dec 19, 2022 | Artikler, Guide til fiskepladser, LAKS, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.
Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.
AF REDAKTIONEN
DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.
Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale
Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.
En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.
Laks i overfladen
En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.
Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.
Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.
Lakselandskamp på Vättern
Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.
Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på kystfluestangen.
Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.
Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.
Laks langs med klipperne
Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.
Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.
Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.
Da laksefluedrømmen brast
Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.
Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.
Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.
Laksehåbet lever videre på Vättern
Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.
Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.
Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.
En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.
Kastefiskeri efter laks i Vättern
Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.
De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.
Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.
Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.
Agn til Vätterns laks
Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.
Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.
Grej til Vätterns laks
Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.
Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.
dec 16, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TUN
Den blåfinnede tun er et studie i skønhed.
Lige ud for Gibraltar kan du opleve det vildeste popperfiskeri efter blåfinnet tun. Følg med Johnny Jensen og oplev noget af det vildeste stand-up fiskeri Europa kan byde på lige nu.
TEKST JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN & DANNY GABAY
JEG PRØVER AT HOLDE BALANCEN, mens båden suser henover vandet – og samtidig prøver jeg at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt. Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, var en måned før i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for.
Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme i gang med at fiske. Jeg kigger op, og er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og, ikkemindst, tunfisk…
Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperat forsøg prøver at lægge afstand til båden.
Blåfinnet tun på popper
Popperen bliver hurtigt kastet ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Pludselig angriber en flot tun popperen, og endnu en gang bliver mine skulderled tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.
Efter ca. et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Tunen ser også båden, og det bryder den sig tilsyneladende ikke om. Endnu engang river den 200 meter line af, men det er det sidste store udløb: Endelig har jeg fanget min første atlantiske blåfinnede tun på popper. Efter en lynhurtig foto seance, planter Lee en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat i sit rette element.
Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud af hånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.
Adrenalinkick på Gibraltar
Gibraltar har jeg efterhånden besøgt mange gange, men det var sidste år, at jeg for alvor fik fiske-kriller, da Lee nævnte, at han var begyndt at poppe tunen, i stedet for at fange dem på trolling. Jeg troede dårligt mine egne ører, for de fisk er bare for sygt stærke, hvilke jeg selv fik at føle med en på 150 kilo fightet på det helt tunge biggame grej.
Lee & co. inviterede mig i år til at prøve popperfiskeriet. Jeg ankom i midt-oktober, og som Lee sagde: »Det er ikke så godt mere. Du skulle ha’ været her i augustseptember«. Hvor tit hører man ikke det… Men hans version af »ikke så godt« betød, at vi »kun« havde kontakt med 14 tun på fem 4-timers fisketure. Dette står i grel kontrast til de 13 tun per dag, som de kom op på i august/september, men set i lyset af, at der aldrig før sidste år er fanget tun på popper/spinne-grej i Gibraltar, så er jeg super lykkelig over resultatet.
At man så skulle kunne lande en af disse tun på poppergrej virkede helt hen i vejret. Jeg må indrømme, at tanken om at kæmpe med så store tun på spinnegrej, var decideret skræmmende. Ikke desto mindre har Lee siden sidste år fanget over 100 tun på popper, hvor den største indtil videre vejer 120 kg, og fiskene har et gennemsnit på 20-50 kg.
Siden Lee, der af alle regnes, som den klart dygtigste fisker på Gibraltar, fik gang i popperfiskeriet, er der mange af de lokalelystfiskere, der også er gået amok med poppergrejet. Så lige nu fisker Gud-og-hver-mand med poppergrej i Gibraltarbugten i alt fra luxus yachts til vandscootere.
Popperfiskeri med delfiner fløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.
Tun i kølvandet af flyvefiskene
Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter »mågesjov« og jagende delfiner, for dér jager tunen også. Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.
Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på, at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti. Når tunen findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado), og både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnito (skipjack tuna).
Tunene følger flyvefiskene med blikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.
For bare 18 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget, så man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne. Nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de er nemmere at lokalisere. Og i år var der tun fra maj indtil slut-oktober… og måske længere…
I dag er tunene ved Gibraltar beskyttet via mindstemål, sæson, og kvote. De lokale fiskere kan således lovligt kunne tage kunder med ud, og derved tjene deres penge som guider og praktisere catch-tag-release, i stedet for at slå tunfisk ihjel og sælge dem. Og det er fantastisk nyt for alle lystfiskere, der gerne vil prøve at fange en atlantisk blåfinnet tun, uden at det koster en bondegård.
nov 23, 2022 | Artikler, Rejsefiskeri
Exotic Fishing Thailand byder blandt andet på super flotte arapaimer som denne.
Rundt omkring i blandt andet Thailand bliver det mere og mere almindeligt med turist resorts, hvor man kan holde en komfortabel ferie ved en sø med masser af store eksotiske fisk som fx arapaima, mekongmaller og siamesiske karper. Jannick og Kristian Eggert har netop været på fiskeferie på resortet Exotic Fishing Thailand i Phang Nga provinsen.
AF JANNICK EGGERT
I år var det fjerde gang vi fiskede Exotic Fishing Thailand, og denne gang fiskede vi i syv dage. Selvom vi ramte en svær periode ved søen, blev det alligevel til en fantastisk tur med nogle rigtig store og lidt specielle fisk imellem.
Stedet er helt fantastisk. Der er restaurant ved søen, som laver rigtig god mad, og du kan få bragt det hele ud til dit spot, så du ikke mister noget af din fisketid. Og omgivelserne bliver ikke meget smukkere at sidde og kigge på, når man ikke har travlt med at fighte fisk eller rigge stængerne til.
Hvor vi var er en stor sø omringet af store bjerge, der stiger lige op i himlen. Engang i mellem kan man høre aberne oppe fra bjergene, og der er store ørne, som kommer et hurtigt smut forbi for at jagte småfisk ved søen. Eller sagt på en anden måde – der er alle former for dyreliv, lige fra farverige sommerfugle og kolibrier til store øgler og slanger, hvis man går lidt ud i krattet for at leder efter dem. Men slangerne er ikke noget, der generer en, da de er mere bange for dig – end du er for dem.
Arapaima som denne er der gode chancer for at fange på resortet Exotic Fishing Thailand.
Komfortabelt, guidet fiskeri
Man får tildelt et spot efter ønske, hvis der ikke er fuldt booket, og ellers finder man altid ud af det, da ejeren af stedet er helt nede på jorden og til at snakke med. Man får også tildelt en thai guide, som hjælper med alt det man ønsker han skal gøre for en, men deres job er egentlig kun at vejlede dig og hjælpe med at nette fisk, og de vil virkelig gøre alt for, at du fanger en fisk. De kan ikke så godt engelsk, men jeg har ikke haft nogle problemer med at kommunikere ved hjælp af lidt tegnsprog og et meget basic engelsk. De er nogle fantastiske gutter, og jeg har haft så meget sjov sammen med dem, hver gang jeg har været der. De er helt klart nogle dygtige fiskere, som fisker ved søen hver dag, så det er bare med at kigge efter hvad de gør – og høre på hvad de siger for at lære alt hvad man kan af dem. Jeg har lært alt hvad jeg ved om fiskeri i søen og også generelt ferskvands fiskeri i Thailand fra dem af, og kan nu stort set klare mig selv ved søen.
Eksotisk specimenfiskeri
Fiskeriet ved søen er stationært fiskeri, som vi kender det fra stør- og karpe fiskeriet, men bare med noget kraftigere grej og lidt kortere stænger. Det er store shimano baitrunner hjul og special lavede 9 fods stænger, som ejeren har valgt der skal bruges ved hans sø.
Amazon redtail catfish som denne er der en del af på Exotic Fishing Thailand – ofte i størrelser på 30-40 kilo.
