feb 17, 2021 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Pattegrisen blev – også – denne gang – skæbnen for en fin havørred.
Bornholm byder på fantastiske muligheder for en hurtig tur med vennerne – og det er billigt uden for højsæsonen. Følg med et gæng skrappe kystfiskere til solskinsøen, hvor alt kan ske for enden af linen.
AF MADS CHRISTOFFERSEN
FLUELINEN er lige hevet af hjulet, og jeg har lagt det første kast ud i morgenlyset, da jeg mærker en vibration på brystet. Allerede fisk? – og ganske rigtigt, en mms er tikket ind. Et par af gutterne tog det sydlige rev lige udenfor døren af vores lejede luksussommerhus og har allerede fanget turens første fine havørred. Lad os spole tiden ni timer frem. Hænder, tæer og alt derimellem er godt nedkølede, og har været det et stykke tid. Det er blevet mørkt udenfor, og temperaturen er faldet. Vi mærker dog ikke meget til hverken mørket eller kulden nu. Vi er lige kommet ind af døren, efter en hel dag i jagten efter Bornholmerørred, og nu sidder vi i sommerhusets jacuzzi med en iskold Svaneke Bryg i hånden.
Vi har alle glædet os som små børn til disse dages fiskeri på Bornholm, men det at det lejede sommerhus, udover jacuzzien, både har en indendørs pool, en sauna og et bordfodboldbord, det sætter prikken over et i forvejen stort I! Der er rig mulighed for at nyde de timer, som ikke bliver benyttet på kysten indendørs. Mens nogle af os varmer os, er nogle af de andre gutter gået i gang med madlavningen. Menuen denne aften står på lækre småretter, nogle pyntet med helt friske ramsløg fra Døndalen, plukket tidligere på dagen. Derudover er der råmarineret Bornholmsk havørred på sprødt rugbrød til forret.
Til hovedret er der grillede T-bone steaks i størrelse XXl. Kødet er selvfølgelig købt lokalt på Bornholm, hos Hallegård gårdbutik og pølsemageri i Østermarie. Der er åbent året rundt, og stedet er virkelig et besøg værd – uanset årstiden. Vi kørte forbi Hallegård iført waders i en kort pause i fiskeriet. Men det havde de vist set før, for de lod sig ikke mærke synderligt af fire gutter i waders. Ud over de store bøffer kunne vi heller ikke holde fingrene fra deres store udvalg af ølpølser og den lufttørrede bunkerskinke – en skinke der har hængt i over to år i gamle bunkere fra koldkrigstiden. Om det var opholdet i bunkeren der gjorde udslaget ved jeg ikke, men der var stor enighed omkring bordet, at lige netop denne skinke var noget helt særligt.

Bornholm byder på et fantastisk kystørredfiskeri i de kolde måneder, hvor det er billigt at leje sommerhuse. Februar – april kan lige som de fleste andre steder være virkelig god.
Den perfekte fiskeferie på Bornholm
Aftenerne i sommerhuset går med hygge, mens brændeovnen gør sit for at holde kulden væk. Hyggen på denne tid af året kan sagtens trække lidt ud, uden at det går ud over særlig meget spildt fisketid. Solen står taknemmeligt sent op, og alle mand er igen ude af døren dagen efter, samtidig med at det så småt begynder at lysne. Vi fordeler os i de tre biler vi har med, og spreder os rundt på øen. Bornholm er heldigvis et tagselvbord af fremragende kystpladser. Der er mange grunde til, at det forholder sig sådan, men noget af det skyldes helt sikkert at havørreden har et kæmpe spisekammer af fødeemner i Østersøen. Derudover har Bornholm utroligt mange mindre vandløb, som »holder« på ørrederne i de kolde måneder.
