jun 29, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Varme, solrige sommerdage, som vi ser lige nu, giver perfekte muligheder for sightfiskeri efter karper – enten på overfladen eller med fx løsline. Og franskbrød er en af de allerbedste agn:
– Forleden dag var jeg ude at dappefiske med franskbrød i overfladen efter karper ved en lille mose, fortæller Jacob Toft Søe. – Jeg var lige kommet derned og kunne se, at de svømmede rundt i overfladen. Straks kastede jeg noget franskbrød ud i vandet, og med det samme begyndte de at tage det. Så kastede jeg min agn ud i udkanten af nogle siv, som var ude i vandet, hvorefter der kom tre skælkarper svømmende hen mod min agn. De to første skælkarper svømmede bare videre, men den sidste var sulten.
– Jeg kunne se, at den lige så stille bakkede og svømmede op til franskbrødet. Dens mund gabte over brødet, jeg lod den ta´ – og så gav jeg ellers modhug. Den tog faktisk et ret langt udløb, selv om det var en mindre karpe. Jeg fik snart efter nettet karpen, som vejede 2,1 kilo. Så satte jeg den ud igen, og gik over til et andet spot i mosen. Her var der endnu flere karper.
– Nogle stykker franskbrød røg ud i vandet, og de begyndte straks at spise det. Jeg kastede min agn ud iblandt nogle stykker franskbrød, da der kom en flok skælkarper forbi. Der var også en spejlkarpe i flokken, og de fleste af dem spiste af franskbrødet – og pludselig tog spejlkarpen franskbrødet, der sad på krogen. Det var lidt dumt af mig, for jeg kom i tanke om, at mit net stadig lå på det gamle spot. så jeg blev nødt til at tage den med min hånd. Den vejede cirka 1,5 kilo, og jeg fangede også en skælkarpe mere på 1,8 kg. Det var en rigtig god fiskedag, slutter han.
Se hvordan du dappefisker karper på flåd i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Beretningen deltager både i Westin Cup 2026 og lodtrækningen om vores fiskedrømmerejse til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.
apr 29, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Guide til fiskepladser, Nyheder
Sjællands største vandløb ligger i et naturskønt område og byder på et utroligt varieret fiskeri. Vi har taget en snak med et par af de lokale eksperter, der fortæller om, hvordan de griber fiskeriet an.
AF KIM FABER OG GORDON P. HENRIKSEN, FOTO: LARS LAURSEN, OLIVIER PORTRAT, KIM FABER OG PRIVAT
SUSÅEN – et af Danmarks mest alsidige fiskevande – snor sig gennem Sydsjælland – og skifter løbende karakter undervejs. Udløbet i Karrebæk Fjord – Næstved Kanal, er et flodbredt stræk, der med sin rolige strømning og dybe vand er ideel til fiskeri efter en lang række medefisk – heriblandt tykmavede brasener og karper.
Fjorden sender også massive stimer af store rimter op på gydetogt i kanalen hele foråret. Midt i Næstved Havn samles fjordens og smålandshavets bestand af brakvandsaborrer, hvis ankomst efterhånden har taget form af en ren folkefest, når lystfiskerne flokkes i vinterhalvåret og forårsmånederne for at få fat i den hidsige rovfisk mellem lystbåde og fragtskibe.
Videre opstrøms ad den fritlagte del af åen i Næstved by til Rådmandshaven danner Susåen et pool-agtigt område, hvor artsrigdommen for alvor eksploderer. Snart sagt enhver fredfisk holder til her, og fiskes året rundt. Men også sandart, helt, havørred, gedde, og aborre lurer – og gør stedet til åens nok mest spændende plads. Et omløbsstryg fører fiskene op i niveau og gennem et meget smukt stykke af Herlufsholmskoven, hvor stier løber helt tæt til bredden. Her er det let tilgængeligt og nemt at fiske. Skønheden bliver ikke mindre, hvor skoven ender, og afløses af langstrakte, velfriserede plæner mellem gamle træer for foden af Herlufsholm Kostskole.
Længere oppe ad åen findes de dybeste partier af vandløbet. Det er her ved Gerdrup, Skelby og langs Gunderslevholm Gods’s arealer, at de grove ågedder kan lokkes på krogen. De lange engstykker har adskillige sivholdige sving og småvige, hvor krokodillerne stortrives. Med andre ord har åen fiskeri for enhver smag – både for den garvede og nybegynderen samt ung og gammel. Fiskeriet topper netop nu og foråret ud.

Rasmus Ingemanns gedde på 117 centimeter og 13,72 kilo er sandsynligvis den største gedde taget i Susåen. Rasmus har dog ikke offentliggjort vandet/fangststedet før nu, da han ikke ønskede for meget opmærksomhed omkring
fisken. Derfor er det lidt af et scoop, at vi ikke blot kan afsløre, en til dags dato, uofficiel Suså rekord i gedde, men også Rasmus’ bedste tips til geddefiskeriet.
Efter storgedder på Susåen
Geddefiskeri er den store passion for Rasmus Ingemann, der har fisket i Susåen siden femårsalderen. Det hele startede med, at en susågedde tog hans lille spinner. Siden da er det blevet til rigtig mange pæne gedder – inklusiv Susårekorden. – Mit fiskeri i Susåen starter i november, og eskalerer frem mod fredningen d. 1. april, fortæller Rasmus. – Grøde og åkander er væk i denne periode, og gør fiskeriet mere ligetil.
