i håb om at tirre den til et hug. Og så skete det. Ligesom min rød-sorte Westin Sandy Inline nærmede sig stangspidsen, huggede en stor fisk! Jeg nåede knap nok at reagere, og hjertet hamrede i brystet. Hugget var så blødt, at jeg var sikker på, den kun lige akkurat sad fast. Panikken bredte sig – jeg kunne næsten se den slippe fri for øjnene af mig.

– Jeg greb nettet, løftede stangen så højt, jeg kunne, mens fisken vendte og slog i vandet. Sekunder føltes som minutter. Men i én flydende bevægelse fik jeg nettet under den og brød ud i latter – min første store fisk! Uden målebånd måtte jeg bruge min Westin W4-stang som reference, og det var tydeligt: Den var langt over 50 cm. Da den endelig blev målt, viste det sig, at jeg havde sat en ny personlig rekord: 74 cm! Glæden var enorm – men ironien var større. Min makker fangede stadig ingenting. Så selv med en PR på 74 cm var det stadig dagens mindste fisk. Og hvem skulle så bære hatten hele vejen tilbage til Køge? Mig….

Fisken, der vejede 4,15 kilo gav en andenplads i Aktiv Fritids Kystcup 2025.

Læs historien om Kim Svenssons vinderørred her – og om konkurrencens tredjestørste havørred til Henning Trier her.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

FLOTTE ABORRER PÅ FJORDREJER

– For nylig havde jeg arrangeret en tur efter de sortstribede, med min gode kammerat Brian, fortæller Morten Lundsteen. – Aftenen før, var der blevet fanget friske fjordrejer, så da solen stod op, var jeg klar ved vandet. Brian skulle dog lige have sendt børnene i skole og kom derfor lige lidt senere.

– Allerede i første kast kom den første fisk på land. Det var en flot og højrygget aborre på hele 1,77kg og 49cm, som også endte med at være turens største. Efter genudsætningen, kom Brian og fik hurtigt rigget til samt sendt en frisk reje ud i suppen. Og der gik da heller ikke længe, før han stod med flexet stang. Det blev til endnu en kilos fisk på 1,2kg helt præcist. Herefter prøvede vi lidt forskellige pladser, og her fik jeg en på 1,55kg.

– Vi gik herefter tilbage på den første plads, og her lykkedes det mig at få endnu en kilos fisk, på 40cm og 1,075kg. Da fiskeriet var noget trægt, besluttede vi at give aborrene en pause og se om vi i stedet kunne overliste en karpe. Det lykkedes desværre ikke. Men det var hyggeligt at komme afsted i godt selvskab, slutter han.

Læs mere om hvordan du kan fiske super effektivt med fjordrejer og baitbands i denne artikel – det kan både være efter aborrer og havørreder.

Se også denne video på Fisk & Fris YouTube om fiskeri med pillede rejer på baitbands på kysten.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: ET HÅRDT HAVØRREDHUG PÅ KYSTWOBLEREN

– Efter en længere pause på knap seks måneder fra fiskeriet, måtte jeg ud og svinge stangen i dag, fortæller Jonas Ebrahimi. – Min kammerat samlede mig op, og der var afgang mod Stevns klokken 09.00.

– Vi fiskede strækket af og havde intet mærket efter halvanden times fiskeri. Jeg kastede ud en sidste gang og spandt langsomt ind, mens jeg vendte mig om for at råbe til min makker, om vi skulle skifte spot. Og så gav det et godt ryk i stangen. En fin blankfisk på cirka 60 cm, havde hugget hårdt til wobleren. Jeg pressede havørreden en smule op til overfladen og kunne se, at krogen sad meget yderligt. Benene blev til gummi, og jeg lod fisken rase ud. Havørreden søgte kontinuerligt mod bunden og ind i mellem stenene. Efter fem minutters fight og skælvende ben, kunne min makker nette den herlige Stevns fisk, som du ser på billedet – og som jeg gerne vil tilmelde Westin Cup 2025.

Læs mere om Westin Cup 2025, hvor du hver måned har chancen for at vinde en fed Westin W8 stang til en værdi af cirka 4000 kroner.

