Søren Beck Hahurangi New Zealand

Ufremkommeligt terræn og tunge rygsække gjorde det at komme til uberørt fiskeri til en stor fysisk udfordring. Her forsøger Søren Beck at holde balancen på vej mod et nyt godt ålespot.

Følg med til år 2000, hvor jeg sammen med min fiskekammerat Søren Beck tog to måneder til New Zealand for at fiske efter de kæmpestore longfin eels.

AF JENS BURSELL

Efter at have tilbragt en spændende uge på North Island efter koi-karper i omgivelser der ligeså godt kunne have været på Lolland, var det fedt at rykke. Afsted for at opleve New Zealands sande sjæl – skove, bjerge og krystal klare floder. Målet var South Island, der flere steder stadig huser bestand af de store longfinned eels.

På turen ned over Nordøen tager vi en slingeret omvej for at få set os lidt omkring. Især den forrevne kystkæde på Coromandel, blot ½ times kørsel fra Waikato er, med sine tætte bevoksninger af træbregner og kæmpestore træer, et fantastisk syn. Længere sydpå passerer vi en af verdens mest kendte ørredsøer – Lake Taupo samt vulkanen Tongariro, der majestætisk hæver sig over de fladt bølgende og afsvedne højsletter.

South Island

Efter en fantastisk sejltur fra Wellington over Cook Strædet og igennem Marlborough Sounds ankommer vi omsider til Picton på den nordlige del af Sydøen. Vi har på dette tidspunkt endnu ikke rigtig besluttet, hvor vi skal fiske, og et hurtigt blik på kortet afslører tusindvis af kilometer strømvand, der bare venter på at blive udforsket. En fantastisk, men også uuoverskuelig følelse.

Vi lægger ud med at forsøge et par søer på den centrale del af Nordøen. Efter et par nætters fiskeri viser det sig dog, at der er uhyggelig langt imellem ål af bare nogenlunde rimelig størrelse. En af nætterne fanger vi over 100 ål, hvoraf kun én fisk er over 3 kilo. Et slimet helvede, hvor vi dog får gjort os en række værdifulde erfaringer, som sidenhen viser sig at komme til stor nytte.

Jens Bursell med en af de første større ål på turen.

Jens med en af de første pæne longfinned eels fra turen.

Cirkelkroge

Den vigtigste af disse er uden tvivl, at cirkelkroge gør ålefiskeriet ufattelig meget nemmere – både for fanger og ål. Allerede da vi var godt igennem de første 10-15 ål som var dybt kroget – indså vi, at der måtte gøres noget, hvis vi skulle kunne forsvare at genudsætte fiskene. På trods af lynhurtige modhug, var 90 % af fiskene kroget så dybt, at det involverede en større operation at få den fri. Ofte med det resultat, at ålen havde taget betragtelig skade under kampen for at komme fri.

Men ikke nok med, at ålen tog skade – har du først prøvet at afkroge en dybt kroget 500 grams ål – så forestil dig at afkroge tonsvis af fisk, der er langt større og sværere at håndtere. Her snakker vi åleslim over hver eneste kvadratcentimeter af tøjet…

Vi kom hurtigt frem til at Octopus Circle Hooks i str. 6/0 (Gamakatzu), var helt perfekte til jobbet. Med denne størrelse slap vi for alt for mange små ål i 1-2 kilos klassen, mens alt over denne størrelse sad perfekt på krogen – som regel kroget i mundvigen eller læben. Med denne teknik kunne vi pludselig genudsætte stort set alle fisk, og med hjælp af en hjemmelavet afkroger, af den type man bruger til conger (havål), kunne vi med lidt træning lande og afkroge ålene lynhurtigt.

Ålebestandene på New Zealand er i løbet af de sidste 50 år blevet så hårdt befisket kommercielt, at fisk over 5 kilo bliver mere og mere sjældne. Hvis målet er stor fisk, er det derfor en god ide fiske vande, der er så utilgængelige som muligt. Af samme årsag var turens næste mål – en flod på den nordvestlige del af Sydøen, 3 ½ dages vandring fra den nærmeste adgangsvej.

Sandflies og knæskader

I følge pålidelige kilder skulle denne der i nogle store pools skabt ved jordkælvsforkastninger på den centrale del af dette flodsystem, findes nogle rimelig seriøse ål. Som med alle andre storfiskerygter, er der kun én måde at checke om de holder… Desværre var oppakningen ikke en AFTM 5-6 fluestang samt 20-30 tørfluer, men derimod ca. 2 x 30 kilo ildelugtende udstyr. På toppen af denne fordærvede udstyrskransekage, befandt sig en mulepose fyldt med blodige stykker lammehjerte, okselever og skinneben fra lam, der skulle bruges som agn til ålene.