Hvis du ikke er bange for at fiske nogen af de mindre kendte pladser af, er det ofte muligt at fiske flere dage i træk uden af møde andre fiskere. Derudover er det stort set ligegyldigt hvilken retning vinden kommer fra, og med hvilken styrke. Det er stort set altid muligt at finde et sted, som passer ens temperament. Denne morgen sidder vi tre fluefiskere klar i bilen. Varmt tøj og waders er allerede taget på hjemme i sommerhuset, så vi ikke behøver spilde tid med dette senere. Nogle dage går fiskeriet bare op i en højere enhed – mens det andre dage er hårdt arbejde. Og lad mig sige det med det samme, det var »one of those days«.

Et par gode bøffer fra det lokale slagteri ryger på grillen om aftenen i sommerhuset.
På den bornholmske kyst efter havørred
Vi starter dagen lige syd for Hasle Havn. Det er ikke et sted, der står beskrevet ret mange steder. Men det er uden tvivl alligevel et sted, man skal give et forsøg. De første 50-100 meter efter havnen er der fint vadefiskeri, hvor der fiskes over plettet bund med skiftevis blæretang og sandpletter. Efter de første 100 meter bliver der lavere, og det er muligt at vade længere ud. Et stort plateau dannes fra land og langt ud. Plateauet indeholder sandbund med forskellige former for tangplanter. Derudover er der masser af store sten, som stikker op over vandet. Sådan fortsætter det hele vejen mod næste rev, som ligger ved Levka.
Levka er også en rigtig fin plads at forsøge sig på, og vi fisker videre syd over. Hele dette stræk er virkelig godt at affiske med fluestang eller bombarda og flue, hvorimod der nok flere steder vil være for lavt med blink. Efter et par timer går vi tilbage til bilen – dels for at få lidt varme i kroppen, dels for at forsøge at finde nogle fisk et andet sted. Vi beslutter ikke at spilde for meget tid på vejen, og kører kun nogle få km sydover. Vinden er drejet mere om i nord, og Sorthat, en af de mere kendte pladser på øen, får chancen for at kaste en fisk af sig, som den har gjort det så mange gange før. Selv ved denne kendte plads har vi det hele for os selv, og vi spreder os på begge sider af det langstrakte rev, der strækker sig langt ud i Østersøen.

Sølvblanke skønheder som denne er der masser af langs Bornholms kyster.
Nyt håb ved nye havørredpladser
Efter at gennemfisket pladsen uden det store held, forsøger vi på modsatte side af øen, i håbet om at lidt mere vind vil hjælpe os med at finde fiskene. Salene Bugt, Bro Rev og nogle pladser imellem disse, affiskes grundigt med blandet succes. Få mindre fisk kommer op og vende, og vi ser nogle få af de store, som vi gerne vil sætte vores fluer i, vende på det lave vand. Da vi også har opgivet denne plads og er ved at sætte os i bilen, dukker der pludselig en stor stime havørreder op ude på revet, da vi står og kaster et sidste blik udover vandet. Selvom det meste af tøjet allerede ligger i bilen, kaster vi os alle tre ud efter de tydeligt aktive fisk. Efter en halv times tid, er stimen igen forsvundet, men tiden fiskene var der, var intens.
Ikke fordi vi fik så mange fisk, men det at have aktive fisk helt tæt under land, er noget der kan få pulsen op. Det er det sidste skud i bøssen, inden det bliver mørkt, og pladsen ved Lufthavnen er vores valg. Selv om det lyder som et mindre naturskønt område, vil du snyde dig selv ved ikke at afprøve denne plads. Man fornemmer slet ikke, at lufthavnens landingsbane ligger lige bag én. Høje skrænter og vild natur gør det til en meget smuk strækning.
Vadefiskeri besværliggøres dog lidt af store glatte sten, men det er det hele værd. Dagens sidste fisk bliver akkurat landet, inden solen går ned, og fiskemætte for i dag, sætter vi os i bilen og kører mod sommerhuset. Vi glæder os alle til at komme hjem og blive varmet igennem, inden vi igen kan sætte os til bordet og nyde en hyggelig og god middag. Heldigvis har nogle af de andre gutter fanget lidt større fisk end vi, så denne aften står den på saltbagt Bornholmsk havørred. Det er bare med at komme til Bornholm, når det ikke vrimler med sommerturister.