Der bliver fisket med boilies, pop ups, pellets, kyllinge hjerter eller livebait fra søen, som man selv skal fange, hvis man vil bruge det. Ellers kan man spørge sin guide om hjælp, hvis han ikke allerede selv er i fuld gang. To forskellige slags frosne fisk kan også bruges, og så er der Thailands svar på groundbait – nemlig lahm powder, som er en form for rismel. Det er også effektivt at fange en masse små fisk, som kan klippes op i mindre stykker til at baite et spot op med.
Mangler man udstyr, så er der også en shop ved søens restaurant, hvor man kan købe lidt forskelligt, hvis det er det man tror virker på dagen. Men – som standard får man en standard bait kasse hver dag, som er med i prisen, og den består af en pose med kyllinge hjerter, 3 kilo frosne fisk, 1 kilo tun boilies og 10 kilo lahm powder. Alt bliver stort set fisket på hair rig og lahm foderet bliver fisket på en feeder på bunden eller fra et flåd en halv meter under overfladen.
Exotic Fishing Thailand ligger smukt blandt skovdækkede bjerge.
Mange forskellige fisk at fange
Der er sat 60 forskellige arter fra blandt andet hele asien ud i søen. Ikke engang ejeren ved præcist hvad der er tilbage, og hvor store de er blevet – ud over dem som bliver fanget. Så hver gang man har fisk på, er det vildt spændende at se hvad der kommer op til overfladen. Der er ingen garanti for, at du fanger det du fisker efter – eller ”burde” fange på de forskellige typer bait. Herhjemme ved man jo, at hvis du fisker med boilies og pop ups fanger du karper, suder og i værste tilfælde brasen, man sådan fungerer det ikke helt her.
Der fiskes fra 8 morgen til 7 aften. Om morgenen er fiskene trukket helt ind ved land for at jagte småfisk, men som morgen bliver til formiddag trækker de med det samme ud på de dybere dele af søen, da det meget hurtigt bliver varmt. Omvendt trækker de ind igen, når solen går ned bag ved bjergene og kaster skygge over søen. Når man rammer den sidste times fiskeri, og det er blevet mørkt, så er der nærmest fangst garanti – med mindre man virkelig har en katastrofalt dårlig dag.
Arapaima over 100 kilo
En af de flotteste fisk i søen er efter min mening en af søens største arter – nemlig arapaimaen, der oprindelig stammer fra Amazonas i Sydamerika. Det er nogle en rigtig vilde fightere, som tager de længste udløb, jeg har oplevet. De flyver afsted med 100 i timen, og kan tømme halvdelen af hjulet på 10 sekunder. Og så ryster de voldsomt med hovedet, så man står der med kroppen fuld af adrenalin, totalt gummi ben og tænker ej nej nej nej, nu splitter den hele lortet ad og ryger af…
Jeg fangede fem den her gang, og to af dem var virkelig store. Den største blev vurderet til 110-120 kg og havde de flotteste røde aftegninger hele vejen op af kroppen. Det var virkelig en konge fisk. Fangede to af dem på frugt boilies og tre stk på livebait.
Når du fisker hos Exotic Fishing Thailand er det med udstyr, som tilhører resortet.
Bomstærke chao phraya
Chao phray er den absolut stærkeste fisk kilo for kilo, jeg nogensinde har fanget. Det er en fisk, som virkelig prøver at hive armene af en. De bliver bare ved og ved med at trække linen af hjulet i lange udløb med en jævn fart. Og når man så får den nogenlunde tæt på land, så trækker den bare afsted igen – og sådan kan den blive ved gang på gang. Jeg fangede en albino på 40-50 kilo, og det tog langt over 20 minutter, før den havde kørt sig selv træt, hvorimod den største arapaima kørte sig selv træt på små 10 minutter.
Jeg fik to Chao phraya i nettet og var så heldig at fange en almindelig på 60-70 kg og albinoen på 40-50 kg. De blev begge to fanget på tre kyllinge hjerter fisket på et flåd 30-40 cm under overfladen.
Massive siamesiske karper
Den siamesiske karpe er den største karpeart i søen, og den kæmper på en meget speciel måde med små hårde udløb og en del hovede rysten. Så det er endnu en fisk, der får dig til at tvivle på, om den overhovedet når at komme i nettet, da føles som om, at den kan ryste sig fri når som helst. Og de fortsætter med at kæmpe, når du vil have taget et billede, så det er virkelig en mission i sig selv at få et ordentligt foto med dem, fordi den er så stærk. Der er ikke rigtig noget man kan holde dem fast i ud over dens bryst finne, og de vil altid wrestle, når man får dem op af vandet.
Jeg fangede på denne tur to, hvor den største var på ca 40 kg. Begge to blev fanget på flåd med feeder under. Lahm powderet var mast rigtig hårdt fast, hvor rigget så var gemt inde i lahm kuglen som bliver fisket en halv meter under overfladen. Fisken suger ofte hele kuglen ind i munden, så der skal gives hurtigt modhug på de runs man får på flåddet, før den mærker, at der er noget galt og spytter det hele ud igen.
Maller som disse giver dig kamp til stregen.
Mægtige mekongmaller
Mekong catfish´en er søens konge, for den er den aller største fisk i søen. Man kan ikke forklare hvor meget power de fisk har, før man har mærket det på egen krop. Det er helt sindssygt! De skal fightes super hårdt, og giver du dem 1 minut med lidt mindre pres på, ja så når fisken at komme sig også, og så er det som om, at du lige har kroget den på ny.
Jeg har set voksne mænd ligge på knæ og være kørt midt over uden at fisken var i land endnu. Når man fighter de fisk, skal man bruge teknikken, som vi kalder Mekong shuffle. Jeg ved ikke, om det er et påfund her fra søen, eller det rent faktisk hedder det. Men man bruger hele kroppen til at gå fisken tilbage, så man får trukket fisken stille og roligt mod land – og så skynder man sig at få line på hjulet igen, når man går frem mod fisken. Man får den aldrig i land ved at pumpe den ind for, så slagter man sig selv fuldstændig, da fisken er så meget større og stærkere end en selv.
Vi var heldige at få landet en, som blev vurderet til 130-140 kg, og jeg skriver vi fordi både mig og min bror var med til at fighte den. Det tog os omkring 40 minutter at lande den. Den blev også taget på lahm fisket på flåd og feeder 50 cm under overfladen, men her bliver fisken tiltrukket af alle de små fisk, der sværmer om lahm kuglen – også kommer den simpelthen og suger hele stimen plus kuglen ind, hvorefter det lyder som om ens alarm er ved at brænde sammen… Det er tit så hårdt et hug, at stangen hopper på ens rod pod.
Det gælder om at bære handsker og passe på, når man håndterer disse ripsaw catfish.
Savtakkede ripsaw catfish
Denne meget specielle maller er en af de mere farlige fisk, at skulle have et billede af, som man næsten kan se på billedet. Det er derfor 100% på eget ansvar, når man går ned i vandet til fiskene. Jeg fik landet to gode fisk, og det er en art, som ikke bliver vildt stor. Den største blev vurderet til 15-20 kg. Jeg fangede begge fisk på feeder med to gule pop ups fisket på hair rig.
Rødhalede maller fra Amazonas
De flotte amazon redtail catish kan fanges på alting. Jeg fangede dem hver eneste dag, lige gyldigt hvor meget jeg prøvede at undgå dem, da jeg efterhånden har fanget virkelig mange af dem. Men de fighter hårdt og nogen gange grynter de højlydt, når man får dem op ad vandet, fordi de skubber luft igennem gællerne. Det er bare en rigtig flot fisk. Der er også asian redtail i søen, men dem fik jeg kun landet en enkelt lille en af. Denne art er en smule mere sky end amazon redtail.
