jan 25, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Det er ikke alle, der er lige vilde med den danske vinter. En af dem er Irena Mathiasen: – Julen 2023 blev boykottet, og den danske vinterkulde blev i stedet udskiftet med New Zealandsk sommer, fortæller hun. – Fire uger i fluefiskehimlen lå for vores fødder, og her kom selv de saftigste ørreddrømme helt tæt på.
– De fleste har nok set slowmotion videoer af bækørreder der spiser insekter på overfladen i krystalklart vand. Enhver fluefiskers drømme scenarie. I New Zealand virker drømmen pludselig helt tæt på, og hele ens væsen går automatisk ned i gear. Med øjne der konstant scanner efter mørke skygger som måske, måske ikke, bevæger sig, placeres den ene fod sig langsomt foran den anden. Ørreden der spiser i overfladen, afslører ofte sig selv, uden af øjet søger den. Men derfra og til at fange den, er en hel anden snak. De snu og letskræmte ørreder gør, at procentdelen af landede fisk kontra sete fisk, væsentlig mindre. Hver en fisk, der tager min flue, føles som en sejr. Hver en fisk det rammer nettet føles lidt som at vinde i lotto.
– Taknemmelighed over at opleve dette magiske fiskeri, strømmer igennem mig lige så hurtigt, som den elv jeg står i løber. Men det er ikke kun fiskeriet, der tager pusten fra mig. Landskabet skifter markant, alt efter hvad retning man kører, og jeg svinger imellem om de gyldne bløde bjerge er mine yndlinge, eller om det er de store frodige regnskovsagtige bjerge med vandfald. Gudskelov behøver jeg ikke vælge!
– Ligesom jeg ikke kan vælge et favorit landskab, er det også en umulig opgave at vælge én fiske oplevelse som slår alle andre. Men, der er alligevel to fangster som står klarest i min erindringer fra turen.
En gylden bækørred varmer på en kold morgen
– På en af vores første ture, fiskede vi i en meget kendt elv. Det var en kold morgen, så den helt store uldtrøje kom på. Jeg startede stærkt ud med at skræmme en stor fisk, men på en eller anden måde gjorde det ikke helt så ondt først på dagen. Tværtimod gav det håb for de næste timers fiskeri. Og heldigvis fik mavefornemmelsen ret, for jeg lykkedes senere med at præsentere en nymfe perfekt til en fin fisk, der aktivt stod og spiste. Nerverne var helt uden på uldtrøjen, for det her. Det var helt klart den flotteste fisk jeg havde kroget på vores tur!
– Da den kom i nettet kunne jeg knap nok tro mine øjne. Den gyldne, velproportionerede bækørred var en af de smukkeste fisk, jeg nogensinde har fanget. En lykkerus susede igennem kroppen, imens adrenalinen langsomt forsvandt og mine rystende hænder kunne løfte den tunge fisk op til et hurtigt billede, inden den kom tilbage til sin standplads.
Ørreden der blev prikken over i´et
– Den anden oplevelse, som jeg vil fremhæve var faktisk en af mine sidste fangster. Den efterlod mig med følelsen af, at hvis vi tog hjem nu, så var jeg glad. Ikke klar, for jeg vil aldrig blive klar til at rejse fra det fantastiske land. Men det var ‘Fisken’ – og jeg kunne ikke ønske mere: – Vi fiskede en langsomtflydende pool og havde spottet et par bedre fisk i den ene ende, der crushede lidt rundt. Det unikke ved dette fiskeri – udover det visuelle, er at samtlige fangster deler man. Jeg har nærmest ikke kroget en fisk, uden min kæreste har stået ved min side, og vi har oplevet det hele sammen. Men det her var alligevel lidt specielt. For da jeg skulle til at kaste på den fisk, vi havde udset os, udbrød Jacob ”hvad laver du?” Jeg havde, lettere forvirret, placeret min flue lidt foran den store ørred lige ude foran os. Men det var åbenbart bare ikke den fisk, Jacob havde haft øjnene på. I et split sekund efter min flue er landet, starter jeg fluen op med et lille ryk, og fisken reagerer straks. Jeg tager et nymfe tag mere, og så kan jeg ellers løfte stangen i et modhug. Efter en fight, der føleles som en evighed, gled den imponerende ørred i nettet. Hvilken forløsning! Det var som om, at den fisk var prikken over i’et.
– Og når jeg så sidder her – to uger efter hjemkomsten – og tænker tilbage; så kunne jeg faktisk godt gøre det hele i morgen igen! Jeg forstår godt folk, der år efter år vender tilbage, for selvom fire uger er lang tid på papiret, så føles det som om vi knap nok var kommet i gang. Mit hoved var konstant fuldstændig overloadet med indtryk, oplevelser og følelser, men på samme tid nok nær det roligste, som det nogensinde har været. Jeg er klar til at stikke af og bosætte mig i New Zealand, for intet kan måle sig med det eventyr, der udspiller sig dagligt der nede.
– På turen fiskede vi med to ens set-ups i både sø og elve – nemlig Hardy Marksman 9′ #5 med et Hardy Ultradisc 4000 med flydeline på begge hjul.
Irena Mathiasen med en af sine super flotte ørreder taget på flue i New Zealand.
jan 23, 2021 | Artikler, Rejsefiskeri
Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.
AF JENS HJALTE LØGSTRUP
JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.
Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.
Små ørred og regnbuer
”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.
Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.
Professionel fluefisker
Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.
Masser af store ørred på det hemmelige sted
På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.
– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.
Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.
Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.
En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.
Evigt ejes kun den tabte ørred
Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.
– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.
Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!
Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!
Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.
Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.
Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz
Fem ørred pr kvadratmeter
Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.
Det klassiske flue set-up på New Zealand
Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.
Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.
Sådan kommer du afsted
En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018
Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.
Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.
jun 9, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Tjek denne fantastiske regnbue på 11,55 kilo, Mads fangede på Deathroe i en kanal på den New Zealandske Sydø.
Danske Mads Nørgaard Christensen har revet et år ud af kalenderen for at fiske på New Zealand, og det går temmelig godt! Her får du historien om det vildeste fiskeri efter store regnbuer ved en af de store kanaler på Sydåen.
AF MADS NØRGAARD KRISTENSEN
Når man læser om fiskeriet på New Zealand, og ser videoer på YouTube med kæmpeørreder i 10- 20 kilos klassen på Facebook og Instagram, så er der to ting, der springer en i øjnene. Enten er det regnbuer og bækørreder fanget i bjerglandskaber i vilde vandløb på musefluer, cikader, små tørfluer og et hav af nymfer. Eller så er det gigantiske regnbue- og bækørreder som opnår størrelser helt op over 20 kilo, fanget i store blå kanaler.
På turen har jeg fisket begge dele- Jeg startede med vilde regnbue- og bækørreder på Nordøen med nymfer, indikator og tørfluer, som helt klart har været mit mål for turen. Men nu er de fleste søer og vandløb lukket for gydningen, og mulighederne for fiskeri efter ørreder begrænset. Jeg valgte derfor at se imod kanalerne på sydøen. Muligheden om ørreder på op over 20 kilo er nemlig svær at afslå, så jeg planlagde en 4-dagstur i bilen til Twizel og Tekapo. Jeg så lidt videoer på YouTube samt søgte info på Facebook, som er et fantastisk værktøj til at få lidt baggrundsviden.
Afsted efter kæmperegnbuer
Dag 1 blev brugt på en længere vandretur med tre venner, samt indkøb af proviant. Jeg er hovedsageligt fluefisker, og har kun medbragt mine 2 Zpey Dreamcatcher II i #4 og #5, da det ville dække alle mine behov til fiskeriet på New Zealand.