Bornholm når det er billigst
Forestil dig en uges ferie i havørred-højsæsonen for under 800 kroner – og så endda på Bornholm, én af Danmarks bedste fiskedestinationer! Det er, hvad du har udsigt til, hvis du booker ét af de mange lækre sommerhuse på øen, som ofte kan lejes til langt under prisen i den normale højsæson. Også Bornholmerfærgen kan bookes til langt lavere pris i ydersæsonen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2015


feb 16, 2021 | Nyheder
– Efter et par uger uden at fiske, blev jeg simpelthen hen nød til og komme ud på kysten i dag, fordi det ville blive hele én plusgrad, skriver Jim Müller. – Jeg ringede til min fiskemakker Henrik Visti, og sagde: Så det sgu nu! Vi skulle bare lige ud en time eller to – bare lige for at få kastet noget stål i vandet, for det kunne jo være, at vi var heldige.
– Den første plads gav vi en god time, men der var intet liv i vandet. Vi snakkede om at det ellers så pissegodt ud, men det ikke altid nok … Så efter en time gav vi op. Jeg drømte om min varme sofa og en kop kaffe, men Henrik ville ikke sådan lige give op. Så vi tog en plads på vejen hjem, og det skulle vise sig at være en god ide. Allerede i første kast fik jeg en fin blank havørred på godt over målet. 20 minutter senere stod vi med to fine blanke, og smilende sagde vi til hinanden: Lad os køre hjem i varmen! Men vi blev liiiiige lidt længere og fik mere end vi drømte om, for det blev i alt til 6 havørreder med 5 over målet. Dagens medicin var en bred Silling og Fladbukken i sølv. Det lugter af, at de er kommet for at spise sild.
– Alt i alt et par hyggelige timer med et godt samarbejde på kysten. Når den ene afkrogede en blank, så fik den anden sgu hug! Det er bare fantastisk, når man rammer disse dage. Knæk & bræk fra Langeland af.
feb 15, 2021 | Nyheder
– For mange er vinterfiskeri ensbetydende med kolde fingre og korte fiskedage, men fiskene hugger velvilligt i mørket – også midt om vinteren. Læs og bliv inspireret til nye tider i dit eget fiskeri.
– Vinterfiskeri var også lig med dagsfiskeri for mig i mange år – men to korte fiskedage i weekenden var bare ikke nok, fortæller Filippo Bernardis. – Jeg elsker havørred fiskeri; chancen for den store fisk, naturen, og udfordrende forhold giver mig et kæmpe adrenalin boost, som jeg ikke kan undvære.
– Min fiskemakker og jeg har ofte talt om, at havørreder kan jage døgnet rundt. Så hvorfor skulle de ikke bide i vinternatten? Jeg var nysgerrig, og gik derfor i gang med at søge efter artikler og blogs omkring natfiskeri i de kolde vinternætter. Heldigvis fik jeg hurtigt nogle hits. Faktisk fandt jeg en gammel artikel om en gut der hedder Thor på Fyn. Han fanger store blanke havørreder på op til 7 kg om natten hver vinter. Artiklen gav mig også et indblik i hans strategi, og det hele gav mening for mig. Jeg var solgt! Teorien skulle testes så hurtigt som muligt. Selvom det var koldt, kunne jeg nu tage ud og fiske i løbet af ugen og ikke kun i weekenden. Fantastisk!