Jeg fik landet et par rigtig gode amazon, og man klager jo aldrig over at fange fisk lige meget hvad – og slet ikke når vi snakker de her størrelser! Den største blev vurderet til 30-40 kg og blev fanget på frosne fisk, som ikke er så frosne mere efter at have ligget en hel dag i bait kassen… Jeg mistede også en rigtig stor alligator gar lige foran nettet, hvilket var mega træls, men sådan er det jo en gang imellem Så alt i alt en perfekt tur, men det var også godt at kunne slappe lidt af igen, da jeg kom hjem. Jeg havde blå mærker hele vejen op af armen efter at have givet alle de hårde modhug, og min hånd på den anden arm havde fået vabler af at spinne ind. Det er halvhårdt fiskeri, men helt klart også det fedeste fiskeri jeg har prøvet!
nov 21, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, MALLE, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Video
I november 2022 fangede Jens Bursell den – så vidt vides – største ferskvandsfisk nogensinde landet af den dansker på spinnegrej. I denne video får du historien om den vilde fisk, der var resultatet af en uges benhårdt og ret svært fiskeri med flydering og Livescope i den spanske flod Rio Ebro i Aragon.
Forestil dig hvordan det føles at kaste ud og se softbaitet dale ned gennem vandet på dit Livescope, mens du langsomt jigger den hen over snuden på dit livs drømmefisk, som tydeligt aftegnes på skrærmen, så du kan se samtlige detaljer – live. Eller – hvordan det føles, når du ser kæmpen tage agnen på skærmen, mens din stang et nannosekund efter er ved at blive flået ud af hånden på dig, idet monsterfisken på klodset bremse flår dig rundt – med røven i vandskorpen, så du nærmest står på vandski efter fisken, med en følelse af at kunne blive trukket ud af flyderingen hvert et sekund; høj puls, lange arme og et hjerte, der er ved at hoppe ud af halsen på dig…. Det bliver ikke vildere.
Undervejs er der masser af tips til flyderingsfiskeri med Livescope samt eksempler på, hvordan man rent lavpraktisk kan gribe dette super spændende fiskeri an. I filmen bliver der både fisket vertikalt med orm – samt sightfisket på spin, og du kan glæde dig til en actionpakket film med masser af fiskehygge, frustration, svære fiskedage – og til sidst belønningen med det vildeste drømmehug.
Se filmen på Fisk & Fris youtube, hvor du kan abonnere gratis, her.
(Texted in english)
nov 14, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lake trout har store v-formede haler, som giver dem en ganske eksplosiv fremdrift i vandet. De er bomstærke fightere med masser af vilje og arrigskab.
Nordvest Territoriet i Canada rummer nogle af verdens største søer, og i én af dem – Great Bear Lake – findes verdens største canada rødding. Følg med Rasmus Ovesen til Plummer’s Great Bear Lodge og søen, der hvert år leverer skræmmende mængder trofæfisk.
AF RASMUS OVESEN
FRÅDENDE SKOVBRANDE raser under os og spyr voldsomme plamager af tyk, hvid røg op i himmelrummet. Klaus og jeg sidder på et lille, propeldrevet charterfly i den tilslørede luft midt mellem byen Yellowknife og den massive Great Bear Lake – en kæmpemæssig sø, der har fundet sit krogede og ujævne leje i Canadas øde og barske Nordvest Territorium.
Scenariet under os er både foruroligende og uimodståeligt dragende. Det er som om en selvudslettende kraft i naturen er blusset arrigt op, og der er noget fordækt over måden, hvorpå den forsøger at skjule sit raseri – ved at sløre alt til i tæt røg. Den selvsamme røg omklamrer snart flyet, og på den resterende del af flyveturen er flammernes fortsatte hærgen skjult for vores blikke.
Også Great Bear Lake er indhyllet i tæt røg, og det er først umiddelbart inden, vi rammer en let improviseret landingsbane ved søens bred, at et massivt vandspejl åbenbares. Flyet bliver bragt til standsning for enden af landingsbanen, vi stiger af og finder fodfæste i vildnisset. Her – midt i absolut ingenting – ligger Plummer’s Great Bear Lodge, hvor vi i den kommende uge skal opholde os og fluefiske fra båd efter fuldvoksne amerikanske søørreder/canadarødding eller lake trouts, som de hedder lokalt.
Klaus med en stor gammel kriger fra dybet. Det går an at fiske disse »silverbacks« fra land, men fiskeriet fra båd er langt mere effektivt.
Skovbrande hærger ødemarken ved Great Bear Lake
Great Bear Lodge er denne uge booket til bristepunktet, fordi gæster, der ellers skulle have opholdt sig på Plummer’s Great Slave Lodge, er blevet forflyttet herop. Lodgen på Great Slave Lake i nærheden af Yellowknife er nemlig i overhængende fare for at blive fortæret af skovbrande. Brandfolk helt fra Alaska er tilkaldt for at bekæmpe flammerne, men situationen er tilsyneladende ude af kontrol.
En god times tid efter vores ankomst sidder vi i en rummelig Lund aluminiumsbåd, der skærer sig autoritært gennem Great Bear Lakes let-oprørte vand. Vores guide, Matt Dick, er på vej ud
mod én af de utallige spændende fiskepladser på søens Dease Arm – en bugt på størrelse med en middelstor dansk fjord, der består af et utal af mindre bugter, vige, rev, dybdekurver og øer.
Den røgfyldte og tilslørende luft har iklædt søen en illusorisk dis, som solen ikke evner at brænde igennem, og før nordlige vinde senere på ugen forskubber al røgen mod syd, forbliver søens størrelse underligt uforståelig. Indtil da må det faktum, at det kræver to tankfulde benzin at sejle tværs over bugten og tilbage til lodgen, være en tilstrækkelig indikation på søens størrelse.
Det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal fiske på en sø med så massivt et vandspejl som Great Bear Lakes. Derfor er en dygtig guide guld værd!
Canada Rødding på skrænterne
Båden standser uden for en række skær, der afgrænser en mindre bugt. Her falder dybden drastisk udefter, og langs med forkastningen vurderer vores guide – en ung fyr, der i løbet af de næste fem dage skal gå hen og blive en rigtig god ven – at der er fine chancer for at finde fødesøgende søørreder.
Disse fisk, der er de arktiske vandes ubestridte herskere, er glubske rovfisk med en umættelig appetit og et tandbesat gab. De fiskes typisk over 25-100 meter dybt vand, men her i juli, hvor midnatssolen bader de arktiske egne i klart lys, er fiskene efter sigende at finde på relativt lavt vand.
Med flustængerne i spændte jerngreb, gør vi klar til de første forventningsfulde kast. Kort efter hvisler de store, buskede streamere – som vi har bundet for enden af vores 0.40 mm forfang – igennem luften, lander som vingeskudte fugle på vandet og tynges modvilligt nedefter i vandsøjlen af synkelinerne.
Vi aner ikke, hvad vi kan tillade os at forvente af de kommende dages fiskeri, men vi får hurtigt en indikation. Allerede i tredje kast krummer Klaus’ #10 fluestang sammen under vægten af en stærk fisk – og nogle få intense minutter senere vrider selvsamme fisk sig i guidens rummelige fangstnet. Klaus kan nu storsmilende løfte en formfuldendt amerikansk sø ørred på godt og vel fem kilo op til fotografering – og dernæst gøre klar til genudsætningen.
Nedsænket i søens kølige vandmasser, slår fisken sig fri af Klaus’ hænder og sender sit matolivengrønne og spættede legeme mod bunden. Ovenover jubler to lettede danske fluefiskere og en canadisk guide højlydt!