Denne periode er desuden også fri for kanosejlere, som vi fiskere ikke altid tildeler vore store begejstring. Fiskeriet styres 100 procent af mængden af nedbør, og det er afgørende at kende sin besøgstid. De store fisk, som jeg betegner fisk fra 8 kilo og opefter, har lært at det ikke kan betale sig at kaste sig hovedkulds ud i strømmen for et måltid, som måske forsvinder for næsen af dem. Derfor handler det efter min mening om, at fiske når strømmen er rolig og placere en agn så tæt på gedden som muligt. Ofte opholder gedden sig, hvor strømmen er svagest. Typisk er dette ved bunden, i bagvande eller langs sivkanter.
Min jagt efter store gedder i åen foregår primært med flådfisket agnfisk, så en lang og forholdsvis kraftig stang er at foretrække. Jeg benytter et kraftigt flåd, med en bæreevne på 70 gram, som er belastet med 65 gram synk, for at holde en agnfisk på den ønskede plads i åen. Det forholdsvis tunge lod gør det muligt at bremse agnen op over et bestemt punkt, så agnen forbliver bundnært. Den mindste urolighed fra skallen betyder, at den har fået øjenkontakt med en af de skarptandede. Brems flåddet og spin det eventuelt et par meter tilbage. Gentag indtil hugget udløses. Jeg har gentaget processen op imod 20 gange og fået fisken til sidst. Det er bare et spørgsmål om tålmodighed og en vis portion stædighed.
En lille detalje, som straks har givet udslag i flere situationer er at benytte et forholdsvis kort forfang på under 50 centimeter, hvilket gør agnens råderum mindre. Det bliver da langt lettere for de vintersløve gedder at fange agnen. Susåen er et meget omskifteligt vand, og er ikke altid let at fiske, men der skal dog ikke herske nogen tvivl herfra om, at den som finder melodien, kan forvente samme fantastiske fiskeri efter store gedder, som vi har set i Gudenåen de seneste år.

De bedste fiskepladser på Susåen.
Rasmus Ingemanns topspots til gedder
Gerdrup Enge: NS 48 har et stræk af Gerdrup, som også udveksles gennem Fiskeringen. Strækket er et snorlige bredt eng – stykke, med et par dybe huller op i mod tre meters dybde. Strækket er nok et af de mest kendte og berygtede for store gedder op over 12 kilo. Strækket er ekstremt følsomt overfor nedbør, som tit bevirker at de nærliggende enge bliver oversvømmet. Vær forsigtig med fiskeriet i en sådan periode, da det kan være ekstremt svært at lokalisere åen!
Stridsmølle og Skelby: NS 48 har en båd liggende ved Stridsmølle, som på dage, hvor vinden er for hård til at tage på Tystrup-Bavelse søerne, må benyttes nede i åen. Bemærk, at strømmen kan være så kraftig, at det er umuligt at ro tilbage igen op imod strømmen. Strækket er et spændende stræk i efteråret og det tidlige forår, da enkelte fisk fra Tystrup-Bavelse søerne tager en afstikker ned i åen. Der er også her et par rigtig dybe huller, og et par indbydende sving. De siges, at fluefiskere hvert år fanger gedder over meteren nedstrøms Skelby kirke.
Gangesbro: Et forholdsvis lavvandet stræk af åen med hård grus og stenbund, som ikke umiddelbart ser særlig geddeagtigt ud. Men det kan snyde… Private haver grænser her helt ned til åen, og det er ikke umiddelbart lovligt at fiske med mindre du får lov af en lodsejer. Jeg har dog på kanoture set rigtig store fisk over meteren stå på bare en halv meter vand.

Her er det gedde på 5,9 kilo, som blev taget da Sportsfiskerforeningen Fladså havde et juniorarrangement i efterårsferien 2010 ved Herlufsholm.
Geddesvinget: Ligger i slutningen af Gangesbro, og er som navnet lyder et stort u-sving med en lille tilhørende vig med stillestående vand. Her er der taget et par store gedder gennem tiden op til 12 kilo. Nedstrøms svinget er der et langt, bredt og 3,5 meter dybt stræk, som er rigtigt indbydende. Opfører man sig pænt, plejer det at være muligt at få adgang til fiskeri fra lodsejerens mark.
Herlufsholm til Kanohuset: Der kan købes dagkort til dette stræk, som er meget alsidigt med mange sving, huller og udhængende træer. Fladså foreningen har dette stræk, og jeg ved, at der er landet flere fisk lige under 10 kilo her. Jeg havde en spændende oplevelse her under rimtefiskeri for nogle år siden, hvor jeg fiskede under nogle udhængende træer ved Herlufsholmbroen. Under en fight med en rimte på over 1,5 kg oplevede jeg, at en gedde over meteren satte af, lige under mine fødder og inhalerede rimten. Det var en højst uventet oplevelse for mig, at finde en gedde af sådan en størrelse her, da strækket er super lav vandet og med kraftig strøm.
Gammel åen: Som navnet antyder er det et gammelt sideløb på skovstrækket mellem Kanohuset og Herlufsholm. Det er svært at fiske her, da området er en sump, men alt kan lade sig gøre med lidt omtanke. Der er ingen strøm inde i løbet, hvilket gør det særligt attraktivt for gedderne. Denne plads er også oplagt som gydeplads, da det stillestående vand hurtigere opvarmes. Gammel åen har produceret rigtige fine fisk op over 12 kilo.
Susåens knuder
– Knudefiskeri er en ubarmhjertig affære i Susåen, fortæller Rasmus Ingemann om sin lille vinterbesættelse. Fiskeriet topper nemlig i de kolde måneder, mens de fleste holder sig inden døre. – I nedre Suså findes en god bestand af fisk fra 0,5-1,2 kilo, og dog ved jeg med sikkerhed, at der er taget fisk op til 2,4 kilo, og jeg er sikker på, at de findes større, fortæller Rasmus. På Susåen fiskes som regel ved Cementkanten i Næstved, og her findes i perioder en god bestand knuder, som jeg tror er her, for at mæske sig i de andre gydende fisks rogn. Et oplagt og uudforsket sted er ude i selve kanalen, hvor der helt sikkert svømmer en ny Suså rekord – og måske endda en Danmarksrekord.