– Jeg valgte et sted på Østsjælland, hvor havørreder trækker om vinteren. Vejrudsigten sagde fralandsvind, og strømmen gik mod kysten. Efter mine beregninger burde strømmen derfor tage varmt vand med ind til mig på kysten. I dagene før havde temperaturen ligget på et par minusgrader, og vandet var 2.7 grader, men da jeg tog af sted i slutningen af januar havde det regnet hele dagen og der var faktisk +6 grader. Det føltes derfor som en sommernat i forhold til de tidligere dage. Jeg ankom på min plads klokken 6 om aftenen, og jeg havde planlagt at fiske med fluestangen. Jeg valgte en sort reje med selvlysende øjne, flydende line og nylon forfang, der ikke synker så meget – det siges nemlig, at det er bedre at fiske højt og langsomt om natten.
– Der gik omkring 40 minutter, og så skete der noget. Jeg troede, at jeg ramte tang, men så kunne jeg mærke vibrationerne på stangen, og det var helt tydeligt, at der var fisk på. Fisken tog fluen meget nænsomt, men da det gik op for havørreden, at den var fanget, gik den helt amok. Den sprang op af vandet 4 eller 5 gange i træk i total mørke. Det var meget kaotisk og fisken gav en rigtig god og sjov fight. Jeg troede at den var mindst 60+, men efter en lang kamp, kom fisken endelig i nettet og den målte præcis 50 cm. Efter en hurtig photoshoot på stranden, gik jeg ud igen og i andet kast tog jeg fisk nummer to på fluen. Denne gang tog fisken fluen rigtig hårdt, men efter få sekunder hoppede den desværre af. Klokken 9 pakkede jeg sammen og kunne konkludere at vinterfiskeri i mørket klart kan anbefales!
feb 13, 2021 | Nyheder
Selvom om man godt kan fiske en del steder på kysten lige nu, så er der også rigtig mange områder, hvor fiskeriet pt ligger stille, fordi isen umulig- eller besværliggør fiskeriet – især i fjordene. Og er der endelig isfrit, så er det ikke verdens mest komfortable at fiske i hård frost, hvis ikke lige man er den ualmindelig varmblodede type…
For at mindes de lidt varmere tider, får du her en beretning fra uge 5 – lige inden det for alvor blev koldt:
– Vi var fem friske fyre fra Sydsjælland, der skulle en tur til Bornholm i uge 5, fortæller Allan Rasmussen. Lørdag morgen kom vi derover, og fandt en del fisk på første plads, så vi blev der hele dagen. Det blev til i alt 26 fisk den første dag.
– Dagen efter skulle vi fiske ny plads. På vejen fra sommerhuset kørte vi på vejen og snakkede om en anden plads, som vi lige vil prøve på vejen. Vi kom ned til et rev, hvor der er godt gang i vandet, og efter blot 10 minutter fik jeg et godt hug. Efter en fin fight fik jeg fisken i nettet, og det viste sig at være en flot overspringer på 2.99 kilo. I alt fik vi 47 havørreder på de fem fiskedage, vi havde, men de sidste dage var ikke så lette, da frosten kom.
feb 8, 2021 | Nyheder
– Vi er et par kammerater, der er begyndt på en årlig tradition med at tage til Bornholm, så snart fredningen slutter, fortæller Andreas Holm. – De sidste par ture i det sene efterår var vejret ikke med os, og fiskeforholdende svære.
– Min kammerat Mads tager den tidlige færge mod Rønne, så han har én fiskedag mere end os andre, da vi andre først har mulighed for en senere afgang. Da eftermiddagen nærmer sig, får jeg et opkald fra Mads, at han har taget turens to første blanke havørreder med den største på 50 cm. Vi tænker den godt kunne blive svær at slå, da vi vidste, vandet kun blev koldere og koldere. Vi andre ankommer senere på aftenen. Den var god nok. Vi var allerede bagud fra start og kunne mærke presset stige en lille smule, da vi altid konkurrerer om, hvem der tager den største fisk.