Dag 2 forsøgte jeg mig med fluestangen på egen hånd, og søgte lidt væk fra laksefarmene grundet det store antal mennesker, som ikke just er glade for fluefiskere. Jeg gik dog en runde og spurgte ind til, om der blev fanget fisk. Ingen havde fanget eller mærket noget, så jeg gik cirka 500 meter nedstrøms laksefarmen og begyndte at lege med lidt små fluer med marabouhaler. Fik i løbet af dagen en lille håndfuld småfisk op til 40 cm, og valgte at gå tilbage til farmen for at se, om de fangede noget. Kun én havde fanget en regnbue på cirka 20 pund.
Dag 3 valgte jeg at besøge den lokale grejshop for at spørge ind til fiskeriet samt købe en spinnestang, for jeg blev alligevel lidt imponeret af deres fiskeri med små gummiæg. Jeg fik en god snak, lidt fif samt købt en brugt spinnestang som han skulle af med. Jeg valgte ikke at købe gummiæg, da jeg havde fundet en håndfuld langs kanten, men en håndfuld blylodder og svirvler skulle der til. Jeg kørte så tilbage til kanalen, og det var virkelig et helt nyt fiskeri for mig.
Jeg forsøgte at efterligne de lokale, som gang på gang går på stribe langs farmene med deres æg så tæt på burene som muligt. Men jeg fangede nada den dag. Da mørket faldt på, og fuldmånen stod op, var alle taget hjem. Jeg kunne høre fisk plaske i overfladen tæt på brinken og hentede fluestangen. Fiskede under 10 minutter med skumbille i overfladen og bang. Det gav en bækørred på cirka 15 pund, der havde taget skumbillen koldt og brutalt, men efter en 5 minutters fight slap krogen desværre sit tag. Jeg valgte at pakke sammen fordi frosten havde sat ind, og det nu var for koldt for mig at gå langs vandet.
Alle de flotte regnbuer Mads fangede blev alle genudsat i kanalen.
De vildeste hug
Dag 4 skulle jeg ud og prøve igen. Jeg kom sent afsted, men ramte vandet ved en 10-tiden. Der var masser af mennesker, men ingen fisk overhovedet. Jeg fiskede et par runder og faldt i snak med en lokal guide kaldet Stefano, som har sit eget guiding firma hernede. Han er blandt andet sponsoreret af DeathRoe som producerer nogle af de kendte og super effektive æg, som folk fisker med hernede.
Jeg snakkede lidt med ham, og fik lidt fif samt en lille håndfuld 6 mm æg, jeg skulle prøve. Krogene jeg brugte var Ahrex FW524 Superdry i #14, som spillede maksimalt. Jeg gav Stefano et par kroge da han stadig søgte nogle lette, men stadig stærke kroge. Herefter gik jeg ned til vandet, og ventede lidt på, at der var plads til jeg kunne lave et kast. Så kastede jeg cirka 50 cm fra buret, og så var det ellers om at løbe nedstrøms, så blylodet kunne komme ned på bunden og drive nedstrøms. Jeg nåde lige at mærke bunden, og to sekunder efter var der fisk.
Fisken tog et vildt udløb, og jeg råbte ”FISH”, så folk fik deres takler ind og fighten kunne begynde. Stefano og hans to kammarater var hurtigt nede ved mig med net og kamera. Efter cirka 6-7 minutters fight kom fisken sikkert i nettet. Vi vejede den i nettet og fik taget lidt billeder, inden regnbueørreden igen gled tilbage i dybet. Fisken vejede 15.7 pund. Så var jeg ligesom i gang med første kast med de nye DeathRoe æg.
Bloddy Dane, kunne jeg høre grinene fra baggrunden. Vi blev enige om, at det var begynderheld, mens jeg gik tilbage opstrøms og lavede et nyt kast igen 50cm fra burene. Denne gang nåde jeg lige 10 meter nedstrøms, indtil jeg sad fast… troede jeg. For efter jeg havde flået lidt i stangen, begyndte bunden at bevæge sig opstrøms med tunge hovedrusk. FISH ON!!!! Folk stod lige lidt og kiggede, før det gik op for dem, at jeg nu havde taget to kast og fået to hug, hvor ingen andre havde mærket fisk…
Fighten var mere eller mindre udramatisk. Fisken gik tungt og roligt. Mit 0.20 Zpey fluorocarbon og den lille superdry krog klarede mosten, og efter små 7-8 minutters tovtrækkeri gled fisken i nettet. Vi vejede hurtigt fisken, fik taget billeder og fik så fisken genudsat. 25,5 pund eller 11,55 kilo blev fisken vejet, og de var fordelt på blot cirka 75 cm.
Stefano og hans venner blev enige om, at det nok var bedst, at jeg nu gik bagerst… En af hans venner fik herefter en fisk, og jeg mistede en fisk på cirka 20 pund på mit tredje kast. Det var lidt fedt næsten at lave hatrick. Vi var fire mand, der fiskede med de små 6mm DeathRoe æg kombineret med superdry krogene, der hjalp til et mere frit og levende drev, grundet den lette krog. Vi fik i alt syv fine regnbuer og en laks, hvor min på de 25,5 pund var den største. De andre fisk lå imellem 13 og 17 pund. Det var bare en vild dag, men desværre den sidste i denne omgang. Jeg vender stærkt tilbage med en håndfuld FC Compact spinnere samt en håndfuld Deathroe eggs som skal prøves – plus selvfølgelig fluestangen i håbet om nogle grumme bækørreder om natten.
Mads´s grej er sponsoreret af MNK Adventures, Deathroe, Ahrex, Zpey, Snipenstrike og FC-Spinner.
Det var på disse Deathroe gummiæg, at Mads fangede de flotte regnbuer.
jun 2, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri
New Zealand byder på fantastiske muligheder for hajfiskeri direkte fra kysten. Tag med på en eventyr du sent vil glemme.
AF CHRISTIAN THOMSEN
Det var en tidlig højsommermorgen, og jeg vågnede af en bragende varme, der var resultat af solens første stråler på mit bilvindue. Jeg havde overnattet på en parkeringsplads i min lille Ford Falcon.
Dette var min første dag på en mission, der havde været en barndomsdrøm så længe jeg kan huske: Jeg ville fange en fisk, der var større end mig selv, og det var en Bronzehaj det hele drejede sig om. Jeg havde planlagt det hele i meget lang tid, men jeg vidste nok også allerede på det tidspunkt, at fiskeri som dette er noget man ikke kan planlægge… eller i det mindste, så går det sjældent som planlagt! Og det gjorde denne mission heller ikke viste det sig…
Under forberedelserne blev jeg mødt af den ene problemstilling efter den anden. Det største problem var dog at finde en måde at få min madding ud på det dybe vand, hvor hajerne trak rundt. Jeg havde mange overvejelser, som indebar alt lige fra surfcast stænger til paddleboards. Faktisk havde ideen med at købe en fjernstyret båd og slæbe maddingen ud med den, vundet inde i mit hoved. Så mens jeg lå i bilen og ventede på, at varehuset på den anden side af vejen åbnede, fik jeg skovlet noget havregryn og pulvermælk ind.
På jagt i varehuset
Inde i varehuset ledte jeg forgæves efter en fjernstyret båd, der var stor nok, og havde en fornuftig rækkevidde til projektet. Næste problem blev også, at jeg boede i min lille bil, og havde jo egentlig heller ikke mulighed for at oplade den, hvis den gik tom for strøm…Kreativiteten steg i takt med utålmodigheden for at komme ud og fange min haj! Derfor fandt jeg i børneafdelingen en oppustelig gummibåd, som hang på væggen. Den var praktisk, og den kunne pakkes sammen, Jeg kunne have den på rygsækken og så kunne den lades op med lungerne! Den var perfekt! Men den var udsolgt…
Jeg kunne næsten ikke være i mig selv! og i Waipapa, Northland, kører man ikke bare lige over til det næste varehus. Så jeg jokede med ekspedienten, at jeg kunne da købe udstillingsmodellen til halv pris. Og det fik jeg så lov til! Vi fik så pillet båden ned fra væggen på bedste klatremanér, men han kunne kun finde den ene åre. Men jeg tog, hvad jeg kunne få, så jeg kunne komme afsted og jagte drømmen, som man siger.