Blandt samtlige fangstrapporter der indsendes til fiskogfri.dk i løbet af året fra 1. marts og frem trækkes lod om en fantastisk all inclusive fiskedrømmerejse til Amazonas. Du kan tilmelde din fangstrapport her.

 

Friluftsland

 

 

Jonas Ebrahimi havørred

drømmerejse iFish Travel

STØR & KARPER: STORE FLYTTEDAG HOS ROSKILDE FISKELAND

Roskilde Fiskeland byder på et eminent og actionpræget fiskeri efter karper i 3-10 kilos klassen i Den Lille Sø, men der er lige i overkanten mange stør. – De gennemsnitligt noget tungere stør stiller andet krav til grejet, og derfor er det lidt kedeligt at skulle være overgunned til karperne, når det faktisk er dem, som de fleste fisker efter, fortæller Martin Hubert fra Spar Lystfiskeri, der forpagter fiskeriet i de to søer.

– Vi holder derfor i dag store flyttedag, hvor vi er 10 lystfiskere, der målrettet går efter at fange alle størerne – og flytte dem til et andet vand. Indtil videre har vi fanget 13 af de cirka 30 stør, som vi ved er i søen – og det er både sibirisk stør samt belugaer op til cirka 20 kilo.

– Når størerne er væk, bliver det lettere at hellige sig karpefiskeriet, som allerede nu kører forrygende med fisk op til 9,8 kilo fra Den Lille Sø. Her er der masser af skæl- og spejlkarper, koi, samt græskarper og guldgræskarper. Når det bliver lidt varmere, er der godt gang i overfladefiskeriet efter karper i søen, hvilket du kan se meget mere til i vores video med Dennis Rasch på Fisk & Fris YouTube her.

I Den Store Sø hos Roskilde Fiskeland er der færre men til gengæld langt større fisk i forhold till den Lille Sø. Her er de fleste karper over ti kilo med topfisk over 20 kilo. Du kan booke dit karpefiskeri hos Roskilde Fiskeland.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

SØFISKERIETS HISTORIE: INGEBORG – EN BANKE PÅ FURESØEN

Otto Wolff og Rudolf Rasmussens bankekort fra 1922. Nutidens lystfiskere vil næppe kunne genkende pejlingerne mod øst og nordøst.

Umiddelbart lyder navnet tilforladeligt og sødt. Jacob Haugaard har endda skrevet en sang med titlen ”Ingeborg”, som har ”bløde lår”. Men det er en helt anden Ingeborg, vi her skal have fat i, der har lagt navn til en af Furesøens kendte fiskepladser i Virum Bugten.

 

AF PER EKSTRØM

 

Vi skal meget længere tilbage i tiden for at møde vores Ingeborg fra Furesøen. Hun har sikkert været en rigtig sød pige, men slutningen på historien, som aldrig er blevet fortalt til ende, er trist.

Faktisk blev ”Ingeborg” fundet ved lidt af en tilfældighed. Da Otto Wolff tegnede sit første pejlekort over Furesøen i 1895 med nogle ganske få banker, tvivlede den daværende formand på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at finde bankerne ved hjælp af pejlinger. På en rundtur i 1895 med formandens dampbåd, som Otto Wolff beskriver det, ”Så fandt vi banke efter banke til formandens store forbavselse, ”Ja! Vi fandt endda mere, for da vi stoppede for lidt maskinskade, opdagede vi sten og lavt vand under os, og vi var straks på det rene med, at den plads burde have et navn.

 

Hvidovre Sport

Sådan kom Ingeborg til at lægge navn til banken

Mens vi så diskuterede frem og tilbage herom, blev Hr. Thayssen – Admiralen kaldet, fordi foreningens både sorterede under ham – urolig. Han måtte endelig nå toget for det var hans datters fødselsdag. Galant foreslog formanden da, at vi gav ham en erindring med til Frk. Ingeborg”. ”Ingeborg” blev derfor påført Otto Wolffs pejlekort.

Opslag i diverse registre og kirkebøger bekræfter, at Frk. Ingeborg var født d. 27. oktober 1874. Dagen i 1895 var en søndag, hvilket med stor sandsynlighed bekræfter, at Ingeborg blev fundet d. 27. oktober 1895. På den tid ikke var der stort set ingen der arbejdede om søndagen. Thayssens hustru var mindre end et halvt år forinden gået bort, så det har været ham meget magtpåliggende at nå toget for ikke at skuffe sin yngste datter.