Fiskeriet forgår typisk med 3-8 centimeter lange strimler af sild, skalle, aborre el.lign. fisket på en enkeltkrog størrelse 4-6 på et almindeligt gliderig. Belastningens størrelse er afhængig af strømmens styrke, det er vigtigt, at taklet bliver liggende på den udvalgte fiskeplads. Mine bedste fangster er gjort på små sandbanker i åen. Fiskeriet starter typisk ved solnedgang, som på denne tid af året er omkring kl. 16. Jeg stopper som regel fiskeriet omkring kl. 22.
Rimtefiskeri i Susåen
Rimterne i Susåen kan fanges alle steder lige fra åens udspring til udmundingen af Karrebæk Fjord, fortæller den lokalkendte medefisker Morten Juul. – De to helt klart bedste og mest givende træk i åen er Cementkanten i Rådmandshaven og så udmundingen af åen ved starten af Næstved kanal.
De rimter, der fanges her, er store brakvands rimter, som det meste af året opholder sig på Karrebæk Fjord, men i marts begynder gydetrækket op i åen. Den største jeg kender til vejede lige under tre kilo. Den helt klart mest underholdende metode er fiskeri med brød på overfladen. Husk at fodre med masser af brød, før du agner op. Bliver fiskene sky, skal brødet ned under overfladen med lidt belastning.

Her er det en blandt mange flotte karper som Morten Juul har fanget i Susåen – en spejlkarpe 7,8 kilo fanget langs Cementkanten.
Karpefiskeri i Susåen
– Karper kan fanges i hele åsystemet, men de sidste par år er karpefiskeriet nærmest gået amok på den nedre del af åen, fortsætter Morten begejstret. – Især ved Cementkanten er der de sidste par år blevet landet rigtig mange og fine fisk – både skæl og spejlkarper. Det var lige præcis ved Cementkanten, at jeg sidste sommer så den største danske karpe jeg til dato har set – en mega spejlkarpe på over en meter. Rigtig bred over ryggen og en bodega vom uden lige. Behøves jeg at nævne, at jeg ikke havde mulighed for at fiske den dag… Denne fisk er ikke nogen permanent beboer i åen, men helt klart en trækkende fisk fra kanalen, der lige var oppe i åen og snuse lidt rundt. Netop Næstved Kanal og Karrebæk fjord byder på et fantastisk spændende pioner fiskeri med uanede muligheder. Der er et væld af pladser at vælge imellem, og fiskeriet er frit med det statslige fisketegn. Dette område har et kæmpe potentiale for karper af rigtig grov kaliber og har et nærmest utømmeligt spisekammer af snegle, muslinger, rejer osv. Der ventes fangster af rigtig store fisk i den nedre del af åen samt kanalen i nær fremtid. Pt er de største fisk i åen, jeg har kend skab til en skælkarpe 11,6 kilo og en spejlkarpe på 12,5 kilo. Men mon ikke disse rekorder snart bliver slået, slutter Morten med et smil.
Artiklen her er fra 2011 – i dag er topkarperne betydeligt større.

Når det gælder Susåens sandart skal man kende sin besøgstid. Det er i skumringstiden det hele foregår.
Sandartfiskeri i Susåen
Det gode sandartfiskeri starter i sommerperioden, fortæller Fisk & Fri’s lokalredaktør for Sydsjælland og Bornholm, Kim Faber. – Rådmandshaven er det suveræne sikreste sandart-spot. Gå efter de dybeste partier af poolen, nærmere bestemt bunden af skrænten der tydeligt ses rundt om den store, sandede forhøjning midt i åen. Tunnelen, hvor åen løber ind under Fønixkrydset, er også et spot der gerne har en stribe sandart stående.
Sikreste metode er en lille bundfisket skalle eller alternativt små woblere og jigs. Men husk: Susåens sandart fanges tidligst ved tusmørketid. Glem alt om hygge i solen. Man skal være ved vandet omkring solnedgang, og du vil typisk have det bedste fiskeri den første time til halvanden efter solen er væk. Sommernatten er bestemt også en mulighed. En realistisk forventning til størrelsen på de sandart, der viser sig, bør nok være moderat. Langt de fleste fisk svinger mellem 0,5 og 1 kilo, og en sandart over 2 kilo er en flot fangst. Men der findes dog større fisk, som denne lille historie viser! I starten af marts, 2007 havde jeg hevet min syvårige søn, Andreas ned til Cementkanten ved Rådmandshaven. Jeg fik et forsigtigt hug på en ultralet Worm-Fly Jig bag en bombarda.
Andreas overtog stangen, og en gevaldig fisk rullede rundt i overfladen. Stangen stod spændt som et flitsbue, og det var lidt af en opgave for Andreas, mens fisken trak hårdt rundt i vandet under os. Meter for meter blev, hvad der viste sig at være en massiv sandart, trukket hen imod en brugbar landingsplads, hvor vi kunne komme ned ad en skrænt og få fingrene i fisken. Da den kom fri af vandet, var synet noget nær uvirkeligt: Fisken var 7,1 kilo tung og 85 centimeter lang. Det var den ubetinget største sandart jeg i mit liv havde set og hørt om i åen. Den fangst illustrerer ganske godt fiskeriet i åen, der oftest er et vand for mindre fisk, men engang imellem også stedet, hvor bemærkelsesværdige trofæer kommer op at vende.