Her kan du se Christians set-up, da han fiskede efter hajer på New Zealand.
Fem timer efter stod jeg ved en lille bugt. Det var ikke nødvendigvist stedet, hvor jeg ville gå efter min haj, for der der var mange sten og skarpe muslingebanker i vandet. Til hajfiskeriet gik jeg efter ren sandbund. Men det var alligevel blevet for sent på dagen til at fiske hajer, så jeg gik efter Kingfish, som jeg tænkte ville trække rundt i den lille varme bugt. Her var der et fint fiskeri efter snappers og mindre kingfish, og så blev det også til et par kahawai’s som ville være en perfekt madding til hajen! I solens sidste stråler kom der en kæmpe skygge langsomt forbi, og jeg tænkte, at det var godt nok en stor rokke. Men 10 minutter senere kom den tilbage, og det viste sig at være en bronzehaj! Men – det ville være dumt at fiske dem her og nu tænkte jeg, da det ville være totalt mørke om 20 minutter, og så ville det være ren kaos at fighte den her med alle de sten og skarpe muslinger.
Afsted på hajfiskeri
Efter endnu en kummerlig overnatning i bilen, kørte jeg længere nordpå, til Rangiputa, som er hospottet for at fiske hajer i følge de lokale. Jeg ankom, igen hen på eftermiddagen, og fjorden havde den reneste fine sandbund. Lige hvad jeg havde drømt om!
Jeg pakkede rygsækken med min lille båd og vandrede så tre kilometer længere ind i fjorden. Tidevandet var meget stærkt, og der var en voldsom strøm. Jeg fik rigget det hele op, og lå klar til at sejle ud for at lave mit første drop i min lille børnegummibåd. Allerede 1 meter fra land begyndte strømmen at hive mig kraftigt mod højre, men så var det jo rent held at jeg kun havde én pagaj at ro med, for så gik det jo cirka lige op!
Jeg padlede så hårdt jeg kunne, indtil jeg ikke kunne se bunden, og så smed jeg min størrelse 20/0 cirkelkrog ud med et paternoster-rig af metalwire, 400 gram bly samt en halv 2 kilos kahawai for enden. På land stod jeg klar med stangen rigget op med 0.80 fletline. Strømmen løb med voldsomme mængder ålegræs, der konstant trak afsted med hele rigget. Jeg måtte derfor ofte sejle ud og dumpe agnen på ny.
Og her stod jeg så hele dagen i en brændende sol uden et eneste “hajhug”. Jeg fangede dog i ny og næ nogle rokker, men det var ikke dem, jeg kom efter. Næste morgen forsøgte jeg igen, men det blev endnu en dag uden fast fisk… De Kahawaier jeg tidligere havde fanget, var begyndt at blive godt møre i den bagende sommersol. På tredjedagen besluttede jeg mig for at prøve fiskeriet fra klipperne på den åbne kyst efter kingfish, og hvad der ellers skulle være.
Kingfish healing
Det betød også at det var et totalt no-go efter hajer der, men jeg savnede at få en fight af bare et eller andet. Jeg kørte ud til en lille parkeringsplads, hvor jeg kunne kravle ned på klipperne. Her mødte jeg en lokal, og brugte dagen sammen med ham. Hele turen havde jeg været alene afsted, så det var hyggeligt med lidt selskab. Vi fiskede efter Kingfish. Jeg stod med store woblere og han brugte et slide-rig med levende agn. Her var masser af pipers og mindre kahawaier, så det vaf et godt tegn på, at der nok ville trække nogle større fisk forbi også.
Pludselig blev stilheden brudt af et løbende hjul, og mens vi begge retter blikket mod hans stang, der flexer helt i bund, får jeg et voldsomt hug. Vi står begge og prøver at få styr på vores fisk, som tager de vildeste udløb. I et udbrud af banden og svovlen røg min fisk af, men min nye ven fik sin på land. Det var en kingfish på omkring de 20 kilo. Herefter bød aftenen på sjov med en del mindre kingfish, og så var der frisk madding til dagen derpå. Han gav mig koordinaterne på et nyt sted, som han mente var bedre til hajer.
Et nyt spot
Fjerdedagen startede tidligt med rester fra gårsdagens aftensmad, havregryn og pulvermælk, hvorefter jeg stod klar ved solopgang på det nye spot. Eller rettere, der hvor vejen endte. Jeg havde fundet et sted på google maps med fin sandbund, men jeg måtte gå et godt stykke for at komme derhen. Min gummibåd blev omdannet til en flåde med alt mit grej – t aske, sovegrej og telt samt proviant til mig selv og hajerne.
Langs med mangroveskove måtte jeg gå i brysthøjdt vand det meste af vejen. og da jeg ankom, fik jeg hurtigt dumpet rigget, så jeg kunne lave en camp på stranden i ventetiden. Her var der ikke så meget strøm i vandet, så jeg turde godt lade stangen stå med en helt løs bremse inde på land. Pludselig kunne jeg høre bremsen langsomt tikke… Hjertet fløj naturligvis helt op i halsen på mig! Jeg nåede lige at gribe fat i stangen, inden der virkelig kom fart på fisken.
Verdens hurtigste gummibåd
Jeg lagde an til modhug, men da jeg strammede bremsen, slap hajen agnen… Eller det vil sige den rev agnene totalt af, så kun hovedet af kahawaien var tilbage med store rene bidemærker. Jeg stod tilbage og tænkte, at jeg havde misset min chance, men samtidigt havde jeg kun været her i et par timer! Måske kunne kun blive godt det her!
Agnen blev hurtigt skiftet, og jeg kunne ikke få den hurtigt nok ud i min lille børne gummibåd. Mens jeg sad og holdte øje med, hvornår bunden forsvandt, så jeg en kæmpe mørk skygge lige under mig. Jeg ville ikke have agnen i båden, da jeg var bange for at krogen ville prikke hul, så den blev slæbt efter mig i mit bælte cirka 1 meter fra båden. Bæltet var bundet fast til båden, og tusindvis af skrækscenarier poppede frem i hovedet på mig, om hvad der ville ske hvis hajen tog agnen direkte fra båden!
Jeg fik derfor hurtigt vendt min kludrede lange krop til den anden ende af båden, og smed bælte samt alt ned i dybet. Og så tror jeg aldrig man hverken før eller siden har set nogen sejle så hurtigt med 1 pagaj i en lille gummibåd, som jeg gjorde for at komme tilbage til land og fiskestang. De få minutter føltes som en evighed.
Tilbage med sand under fødderne stod jeg igen klar, men som timerne gik skete der intet.. Jeg checkede agnen og naturligvis havde jeg sendt mit bælte i dybet – bogstaveligt talt. Så den kom ikke med tilbage. Jeg overnattede på stranden og den sidste fillet Kahawai kom på bålet til aftensmad.
Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Christian fightede den flotte bronzehaj.
Et nyt forsøg
Næste morgen prøvede jeg ihærdigt at fange noget nyt agn. Men forgæves. Der var ellers en god aktivitet af hajer, der kom helt tæt på land. Men hvad nytter det, når man ikke har noget at fange dem på. Jeg havde nu forsøgt næsten en uge at fange drømmefisken, men jeg havde hverken mad til mig selv eller hajerne, så jeg blev nødt til at forlade stranden forgæves. På vej tilbage længere sydpå overvejede jeg situationen nøje. Jeg konkluderede at jeg hellere måtte komme tilbage til min gamle værtsfamilie, hvor jeg ellers holdt til, og så måske prøve igen senere på sæsonen?