Catch and release fiskeri sikrer, at bestandene af lake trout på Great Bear Lake forbliver sunde. Her genudsættes forfatterens fisk på godt og vel 15 kilo.
Søørred – et tungt træk i fluelinen
Vi må have fundet fiskene, for mindre end 10 minutter efter Klaus har genudsat sin fisk, annoncerer et tungt træk i min flueline, at endnu en amerikansk søørred har smældet på i dybet. Et enkelt udløb og en masse arrig tovtrækning senere, kommer skyggen af en fisk til syne i vandet, og kort efter omklamres endnu en Great Bear Lake-sø – ørred af maskerne i fangstnettet. Den pragtfulde og bredryggede fisk på godt og vel 7-kilo bliver behørigt fotograferet og får sin frihed igen. Pulsen er fortsat høj, men der er pludselig en anderledes ro i sjælen!
De kommende dage går med stædigt kastefiskeri og der er ikke mange kedelige øjeblikke i båden. Fiskene finder vi konsekvent, hvor vandtemperaturerne er højest; typisk i vindeksponerede vige med vanddybder mellem 5 og 15 meter. Der er mange af dem, og de er hugvillige samt bomstærke. Og så er snitstørrelsen ganske imponerende – formentlig omkring solide 5-6 kilo med enkelte fisk grænsende til magiske 10 kilo.
Den tykke røg, der har ligget som et ligklæde over søen de første dage, er endelig lettet, og med en dybblå himmel som bagtæppe og en strålende sol over os er det som om søen for alvor bliver vakt til live. Det kolde vand antager en dyb koboltblå farve, og dybdekurverne aftegner sig endnu skarpere end tidligere. Samtidig, når nyheden, om at Great Slave Lake lodgen er blevet reddet fra flammerne frem til os – og det mærkes med al tydelighed på stemningen ved aftenens middag på lodgen.
Langs nogle af Great Bear Lakes drastiske forkastninger, kan man vadefiske og kaste udover 10-15 meter vand. Langs disse dybdekurver er der gode chancer for at finde patruljerende lake trout.
Uforglemmelige fiskedage
Dagene, der følger, byder på flere uforglemmelige højdepunkter. Blandt andet oplever vi nogle intense øjeblikke i en lille lavvandet vig, hvor en flok solide søørreder er på rov. Med solen højt på himlen og et roligt vandspejl over sig, aftegner de sig tydeligt mod den lyse sandbund, og vi kan derfor udvælge os individuelle fisk at kaste til.
Allerede i første kast sætter én affølger min flue. Efter et par meter stopper jeg indtagningen kortvarigt. Fisken standser øjeblikkeligt op, og da den svævende flue kort efter slår et subtilt, men inciterende slag med halen, er den pludselig væk – skjult mellem kæberne på fisken, som har inhaleret sit bytte i en lynsnar manøvre.
Fighten er nu i gang, og den mildest talt utilfredse fisk slår forvildet omkring sig – så vildt, at den gylper en halvt fordøjet byttefisk op. Det ser én af de andre fisk i flokken. Den skyder fremefter i vandet og suger det trevlede hvide og dødt-svævende måltid i sig. Umiddelbart derefter får den øje dem sig resolut i bevægelse og forpå endnu et trevlet, hvidt bytte i vandet. Men da den slår kæberne sammen om det, finder en sylespids krog sit fæste i fiskens gummer. Klaus har også fisk på nu, og de kommende fem minutter hersker der kaos i båden, alt imens vi simultan-fighter to store søørreder i fem-kilos klassen…
Kraftigt fluefiskeudstyr er ikke blot nødvendigt for at kaste de store pulserende streamere, som anvendes til lake trout-fiskeriet. Det er også nødvendigt for at fighte de store fisk effektivt.
Et uforudsigeligt fiskevejr
Great Bear Lake er så stor en sø, at den genererer sit eget vejr – og det kan være temmeligt uforudsigeligt og omskifteligt. Det oplever vi på turens næstsidste dag, hvor søen er i oprør og lynglimt slår revner i en blytung himmelhvælving. Vi har søgt læ for vinden mellem to øer, da vinden pludselig dør hen, solen kigger igennem skydækket, og søen bliver til et hvilende spejl. Fortumlede, vårfluer svirrer ud over vandet, og pludselig brydes vandet her, der og alle vegne af søørreder.
Vi får travlt med at få rigget vores tørfluestænger til og få bundet nogle fyldige vårflueimitationer på. I løbet af den næste halve time lægger vi forsigtige kast ud til flere fire-, fem- og seks-kilos ørreder, end de fleste tørfluefiskere ser i løbet af et helt liv. Vi kroger også et par stykker, inden vindene pludselig tager til igen og søen viser sine frådende tænder. Men at lande 5-kilos ørreder på #4 udstyr og 0.18 mm forfangsspidser er ikke nogen let sag!
Kæmpehug på fluen
Søens helt store fisk kommer vi også i kontakt med. Eksempelvis har jeg stadig mareridt over en massiv søørred, som nærmest rev fluelinen ud af hænderne på mig i hugget og forsvandt ned i dybet med hen mod 50 meter backing hvinende efter sig for til sidst at smide fluen. Heldigvis for roen i min sjæl lykkes det at lande en anden stor fisk på søen. Den slår sine kæber sammen om min streamer udenfor et skær, søger straks derefter mod dybere vand og viser sig hurtigt anderledes tung og stædigt anlagt end de andre fisk, jeg har kroget indtil da. De næste 10 minutters tid bliver et tovtrækkeri uden lige.
Guiden cirkler rundt om fisken, mens jeg gør mit bedste for at holde nerverne i bero og udnytte enhver kraftreserve i fluestangen. Det hårdhændede pres bliver i sidste ende for stort. Lidt efter lidt vinder jeg ind på fisken, og da den endelig kommer til syne i overfladen, ser jeg, hvor massiv den egentlig er. Herefter indsnævrer hele mit fokus sig. Jeg synker ned i mig selv, og alt, der er tilbage, er tyngden af den forestående opgave.
Da fisken langt om længe glider ind over fangstnettets ramme, kommer jeg tilbage til overfladen igen med et højtlydt og forløsende brøl! Vi sejler hurtigt ind til land med fisken på slæb i nettet, jeg springer i vandet og Klaus sender en skudbyge af sted med kameraet, mens jeg løfter den 15-kilo tunge fisk kortvarigt fri af vandet. Herefter tager jeg mig et selvbevidst øjeblik til at nyde synet af den gamle kæmpe fra dybet. Som den hviler i vandet ved min side med sine store sejl-lignende finner og inverterede prikker forstår og påskønner jeg til fulde, hvorfor vi er rejst den lange vej til Nordvest Territoriet og Great Bear Lake. Og da fisken slår et par slag med halen og søger mod dybere vand intensiveres følelsen blot yderligere.
Plummer’s Great Bear Lake Lodge besøges primært af amerikanske og canadiske trollingfiskere, men her er også mulighed for et super-spændende kastefiskeri.
Amerikansk søørred
Amerikansk søørred, canadarødding (Salvelinus namaycush) eller bare søørred som jeg kalder den, hører til char-familien, som blandt andet tæller kildeørred, fjeldørred og bull trout. Den stiller høje krav til vandkvalitet og iltning, samt kan blive over 50 år gammel. Fiskene findes på tværs af det nordligste USA og hele Canada.
I Great Bear Lake findes tre distinkte søørred-underarter; silverbacks, red fins og butterfly red fins. Silverbacks er pelagiske søørreder med et sølvgråt skær og et i-forhold-til-kroppen relativt stort hoved. De lever primært af større byttefisk, og kan nå vægte på op imod 40 kilo. Redfins er stærkt oliven – grønne med knaldende røde finner. De bliver ikke nær så store som silverbacks’ne – formentlig ikke over 15 kilo, og de lever primært af småfisk, tanglopper og vandinsekter.