Efter havørred i Susåen
– Havørredfiskeri er ikke just det som Susåen er kendt for, men de fanges da, fortsætter Kim. – Generelt er havørrederne i den beskedne ende at skalaen – alt fra undermålere til fisk i tokilosklassen er normalt. Men de store fisk er som sagt også til stede. Og dette kan Kim bekræfte. Han har nemlig selv fået havørred op til 5,7 kilo i åen. Området omkring Herlufsholm Kostskole er et af Danmarks smukkeste stykker vand, hvor man nemt drømmer sig væk til klassiske, engelske floder. Dette lavvandede parti å er min favorit, og det kan nydes af både spinnefiskeren og fluefiskeren.
Information om fiskeriet på Susåen
NS48 har rådighed over mange spændende stræk af Susåen samt en jolle på Tystrup Bavelse søerne, der kan bruges på den øverste del af åen. Sportsfiskerforeningen Fladså har fiskeret på et fire kilometer langt stykke ved Herlufsholm. NS48 er en forening med et meget stort attraktivt stykke af Susåen samt meget mere at tilbyde deres medlemmer. Næstved Egnens Turistbureau sælger fiskekort til NS48’s stræk ved Susåen v/Gerdrup, Stridsmølle og Vrangstrupstykket. Turistkontoret sælger dagskort til Herlufsholmstykket Cementkanten og Rådmanshaven er frit tilgængelige for alle. Se mere på www.bundhugget.dk og www.NS48.dk
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011

Tidligere var der et godt forårsfiskeri efter helt i Susåen, men det er der desværre kke mere.
okt 23, 2025 | Artikler, MALLE, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Den spanske flod Ebro er en af de mest fiskerige floder i Europa. Her kan du opleve det vildeste fiskeri efter storkarper, sandart og bass – samt et mallefiskeri, der overgår alt. Her får du historien om drømmefloden – og en masse inspiration til fremtidige ture.
AF OLIVIER PORTRAT
MAR DE ARAGON ligger badet i et blødt, magisk aftenlys, idet vi sejler vores takler med flynder-pellets ud på mallepladserne. Rundt om hvert takel lægger vi en håndfuld af de store foderpiller, og efter en del sejleri, kan vi endelig læne os tilbage inde på bredden og betragte toppene på de otte hårdt opspændte stænger.
Forventningerne er høje, for der har været godt gang i fiskeriet de seneste par dage. Inden længe giver det et kraftigt ryk i den ene af stængerne, hvorefter en heftig, tung fight påbegyndes; det er ikke let at fighte en fisk på over to meter direkte fra land!
Netop som vi har landet fisken, giver det et ryk i en af de andre stænger, og mens vi fighter den, kommer der endnu et hug på den tredje stang! Inden længe har vi travlt med at fighte den ene store fisk efter den anden, og efter to timer er der ikke flere takler i vandet. Fuldstændig udmattede af at fighte store fisk, tager vi en lille pause, inden det hårde arbejde med at sejle de otte takler ud igen starter på ny.
Da vi fisker 150 meter ude, er der kun én metode til at placere taklerne, som er forsynet med bundlodder på op til 1,6 kilo – og det er at sejle dem ud! Hvor vi i første ombæring måtte vente lidt på det første hug, får vi nu det første bid på det første takel, allerede da vi er ved at sejle det andet ud. Og sådan bliver det ved, indtil vi indser, at vi lige så godt kan nøjes med at have to-tre stænger ude. På trods af dette har vi, da dagen er omme fanget 31 maller med 24 af dem på over de to meter. To af fiskene er over 80 kilo! Jeg skal skynde mig at sige, at dette selvfølgelig var en af de helt vilde dage, og at man ikke kan regne med at opleve så sindssygt et fiskeri. Men – risikoen for at tage hjem til Danmark uden at have fanget en flot malle er ikke særlig stor.
Så store mallefangster – eller for den sags skyld fangster af store fisk generelt, har indtil de sidste par år været noget, som man end ikke har kunnet drømme om i sin vildeste fantasi – noget sted i verden. At mallefiskeriet i Ebro, der praktiseres som Catch & Release fiskeri – virkelig er i særklasse, vidner de tilrejsende fiskere fra Rusland, Polen, Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og Serbien. De har selv naturlige bestande af maller, men på grund af et intensivt erhvervsfiskeri efter dem i disse lande, er det meget sværere at fange store fisk i Østeuropa. Årsagen er den simple, at kun meget fisk når at blive store, inden de bliver fanget og spist.

Fiskene håndlandes med et fast greb i underkæben. De tusindsvis af tænder er ikke særligt skarpe, men får du mange fisk, kan det klart anbefales med et par hansker.
Maller i Ebro siden halvfjerdserne
Mallen blev introduceret i vesteuropæiske floder som fx spanske Ebro, franske Rhone og Saone samt Italienske Po for blot 40-50 år siden, og er siden hen eksploderet, fordi der ikke er noget erhvervsfiskeri efter dem – samt fordi de fleste praktiserer Catch & Release. For blot ti år siden tog jeg selv ofte til fx Rumænien, Rusland og Kazakstahn drevet af drømmen om en gigant malle, fordi chancen for en rigtig stor og gammel fisk dengang var større der. Men sådan er det ikke mere.
Netop fordi fiskene for lov til at vokse i Vesteuropa er der mange steder realistiske chancer for at fange kæmpestore fisk over 100 kilo. Og de bliver bare større og større… Jeg er ikke bange for at sige – at Ebro nok er det sted i verden, hvor du har størst chance for at fange en malle over to meter.

Især på pladser med mange snags, skal der lægges et hårdt pres på mallerne, for at de stærke fisk ikke sætter sig fast.