Som jeg kørte, tænkte jeg, at det kunne fandme ikke passe! At jeg i det mindste ikke kunne få lov at mærke en fast fisk på krogen! Jeg holdt derfor ind til siden, og så lavede jeg en u-vending. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne tilbage, hvor jeg på førstedagen både havde rigeligt med agnfisk i vandet, og havde set haj.
Næste morgen stod jeg igen ved bugten kaldet Mckenzie Bay. Denne gang skulle der ikke spares på noget, så jeg købte 5kg Burley, som er most fisk i et net til at sprede duftstof. Den lokale ekspedient fik medlidenhed med mig tror jeg, da jeg fortalte ham min historie. Så han gav mig en frossen bonito tun med gratis, og fortalte mig, at det er noget, som hajerne ikke kan modstå. Og så gav han mig faktisk også en ny åre! Han forstod heller ikke helt hvorfor jeg dog ville fange sådan en haj, da det er normalt hajerne, der ødelægger fiskeriet for alt andet.
Klar igen
Et par dage efter lå burley’en i vandet, båden var pustet op og alt var rigget til. Jeg var naturligvis meget skeptisk med alle de sten og skarpe muslinger, der groede på dem. Men hvor der er vilje, er der en vej. I dette tilfælde var det dog en bumpet og forfalden markvej. Ikke langt fra, hvor jeg fiskede, var der nemlig en temmelig populær badestrand, som havde en ganske fin sandbund. Det måtte være helt perfekt til at få en haj i land tænkte jeg…
Men – nu skulle jeg jo lige have kroget en fisk først, da de store fisk åbenbart ikke er så dumme, som jeg tidligere havde troet! Jeg sejlede ud, hvor bunden forsvandt, og jeg fortsatte endnu længere ud. Den halve bonito dalede langsomt mod mørket. Jeg skyndte mig ind igen og stod klar. Men i det stille vejr kunne man da lige nyde lidt mere havregryn og pulvermælk. På en stor sten havde jeg et godt udsyn over min burley, der lå og kogte under havoverfladen. Pludselig kom der igen den store mørke skygge hen over havbunden, som jeg tidligere havde set.
Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.
Drømmehugget
Så begyndte hjulet at tikke. Fuldstændig som i scenen fra Jaws. Alt var helt stille, mens jeg langsomt løftede stangen op. Jeg gik ud til knædybt vand hvor jeg følte jeg havde et godt fodfæste. Tikkene gik langsomt hurtigere og hurtigere. Jeg strammede bremsen til, og så var det ellers som at kroge en bus, der kom kørende i fuld fart. Den rev mig hen over havbunden og jeg kunne næsten ikke holde mig selv stående, men da jeg kom ud til hofte dybde stoppede den, og gik modsatte vej.
Den gik helt perfekt mod badestranden og de badende turister. Jeg gik langsomt med og havde en meget stram line. Mange tror en hajer går dybt og tungt, men ikke bronzehajen. Den var flere gange oppe og vende i overfladen og lavede nogle voldsomme plask. Kaoset spredte sig hurtigt, og lige pludselig gik det op for mig, at der stod en ca. 50 mand og fulgte med i fighten inde fra strandkanten. Det var en opmærksomhed, jeg ikke lige havde håbet på, da jeg også skulle have fisken i land og afkroge samt håndtere den, så den kunne blive genudsat igen. Og det er et stykke arbejde, der hurtigt kan virke makabert for en ikke-lystfisker. Men – i det mindste var der vel en, der kunne tage et billede for mig!
De første 40 minutter gik med rent tovtrækkeri, og jeg følte, at jeg var kommet ind på forholdsvis sikkert vand, men det var rent held. En anden ung mand stod og fulgte med, og jeg råbte, om han kunne komme og hjælpe. Jeg gav ham stangen, så jeg kunne få fat i haleroden på hajen og slæbe den ind på lavere vand. Hajen var træt, men ikke så træt, at den ikke kunne slå fra sig endnu. Med et solidt greb med begge hænder om haleroden, hvor jeg stadig ikke kunne nå hele vejen rundt, slog den med et ordentligt slag til siden, hvor jeg kun lige blev hængende med én hånd. Jeg fik fat igen med begge hænder bakkede jeg tilbage til det lave vand. Krogen sad helt perfekt, og jeg fik den afkroget uden problemer. Et par hurtige billeder blev taget, og en drøm gik i opfyldelse med en bronzehaj på cirka 260 cm. Hajen blev genudsat og svømmede langsomt tilbage i dybet. Nu var det tid til en kold øl, og jeg så ikke én eneste turist, der var ude at bade en hel time efter…
mar 5, 2020 | Nyheder
Mads Nørgaard Kristensen fisker røven ud af bukserne – og lige nu foregår det på New Zealand, hvor han har planer om at være fiskebums de næste fem måneder. Siden han kom derned, har der været godt sving i fluekæppen, og han har netop fået en ekstremt flot bækørred på det lette nymfegrej. Her får du historien:
– Da jeg kom herned købte jeg en 4-hjulstrækker, da det flere steder er nødvendigt for at kunne komme rundt, fortæller han. – I det sidste stykke tid har jeg fisket omkring Lake Taupo i fem forskellige udløb og fanget en del regnbueørreder samt lidt bækørreder. Jeg smed en drømmefisk for et par dage siden, der tog cirka 40 meter bagline plus hele fluelinen. Den huggede lige foran mig, så loopet fra forfanget var stadig ved topøjet på stangen, men desværre sprang forfanget.
– I dag var jeg så ude i begyndelsen af backcontry, hvor det kun er muligt at komme ud ved at have 4wd – og så skal man gå en lille times tid, før man rammer vandløbet. Var tidligt afsted og fik 8 regnbuer alle imellem 500 gram og 2.5 kilo. De seks af dem var på små cdc tørfluer, og de to sidste på nymfe.
– Desværre var der ikke bækørreder som jeg ellers var taget op efter, så jeg valgte at tage turen tilbage, da jeg lige kunne nå to timers fiskeri i et af de store vandløb ved Taupo, hvor jeg smed den store bækørred.
– Jeg fangede en meget lang og slank bækørred igen på cirka 65 centimeter, men vælger at genudsætte med det samme, så har kun lidt fight på mit gopro. Derefter går jeg op i hullet, hvor jeg smed den store bækørred. Der stod to ret pæne fisk, men jeg kunne ikke se, om det var bækørreder eller regnbuer, da vandet var kalket, fordi det første rigtige regnskyl i snart 60 dage kom i går. Jeg valgte derfor at gå lidt op på lavere vand først, for at se om der stod fisk der.
– Her kunne jeg se den store bækørred stå lige bag en sten, samt et par små regnbuer lige ovenfor den. Jeg prøvede først med tørflue, men det reagerede de ikke på. Herefter valgte jeg at gå med indikator og to nymfer samt en klump tungstensler for at få fluerne ned i strømmen. Det virker ret underligt, som setup, og det er ikke noget, man er super vant til hjemme i DK, men hernede fisker de med op imod 6 nymfer af gangen, selvom reglerne siger maksimalt 3 fluer på forfanget.
– Jeg vælger den øverste til at være en lille str.16 nymfe i sort, samt en Phesanttail str. 14 30 centimeter under den første. Forfanget er 10 fod med cirka 1 meter tippet i 0.15 mm fluorocarbon. I første drev får jeg rykket nymfen forbi den ene regnbue, som gerne ville have leget med, men jeg vil se om jeg ikke kan få bækørreden bagved. Heldigvis får jeg skræmt regnbuen, så jeg venter små 2-3 minutter, før jeg kaster igen.