Butterfly søørrederne minder meget om red fins’ne, men til sammenligning har de overdrevet store finner, et markant overbid og store læber. Disse fisk, som sjældent bliver mere end 6-7 kilo, finder man typisk over relativt lavt vand, hvor de specialiserer sig i insekt-fødesøgning ved bunden.
Ønsker man et afbræk fra lake trout fiskereriet, er der masser af arktiske stallinger at finde langs søens stenede bredder.
Fisk ørred på Great Bear Lake
Great Bear Lake er verdens fjerde største sø med et vandspejl på 31.153 km2 og vanddybder på op til 446 meter. Den ligger i den centrale del af Canadas vidtstrakte Nordvest Territorium. I søen findes 15 forskellige arter inklusiv amerikansk søørred eller canadarødding, helt, stalling og gedder.
Plummer’s Arctic Lodges driver fiskeriet på søen, som igennem tiderne har leveret den ene søørredrekord efter den anden – blandt andet den gældende verdensrekord på 72 lbs. Der ligger i alt tre lodges på Great Bear Lake (Trophy, Great Bear og Arctic Circle), som alle drives af Plummer’s folkene, hvor der er forskellige muligheder for fiskeri. Flere oplysninger kan findes på følgende link: www.plummerslodges.com
aug 18, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Rasmus Westergaard med turens største sej på 10 kilo.
Efter over et halvt års ventetid var dagen endelig kommet. Turen gik til Norge på havfiskeri. Det var mine forældres konfirmationsgave.
AF RASMUS WESTERGAARD
MIN FISKETUR TIL NORGE, sammen med min far, startede med, at vi sejlede fra Hirtshals til Langesund og kørte resten af vejen i bil. Vi havde fået anbefalet en lille campingplads af nogle bekendte, som lå ved Rødvenfjorden, der er en lille fjord, som munder ud i Romsdalsfjorden.
Første dag lavede vi lidt trolling med wobler og kastefiskeri i inderfjorden. Her fangede vi masser af makreller, lyssej og nogle knurhaner. Om aftenen sejlede vi ud igen. Vi havde fået lidt spots fra de lokale, men fordi der var så meget strøm, besluttede vi os bare for at drive. Det viste sig at være en god idé. Vi drev hen over stimerne og kunne dermed fange ganske godt, og vi fangede både sej og et par langer den aften. Fiskene havde en fin størrelse på omkring 3-4 kg, som egentlig er den idéelle spisestørrelse. Vi endte med at have godt med filet allerede på første dagen, så alle var godt tilfredse.
Efter gårsdagens succes var forventningerne til den næste dag høje, men fiskeriet levede bestemt ikke op til forventningerne. Vi fangede et par enkelte langer, brosmer og en hvilling på godt 60cm som er en fin størrelse for en hvilling, da de typisk ikke bliver over 70cm.
Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.
Massevis af sej
Vi havde besluttet os for at stå tidligt op næste morgen, og sejle ud til et spot, som vi havde luret lidt på i forvejen. Det drejede sig om en laksefarm, hvor vi håbede på, at det overflødige foder kunne tiltrække en masse sej. Og det viste sig, at vi ikke var helt forkert på den.
Det var en stille morgen, og temperaturen lå lige omkring de 13 grader. Da vi kom ud, begyndte vi at afsøge vandsøjlen med ekkoloddet, og det tog ikke lang tid, før vi fandt fiskene. Bøjlerne blev klappet om, og pirkene susede ned mod bunden. Da pirkene havde nået bunden, blev de ellers bare kranet op med fuld hastighed i bedste speedjigging stil. Og midt i vandsøjlen kom det længe ventede hug så endeligt.
Kort efter realiserede fisken, hvad der skete, men så skød den afsted. Bremsen på mit hjul blev strammet op, men fisken var ikke til at stoppe. Fisken tog line, indtil den havde nået bunden. Det var det rene tovtrækkeri. Vi lå på omkring 80-90 meter vand, og fisken susede flere gange ned mod bunden. Da jeg var ved at fighte min fisk, havde min far også fået en rigtig god fisk på, som endte med at sætte sig fast og så rive sig af.
Det tog ikke langt tid, før min fisk også satte sig. Vi var drevet ind over et af laksefarmens fortøjningspunkter, så humøret var ikke specielt højt længere. Linen blev viklet rundt om gaffens skaft, og båden blev sat i bakgear. Pirken løsnede sig, men al linen var kludret sammen. Jeg måtte skære linen over og binde den sammen igen af flere omgange. Da jeg begyndte at hente linen op igen, var det meget tungt. Jeg tvivlede stærkt på, at fisken stadig var der. Men – da der kun var få meter line tilbage i vandet, og jeg kunne begynde at se pirken, og det der hang på, blev jeg meget positivt overasket. Fisken var der stadig! Selv efter al den tid havde fisken været så godt kroget, at den stadig hang på krogen. Det endte med at blive min største sej på turen på 97cm og godt og vel 10kg.
Mange af de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.
Afsted til laksefarmen igen
Næste dag havde vi noget fint fiskeri, hvor vi fangede lidt mellemstore sej og nogle makreller. Vi havde besluttet os for at stå tidligt op igen og sejle ud til laksefarmen, fordi det var vores sidste hele fiskedag. Vi startede ud med at drive lidt, da vi ikke kunne finde fiskene. Så kom der igen et kraftigt ryk i stangen. Denne gang var det ikke i min stang, men i min fars.
Fisken startede ud med at tage nogle lange udløb, og fighten trak sig ud over mere end 10 minutter. Stangen, som i dette tilfælde blot var en Kinetic Pitcher 30-80g blev presset hårdt.
Da fisken nærmede sig vandoverfladen, kunne vi se, hvad det var. Der kom en sej på ca 8kg op, som havde taget øverste ophænger, og min far var godt tilfreds, men et splitsekund senere, fik vi øje på, at der var en mere på samme størrelse, som ikke kunne modstå pirken. Han havde haft to sej på hhv 7,7kg og 8,5 kg på samtidig.
Far – Niels Westergaard – meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hive fisk i land. Her en flot sejdoublet.
Den morgen fangede vi lidt flere sej, som ikke var helt så store som de to, men vores tur nærmede sig enden. Det var nu sidste dag, og vi havde en halv dag tilbage, hvor vi kunne komme ud og fiske. Der var meldt kraftig regn, men da det var sidste dag, sejlede vi ud alligevel. Jeg startede med at fange en enkelt torsk. Efter det skete der ikke meget i et godt stykke tid.
Efter kort tid begyndte det at regne meget, men vi blev ude. Det tog lidt tid, men så havde vi også fundet en stime sej, hvorefter vi fangede en håndfuld med de to største på 6-7kg. Da fiskeriet døde lidt ud, sejlede vi ind i inderfjorden og prøvede at fange nogle langer. Vi fik begge en enkelt og mistede nogle stykker.
Et uventet sejt hug
Under langefiskeriet fik jeg også en uventet gæst på besøg ved bundforfanget. I starten troede jeg, at jeg havde et helt normalt hug, og efter et øjeblik gav jeg modhug. Den kæmpede ikke specielt meget, og det føltes som en lille lange. Men midt i vandsøjlen gav den pludselig gas. Bremsen på mit multihjul var stram, men fisken tog alligevel nogle udløb. Jeg kunne hurtig regne ud, at det var en sej. Fisken var på omkring de 6kg og havde taget et makrelfilet, der lå på bunden. Det var en rigtig fin afslutning på turen.
