feb 16, 2023 | Nyheder
I Norge har isen netop sluppet sit tag i Telemarken, og den erfarne geddefisker Tore Tveit fra Team Westin har vært på årets første geddetur, hvilket han næppe kom til at fortryde:
– Vandet var stadig koldt, og fiskeriet gik trægt, men jeg fik alligevel et par mindre gedder, fortæller han, – Jeg afsøgte vandet grundigt med mit ekkolod, og til sidst fandt jeg et interessant område, hvor jeg spottede en fisk, hvis størrelse det dog er svært at bedømme på skærmen.
– Med det samme kastede jeg min Westin Bullteez Curltail i farven Goldrush med 10 grams belastning og lod den synke mod bunden. Der skulle blot et par enkelte omdrejninger til på hjulet, før det gav et tungt sug i stangen, da fisken huggede – fast fisk! Til at starte med fulgte fisken ret let med op, men da den nærmede sig båden gik den helt amok, og selv med mit ret kraftige geddegrej var det svært at holde den store fisk. Fisken tog et massivt udløb, og nu var jeg ikke i tvivl om, at det var en stor fisk.
– Efter nogle minutters hård kamp kom fisken op bag båden, og jeg turde knapt nok tro mine egne øjne, for den var langt større end nogen gedder jeg tidligere havde set eller fanget. Da jeg gjorde nettet klar, tog den endnu et par lange udløb, så nerverne var godt uden på, da jeg omsider kunne løfte den kæmpestore gedde på 19,46 kilo og utrolige 135,5 centimeter op i nettet.
Monstergedden er kun 80 gram under den norske rekord.
dec 13, 2022 | GEDDE, Grejnyt, Nyheder, Spinnefiskeri efter gedder, Sponsornyt, Video
Med de nye Jointed Stingers fra Westins Add-it serie får du en super spændende ny måde at montere dine stingerkroge på softbaits som fx shads og store curlytails. I denne video demonstrerer Jens Bursell, hvordan de monteres og fiskes – samt forklarer hvilke fordele der kan være med Jointed Stingers. Rigget, der består af sammenkædede svirvler, kan fiskes som de kommer med shallow screws – eller monteres på et normalt jighoved, hvis der skal fiskes dybere. Glæd dig til ny inspiration til dit softbait fiskeri – og en dejlig dag ved søen, hvor det også bliver til en fin gedde, der hugger på en Shadteez fisket med Westins Jointed Stinger.
Du kan se filmen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis, her.
dec 5, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Aborrefiskeriet har stået for skud de seneste par måneder, og ligesom jeg gør med alt mit fiskeri. så er det ALL IN. Sådan lyder det fra Rasmus Christensen. – 3-4 dage om ugen bliver brugt ved vandet i jagten på at finde noget unikt: Arbejde efterfulgt af familie og så til vandet om natten. Man kan jo sove når man bliver gammel…
– Forleden Jeg havde fundet nogle fisk, som var lidt træge, så jeg downsizede fra mine 9-12cm agn til en lille Stanley the Stickleback fra Westin i 7,5cm. Et par kast senere viste det sig at være det helt rigtige valg. Hugget faldt hårdt, og jeg troede ikke mine egne øjne, da fisken rullede over netkanten. Den store aborre var bred over ryggen som en gedde og høj som en sandart, og så havde den 2 store skaller i maven. Det var bare den vildeste kondition på en decemberfisk jeg nogensinde har fanget. Den kæmpestore aborre var lige knap 53cm og vejede 2,55kg, slutter han.