– Selvom vandet er lidt kalket, kan jeg tydeligt se fisken på det lidt lavere vand på modsatte side af åen, og drevet på nymferne er perfekt. Jeg ser bækørreden bevæge sig lidt hen imod mig, og den åbner munden. Indikatoren når lige at stå stille i strømmen, før jeg klasker til den. Fisken står først stille, som i fuldstændig urokkeligt. Jeg lægger mere pres på min #5, og fisken går nu op imod strømmen, som om intet er hændt. Goproe´en bliver tændt, og det samme gør fisken. Den tager nogle gode udløb og springer fri af vandet flere gange. Jeg opdager hurtigt, at mit net er alt for lille, så jeg skal have købt et nummer større… Jeg presser grejet til det yderste, da jeg ved fisken skal ud igen, og jeg er låst fast på brinken, med store buske på begge sidder, som går ud over åen. Jeg får fiskens hoved til at ligge i nettet, men må opgive, og lader fisken tage endnu et udløb. Nettet har jeg smidt op på land, og vælger at tage fisken i halen, næste gang den kommer ind.
– Den kommer snart glidende forbi igen, og jeg får et fast hold om halen. Sjovt nok kommer et ældre ægtepar, som var på vandretur forbi på samme tidspunkt og hjælper med at tage billeder. Jeg fik målt fisken på stangen til 73-74 centimeter, hvorefter jeg hurtigt fik den sat ud igen – rystende over hele kroppen, da fisk som dette pragteksemplar var en af grundene til, at jeg valgte at rejse fra familien i fem måneder.
– Grejet jeg bruger er en Zpey dreamcatcher II i #4 og #5. Linen er Zpey Precision WF – Floating #5 og #6 og mine favoritkrog er fra Ahrex, slutter Mads, som vi sikkert kommer til at høre mere fra i den nærmeste fremtid.
Denne bækørred på 73-74 centimeter kunne ikke modstå Mads´s nymfe.
.
feb 2, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Jens Bursell med en 8 kilo+ longfinned eel på vej sikkert i nettet.
Følg med tilbage til årskiftet ved år 2000, hvor jeg sammen med min fiskeven Søren Beck tog et par måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels. Vi er nu nået til guldgraver området på vestkysten af Sydøen, hvor vi fandt de allerstørste ål.
AF JENS BURSELL
Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld – næsten på samme måde, som man graver grus i grusgrave. Resultatet er, at store dele af vestkysten er perforeret som en schweitzerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål…
Guldgrave og rullesten
Næste eftermiddag er vi klar ved en af guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et ”rubby-dubby” net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gør sit lokke-arbejde, går vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene – ofte ”on the drop”, og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist, hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.
Da mørket falder på, gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot tre meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik – at holde linen løst imellem fingrene.
Der er ikke gået 30 sekunder, inden vi får det første hug, og sådan bliver det ved. I løbet af de næste fire timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget but-cracking nonstop action. Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. Det er en suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi har kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.
Uvejret bryder løs
De næste 5-6 nætter oplever vi vores livs ålefiskeri med masser af fisk på 5-7 kilo. For mit eget vedkommende kulminerer fiskeriet efter en uges tid. Det har i flere uger været næsten skyfrit på Vestkysten, men denne nat kommer et vildt uvejr ind over kystområdet.
I forbindelse med stormvarslet forudses op til 20 centimeters regnfald i løbet af natten… Det er et velkendt fænomen at pludselige barometerfald, kan få et hvilket som helst fiskeri til at gå amok, så jeg beslutter mig for at give den hele armen. Søren kører med til søen, men efter et par timer i silende regn begynder der at løbe en lind strøm af regnvand ned af nakken på ham. Da han har fået mere end rigeligt og er fint tilfreds med sine fisk indtil nu, beslutter han at tage hjem. På dette tidspunkt er jeg stadig helt tør – og kunne godt bruge lidt flere fisk på kontoen, så på trods af at uvejret langt fra har kulmineret, beslutter jeg mig for at blive.
Regnen bliver vildere, og det samme gør fiskeriet – konstant tonser jeg 4-7 kilos ål ind. Efter et par timer bryder lyn og torden løs over den gamle guldgrav. Pludselig stopper huggene, og der går et par minutter uden så meget som et eneste nøk i linen. Befriet over en lille pause kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om fiskeriet er ved at dø ud eller måske det modsatte – at en grumme stor dominant ål er kommet til fadet og har jaget ”småfiskene væk”…
Jens nyder ventetiden i teltet.
Monsterhugget
I det samme løber linen ud, og jeg hamrer ind i en fisk, der føles langt større og voldsommere end nogen ål, jeg tidligere har fanget. Vel vidende at dyret er tabt, hvis jeg ikke holder den stenhårdt, læner jeg mig tilbage i stangen og blokerer bremsen. Fisken støder blytungt, men med et voldsomt pres får jeg hovedet op i overfladen. Fisken glider modvilligt en anelse tættere på nettet. Da jeg får tændt pandelampen tændt løber det mig koldt ned af ryggen. Dyret er langt bredere over ryggen end noget jeg tidligere har set – omkring 15-20 cm i diameter over nakken. Da kun dele af fisken er under vand er det svært at bedømme længden – men 140-150 cm er nok ikke helt galt i byen.
Kæmpeålen er langt fra klar til nettet og tonser tungt frem og tilbage lige uden for netrammen. Tordnen tager til og enkelte lyn er så tæt på, at de oplyser både vandet og fiskens hoved, der slår tungt rundt i overfladen. Himmel og jord står i et, og på trods af, at bremsen er praktisk taget blokket – både mekanisk og manuelt, lykkes det fisken at tage et tungt udløb hen under en nærliggende flydeø. På mirakuløs vis får jeg igen presset hovedet til overfladen, men desværre er det kun ½ meter fra kanten af øen. Fisken har altså en hel meter hale at gøre godt med i rødderne under øen…
Her kan du se, hvordan man afkroger en stor ål med en conger-afkroger. Metalkrogen placeres på linen, hvorefter man trækker forfanget ud til siden mens afkrogeren trækkes nedad og i modsatte retning, så den griber fat i cirkelkrogens kroggab, der herefter trækkes baglæns ud. Hurtigt og super simpelt.
Efter meget kort tid mærker jeg, at ålen får solidt fat i en rod, og der er derfor ikke andet at gøre end at sætte alt på et bræt. Stangen belastes til det yderste og pludselig knækker wiren og den store Owner svirvel pisker som et projektil forbi med hoved. Slaget er tabt, og som jeg sidder der i den silende regn, går det pludselig op for mig, hvor vildt stormen er taget til. Brillerne dugger, alt grejet er gennemblødt og det lyner nu konstant lige over mit hoved. Tordenskraldene flænger konstant himlen, og totalt knækket pakker jeg sammen. At fortsætte fiskeriet og ende sine dage grillet af et lyn ville alligevel være mere end selv den største ål var værd.
Stenskred i guldgraven
De næste par nætter får vi en del 5-7 kilos fisk, og beslutter at udforske nogle nye vande, for at finde nogle endnu større fisk. Et af disse er en ultra-fræk guldgrav midt ude i et øde skovområde. Vi har lånt en gummibåd af en lokal kommerciel ålefisker, og da det bliver mørkt, forsvinder vi ud på søen, der ligger badet i månelys.
Da det vil være umuligt at lande en stor ål fra båden, leder vi i lang tid efter et sted, hvor vi kan fiske fra land. Vandet er kulsort, og som båden glider langsomt frem i det blikstille vand, kan vi ikke lade være med at fantasere om de meterlange ål, som måske svømmer rundt under båden på jagt efter et solidt måltid – måske et menneske ådsel…
Omsider finder vi et stykke bred uden bevoksning og tager retning imod det for at gå på land. Bunden falder næsten lodret og bredden der er temmelig stejl, består af store kampesten. Med møje og besvær får jeg mig bakset op. Jeg skal netop til at foreslå Søren at række grejet op, da stenene pludselig begynder at rulle under mig. Min ene fod er lige ved at blive klemt under en sten, som er på vej ned i dybet, da jeg til alt held får klamret mig til en halvrådden rod. Chokeret bliver jeg siddende på roden indtil Søren kan komme så tæt med gummibåden, at jeg kan hoppe ned i sikkerhed. Blot tanken om at ende sine dage fastklemt imellem nogle sten på 6 meters dybde, imens store glubske ål gradvist åd sig igennem ens kolde og halvrådne korpus, var rigeligt til at fremprovokere et planmæssigt tilbagetog.