Ebrofloden byder på et eminent sandartfiskeri
Vildt fiskeri efter sandart i Ebro
Sandartfiskeriet er næsten lige så vildt som mallefiskeriet. Jeg kan stadig huske, da jeg fangede min første lille sandart fra Ebro tilbage i 1991. Siden da er det gået stærkt for rovfisken, der før slutningen af firserne, slet ikke fandtes i systemet. I 1994 fangede vi de første fisk over fem kilo, og allerede i året efter havde vi virkelig vilde fangster, toppet af en uforglemmelig dag med min kammerat Jürgen Stegherr, hvor vi fik 84 sandart på en dag. 13 af dem vejede over 7 kilo! Og det blev vildere endnu. Fra 1997 og frem havde vi flere dage med over 200 sandart oppe og vende i båden – toppet af 266 sandart taget på spin med Drachkowitchrigs på blot én dag. Den største fisk vejede lidt over 10 kilo.
Sandartpopulationer har det med at eksplodere lige efter introduktionen til et helt nyt vand – og sådan var det også i Ebro. I løbet af de sidste år har bestanden dog stabiliseret sig på et lidt mere naturligt leje, hvor den er i bedre balance med habitaten og fødeudbuddet. Men der er dog stadig masser af fisk – faktisk så mange, at det stadig kan betegnes som sandartfiskeri i verdensklasse. Der kan stadig være dage, hvor en båd får over 100 sandart, men det er mere normalt at fange 20-50 sandart på en dag.

Spinnerbaits som dette er en super agn til Riba Roja reservoirets mange black bass.
Efter black bass på Ebro
Overraskelser er der nok af, når man fisker sandart. Der er nemlig konstant gode chancer for at enten maller eller black bass lader sig lokke af bedraget. Black bass blev introduceret lang tid før mallen, og fra den store opstemning ved Caspe, tæt ved Zaragoza blev der meldt om imponerende bass-fangster allerede tidligt i halvfjerdserne. Men fra halvfemserne begyndte den store population af velvoksne maller at have sin indvirken. Black bass lægger nemlig præcis som sandarten en rede tæt ved land, hvor den forsvarer sine unger yderst aggressivt. Når så mallerne afpatruljerer bredderne i ly af mørket, angriber bassen mallerne. Problemet er, at det ikke altid er lige klogt at angribe en fisk, der vejer over halvtreds gange så meget som en selv, og kan sluge én i en enkelt mundfuld… På trods af mallerne, er der dog stadig et rigtig godt fiskeri efter Black Bass – ikke som før i Mar de Aragon, men i stedet I den opstemmede sø Embalse de Riba-Roja, der nu er en af de bedste bass-søer i Spanien. Det lyder måske underligt, for det er her, at mallen har været længst – og her de aller største fisk er. Årsagen til, at der stadig er rigtig mange bass her er, at der er masser af grøde i denne sø, så de kan gemme sig. Dage med 50 black bass – eller mere, er ganske almindelige.
Superfiskeri efter karper ved Ebrofloden
Karper er der også masser af, og gennemsnitsstørrelsen er markant højere end for år tilbage. Helleflynder-pellets, der nu er en af de suverænt bedste malle-agn på Ebro, blev faktisk opdaget af karpefiskerne, der havde et fantastisk fiskeri med denne agn i en periode. Men – det var kun indtil mallerne fik smag for disse fantastisk effektive pellets… I dag er det næsten umuligt at fiske karper på pellets, for chancen for at en grov malle tager agnen er alt for stor, og det er ikke let at fighte en kæmpemalle på karpegrejet.
Skal du fiske målrettet efter karper uden at bruge al tiden på at fighte maller, som du ofte alligevel ikke har en chance for at lande, er det andre agn, der skal i brug. Men det kan godt svare sig. Belønningen er masser af flotte skælkarper. Snitvægten ligger på 8 kilo, men der er mange store fisk – helt op til omkring 30 kilo. Oprindeligt var karpernes snitvægt på omkring kiloet, men mallerne har fået ryddet så voldsomt op i bestanden, at der nu er masser af mad til at fiskene kan vokse ordentligt. Dette viser, hvor vigtigt det er at have en god bestand af store rovfisk, som kan rydde op i tusindbrødrebestande.

Sandarten kan vokse til anseelige proportioner i Ebrosystemet. Her er det Fisk & Fri’s Oliver Portrat med et velvoksent eksemplar taget på Drachko witch-rig fisket med en
død skalle. Til venstre Jürgen Stegherr der i dag har Ebro Unlimited, der guider på floden.
Ebro er altså et sted med fantastiske fiskemuligheder. En af årsagerne til, at der er så eminent et fiskeri efter en række arter, er systemets enormt store variation. Her er et utal af forskellige habitater, rangerende over alt fra sprit klart vand, til kakao-grumset muddervand, lave- og dybe partier, samt stillestående områder og kraftig strøm. Tilsvarende er der områder fyldt med snags – samt stræk uden nogen form for snags overhovedet.
Den største af flodens opstemninger – Mar de Aragon er over 100 kilometer lang, og har over 500 kilometer bred. Hertil kommer de lidt mindre, men stadig skælkarper. Snitvægten ligger på Et godt stykke over de ti kilo, men der er mange store fisk – helt op til omkring 30 kilo. Oprindeligt var karpernes snitvægt på omkring kiloet, men mallerne har fået ryddet så voldsomt op i bestanden, at der nu er masser af mad til at fiskene kan vokse ordentligt.
Dette viser, hvor vigtigt det er at have en god bestand af store rovfisk, som kan rydde op i tusindbrødrebestande. Den største af flodens opstemninger – Mar de Aragon er over 100 kilometer lang, og har over 500 kilometer bred. Hertil kommer de lidt mindre, men stadig store reservoirer nedstrøms på vej ned imod Middelhavet, hvor der er 90 kilometer. I den nedre del af Ebro er vandet klart og løber ret hurtigt ned til byen Tortosa, hvor deltaet starter. Her er strømmen langsom, og der er masser af sandart og maller – samt helt ude i mundingen spændende fisk som fx Bluefish (Tassergal), Palomettas (Liche amie) og havbars (Loup de Mer). Havbarsen trækker opstrøms om foråret og kan fanges 40 kilometer op i floden helt op til Xerta. Disse flotte fisk er en fantastisk bifangst under sandart – fiskeriet.