Da vi havde vandret 2 ½ dage igennem de mest fantastiske bøgeskove fyldt med mos, laver og træbregner, stoppede stien. For at komme videre måtte vi krydse floden og vandre ca. 10 km off-track, indtil vi kom til vores mål. Når vandringen foregår igennem nærmest uigennemtrængelig urskov, op og ned af stejle klipper og rådne træstammer, hvor man konstant skal kæmpe for fodfæstet, skal man oppe sig gevaldigt for at tilbagelægge mere end 1 km i timen. Allerede inden vi krydsede floden havde den hårde bjergvandring sat sine spor i Sørens knæ. Især nedstigningen fra et høj pas havde været en lige lovlig hård belastning. Off-track vandringen var dog dråben, der fik bærgeret til at flyde over og efter nogle timers vandring, måtte Sørens knæ kapitulere.

Da knæet for alvor krakkede, var det desværre på toppen af en lille bjergkam, hvor vi umuligt ville kunne slå lejr. Hvad endnu værre var – vi kunne heller ikke komme til at fiske… Løsningen blev, at jeg fartede i pendulfart med de to rygsække, indtil vi kom frem til et passende lejr- og fiskested.

Efter fem timers hårdt arbejde, hvor vi to gange måtte kravle ned af lodrette klipper alt imens vi klamrede os til rødder og grene, fandt vi endelig en lejrplads ved en lille biflod.

Den perfekte pool

Nedenfor teltet var et lille vandfald og umiddelbart nedstrøms dette var en perfekt lille pool. Vi nåede akkurat at pakke stængerne frem, inden det blev mørkt. Krogen blev agnet op med ½ lammehjerte, og allerede inden krogen landede, var der hug fra en pæn bækørred på 2,5 kilo, der kæmpede som besat. At holde en sådan fisk på en 3 ½ lbs ”Siluris” af den type, der bruges til mindre maller, var dog som at tage slik fra små børn. Fisken havde et kæmpehoved – tydeligvis en gammel han kanibal, der her terroriseret poolen og ædt alt levende i et godt stykke tid…

 

Longfinned eel fra New Zealand

 

I kastet efter er det Sørens tur, og han lander turens indtil videre største fisk – en ål på 4,6 kilo. Alt taget i betragting er vi godt tilfredse med at have højnet vores rekord med 1,2 kilo. For et par ølbøvsende danskere som os, ligner en fisk på denne størrelse nemlig stadig et moster i forhold til vores hjemlige strikkepinde.

Næste dag holder Søren en hvilepause med knæet alt imens jeg tager en rekognosceringstur nedstrøms. Jeg når dog kun halvvejs ud til de pools, der havde været målet med turen. Og da dette tog 1 ½ time uden oppakning og involverede en del klatring, var der ingen diskussion – vi måtte opgive at komme videre nedstrøms.

I stedet besluttede vi at leve et par dage udelukkende på fisk, så rationerne af spaghetti og tørsuppe skulle kunne vare til hele hjemturen. På denne måde kunne vi forlænge turen en smule, så vi dog havde fået noget ud af strabadserne. Samme nat får vi en del ål op til 4,3 kilo og får ved samme lejlighed kogt ål og fiskesuppe så vi er ved at brække os…. Konstante bid fra horder af sultne ”sandflies”, som nærmest er en sabeltiger versionen af knot, gør enhver form for ”ophold” til en pestilens. Og – da målet med turen helt fra starten af har været betydelig større ål, beslutter vi os for at begynde hjemturen, så vi kan komme videre i vores søgen efter storål. Med lidt held i omgivelser uden helt så mange sandflies.

Ål under opvasken

Halvvejs tilbage imod floden, hvor vi krydsede et par dage tidligere, finder vi en suverænt fed pool, hvor bækørreder på 2-4 kilo cirkler lokkende rundt i det krystalklare vand. På ganske få kast med en lille spinner, har vi begge fået bækørreder på 2,2 og 2,3 kilo, der ryger direkte på panden, stegt i en diskret blanding af karry og peber. Man kan sige meget om kogt ål, men pandestegt ørred rangerer dog alligevel klasser højere på den kulinariske rangstige. Natten giver kun få småfisk, hvilket bestyrker os i vores beslutning om at prøve andre vande.