Vil du vide mere om, hvordan Rasmus fisker, så tjek Fisk & Fris YouTube, hvor vi har tre videoer – “Prikfiskeri del 1-3” fra hans seneste foredrag, hvor han afslører alle detaljerne om hvordan han finder fiskene – og fanger dem:
PRIKFISKERI DEL 1
PRIKFISKERI DEL 2
PRIKFISKERI DEL 3
Se også denne video, hvor Rasmus demonstrer de finere finesser i sight-spin med LiveScope.
nov 8, 2022 | Nyheder
– Jeg har længe gerne ville fange metergedden, men da jeg er på efterskole, er det blevet en del sværere at finde tid til det. – Men med en forlænget weekend fra efterskolen havde jeg sat mig for, at det skulle være weekenden, jeg havde ventet på. Sådan lyder det fra Philip Secher. – Og ganske rigtigt – som jeg tog ned til den lokale sø søndag eftermiddag, fik jeg den på krogen efter cirka en halv times fiskeri:
– Gedden lod sig lokke af et lille firetiger gummidyr fra Savage Gear fisket 20-30cm fra overfladen med små hurtige spinstops. Da jeg havde kastet og rullet et par meter ind, troede jeg først, at jeg sad fast i en gren eller noget grøde, men så begyndte den at rulle line ud. Jeg vidste med det samme, at jeg havde med en større fisk at gøre.
– Pulsen var høj, og glæden var stor. Jeg tror aldrig, at min fiskemakker har set mig smile så meget før, og jeg skulle bare have den ind! Fighten var ikke særlig lang, men hidsig – det var den. Jeg skyndte mig at få den i nettet, og derefter hurtigt over på afkrogningsmåtten for at måle den. Målebåndet sagde 111cm, og gedden var desværre rigtig tynd. Men – jeg var nu den stolte fisker med en gedde på over meteren i hænderne. Jeg skyndte mig at tage nogle billeder af den, og derefter lod jeg den skånsomt forlade pynten, som jeg fiskede fra, slutter han.
okt 26, 2022 | Nyheder
– Det var noget af et sats, da jeg besluttede mig for at prøve fiskeriet “der hvor skoven møder vandet”, fortæller Dennis ”Bom Bom” Skou. – Et lille Drop9 softbait i sort og rød fra High 5 Lures blev trukket forsigtigt over bunden. Helt monotomt og uden nogen spinstop eller slag. Bare helt “kedeligt” og langsomt.
– Vandet var spritklart, og der var ingen bevægelse. Lige pludselig forvandlede stilheden i mørket sig til intenst åndedræt, fuld fokus og tungen i mundvigen. En kæmpe fisk havde taget min agn, og jeg stod nu midt i en fight, jeg sent vil glemme. Flere gange var den kun et par meter fra mig, hvorefter den i et skvulp vendte sig og stak udad igen. Det lykkedes dog til sidst at få den landet, få mindet foreviget og få den sat ud igen. Det var fantastisk at se den svømme væk i det klare vand. Havørreden var 77 centimeter lang.
jun 5, 2022 | Nyheder
– Jeg har de seneste dage jagtet de store sommeraborrer og fået nogle rigtig flotte fisk på henholdsvis 47, 47, 48 og 50 cm – alle taget fra land. Sådan Lyder det fra Mads Davidsen. – Jeg har på disse ture fisket en del med den nye Savage Gear Gobster Shad, og det har været super fiskeri.
– På den seneste tur havde mig og min kammerat Frederik aftalt, at vi skulle en tur ud i båden efter de stribede. Vi var på søen klokken 06.30, men vi kunne ikke rigtigt få fiskene i tale, så det var op af bakke. Efterhånden havde vi fisket en del spots af, da vi endelig ramte en mindre stime aborrer, og til vores held var det alle fisk over kiloet.
– Jeg fik tre aborrer i nettet med et bæst på hele 48 cm og 1,7 kg på toppen, så sikke da en drømmeaborre – og så i den kondition her først på sommeren. Ikke så længe efter fangede Frederik en super flot aborre på 43 cm og nøjagtigt 1 kg, der var ny PR-aborre til ham. Så selv om vi kun fik fire aborrer i nettet, så gør det bestemt ikke noget, når det var så flotte fisk.
maj 20, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har netop været ude på en kort aftentur, hvor det lykkedes mig at lokke en håndfuld aborrer frem fra deres skjul, fortæller Flemming Winther. – Ude på pladsen fiskede jeg rundt om et stort grødebælte, og det gav pote med denne aborre som den største på 40cm. Den huggede på Vertigo Minnow fra 13fishing. Det er en let agn, der har en godt svæv i vandet og samtidig kan man ved spinstop få den til at stå op fra bunden, da den er flydende.
