Otto Wolff og Rudolf Rasmussens bankekort fra 1922. Nutidens lystfiskere vil næppe kunne genkende pejlingerne mod øst og nordøst.
Umiddelbart lyder navnet tilforladeligt og sødt. Jacob Haugaard har endda skrevet en sang med titlen ”Ingeborg”, som har ”bløde lår”. Men det er en helt anden Ingeborg, vi her skal have fat i, der har lagt navn til en af Furesøens kendte fiskepladser i Virum Bugten.
AF PER EKSTRØM
Vi skal meget længere tilbage i tiden for at møde vores Ingeborg fra Furesøen. Hun har sikkert været en rigtig sød pige, men slutningen på historien, som aldrig er blevet fortalt til ende, er trist.
Faktisk blev ”Ingeborg” fundet ved lidt af en tilfældighed. Da Otto Wolff tegnede sit første pejlekort over Furesøen i 1895 med nogle ganske få banker, tvivlede den daværende formand på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at finde bankerne ved hjælp af pejlinger. På en rundtur i 1895 med formandens dampbåd, som Otto Wolff beskriver det, ”Så fandt vi banke efter banke til formandens store forbavselse, ”Ja! Vi fandt endda mere, for da vi stoppede for lidt maskinskade, opdagede vi sten og lavt vand under os, og vi var straks på det rene med, at den plads burde have et navn.
Sådan kom Ingeborg til at lægge navn til banken
Mens vi så diskuterede frem og tilbage herom, blev Hr. Thayssen – Admiralen kaldet, fordi foreningens både sorterede under ham – urolig. Han måtte endelig nå toget for det var hans datters fødselsdag. Galant foreslog formanden da, at vi gav ham en erindring med til Frk. Ingeborg”. ”Ingeborg” blev derfor påført Otto Wolffs pejlekort.
Opslag i diverse registre og kirkebøger bekræfter, at Frk. Ingeborg var født d. 27. oktober 1874. Dagen i 1895 var en søndag, hvilket med stor sandsynlighed bekræfter, at Ingeborg blev fundet d. 27. oktober 1895. På den tid ikke var der stort set ingen der arbejdede om søndagen. Thayssens hustru var mindre end et halvt år forinden gået bort, så det har været ham meget magtpåliggende at nå toget for ikke at skuffe sin yngste datter.
Hellig Olav i Frihavnen. Den bragte Ingeborg til Amerika, og sejlede i mange år over Atlanten. inden den blev ophugget i starten af 1930´erne.
Ingeborgs senere liv er nogenlunde til at følge. Ifølge Politiets Registerblade bliver hun boende hos sin far og en 2 år ældre søster i flere år efter moderens død. Modsat mange andre piger kommer hun ikke ud at ”tjene”. I 1902 ser det ud som om hun er i USA, da hun er registreret som ankommet til New York og Ellis Island, hvor alle der skulle ind i USA blev registreret. En ældre bror, Carl, havde tidligere taget turen over til det forjættede land, hvor ”guldet ligger på gaden”, så hun undersøgte måske mulighederne for også at emigrere til Amerika ved den lejlighed. Det skal indskydes, at faderen indtil 1880 drev virksomhed som udvandringsagent, så der har været et vist kendskab til amerikanske forhold. Ingeborg kom dog hjem igen. Men d. 16. november 1904 gik hun ombord på DFDS´s nye amerikabåd S/S Hellig Olav, som sejlede til New York. 30. november blev hun registreret ankommet til Ellis Island med 40 dollars på lommen. Om hun fandt lykken ”på den anden side af dammen”, vides ikke, men hun kom aldrig til at se sin far eller Danmark igen. For i en avisannonce d. 26. februar 1907 kundgør Ludvig Thayssen:
”Jeg har modtaget den sørgelige meddelelse, at min kære datter, Ingeborg Marie Thyassen d. 2. februar pludselig er død ramt af et hjerteslag i sin broders hjem i Mendenhall, U.S., hvilket jeg med sorg meddeler slægt og venner her. Underskrevet L. Thayssen.”
Dødsfaldet var åbenbart mere, end en far kunne bære. I Social-Demokraten fra 1. marts 1907 kan man på side 2 se følgende overskrift:
Inspektør Thayssen har skudt sig!
”En kone der gør rent i nogle lejligheder på Grundtvigsvej nr. 11, fik i går morgens en uhyggelig overraskelse, da hun gik ind i stuelejligheden. I sovekammeret fandt hun nemlig lejlighedens beboer, inspektør L. Thayssen liggende død på gulvet i en blodpøl. Thayssen havde i løbet af natten skudt sig i tindingen med en svær kalibreret revolver, hvis projektil sandsynligvis har virket øjeblikkelig dræbende. Konen hentede en politibetjent, der tog rapport over stuen og situationen, og noget senere hentede en rustvogn selvmorderens lig. Thayssen var i sin tid en kendt københavner, der blandt andre forretninger har haft en kaffeekspedition. Der er ingen tvivl om at økonomiske vanskeligheder har gjort ham ked af livet.”
Hvorfra journalisten vidste det, kan man kun gætte sig til. I begravelsesprotokollen er anført som bemærkning. ”Formodet bevæggrund: Økonomiske sorger”. Det undres man over, da det intet har at gøre med, hvad han døde af, men måske grunden til han skød sig.
Lystfiskeri-Tidende havde også en omtale af dødsfaldet uden at nævne dødsårsagen. Her blev Thayssen blev omtalt som et godt og elskværdigt menneske, en trofast kammerat og i sine yngre år var han inden for foreningen skattet som en dygtig og brav sportsfisker.
Sådan er livet. Et sammenfald af omstændigheder. Hvis der ikke havde været motorproblemer, var ”Ingeborg” aldrig kommet til at hedde ”Ingeborg” og vi havde aldrig kendt til hendes videre skæbne. Måske var banken blevet navngivet ”Godda min bare hals”, som Chr. S. Jacobsen omtalte den i en artikelserie i Lystfiskeri-Tidende i 1917. Men det er ifølge Otto Wolff et senere navn, som han ikke kendte oprindelsen til.