Om morgenen da jeg vasker op, dukker to par stikkende små øjne op bag et sunkent træ. Ålene bugter sig langsom nærmere, indtil de ligger blot en meter væk og kigger ondskabsfuldt på mine fingre, der til alt held ikke længere befinder sig i vandet. Af frygt for at skræmme fiskene får jeg Søren til at række mig en af stængerne. Den største af ålene vejer omtrent 6 kilo og med rystende hænder får jeg serveret et stykke friline lammehjerte lige foran fiskene.

 

Garmin Quatix

 

I flere sekunder ligger fiskene helt stille, som om deres foretrukne jagteknik er at nedstirre byttet, indtil det dør af skræk. Pludselig bevæger begge fiskene sig de sidste 10 cm hen til agnen, alt imens de snor sig om hinanden. Da den ene af fiskene hugger, er det desværre den mindste, der sidenhen skulle vise sig at veje 4,2 kilo. I håbet om, at den store fisk kommer tilbage, bliver vi lidt ekstra tid på lejrpladsen, men da der ikke er sket noget efter ca. ½ time beslutter vi os for at starte den lange hjemtur. Først tre dage og en hel masse afbrændte kalorier senere, er vi tilbage til bilen og kan køre op til Nelson for at fejre årtusindeskiftet på behørig vis.

Vestkyst ål

Da vi er en uges tid inde i det nye årtusinde og har været på et par småture ved diverse middelmådige vande, indser vi for alvor, at der skal seriøst andre boller på suppen, hvis det skal lykkes os at fange vores drømmeål. Vi har allerede brugt 14 dage på Sydøen og på trods af, at vi har fanget masser af fisk, er det dog stadig ikke lykkedes os at lande en eneste ål over fem kilo.

Da vi har hørt rygter om store ål fra vildmarken i Fiordland, beslutter vi os for at lave et seriøst ryk sydpå. Undervejs passerer vi vestkysten, hvor vi bruger en del tid på at tjekke diverse mere eller mindre suspekte vande. Efter en del opsøgende arbejde kombineret med en passende dose tilfældigheder finder vi omsider nogle vande, der lugter af storfisk.

 

Jens Bursell i uvejsomt terræn i Kahurangi National Park

På vej mod nye ålespots i Kahurangi National Park.

 

Spaghnum-manden

Et af disse vande er en lille å, der slynger sig igennem flax enge, skove af træbregner og sølvbøg. Fra pålidelig kilde får vi at vide, at de øvre stræk ikke er blevet kommercielt fisket så længe, det kan huskes….Med modet helt i top sætter vi os for at komme op til de øvre dele af åen. Undervejs bliver vi nødt til at køre tværs over en å i vores ramponerede Civic Shuttle. Da åen er for dyb, bliver vi nødt til at bruge en times tid på, at blokke de værste huller op med omkring liggende sten, for at komme op igen. Langt om længe lykkes det at få bilen helskindet over, og efter en del kørsel på out-back dirtroads, finder vi omsider en lille stikvej, der fører i retning af åen. For enden af vejen står et faldefærdigt blikskur, der mest af alt ligner noget bølgeblik, som er stillet tilfældigt op af nogle palle-stabler.

Til vores store overraskelse kommer en gammel tandløs gubbe ud af huset. Først er vi helt sikre på, at han er på vej hen for at hente haglgeværet. Det viser sig dog hurtigt, at han er jordens rareste mand. Siden konen døde for 20 år siden har han boet her med et par får og levet af at indsamle spaghnum mosser i de uigennemtrængelige moseområder omkring åen. Far out. Da vi har forklaret vores ærinde, ekskortere han os igennem engene ned til åen, hvor han med et underfundigt smil tager afsked med os.

Vandstanden i åen er uhyggelig lav og selv i de dybeste pools er der ikke mere end 1 meter vand. Der er nu kun en time til det bliver mørkt, og vi beslutter os for at dypfiske med friline-lammehjerter i de pools, der ligger opstrøms, hvorefter vi vil tilbringe natten ved en aflang pool en smule nedstrøms, for på denne måde at få afsøgt så meget som muligt af åen. Allerede i den tredje pool, får jeg hug og kan efter en hård kamp i en lille 2 x 2 meter pool lande vores første 5 kilos ål. En suverænt flot fisk med den vildeste tyrenakke. Natten byder kun på småfisk op til 4 kilo. I det tidlige lys tager vi på åledap, og allerede i den første pool kroger og mister jeg en ål på 6-7 kilo, men på trods af dette beslutter vi os for næste nat at forsøge et yderst lovende vand.

Fortsættes i del 2 – som kommer i næste uge.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This