Fiskeriet i Ebros bifloder – Cinca og Segre
Bifloder som fx Rio Cinca og Rio Segre understreger den store variation i systemet. Disse smukke floder minder om ørredvand, men rummer også masser af sandart og maller. Her har jeg haft et fortryllende fiskeri efter maller fra flydering og pontonbåd – og det er her fra Rudi Hegers tidligere IGFA verdensrekord for malle på flue er taget. Jo – uanset om du er spinne-, mede- eller fluefisker, byder Ebrofloden på et fiskeri i absolut verdensklasse.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010
Se Jens Bursells video om pelletfiskeri i Ebro efter maller på Fisk & Fris Youtube.
Tjek også denne mallevideo, hvor Jens fanger en 234 cm malle på livecast spin fra sin flydering.
Nogle af de bedste malleguides i området er svenske Pontus Ingvarsson og Jürgen Stegherrs (fra artiklen her) Ebro Unlimited.
sep 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, KARPE, Karpefiskeri, Nyheder
Sightfiskeri efter karper med fluegrejet er super spændende. Her er Gordon i aktion ved vandet.
I september er karperne ofte på finnerne ved overfladen, hvilket falder perfekt sammen med store forekomster af græshopper. Følg med til karpesøen og oplev pulsen stige, når karperne stiger i slowmotion til din græshoppeimitation.
AF GORDON P. HENRIKSEN
KARPEN er tydeligvis fødesøgende. Den går på det lave vand og roder med hovedet nede i mudderet, mens halefinnen lige stikker op over vandet. Bunden af den lavvandede skovsø er noget helt andet end at vade på, end en sandhvid bonefish flat, men mine tanker ledes alligevel hen til sidst jeg var i Mexico, og sneg mig ind på tailende bonefish. Jeg finder en græshoppeimitation fra æsken, før jeg sammenkrøbet tager et par forsigtige skridt nærmere. En belastet nymfe under en indikator, havde nok været oplagt, men hvis jeg kan få den til at stige til græshoppefluen på overfladen vil det være ren lir.
Jeg venter til halen stikker op igen, så jeg ved, den har hovedet og sanserne helt nede i en muddersky. Så kaster jeg forsigtigt fluen, som lander perfekt en halv meter foran fisken. Karpen bemærker straks det lille plop og stopper med at taile. Først frygter jeg, at den er skræmt, men den svømmer langsomt og nysgerrigt frem for at inspicere. Mine nerver sidder helt uden på skjorten, og man må i den grad sige, at karpen forstår at trække spændingen ud.
Der er en slowmotionagtig effekt over den måde den laaaaangsomt nærmer sig fluen, løfter hovedet og inspicerer den for til sidst at tage en lille kunstpause, inden den sagte åbner sin mund. Stille og roligt suger den græshoppefluen ind i svælget. Det er altid fantastisk at opleve en aggressiv rovfisk komme ud af ingenting, og hamre ens agn på et splitsekund. Denne oplevelse er det stikmodsatte, men mindst lige så fed. Dette langtrukne hug strækker bare nydelsen ud meget mere, og for mit vedkommende overgår dette alt tørfluefiskeri jeg har prøvet herhjemme. Til gengæld kan man ikke bruge ordet slowmotion, i det jeg giver modhug og karpen flår line af hjulet. Min klasse seks stang flekser helt mod nærmeste væltede træ.

Forfatteren med en skælkarpe, der tog en græshoppeimitation i slowmotion en septemberdag. Dette unikke tørfluefiskeri er ren lir, og bør opleves lige nu mens der er masser af græshopper.
Fluefiskeri med græshoppeimitationer efter karper
Græshoppefluer til karper er en fed metode for dem, der har fået øjnene op for udfordringerne i fluefiskeriet efter karper. Det er ekstremt visuelt, og for mig giver det et lille ekstra kick, at det er en imitation af et naturligt forekommende fødeemne frem for fx en skummadras flue, der skal imitere en stump brød – selvom denne form for fiskeri også er ekstremt underholdende. Sensommer og tidligt efterår kan græshopper forekomme i store mængder, og på dage med lidt blæst er der en del af dem, der ryger i vandet. Karperne har opdaget denne næringsrige snack, der til tider kommer som sendt fra himlen.
Bind en græshoppe imitation til fluefiskeri efter karper
Græshoppeimitationer kan bindes på mange måder. Størstedelen af mønstrene og bindeteknikkerne stammer fra USA, hvor, hopper-time, som de kalder det, kan være et af sæsonens store højdepunkter. På dette tidspunkt i september valfarter mange fluefiskere til Montana og Wyoming på jagt efter store ørred, der vælter sig i græshopper. Gamle klassikere som Dave’s Hopper og Whitlock Hopper er fine fluer bundet af naturlige materialer, og jeg vil opfordre til at finde disse mønstre på nettet, hvis du ikke kender dem i forvejen. Inden for den sidste årrække har mange syntetiske materialer taget over. Skum er blevet en dominerende ingrediens i mange moderne og simple græshoppe imitationer, som fx Tripple Decker. Holdbarhed og flydeevne er svær at stikke.
