– Vejrudsigten for tirsdag og onsdag eftermiddag var helt perfekte, men da det ikke kunne lade sig gøre pga. familiens mange planer, tog jeg en eftermiddagstur efter arbejde mandag, og her var vejrudsigten noget mere tvivlsom, beretter Thoke Wistoft.
– Der var god vind på søen, og når jeg bakkede til et ekko, stod vandet ind over hækken på båden. Heldigvis var beklædningen i orden, og der var desuden ikke ret mange ekko’er at fiske til, så ved solnedgang tegnede det til årets første nultur. Planen var egentlig bare fiskeri fra 15.30 til mørket faldt på, men turen endte med at blive noget længere. Lige da mørket faldt på, fandt jeg nemlig et område, hvor der stod 4-5 sandarter og desuden lidt spredte gedder. Vinden lagde sig, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg netop i nat ikke havde brug for så meget søvn.
– Det lykkedes mig at få tre hug i dette område, og alle var fra sandart. Desværre bommede jeg helt usædvanligt to af dem – måske fordi min Storm jig var så slidt, at krogende stort set ikke kunne sidde fast i jiggen. Denne jig har også fanget +100 fisk, så det er nok på tide at pensionere den. Jeg har dog heldigvis et fint lager af netop Storm Joker Vert i 23 cm, så jeg må se at få rigget et par nye op til næste tur, slutter han.

Thokes Storm jig er efterhånden ret gennemtygget – og har med denne fisk fået lov til at gå på pension – erstattet en ny selvfølgelig.