Alt i alt havde vi en rigtig god tur. Vi fangede mest sej og en del langer, hvilket også primært var de arter, vi gik efter. Vi prøvede også at fange kulmuler, men dem kunne vi desværre ikke få på krogen.
Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.
Grejet til det norske havfiskeri
Det endegrej vi brugte, var primært pirke fra 100-250g og gummifisk på 15-20cm. Og så fiskede vi også med selvbundede ophængerforfang. Stængerne til det aktive fiskeri var nogle tunge spinnestænger samt lette pirkestænger på 20lbs. På de stænger havde vi fastspolehjul i størrelse 4-5000 med noget 0,22 flet monteret.
Til medefiskeriet brugte vi 500 grams lodder og nogle selvbundede forfang samt makrelfilet som agn. De var jo nemme at skaffe. Stængerne vi benyttede til medefiskeriet var 30lbs pirkestænger på 7’ med store multihjul monteret med 300 meter kraftig fletline i 0,30mm/ 30kgs brudstyrke. Man ved jo aldrig, hvad der hugger.
Turen gav også mange andre fine overraskelser – blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.
jul 25, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan med en af turens mange flotte leopardregnbuer
Jan Larsen har i sommerferien været på fiskeeventyr i det vestlige Alaska med sin fiskekammerat Morten Vestergaard, hvor de har oplevet de vildeste fiskeri efter blandt andet vilde leopard regnbuer – en særlig flot farvevariant som findes netop her.
AF JAN LARSEN
EFTER 1 times flyvning med Beaver vandflyveren fra Bethel henover tundraen nærmer vi os Pegati Lake, og vi har fået selvskab af en lokal, som skal med op til søen. Hendes mand og bror er deroppe i en lille hytte, de fik bygget for nogle år siden.
Da vi begynder indflyvningen til søen opdager vi, at der er kæmpe bølger på vandet, og piloten meddeler over radioen i vores høretelefoner , at han muligvis IKKE kan lande… Shit når vi lige at tænk, men i det samme meddeler han ”I TRY!” Shit igen… Han banker vandflyet ned i bølgerne midt ude på søen, hvorefter han slukker motoren. Hold da op en vild landing, men vi er trods alt nede.
Vores inuit medpassager tilkalder hjælp fra hytten, og piloten lader vandflyveren drive ind mod bredden, hvor der nu står to mand og støtter flyet, så det ikke havarerer, mens vi hopper ud og hjælper med at stabilisere… Inden længe er der ro på, og vi får læsset af.
Velvoksne grizzlybjørne som denne er der næsten garanti for at se de fleste steder i Alaska.
15 dage i selskab med bjørne, ulve og elge
Planen er, at vi skal floate ned af floden i gummibåd i 15 dage, hvor der i alt skal tilbagelægges omkring 160 kilometer. Der opsættes nye camps hver dag på stenbankerne langs med vandet – så tæt på floden som overhovedet muligt for af undgå de mange myg. Camperer man i høj og tæt bevoksning, ædes man nemlig lynhurtigt op af myggene her i juli måned.
Ved at flytte lejr konstant oplever vi masser af action, fordi vi fisker på ”nye fisk” hele tiden. I hvert eneste nyt sving vi kommer til, er der den ene krystalklare paradispool efter den anden, hvilket får adrenalinen helt op at køre.
Elhegnet bliver flittigt taget i brug hver nat, da bjørne, elge og ulve konstant huserer i området. De vandrer ofte rundt om teltområdet for at finde mad, men bliver som regel på den anden side af hegnet. Lejren er selvfølgelig tophygiejnisk, og der er intet fiske- eller madaffald, som lokker ubudne gæster unødigt. Alt er forseglet i coolere, og det er virkelig vigtigt, for bjørnene, der er her i området vejer 3-500 kilo og har en glubende appetit. De har en lugtesans, som er 100 gange bedre end menneskets, og den kan lugte mad på meget stor afstand, så det er om at være påpasselig med ikke at lokke dem til.
En del store stallinger som denne tog også Jans Larsens musefluer.
På jagt efter leopard regnbuer
De smukke, vilde leopard regnbuer, som er turens mål, har hjemsted i det vestlige Alaska. Regnbuerne, som kæmper helt fantastisk, lever i hovedfloden, men opholder sig specielt i de små bække og vandløb med mange stillestående pools. De flotte, plettede regnbueørreder er glubske kødædere, og deres kost består af kød fra døde laks, lakseæg og mus. Og det er netop regnbuernes livret – mus, som vi imiterer med vores kæmpestore musetørfluer, der med stor spænding streames hen over overfladen.
Man kikker sig selvfølgelig godt over skulderen – og så lige engang mere – inden turen går ind til de små creeks. Musefluen – de super livagtige Morrish Mouse fra Fishmadman – kastes forsigtigt hen over det krystal klare vand, hvor regnbuerne let kan spottes.
De fleste fisk er 50-65 cm og giver en vild fight. De fiskes kun på enkeltkroge og genudsættes alle nænsomt efter de lokale regulativer. Efter et par kast mere – og et par regnbuer senere orienterer vi os lige igen 360 grader rundt – og flere gange er det med hjertet op i halsen, at vi ser tegn på bjørne, så vi må planlægge et hurtigt tilbagetog til hovedfloden. Men – med en pumpgun på ryggen og bjørnesprayen i siden har vi endnu engang en overstået en vellykket mission i bjørnens hule – og fanget en af verdens vildeste fisk på mus! Vi kan endnu en gang ånde lettet op og sejle videre ned af Kanektor River.
Når der er store bølger er det ikke altid lige let at lande med en vandflyver som denne.
Chinook – flodens konge
Længere nedstrøms oplever vi kongelaksens vandring op mod søen, og det er meget fascinerende at opleve deres opgang i tusindvis.
Morten kroger en kongelaks på spin, der står bomstille i floden i over 45 minutter. Han kan ikke rokke den, og det virker frustrerende. Pludselig lader laksen sig falde sig tilbage nedstrøms, hvorefter den viser sig i overfladen. – Fuuuckk den er stor, råber Morten. – Jan, hent båden! Vi er nød til at sejle efter den skriger han, så det kan høres helt til Fairbanks. Jeg løber ned til båden og slæber den 100 meter nedstrøms, hvorefter vi begge hopper i.
Laksen vælter rundt og er på vej over til modsatte bred. Morten prøver at holde stram line, men den bliver bare ved med at flå line af hjulet. Vi nærmer os snart et hurtigt stryg, hvor båden bliver trukket ned i hovedstrømmen. Laksen bliver ”stående”, og vi ryger 150 meter nedstrøms, hvor vi skubber båden ind til bredden og løber opstrøms, mens vi ruller linen ind på hjulet. Morten når lige op til stryget, da han opdager, at laksen sidder fast i en gren under vandet. 15 minutter senere går laksen tabt.
Kongelaksen vandt, men vi havde en fight, som vi nok sent kommer til at glemme. Morten vurderede den til over 30 kg, og det er sikkert rigtigt, da de blive helt op til 50 kilo.
Friske bjørnespor er hverdagskost i Alaska!
Regnbuer og stallinger på musefluer
Jeg fisker stadigvæk nedstrøms med musefluer samt kroger en del stallinger, og netop stallingfiskeriet er også et kapitel for sig selv her på floden. Stallinger på 50 cm er helt almindelige, og på turen fanger vi ”blåmænd” op til 57 cm.
Til sidst kommer vi til udmundingen ved Inuit byen Quinhagak, hvor der er 669 indbyggere. Vi overvejer ikke at sætte el-hegnet op den sidste nat, da der er en del aktivitet tæt på lejren. Vores sunde fornuft siger os dog, at vi bør gøre det alligevel. Og det nok meget godt, for dagen efter får vi at vide, at der netop er skudt en stor bjørn 100 meter fra vores camp… De dukker normalt ikke op så langt nedstrøms, men som sagt: Bjørne er uforudsigelige!