Jeg anvender både fluer bundet i naturlige, og i syntetiske materialer til mit græshoppefiskeri. Det er oplagt at kombinere det bedste fra begge verdener ved at blande syntetiske og naturlige materialer. I det hele taget kan man finde inspiration i diverse græshoppemønstre, for så at selv lave sit eget gadekryds. Jeg bruger ofte sillilegs gummiben, skumstykker kombineret med hanehackle, fasanfjer og en lille stump rød marabou. Et godt tip til skum er at købe en pakke selv – klæbende mosgummiplader i Panduro Hobby til lidt over hundrede kroner. Her får du 14 A4 ark i forskellige farver, der dækker alt fra imitation til provokation. Binder du ikke selv, laver Rainy’s i øvrigt nogle superflotte græshoppeimitationer i skum med gummiben der også er rigtig effektive. Så se at kom af sted – karperne venter.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010

En græshoppeimitation som denne, kombinerer moderne materialer som skum og sillilegs, med klassiske naturlige fjermaterialer.
jun 30, 2025 | Nyheder
– Forleden nat blev en nat, som jeg sent vil glemme, fortæller Asghar Sharbati. – Planen var egentlig at fiske hele torsdagen fra morgen til aften, da jeg havde fri fra arbejde – men min kone mindede mig om, at jeg alligevel aldrig kan sove natten før en fisketur. Så jeg besluttede i stedet at tage af sted onsdag aften og fiske igennem natten.
– Min faste fiskemakker og jeg tog som altid ud til vores lille, hemmelige sø. Den ligger tæt på et skovområde, hvor jeg tidligere har hørt grævlinger – noget der stadig sætter lidt gang i fantasien, når mørket falder på. Jeg havde endda engang hørt grævlingelyde direkte fra mit telt.
– Vi ankom ved solnedgang, og jeg begyndte at fiske omkring kl. 21:00. Det var stille i nogle timer, men omkring kl. 02:00 skete det pludselig. Før bidmelderen nåede at reagere, hørte jeg en mærkelig lyd lige uden for teltet – og to sekunder efter begyndte min bidmelder at skrige. Adrenalinen pumpede! Jeg var både spændt og lidt skræmt – for tanken om grævlingen sad stadig i kroppen. Jeg råbte højt og vækkede min ven, og sammen gik vi ud. Jeg greb stangen og landede en flot spejlkarpe på hele 11 kilo!
– En time senere – omkring kl. 03:00 – fik jeg endnu et hug. Denne gang en græskarpe. Og som prikken over i’et, så kom der kl. 05:00 en smuk skælkarpe på 12 kilo op af vandet. Jeg mistede også tre fisk i løbet af de 12 timer, måske fordi trætheden var begyndt at melde sig.
-Det blev en fantastisk tur – med tre stærke fisk, tre tabte, og en masse følelser undervejs. Der var spænding, grin, lidt frygt, og selvfølgelig den der dybe ro, som kun natfiskeri kan give. En påmindelse om, hvorfor vi elsker karpefiskeri – selv når grævlinger sniger sig tæt forbi teltdugen, slutter han.
Husk vi har flere fine karpe og medevideoer på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere – det er jo gratis.
maj 29, 2025 | Nyheder
– Fire dages intenst fiskeri efter karper i NV-Sjællands Fiskepark er nu slut, fortæller Tobias Petersen, der har været afsted sammen med kammeraterne Sebastian og Ken. – Fiskeriet startede lørdag aften og de første halvanden døgn gik med at finde de ‘perfekte’ spots og agn – dog uden respons.
– Mandag morgen klokken 8.30 kom det vilde udløb endelig på receiveren, som ikke kunne sammenlignes med de stør, der havde forvildet sig ind på det lave vand. Det var en flot 15.6kg spejler, og morgenen var reddet. Om aftenen mandag blev alle stænger lagt ud på ny, og denne gang med samme agn som havde givet pote. Og med godt humør efter den fine fisk, var der lagt an til en forhåbentligt ligeså god morgen.
– Tirsdag blev så dagen, hvor vi fik den store fisk, som vi drømte om. Klokken 6.30 kørte samme stang igen som dagen forinden – og min nye personlig rekord lå i nettet efter 10-12 minutters intens fight. Det var en kæmpestor spejlkarpe på hele 19.35kg, som til sidst lå på måtten, og humøret var i top. Efter nogle klasse billeder og en spand vand i hovedet, var det hurtigt ud med stangen igen.
– Med nogle timers mellemrum lykkedes det at lande hele fire fisk den dag, og jeg var over skyerne af glæde. Da vi lagde os ind i bivy’en tirsdag aften, krydsede vi fingre for en fisk, inden turen gik hjem onsdag formiddag. Sebastian – min kammerat som var med på turen – landede så en kugle tyk og kort spejler over midnat, som blev turen sidste karpe.
– Det blev til omkring 30 stør på turen og så de seks karper, som vi egentlig tog turen efter. Vægten på karperne var 15.6 – 19.35kg – 18kg – 15.3kg – 8kg og 12.75kg, slutter han.
Hvis du vil vide mere om fiskeriet i Nordvestsjællands Fiskepark, så tjek det ud her.
maj 15, 2025 | Nyheder
Alting sker tidligere og tidligere i disse tider. Hornfisken er tidligere på den, bøgen springer ud før – og ja – vi kan blive ved. Måske gælder det også for karperne, der i nogle af de mere lavvandede søer allerede så småt er begyndt at udvise legeadfærd. Ja faktisk har vi hørt om karpeleg andre steder allerede for et -to uger siden. Tjek fx ovenstående billede fra forleden taget af Søren Beck på en lavvandet grødebanke, hvor karperne udviste tydelige legeadfærd med at skvulpe højlydt rundt og jagte hinanden. Skælkarpen på billedet, som er over tyve kilo, blev fanget med kameraet, mens den stod apatisk og sundede sig lige under overfladen, indtil båden til sidst var så tæt på, at den blev skræmt.