Dagen efter tager vi den sidste tur til guldgraven, hvor jeg slutter af med en PR ål på 8,4 kilo. Egentlig er der masser af vande, som er værd at udforske i guldgraver området, men da vi også har lyst til at opleve andre dele af New Zealand, beslutter vi os for at følge den oprindelige plan – at udforske Fiordland og de centrale dele af Otago. I de følgende to uger får vi oplevet nogle af de meste fantastiske naturscenerier på øen – fjorde, søer, tågeskov og snedækkede bjerge.
Ål får vi også men langt fra i samme kvantiteter som i guldgravene. Det sidste sted vi når at afprøve er en fræk bugt på en større sø. På et par nætters fiskeri får vi en del ål, hvoraf kun relativt få fisk er over 6 kilo. Topfiskene – et par massive fisk på 8,3 og 8,5 går til Søren. Desværre randt fisketiden alt for hurtigt ud. På trods af, at det krævede et hårdt arbejde at finde de rette vande, har vi dog ikke haft det store at klage over – mindst 100 ål over 5 kilo kan man vel lige leve med…
Myter og fakta
For de oprindelige folk på New Zealand – Maorierne, har de store ål igennem over tusind år været af stor betydning, både ernæringsmæssigt og mytologisk. Da de velsmagende fisk i flere områder har været den primære fødekilde, er det ikke få stammekrige, som er brudt ud i kampen om fiskerettigheder.
Ifølge gamle Maori-overleveringer stammer ålene fra de himmelske vande – Puna-kauariki og er afkommet af regnen – Te Ihorangi. Som de første fisk på jorden blev ålene anset at være forfædrene for alle andre fisk. Da nogle klaner af ål forlod de ferske vande for at forvandle sig til havfisk blev klanen Tuna beordret til at forblive i sumpenes frastødende vand, med det formål at være fødekilde for mennesket… I det gamle Grækenland, hvor ålene mentes skabt af Jupiter og gudinden Anguilla, regnes de i øvrigt også for at være guddommelige.
Turen ud til mange af de mere fjertliggende fiskepladser indvolverede lange vandringer gennem ufremkommeligt terræn langs floderne.
Guddommelige væsener kræver respekt – og skal man for alvor have succes med sit åle fiskeri, sang maorierne følgende hyldest til de aflange væsener:
Hei kai mau te tangata
Makutu mau, mahara mai
Kei reira to hara
Harahara aitua, harahara a tai
I pakia ai koe, i rahua ai koe
Niniko, koi tara, kia u o niho
Niniko koi tara koe
Kei te tai temu, kei te tai pari kei Rangiriri
Hau kumea, hau toia
Nau ka anga atu, anga atu
Nau ka anga mai, anga mai
Check den ud, hvis fiskeriet begynder at gå lidt sløjt…
Forskellige ålearter
På New Zealand fandtes oprindeligt to ålearter: Shortfinned eel (Anguilla australis), der som navnet antyder også findes i Australien og longfinned eel (Anguilla dieffenbachii), der udelukkende findes på New Zealand. Førstnævnte art findes i NZ primært i lavlandet og er dominerende i mange vande steder på Nordøen. Maksimalvægten er 7-8 kilo. Longfinned eel bliver betydeligt større og kan kendes fra sin mindre fætter på at rygdelen af halefinnen fortsætter betydeligt længere op ad ryggen. Denne art er dominerende på Sydøen samt i de højere liggende dele af vandsystemerne. Selvom der går tvivlsomme rygter om fisk på over 40 kilo, er de største veldokumenterede fisk fanget af erhvervefiskere på omkring 20 kilo.
Mange års intensivt erhvervsfiskeri har sat sine spor på bestandene af store longfinned eels. I langt de fleste vande vejer den gennemsnitlige fisk 1-3 kilo. Arbejder man lidt for sagen vil man dog kunne finde vande, hvor fisk på 5-6 kilo er rimelig almindelige. Fisk på i størrelses ordnen 10-15 kilo findes selvfølgelig stadig – men bered dig på en solid gang tålmådighed, da du sandsynligvis kommer til at fiske dig igennem hundredetusindvis af ål før du fanger den…
Til alt held påbød man i 1997, at alle kommercielt fangede ål over 4 kilo på Sydøen skulle genudsættes. At fredningen kommer i sidste øjeblik bekræftes meget godt af en lokal ålefiskers logbog fra 1999: Ud af 5 tons ål fangedes kun 12 individer, der var over 4 kilo! Samme år blev der til en enkelt fiskefabrik leveret 250 tons ål – kun én af disse var over 10 kilo, og vejede 13,5 kilo… Monstrene findes stadig, men der skal helt sikkert arbejdes, hvis man vil i kontakt med dem. Da reglen ikke gælder Nordøen, vil det snart se meget sørgeligt ud for disse bestande, og mange store ål er ifølge biologerne 60-80 år om at runde de 8-10 kilo. Maksimal alderen menes at ligge på over 100 år. Maksimal størrelsen angives at være 156 cm og 24 kilo.
De kønsmodne longfins drager i en alder af 23-30 år imod saltvand for at trække til gydestederne, der menes at ligge omkring Samoa i Stillehavet. På dette tidspunkt har de typisk en vægt på 4-5 kilo. Fisk der bliver over denne vægt er derfor ofte gamle hunner der er sterile eller ikke kan forlade vandet på grund af for lav vandføring.
I løbet af de sidste 10 år er den australske art mottled longfin eel (Anguilla reinhardti) indvandret enkelte steder på Nordøen. Under suptropiske forhold i hjemlandet Australien skulle denne art kunne blive helt op til 45 kilo.
Tips til longfins
Overvejer du et seriøst sats efter longfinnede eels på New Zealand, er du ildested uden en bil. Brugte biler i OK stand kan købes brugt fra andre rejsende på de fleste større backpacker hostels i Auckland og Christchurch. Med et par dages tålmodighed er det let at skaffe en velfungerende bil for 3-6000 kr. Ejerskiftet ordnes let på et hvilket som helst posthus, og bilen kan – hvis ikke den er totalt hærget og smurt ind i åleslim, som regel sælges for næsten det samme som den blev købt for.
Det bedste grej til ål i 3-10 kilos klassen er en helaktions 12 ft. karpestang med en testkurve på 2 ½ – 3 ½ lbs TC. Med et solidt fastspolehjul som f.eks. Shimano Baitrunner er du udrustet til den værst tænkelige situation. Da fiskene ofte står tæt på snags er en 0,50-0,60 hovedline af elastiske nylon – f.eks. Big Game, klart at foretrække. Er der mange klipper kan det blive nødvendigt med en snagleader af 80 lbs Spiderwire. Ofte står fiskene tæt på land, og her vil det bedst kunne svare sig at fiske ”løsline”. Ålens tænder minder meget om mallens og er ikke nær så skarpe som geddetænder. Alligevel er det dog nødvendigt med et wire forfang, for at undgå linebrud når fiskene begynder at sno rundt om sig selv. Går man efter lidt større fisk er Drennans 28 lbs Green Wire som skabt som formålet. Bliver wiren meget stivere end dette, går det ud over hugraten. De bedste kroge er som nævnt andetsteds i teksten Circle Hooks, fx: Gamakatzu Octopus Circle Hooks i str. 4/0 – 6/0. Fiskeriet er udelukkende C & R.
På vej mod nye spændende ålepladser på South Island.