– Næste dag er der hård vind fra nord-øst, og vi bliver derfor nød til at søge ned på Bornholms Sydkyst, for at komme i læ for bølgerne. Vi kommer ned på fiskepladsen omkring Sommerodden, og vandet er glasklart. Vi fordeler os ud på kysten, og jagten på fisken over 50 cm går i gang. Efter halvanden times fiskeri går Kristian og jeg ind for lige at mærke om vores fødder stadig fungerer. Vi vælger at gå lidt længere ned af kysten i en ”balje” og prøve at give den en chance. Da vi går et par meter ud begynder vandet og blive lidt grumset, Kristian tager to kast og bum, ”FISH ON”. Efter Kristian har stået med fisken i fem minutter, spørger jeg ham, om den ikke snart skal op? Men den står bare bom stille, men efter lidt ti begynder den at være mere medgørlig. Det var svært at nette fisken, da vandet er så grumset, at man ikke kunne se mere end et par centimeter ned i vandet og ørreden syntes den skulle lege delfin. Men i nettet kom den. Havørreden var 65 cm og 3 kg, og den blev taget på en Polar Magnus som ophænger foran en Savage gear Seeker i røven.
– Der røg chancen for første pladsen, tænkte jeg. Men jeg var nu alligevel glad på Kristians vegne, for det er ikke hver dag, at man laver ny PR, og slet ikke med så flot en fisk! Jeg stiller mig ud på pladsen igen og søger 15 meter længere ned af kysten. Bang! I tidende kast, så sidder den der helt ude i kastet. Jeg tænker det bare er en mindre fisk, og den følger pænt med ind. Men så nemt skal det ikke være! Da den er inde på 15 meter tager fanden bare ved den, og den tager 5-6 store udløb med et par pæne hop imellem. Det her er en god fisk, tænker jeg! Vi får nettet den efter 10 minutters fight, og det er en kæmpe oplevelse en iskold februar dag. Havørreden var 68 cm og vejede 3,3 kg. Den blev taget på en Stripper på 15g i hvid/lyserød. Turen endte desværre uden flere fisk i nettet, men lysten for kystfiskeri er kun blevet større!
feb 3, 2021 | Nyheder
– Det var en iskold, men fantastisk dag på Skånes sydkyst, fortæller Kevin Simesson. – Siden premieren den 1. januar har jeg haft otte ture, hvor jeg i alt har fået 28 havørreder. Hovedparten har ligget mellem 1,5 og 4 kilo – og undervejs har jeg også mistet flere store. Det gælder derfor om at have is i maven og ikke give op.
– Sidste gang, jeg var ude, var det en af mine yndlingsfluer – Wi-Fi fluen, som jeg selv har kreeret, der sad for enden af min ni-fods fluorocarbontafs. Faktisk har hovedparten af de 28 havørreder i år hugget på denne flue.
– Allerede i tredje kast huggede den første blankfisk, og inden længe havde jeg fået fem fine fisk. Pludselig fik jeg et voldsomt og markant tungere hug, der stille og roligt trak en del line af fluehjulet. Nærmest ud af det blå accelererede den lynhurtigt, men fordi bremsen stod lidt stramt knækkede forfanget desværre. Til alt hel fik jeg en trøstepræmie i form af den fisk, som du ser ovenfor på fotoet, så det var trods alt ikke så ringe endda.
Her får du opskriften på Wi-Fi fluen, der fungerer lige så godt til regnbueørred som til havørred – og som kan bindes på alle krogstørrelser for 6-10. Min favoritkrog er Gamakatsu F314 #6.
Materialerne på Wi-Fi fluen er:
Bead Head 3,8-4 mm Silver
Cactus Chenille 6 mm Vit
Strunge Marabou FL White
Tri-Lobal Yarn Grey / Blu Dun
UV-lak
Senyos Laser Dub Shrimp Pink med et mix av Fluo Pink men virker også fint i ren form.
Hvid 50 deniers tråd er super stærk og suger uv-lakken godt
Til Wi-Fi Sea Trout bruger jeg et par Easy Shrimp Eyes og til regnbue kører jeg uden rejeøjne.