 

Hellig Olav i Frihavnen. Den bragte Ingeborg til Amerika, og sejlede i mange år over Atlanten. inden den blev ophugget i starten af 1930´erne.

Hellig Olav i Frihavnen. Den bragte Ingeborg til Amerika, og sejlede i mange år over Atlanten. inden den blev ophugget i starten af 1930´erne.

 

Ingeborgs senere liv er nogenlunde til at følge. Ifølge Politiets Registerblade bliver hun boende hos sin far og en 2 år ældre søster i flere år efter moderens død. Modsat mange andre piger kommer hun ikke ud at ”tjene”. I 1902 ser det ud som om hun er i USA, da hun er registreret som ankommet til New York og Ellis Island, hvor alle der skulle ind i USA blev registreret. En ældre bror, Carl, havde tidligere taget turen over til det forjættede land, hvor ”guldet ligger på gaden”, så hun undersøgte måske mulighederne for også at emigrere til Amerika ved den lejlighed. Det skal indskydes, at faderen indtil 1880 drev virksomhed som udvandringsagent, så der har været et vist kendskab til amerikanske forhold. Ingeborg kom dog hjem igen. Men d. 16. november 1904 gik hun ombord på DFDS´s nye amerikabåd S/S Hellig Olav, som sejlede til New York. 30. november blev hun registreret ankommet til Ellis Island med 40 dollars på lommen. Om hun fandt lykken ”på den anden side af dammen”, vides ikke, men hun kom aldrig til at se sin far eller Danmark igen. For i en avisannonce d. 26. februar 1907 kundgør Ludvig Thayssen:

 ”Jeg har modtaget den sørgelige meddelelse, at min kære datter, Ingeborg Marie Thyassen d. 2. februar pludselig er død ramt af et hjerteslag i sin broders hjem i Mendenhall, U.S., hvilket jeg med sorg meddeler slægt og venner her. Underskrevet L. Thayssen.”

Dødsfaldet var åbenbart mere, end en far kunne bære. I Social-Demokraten fra 1. marts 1907 kan man på side 2 se følgende overskrift:

Inspektør Thayssen har skudt sig!

”En kone der gør rent i nogle lejligheder på Grundtvigsvej nr. 11, fik i går morgens en uhyggelig overraskelse, da hun gik ind i stuelejligheden. I sovekammeret fandt hun nemlig lejlighedens beboer, inspektør L. Thayssen liggende død på gulvet i en blodpøl. Thayssen havde i løbet af natten skudt sig i tindingen med en svær kalibreret revolver, hvis projektil sandsynligvis har virket øjeblikkelig dræbende. Konen hentede en politibetjent, der tog rapport over stuen og situationen, og noget senere hentede en rustvogn selvmorderens lig. Thayssen var i sin tid en kendt københavner, der blandt andre forretninger har haft en kaffeekspedition. Der er ingen tvivl om at økonomiske vanskeligheder har gjort ham ked af livet.”

Hvorfra journalisten vidste det, kan man kun gætte sig til. I begravelsesprotokollen er anført som bemærkning. ”Formodet bevæggrund: Økonomiske sorger”. Det undres man over, da det intet har at gøre med, hvad han døde af, men måske grunden til han skød sig.

Lystfiskeri-Tidende havde også en omtale af dødsfaldet uden at nævne dødsårsagen. Her blev Thayssen blev omtalt som et godt og elskværdigt menneske, en trofast kammerat og i sine yngre år var han inden for foreningen skattet som en dygtig og brav sportsfisker.

Sådan er livet. Et sammenfald af omstændigheder. Hvis der ikke havde været motorproblemer, var ”Ingeborg” aldrig kommet til at hedde ”Ingeborg” og vi havde aldrig kendt til hendes videre skæbne. Måske var banken blevet navngivet ”Godda min bare hals”, som Chr. S. Jacobsen omtalte den i en artikelserie i Lystfiskeri-Tidende i 1917. Men det er ifølge Otto Wolff et senere navn, som han ikke kendte oprindelsen til.

 

 

drømmerejse iFish Travel