Agn og foder
Krogen agnes bedst med halve eller kvarte lammehjerter, hele kyllingehjerter eller andre blodige kødstykker. Makrel-stykker er en anden helt suveræn agn. Nyre samt okse- og lammelever lokker suverænt, men sider ikke særlig godt på krogen. Af samme årsag egner de sig derfor bedst til foder – enten skåret i småstykker og puttet i en swimfeeder, eller i en rubby-dubby net, der kastes ud ved foderpladsen. Et anden hypereffektiv måde at lokke fiskene til, er ved at hælde blod direkte ud i vandet. Blod kan dog være svært at skaffe, og et godt alternativ er at putte ½ kilo hakket oksekød ned i en vanddunk med ½ liter vand + flavour. Ryst godt og hæld den lokkende suppe ud i vandet. Er der ål i nærheden skal de nok komme…Er der ingen slagter i nærheden kan man i stedet samle trafik-dræbte dyr på vejen. De fleste ”road-kills” er possums. Ådslet bindes med en snor til en passende sten og kastes ud på foderpladsen. Husker man at pierce kræet godt og grundig, vil der snart sive et lokkende duftspor ud i vandet…
Landing og opbevaring
Fiskes der efter større fisk er et stort ”mallenet” af den type der fremstille af The Catfish Conservation Group (UK), det helt ideelle. Med et sådant net har du nemlig en reel chance for at lande en monsterål på 10-15 kilo, hvis heldet skulle være ude. Selv til 7-9 kilos fisk er det med denne type net betydeligt lettere at håndtere ålene. Fordelen er indlysende nok, at der er god plads, når bæstet skal afkroges. Fiskene opbevares lettest i en ganske normal stor carpsack.
Vande og tidspunkter
Store ål kan findes i alle typer vande lige fra bittesmå drænkanaler til store søer og floder. Da erhvervsfiskeriet er hovedårsagen til udfiskningen af de store fisk, gælder det om at finde vande der ikke er blevet fisket kommercielt i mange år – hvilket typisk vil være vande med ekstremt dårlige adgangsforhold. Andre oplagte storfiskevande er isolerede småsøer – f.eks. guldgrave, hvor fiskene har svært ved at vandre ud, når først de er blevet store og kønsmodne. Jo mere utilgængeligt desto bedre. Skulle du ved et tilfælde falde over den lokale erhvervs-ålefisker, gælder det om at holde ørerne åbne – ofte vil de kunne give dig et væld af værdifuld info om hvilke vande, der kunne tænkes at rumme store fisk.
Fiskeriet er helt klart bedst aften-nat-morgen. Som ved så mange andre former for ålefiskeri, er perioden op til fuldmåne klart den dårligste periode at satse på. Skal der fiskes i denne periode er overskyede nætter eller perioden inden månen stiger op, helt klart det bedste bud på nogenlunde rimelige forhold.
jan 28, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Ufremkommeligt terræn og tunge rygsække gjorde det at komme til uberørt fiskeri til en stor fysisk udfordring. Her forsøger Søren Beck at holde balancen på vej mod et nyt godt ålespot.
Følg med til år 2000, hvor jeg sammen med min fiskekammerat Søren Beck tog to måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels.
AF JENS BURSELL
Efter at have tilbragt en spændende uge på North Island efter koi-karper i omgivelser der ligeså godt kunne have været på Lolland, var det fedt at rykke. Afsted for at opleve New Zealands sande sjæl – skove, bjerge og krystal klare floder. Målet var South Island, der flere steder stadig huser bestand af de store longfinned eels.
På turen ned over Nordøen tager vi en slingeret omvej for at få set os lidt omkring. Især den forrevne kystkæde på Coromandel, blot ½ times kørsel fra Waikato er, med sine tætte bevoksninger af træbregner og kæmpestore træer, et fantastisk syn. Længere sydpå passerer vi en af verdens mest kendte ørredsøer – Lake Taupo samt vulkanen Tongariro, der majestætisk hæver sig over de fladt bølgende og afsvedne højsletter.
South Island
Efter en fantastisk sejltur fra Wellington over Cook Strædet og igennem Marlborough Sounds ankommer vi omsider til Picton på den nordlige del af Sydøen. Vi har på dette tidspunkt endnu ikke rigtig besluttet, hvor vi skal fiske, og et hurtigt blik på kortet afslører tusindvis af kilometer strømvand, der bare venter på at blive udforsket. En fantastisk, men også uuoverskuelig følelse.
Vi lægger ud med at forsøge et par søer på den centrale del af Nordøen. Efter et par nætters fiskeri viser det sig dog, at der er uhyggelig langt imellem ål af bare nogenlunde rimelig størrelse. En af nætterne fanger vi over 100 ål, hvoraf kun én fisk er over 3 kilo. Et slimet helvede, hvor vi dog får gjort os en række værdifulde erfaringer, som sidenhen viser sig at komme til stor nytte.
Jens med en af de første pæne longfinned eels fra turen.
Cirkelkroge
Den vigtigste af disse er uden tvivl, at cirkelkroge gør ålefiskeriet ufattelig meget nemmere – både for fanger og ål. Allerede da vi var godt igennem de første 10-15 ål som var dybt kroget – indså vi, at der måtte gøres noget, hvis vi skulle kunne forsvare at genudsætte fiskene. På trods af lynhurtige modhug, var 90 % af fiskene kroget så dybt, at det involverede en større operation at få den fri. Ofte med det resultat, at ålen havde taget betragtelig skade under kampen for at komme fri.
Men ikke nok med, at ålen tog skade – har du først prøvet at afkroge en dybt kroget 500 grams ål – så forestil dig at afkroge tonsvis af fisk, der er langt større og sværere at håndtere. Her snakker vi åleslim over hver eneste kvadratcentimeter af tøjet…
Vi kom hurtigt frem til at Octopus Circle Hooks i str. 6/0 (Gamakatzu), var helt perfekte til jobbet. Med denne størrelse slap vi for alt for mange små ål i 1-2 kilos klassen, mens alt over denne størrelse sad perfekt på krogen – som regel kroget i mundvigen eller læben. Med denne teknik kunne vi pludselig genudsætte stort set alle fisk, og med hjælp af en hjemmelavet afkroger, af den type man bruger til conger (havål), kunne vi med lidt træning lande og afkroge ålene lynhurtigt.
Ålebestandene på New Zealand er i løbet af de sidste 50 år blevet så hårdt befisket kommercielt, at fisk over 5 kilo bliver mere og mere sjældne. Hvis målet er stor fisk, er det derfor en god ide fiske vande, der er så utilgængelige som muligt. Af samme årsag var turens næste mål – en flod på den nordvestlige del af Sydøen, 3 ½ dages vandring fra den nærmeste adgangsvej.
Sandflies og knæskader
I følge pålidelige kilder skulle denne der i nogle store pools skabt ved jordkælvsforkastninger på den centrale del af dette flodsystem, findes nogle rimelig seriøse ål. Som med alle andre storfiskerygter, er der kun én måde at checke om de holder… Desværre var oppakningen ikke en AFTM 5-6 fluestang samt 20-30 tørfluer, men derimod ca. 2 x 30 kilo ildelugtende udstyr. På toppen af denne fordærvede udstyrskransekage, befandt sig en mulepose fyldt med blodige stykker lammehjerte, okselever og skinneben fra lam, der skulle bruges som agn til ålene.
Da vi havde vandret 2 ½ dage igennem de mest fantastiske bøgeskove fyldt med mos, laver og træbregner, stoppede stien. For at komme videre måtte vi krydse floden og vandre ca. 10 km off-track, indtil vi kom til vores mål. Når vandringen foregår igennem nærmest uigennemtrængelig urskov, op og ned af stejle klipper og rådne træstammer, hvor man konstant skal kæmpe for fodfæstet, skal man oppe sig gevaldigt for at tilbagelægge mere end 1 km i timen. Allerede inden vi krydsede floden havde den hårde bjergvandring sat sine spor i Sørens knæ. Især nedstigningen fra et høj pas havde været en lige lovlig hård belastning. Off-track vandringen var dog dråben, der fik bærgeret til at flyde over og efter nogle timers vandring, måtte Sørens knæ kapitulere.