– Denne opsætning giver mulighed for at fiske blandt tæt vegetation over højt stående vandplanter samt gennem åkander, som er nogle af de steder, hvor aborren tit står og venter på byttefisk, slutter han.
Du kan finde flere gode artikler om aborrefiskeri i fiskogfri.dk´s store artikelarkiv under ”predatorfiskeri” her.

mar 17, 2022 | Nyheder
– Vejrudsigten for tirsdag og onsdag eftermiddag var helt perfekte, men da det ikke kunne lade sig gøre pga. familiens mange planer, tog jeg en eftermiddagstur efter arbejde mandag, og her var vejrudsigten noget mere tvivlsom, beretter Thoke Wistoft.
– Der var god vind på søen, og når jeg bakkede til et ekko, stod vandet ind over hækken på båden. Heldigvis var beklædningen i orden, og der var desuden ikke ret mange ekko’er at fiske til, så ved solnedgang tegnede det til årets første nultur. Planen var egentlig bare fiskeri fra 15.30 til mørket faldt på, men turen endte med at blive noget længere. Lige da mørket faldt på, fandt jeg nemlig et område, hvor der stod 4-5 sandarter og desuden lidt spredte gedder. Vinden lagde sig, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg netop i nat ikke havde brug for så meget søvn.
– Det lykkedes mig at få tre hug i dette område, og alle var fra sandart. Desværre bommede jeg helt usædvanligt to af dem – måske fordi min Storm jig var så slidt, at krogende stort set ikke kunne sidde fast i jiggen. Denne jig har også fanget +100 fisk, så det er nok på tide at pensionere den. Jeg har dog heldigvis et fint lager af netop Storm Joker Vert i 23 cm, så jeg må se at få rigget et par nye op til næste tur, slutter han.

Thokes Storm jig er efterhånden ret gennemtygget – og har med denne fisk fået lov til at gå på pension – erstattet en ny selvfølgelig.
jan 24, 2022 | Nyheder
– Endelig kunne vi komme afsted, og vejret var ikke helt umuligt, fortæller Kim Aagaard. – Udfordringen med større åbne søer er altid vinden, men 5-6 m/s og fri fra jobbet afgjorde at vi tog af sted. Jeg havde taget min mobile Garmin Livescope løsning med for første gang på min kammerat Flemmings båd. Det skulle vise sig at være en fed og spændende oplevelse, som jeg forventer vil flytte mit fiskeri endnu mere i den gode retning.
– Vi så rigtig mange fine fisk på både min og Flemmings skærm, og vi fik også hurtig fat i flere gedder, der brutalt rejste sig efter vores gummiagn. Det ser bare så vildt ud, når man kan se gedden snige sig ind på ens agn, uvidende om at den er spottet, og så pludselig angribe! Vi fik også godt gang i en stime aborrer, der ivrigt huggede på vores jigs. Igen en sjov og spændende oplevelse at se fiskenes aktivitet på skærmen. Dog fangede vi ikke nogen kæmper, men til gengæld mange. På et tidspunkt kom vi til et område, hvor vi kunne se mange store stimer agnfisk og flere gode gedder, der tydeligt jagede omkring og i stimerne. Dog ville de ikke have vores gummiagn, men vi havde også naturlige agn med, så da vi søsatte et par flåd, gik det helt amok. Herefter fangede vi hurtigt en håndfuld 90+ gedder, hvoraf min den største var på 98 cm. Det var virkelig en oplevelse at se så mange fisk på samme sted.