Wi-Fi fluen
feb 3, 2021 | Nyheder
– Her den anden dag, tog jeg afsted på en køretur til Djurslands yderkyst, som ville tage cirka en times tid, fortæller Jan Nielsen. – Da jeg ankom mødte jeg et par andre lystfiskere, som var på vej til en anden plads. De fortalte mig, at de havde gennemfisket spottet og havde intet set eller mærket. Men – jeg var fortrøstningsfuld, for jeg vidste, at forholdene var perfekte med den rigtige vind og vandskifte inden for den næste time. Efter cirka ½ halvtimes fiskeri fik jeg et totalt overraskende hug på wobleren, helt inde ved strandkanten og så en stor blank havørred vende, men væk var den. Efterfølgende var den inde og vende endnu engang, men dog uden tage agnen.
– I går var jeg så i området igen og tænkte selvfølgelig, over episoden dagen før. Jeg besluttede mig derfor for, at prøve chancen igen, for måske den store havørred stadig luskede rundt på spottet. Da jeg kom ned til pladsen, var det bidende koldt, og der var kommet godt med bølger på havet. Jeg tænkte grundigt over, hvilken agn jeg puttede på linen, og valget faldt på min trofaste Trustrup wobler i pink/hvid. Herefter fiskede jeg i ca.½ time, og midt i et spinstop kom hugget på wobleren, igen helt inde ved strandkanten. For enden af linen, sad dette pragt eksemplar af en havørred på 63 cm, og jeg må konstatere, at den fisk, jeg så dagen før, nok var storebroren.
jan 31, 2021 | Nyheder
– Jeg havde tidligt fri fra arbejdet, og det skulle udnyttes på et spot, hvor jeg havde bonanzafiskeri et par dage tidligere på ugen, sigher Ahmet Cakaloglu. – Her havde jeg nemlig fået syv fisk, hvor de største var en på 58 centimeter og to på 56 centimeter. Jeg var nede ved vandet klokken 15.
– En halv time senere skete der endelig noget. Jeg lavede et langt kast imod højre, og efter jeg havde hjulet lidt, kunne jeg mærke, at blinket begyndte at bevæge sig lidt anderledes. Den første tanke jeg fik var, at der måtte have været en følger efter blinket, så jeg begyndte straks at speede op på min indspinning – og slam så kom hugget kontant. Det blev ikke til den vildeste fight, men det var en fin overspringer på 62 centimeter, som blev landet sikkert. Derefter skete der ikke mere, slutter han.
Har du fanget en flot fisk her i weekenden, så tøv ikke med at sende os en lille historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Billedet må meget gerne være vandret.
jan 30, 2021 | Nyheder
– Vanen tro skal der fiskes intenst efter vinterens sølv, når frosten knager, så jeg har lige været ude, lyder det fra Rene Voltelen. – Den første plads jeg besøgte, var der ingen aktivitet på, selv om forholdene så gode ud. På den næste plads jeg kom til, var der ginklart vand men heldigvis en lille bølge, som gjorde, at jeg trods det klare vand ville give det et skud. Allerede i andet kast mærkede jeg et forsigtigt hug, og så var det ellers bare hurtigt ud med fluen igen! Desværre skete der ingenting. Jeg skiftede derfor min meget pink fluorescerende baitfish flue ud med en lille brunlig tan reje, og det var medicinen for de forsigtige vinter havørreder. I første kast med den brune reje bøjede stangen sammen i et voldsomt sug, og straks efter sprang en flot overspringer ud af vandet.
– Efter en relativ hurtig fight var den første sølvbar i nettet. Der var ret mange fisk i den stime, som jeg havde fundet, og det blev i alt til fire flotte grønlændere og en enkelt overspringer. Alt i alt en dejlig actionpræget formiddag med dejligt vejr og hugvillige vinter ørreder. Knæk og bræk derude.