Fra den lille landsby bliver vi hentet og fløjet tilbage til Bethel, hvor vi kan afslutte endnu et fantastisk fiskeeventyr, hvor vi fik fisket efter alt fra regnbuer, stallinger og rødlaks til hundelaks , kongelaks, røddinger og dolly varden.
jun 3, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Rejsefiskeri
Forfatteren med en stor og stærk kongelaks taget på flue i den smukke Kitimat River.
Er du til strømvand og smukke laks – eller holder du bare af at se masser af bagline? Hvis det er tilfældet, så skylder du dig selv en date med en frisk nystegen blank kongelaks, som er den vildeste fighter, du kan forestille dig. Tag med til B.C.
Af Jesper Lindquist Andersen
SKEENA RIVER: Jeg husker tydeligt den første fisk, der tager min chartreuse grønne intruder-flue. Stangen bliver klasket ned i vandoverfladen. Min korte løkke med løsline bliver strammet op i et kæmpe smæld på stangens klinge, og i samme brøkdel af et sekund brister mit 30 lbs. forfang, som var det sytråd.
Få minutter efter er jeg rigget op på ny og klar igen. Vi ser et parfisk rulle i overfladen i svinget nedstrøms den nakke, min flue svinger hen over. Godt hundrede meter længere nedstrøms nakken, står min makker, og fisker en fin strømkant af, hvor det er helt tydeligt, at fiskene vil trække på indersiden.
Jeg ser, at han strammer stangen op med fast fisk, som han efter et voldsomt udløb mister. Jeg når overhovedet ikke at fordøje, hvad der er sket, før min flue igen stopper. Jeg sætter den modhageløse enkeltkrog solidt i kæben på fisken, som med det samme svarer igen med et voldsomt og aggressivt udløb langt ind i baglinen.
Da der er cirka halvdelen af mine godt 250 meter backing tilbage på hjulet, får jeg endelig styr på fisken og kan først nu begynde en reel fight med den. Efter en lang fight, hvor jeg også har en lille smule at skulle have sagt, lander jeg turens første fisk – en utrolig smuk og knaldblank kongelaks med havlus på halen samt en nærmest frisk duft af saltvand. Der var ingen tvivl om, at disse fisk er helt friske og kommer direkte fra havet.
Man kan helt glemme tid og sted, når man står i disse omgivelser og svinger to-hånds kæppen ud over den smukke Skeena River. Det er dog kun, indtil linen strammes op!
Skeena – det skal nok blive vildt
Jeg har booket to ugers fiskeri på Skeena River og de nærtliggende floder. Vi er en mindre gruppe afsted – og fisker to og to sammen med kyndig guidning fra Jerome og hans team. Jerome er oprindelig fra Holland, men flyttede til Canada for netop at kunne fiske så meget som muligt i de smukke floder, som landet byder på. Siden har han gjort fiskeriet til sin levevej, og har nu den mest charmerende lille lodge beliggende tæt på områdets bedste fiskevande.
Vi skal fiske på tre forskellige floder – den lille idylliske Kitimat River, den lidt større Copper River, som minder en hel del om Gaula i Norge, og så selvfølgelig den store Skeena River, som har nogle af de aller største kongelaks i verden. På de små floder afffisker vi de forskellige pools ved at drifte ned med en gummibnåd, og på Skeena foregår transporten i lynhurtige jetboats. At have flere elve at fiske på, er noget, der optimerer fiskeriet væsentligt, og det er helt sikkert en nødvendighed for at opnå succes. Da vandstanden falder på grund af godt vejr, kan vi nemlig dagen efter flytte ud til et af de større vande, og opleve gode forhold der. Og – da der igen kommer lidt nedbør, kan vi med fordel flytte tilbage igen til de mindre vande, der så igen har god vandstand.
Meget smukkere bliver et nystegen muskelbundt ikke. Her er det Karsten, som slutter turen af med maner, og fanger en drøm af en fisk i sidste time.
Mange af de stærke kongelaks mistes
Den første uge jeg fisker, har jeg en del flere hook ups, og mister flere fisk end jeg lander. Fiskene er helt vilde og i en liga for sig. De første par dage bliver vi fuldstændig revet rundt af de stærke fisk.
Når fisken hugger fluen i et sving, tager den så kontant og hårdt, at forfanget ofte brister – og det på trods af, at vi fisker med tippets i 0.55 – 0.65 mm med en brudstyrke på omkring de 20 kilo. Vi finder derfor hurtigt ud af, hvor meget en god bremse på hjulet betyder – samt ikke mindst vigtigheden af ikke at prøve at hjælpe til med at bremse hjulet med hænderne. Dette resulterede nemlig ofte i et ordentligt smæk over nallerne eller en mistet fisk. Det går så stærkt fra fiskene tager fluen, til de er langt ude i backingen, at man bliver nød til selv at opleve det for rigtig at forstå det.
Som dagene går, får vi dog mere og mere styr på fiskene, og således bliver landingsraten også forbedret markant. Jeg må bare indrømme, at disse fisk er så meget stærkere, end jeg har turde drømme om. Og det samme med den fight og oplevelse de giver en under kampen, der på ingen måde kan sammenlignes med nogen anden fisk i strømvand. Der er ingen tvivl om, at den fight en helt frisk kongelaks giver, når den kun har været i elven et par timer – den er helt unik, og jeg bytter gerne én nystegen med fem farvede kongelaks.
Her er guiderne i gang med at gøre klar til dagens floattrip ned over den legendariske Copper River. At drifte ned over den ene lækre pool efter den anden er noget, der kan tænde enhver laksefisker. Her møder vi sjældent andre fiskere, og vi kan standse på alle de forskellige lækre pladser og pools – fiske dem igennem en gang eller to, for så ig en at fortsætte ned over i vores søgen på fisk.
Tidligt op efter kongelaksene
Fiskeriet foregår typisk fra tidlig morgen og frem, og der er et helt tydeligt et mønster i fiskeriet fra dag et af. Vi kan altid kæmpe os til et par tilbud dagen igennem i de forskellige pools vi fisker, når vi floater ned over elven. Og alle fisk vi fanger er helt friske fra havet. Men alt efter hvor langt oppe i systemet vi fisker, kan vi næsten sætte klokken efter højvandet ude i fjorden. Et vist antal timer efter højvande sker der nemlig det, at vi kan se fisk vise sig i overfladen, og så er det kun et spørgsmål om tid, før det store træk af fisk kommer forbi os, så vi efterfølgende er spændt op med helt friske fisk.
De nye fisk, som kommer trækkende direkte fra havet, har kun opholdt sig ganske få timer i elven, og det er tydeligt, at når de tager fluen – ja, så tænker de kun på en ting… havet! Om det er en fisk på 7 eller 17 kilo, så er der ikke én eneste fisk, der ikke tager mellem 50 og 150 meter backing i første udløb!
Det er ikke hver gang vi vinder over de stærke kongelaks. Grejet bliver presset maksimalt af de store fisk, og det er ekstremt vigtigt, at alt er i orden. Her en god solid stingerkrog, som ikke kunne holde en af de helt store fisk.
Klar til kæmpe chinook
Når det store træk af fisk kommer forbi, så er det med at holde sig til. Vi oplever, hvad der føles som ganske få fisk, der kommer trækkende forbi den ene dag i en pool. Det resulterer i et par tilbud, samt et par landede fisk til to mand på en times tid, hvorefter alt føltes som stille igen, så der igen skal fiskes systematisk ned over et stræk for at finde en fisk eller to, som har stoppet op for en kortere tid på en plads.