Da knæet for alvor krakkede, var det desværre på toppen af en lille bjergkam, hvor vi umuligt ville kunne slå lejr. Hvad endnu værre var – vi kunne heller ikke komme til at fiske… Løsningen blev, at jeg fartede i pendulfart med de to rygsække, indtil vi kom frem til et passende lejr- og fiskested.
Efter fem timers hårdt arbejde, hvor vi to gange måtte kravle ned af lodrette klipper alt imens vi klamrede os til rødder og grene, fandt vi endelig en lejrplads ved en lille biflod.
Den perfekte pool
Nedenfor teltet var et lille vandfald og umiddelbart nedstrøms dette var en perfekt lille pool. Vi nåede akkurat at pakke stængerne frem, inden det blev mørkt. Krogen blev agnet op med ½ lammehjerte, og allerede inden krogen landede, var der hug fra en pæn bækørred på 2,5 kilo, der kæmpede som besat. At holde en sådan fisk på en 3 ½ lbs ”Siluris” af den type, der bruges til mindre maller, var dog som at tage slik fra små børn. Fisken havde et kæmpehoved – tydeligvis en gammel han kanibal, der her terroriseret poolen og ædt alt levende i et godt stykke tid…
I kastet efter er det Sørens tur, og han lander turens indtil videre største fisk – en ål på 4,6 kilo. Alt taget i betragting er vi godt tilfredse med at have højnet vores rekord med 1,2 kilo. For et par ølbøvsende danskere som os, ligner en fisk på denne størrelse nemlig stadig et moster i forhold til vores hjemlige strikkepinde.
Næste dag holder Søren en hvilepause med knæet alt imens jeg tager en rekognosceringstur nedstrøms. Jeg når dog kun halvvejs ud til de pools, der havde været målet med turen. Og da dette tog 1 ½ time uden oppakning og involverede en del klatring, var der ingen diskussion – vi måtte opgive at komme videre nedstrøms.
I stedet besluttede vi at leve et par dage udelukkende på fisk, så rationerne af spaghetti og tørsuppe skulle kunne vare til hele hjemturen. På denne måde kunne vi forlænge turen en smule, så vi dog havde fået noget ud af strabadserne. Samme nat får vi en del ål op til 4,3 kilo og får ved samme lejlighed kogt ål og fiskesuppe så vi er ved at brække os…. Konstante bid fra horder af sultne ”sandflies”, som nærmest er en sabeltiger versionen af knot, gør enhver form for ”ophold” til en pestilens. Og – da målet med turen helt fra starten af har været betydelig større ål, beslutter vi os for at begynde hjemturen, så vi kan komme videre i vores søgen efter storål. Med lidt held i omgivelser uden helt så mange sandflies.
Ål under opvasken
Halvvejs tilbage imod floden, hvor vi krydsede et par dage tidligere, finder vi en suverænt fed pool, hvor bækørreder på 2-4 kilo cirkler lokkende rundt i det krystalklare vand. På ganske få kast med en lille spinner, har vi begge fået bækørreder på 2,2 og 2,3 kilo, der ryger direkte på panden, stegt i en diskret blanding af karry og peber. Man kan sige meget om kogt ål, men pandestegt ørred rangerer dog alligevel klasser højere på den kulinariske rangstige. Natten giver kun få småfisk, hvilket bestyrker os i vores beslutning om at prøve andre vande.
Om morgenen da jeg vasker op, dukker to par stikkende små øjne op bag et sunkent træ. Ålene bugter sig langsom nærmere, indtil de ligger blot en meter væk og kigger ondskabsfuldt på mine fingre, der til alt held ikke længere befinder sig i vandet. Af frygt for at skræmme fiskene får jeg Søren til at række mig en af stængerne. Den største af ålene vejer omtrent 6 kilo og med rystende hænder får jeg serveret et stykke friline lammehjerte lige foran fiskene.
I flere sekunder ligger fiskene helt stille, som om deres foretrukne jagteknik er at nedstirre byttet, indtil det dør af skræk. Pludselig bevæger begge fiskene sig de sidste 10 cm hen til agnen, alt imens de snor sig om hinanden. Da den ene af fiskene hugger, er det desværre den mindste, der sidenhen skulle vise sig at veje 4,2 kilo. I håbet om, at den store fisk kommer tilbage, bliver vi lidt ekstra tid på lejrpladsen, men da der ikke er sket noget efter ca. ½ time beslutter vi os for at starte den lange hjemtur. Først tre dage og en hel masse afbrændte kalorier senere, er vi tilbage til bilen og kan køre op til Nelson for at fejre årtusindeskiftet på behørig vis.
Vestkyst ål
Da vi er en uges tid inde i det nye årtusinde og har været på et par småture ved diverse middelmådige vande, indser vi for alvor, at der skal seriøst andre boller på suppen, hvis det skal lykkes os at fange vores drømmeål. Vi har allerede brugt 14 dage på Sydøen og på trods af, at vi har fanget masser af fisk, er det dog stadig ikke lykkedes os at lande en eneste ål over fem kilo.
Da vi har hørt rygter om store ål fra vildmarken i Fiordland, beslutter vi os for at lave et seriøst ryk sydpå. Undervejs passerer vi vestkysten, hvor vi bruger en del tid på at tjekke diverse mere eller mindre suspekte vande. Efter en del opsøgende arbejde kombineret med en passende dose tilfældigheder finder vi omsider nogle vande, der lugter af storfisk.
På vej mod nye ålespots i Kahurangi National Park.
Spaghnum-manden
Et af disse vande er en lille å, der slynger sig igennem flax enge, skove af træbregner og sølvbøg. Fra pålidelig kilde får vi at vide, at de øvre stræk ikke er blevet kommercielt fisket så længe, det kan huskes….Med modet helt i top sætter vi os for at komme op til de øvre dele af åen. Undervejs bliver vi nødt til at køre tværs over en å i vores ramponerede Civic Shuttle. Da åen er for dyb, bliver vi nødt til at bruge en times tid på, at blokke de værste huller op med omkring liggende sten, for at komme op igen. Langt om længe lykkes det at få bilen helskindet over, og efter en del kørsel på out-back dirtroads, finder vi omsider en lille stikvej, der fører i retning af åen. For enden af vejen står et faldefærdigt blikskur, der mest af alt ligner noget bølgeblik, som er stillet tilfældigt op af nogle palle-stabler.
Til vores store overraskelse kommer en gammel tandløs gubbe ud af huset. Først er vi helt sikre på, at han er på vej hen for at hente haglgeværet. Det viser sig dog hurtigt, at han er jordens rareste mand. Siden konen døde for 20 år siden har han boet her med et par får og levet af at indsamle spaghnum mosser i de uigennemtrængelige moseområder omkring åen. Far out. Da vi har forklaret vores ærinde, ekskortere han os igennem engene ned til åen, hvor han med et underfundigt smil tager afsked med os.
Vandstanden i åen er uhyggelig lav og selv i de dybeste pools er der ikke mere end 1 meter vand. Der er nu kun en time til det bliver mørkt, og vi beslutter os for at dypfiske med friline-lammehjerter i de pools, der ligger opstrøms, hvorefter vi vil tilbringe natten ved en aflang pool en smule nedstrøms, for på denne måde at få afsøgt så meget som muligt af åen. Allerede i den tredje pool, får jeg hug og kan efter en hård kamp i en lille 2 x 2 meter pool lande vores første 5 kilos ål. En suverænt flot fisk med den vildeste tyrenakke. Natten byder kun på småfisk op til 4 kilo. I det tidlige lys tager vi på åledap, og allerede i den første pool kroger og mister jeg en ål på 6-7 kilo, men på trods af dette beslutter vi os for næste nat at forsøge et yderst lovende vand.
Fortsættes i del 2 – som kommer i næste uge.