Dagen efter kan vi opleve et enkelt træk af fisk, der til gengæld føles, som om det ikke får nogen ende. Særligt én periode giver mulighed for at danse med en god portion fisk. Den vildeste dag jeg oplever, er på Skeena River, hvor min makker og jeg har fat i hele 16 laks i en periode på kun fire timer. Den ene af disse fisk, husker både jeg og min makker Herluf tydeligt. Den var selvfølgelig som alle de andre fisk, konstant langt ude i baglinen. Herluf havde netop mistet to store fisk, men denne fisk ville bare nedstrøms, og vi måtte nu følge efter den. Det var en enestående oplevelse og en fight for livet, idet Herluf først lander fisken mange hundrede meter nede af elven. Og det på trods af, at fisken ”kun” var på cirka 10 kilo.
Unik natur i British Columbia
Naturen i British Columbia er enestående med store skove og snedækkede bjergtoppe. Dyrelivet byder dagligt på ørne, og med lidt held vil der også være chance for at se en grizzlybjørn eller to. Når vi med vores rafts driver ned over floderne og affisker de forskellige pools, møder vi sjældent andre fiskere på elven. De fleste andre, som dyrker det tidlige fiskeri efter de blanke kongelaks, det er lokale, der gør det på pladser, hvor der kan parkeres tæt ved elven. Der kommer først rigtig mange lokale lystfiskere ud på elven lidt senere hen på sommeren, hvor de store træk af de mindre laksetyper som sølvlaks, rødlaks og hundelaks for alvor indtager floderne i Nordamerika.
Vi fisker med andre ord i den skønneste vilde natur, hvor der er god plads til at udforske en masse pændende pladser. Det er et rigtig vildmarkseventyr på trods af, at vi hver aften returnerer til den hyggelige lodge, hvor kokken venter med god mad og et velfortjent glas vin, inden en god nats søvn, som gør os top klar til de næste dage oplevelser.
Fluegrejet til de store kongelaks
Jeg benytter fluestænger på 14-15 fod i # 9 og #10 – samt et godt rummeligt fluehjul med en stærk bremse og plads til 200-400 meter 50 lbs. bagline. Er man heldig at blive spændt op med en af de helt store kæmper på over 20 kilo på Skeena River – ja så er det vigtigt, at man kan nå hen og op i båden – og sætte efter fisken, inden der ikke er mere line på hjulet. Og ja – så sker det, som skete for mig, da jeg løb nedstrøms med en grov fisk, og under fighten pludselig ikke kunne komme længere på grund af et par væltede træer under egen bred. Fisken fortsatte ufortrødent i samme tempo uden at se sig tilbage, og da der kun var ganske få meter bagline tilbage på hjulet, var der kun et at gøre: Holde hårdt mod hårdt, og håbe på det bedste. Fisken vandt selvfølgelig denne fight, da forfanget bristede, men heldigvis fik jeg med nød og næppe reddet mit skydehoved i sidste sekund.
Kongelaks stiger sjældent til fluen, og derfor er det yderst vigtigt, at der fiskes tæt over bunden. Jeg bruger skagit hoved med 15 fods sinktip i T14 g T17 samt fluorocarbon tippet i minimum 30 lbs., hvilket svarer til cirka 0.50 mm. Fluerne er gerne belastede intruder og rørfluer i farverne, gul, grøn, chartreuse og blå. Er vandet grumset, kan en sort flue gøre en stor forskel.
Du kan helt sikkert også lave en tur til B.C. på egen hånd, men vil du være sikker på succes, og ikke gider at, stå side om side med 20 andre fiskere i hver pool – ja, så vil vi helt klart anbefale, at du undersøger mulighederne godt hjemmefra. En erfaren lokal guide med kendskab til området og de enkelte elve giver en kæmpe fordel og sparer dig for både tid samt uheldige situationer.
De guider jeg har fisket med via Jeromes Lodge, har alle været passionerede lystfiskere, som er på elven 6 ud af 7 dage sæsonen igennem, og med sådan en guide, så får du ikke større chance for succes.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
maj 23, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan Larsen med en smuk iberisk barbe taget på tørflue.
Europas største barbeart – den store iberiske barbe – Luciobarbus comizo – er en fantastisk smuk fisk, der kan blive helt op til over tyve kilo. Som navnet antyder findes den udelukkende på den Iberiske Halvø – i Spanien og Portugal. Normalt bliver den fanget på traditionelt medefiskeri med bundgrej, men Jan Larsen har været sydpå for at prøve kræfter med de flotte barber på tørfluegrejet.
AF JAN LARSEN
COMIZO PÅ TØRFLUE… Man skal se det, før man tror på det! Jeg kontaktede derfor min ven Luis Meana, som er en af Spaniens mest passionerede tørfluefiskere. Han er kendt som journalist og forfatter til adskillige bøger, der beskriver hans unikke flueteknikker. Hans sidste bog er ”Dry fly Obssesion”.
Hans besked til mig var kort fattet: I insist you come Jan! Godt så. Turen gik hermed mod den Iberiske halvø, hvor jeg skulle prøve kræfter med de flotte iberiske barber på tørfluegrejet.
Den iberiske barbe lever i flere af de vestvendte iberiske floder som fx Tajo, Guadiana og Guadelqvivir. Der, hvor vi skulle fiske, var i søen Esparragosa de Lares, som er en del af Guadiana-systemet. I søen findes også hybrider mellem barbearterne samt almindelige skælkarper, og fiskeriet er det ypperste sightfishing, der foregår enten fra bred eller båd. I båd sejles der langs kanterne med el-motor med dyb koncentration hele tiden for at spotte fiskene.
Det meste af tørfluefiskeriet efter iberisk barbe foregik fra en båd som denne.
100 % koncentration på barberne
Guiden hvisker ……. attention, attention attention! Man er ikke kun 100% fokuseret, men 200 % på. Alt er gjort klart til kast med linen og enhåndsfluekæppen. Pludselig ser jeg en barbe, og fluen sendes afsted maksimalt 10 centimeter foran fisken. Den skal lægges helt præcist ellers bliver den skræmt med det samme, men til gengæld er belønningen stor, hvis det lykkes i første kast.
Der sker en mega eksplosion i overfladen, hvorefter barben tager et voldsomt udløb, og fighten tager 10 – 15 minutter med fuld flex på klingen.
Indimellem, når vi fisker til en ny fisk, hvisker guiden ”rapid”, og med det mener han, at barben er i fuld speed på vej væk fra bredden mod midten af søen. Og så følger man den bare hele vejen, hvorefter guiden igen hvisker …wait …wait ..wait….. CAST !!!!!!! Barben snupper fluen og er kroget! Man løfter stangen, mens man tænker – HOLD KÆFT HVOR VILDT !
Iberisk barbe: ”Ferskvandsbonefish på tørflue”
Nu er al skepsis fuldstændig forsvundet, og man tror på det. Franskmanden og de to gutter fra England jeg fisker med udtaler senere ved middagen: – Jan, this is not a joke – this is like flyfishing for bonefish – with the dryfly… Sommetider kan barberne dog være svære, men så bliver der fisket på almindelige karper, som også tager tørfluen. De er dog vanskeligere, men er både sjove og hårdtfightende sidegevinster.
De fleste af barberne og karperne vejer i spektret 1-5 kg. Det er varmt – meget varmt. Men på trods Spaniens høje dagstemperaturer, har turen fantastisk – samt enormt lærerig.
Grejet er en #5 enhånds fluestang med tørflueline og forfang af 0.18-0.22 mm. Fluerne er græshopper imitationer, som du også kan se på fotoet.
De stærke iberiske barber lod sig overliste af skumfluer som disse fisket på overfladen.