Da karper normalt gyder ved temperaturer på mindst 17 grader og typisk omkring 20 grader eller lidt over, er det normalt først i slutningen af maj eller første halvdel af juni, at de udvider legeadfærd og gyder. Æggene gydes over vegetation, hvortil den klæber, indtil æggene klækkes efter nogle dage ved den rette temperatur. Gydningen kan godt ske af flere omgange, eksempelvis hvis der pludselig kommer et dyk i temperaturen. Når først karperne for alvor går på leg – og det vil nok vare lidt endnu, kan de være næsten umulige at fange i en periode på 1-2 uger.
maj 10, 2025 | Nyheder
Dappefiskeri efter karper er uden tvivl en af de mest spændende former for fiskeri i ferskvand. Det er visuelt, det er nervepirrende – og du får mere, tungere og vildere flex på klingen på kortdistancen end du kan forvente at få med særlig mange andre skandinaviske ferskvandsarter.
Selvom selve fiskemetoderne i princippet er uhyre simple, er det et fiskeri, der stiller store krav til stealth, watercraft – og kasteteknik. Og – det stiller også store krav til vejrforholdene, for det at kunne spotte de karper, som du vil fiske efter, kræver normalt relativt stille og klart vand. Jeg har netop været på tur ved en svensk skovsø, hvor det stationære sessionfiskeri gik lidt langsomt, med to tikilos som resultatet af halvandet døgns bundfiskeri. Det var egentlig heller ikke specielt fantastiske forhold til dappefiskeri med faldende temperaturer og en del vind, men jeg besluttede mig alligevel for at forsøge at dappe et par lidt større fisk.
Netop på grund af vinden, var det ikke let at spotte fisk, og trods gentagne forsøg til at lokke karperne på overfladen med hundefoder var det udelukkende gæs, blishøns og ænder, der tog for sig af retterne…
Jeg besluttede mig derfor for opportunistisk flådfiskeri, hvor jeg opsøgte fisk og kastede til dem med flåd, for bedre at kunne få en god indikation af hugget – også i selve vindstødene. Selvom om der af og til var helt stille kom der nemlig konstant kastevinde, så man fx det ene øjeblik tydeligt kunne se fisken og det næste øjeblik blot så riflet modlys. En situation som dette er mere end oplagt til flåddap, hvor man kaster til sete fisk – eller til der, hvor man kan se de passerer, cirkler rundt – og kommer retur.
Dette blev taktikken og ekviperet med en helaktions 3,5 lbs stang på 12 fod, og en Savage Gear baitrunner med 0,40 mm nylonline, der er et perfekt sæt til hook & hold fiskeri mellem åkander, siv og store sten, begav jeg mig ud for at spotte noget aktivitet. Den var noget spredt – men jeg fandt enkelte fisk forskellige steder og blev på en eftermiddags fiskeri belønnet med en mindre 8-9 kilos samt tre flotte 15 kilo+ spejlkarper på hhv 15,2 – 15,6 og 16,6 kilo. Alle fisk taget på kortdistance flåddap med et lille Drennan Pellet Flyer crystalflåd samt agnen fisket on the drop på 10-15 cm slæb på bunden.
Undervejs fik jeg en stribe virkelig gode filmklip – så du får resten af historien og mange flere detaljer om teknikken i en snarligt upcoming video på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis her.
Se en massiv svensk 16,8 kilos spejlkarpe, som Jens fangede på overfladen – denne video “Skovkarper – glimt fra Sverige” på Fisk & Fris YouTube.
Se Jenses største skandinaviske karpe på 21,4 kilo i denne video på Fisk & Fris Youtube.
apr 17, 2025 | Nyheder
Mads Hussing er lige nu på karpetur i Frankrig med sønnen, Daniel Fabricius, og onsdag blev en mindeværdig dag med flotte fisk. De ligger i et offentligt vand, som der er hundredevis af i Frankrig, og hvor et ugekort til alle søer i regionen koster bare 35 euro.
– Planen var, at vi ville fiske på en speciel plads i en sø, som vi virkelig troede på. Der lå dog en karpefisker i forvejen, men han fortalte, at han ville tage hjem allerede klokken 12.00, fortæller han. – Den belgiske fisker tog hjem, og vi overtog pladsen samt fiskede fra omkring klokken 13.00, og forholdsvis hurtigt kom der en spejlkarpe på 11 kg på land.
– Vi har fisket i offentlige vande i Frankrig både i efteråret og nu, og det her var vores mindste fisk indtil videre. Daniel fik kort tid efter et godt hug, og det viste sig at være en flot samt meget tyk skælkarpe på 17 kg. Den fisk skulle dog vise sig at få følgeskab af storebroren kort tid efter, for der kom et tungt hug 60 meter ude, og den leverede en fight, hvor man godt kunne mærke, at der var vægt bag.
– Da den kom i nettet, var vi målløse. Vi kunne se, den var større end den på 17 kg, men hvor meget vidste vi ikke endnu. 25 kilos-vægten fra Salter blev nulstillet, og den kom op på hele 23,1 kg, og den blev kontrolvejet på en anden vægt, der kom til helt samme vægt. Det er min største karpe nogensinde. Jeg har fanget en over 20 kg i Danmark, men ikke i udlandet før nu.
– Dagen sluttede fuldstændig perfekt af med en virkelig flot og meget lys skælkarpe til Daniel på 13,4 kg. Der blev prøvet med forskellige agn, men alle fire fisk blev taget på en 20 mm brun wafter fra Butterfish. De blev fisket over en fodring med tigernuts, kikærter, hamp, hvede og boilies.
– Vi har et par dage endnu i det franske, så måske der kommer flere flotte fisk på måtten. – Jeg vil gerne dedikere fisken til min ven, Toke Trampedach Trentemøller, der samme dag, som jeg fangede min største karpe nogensinde, blev bisat. Vi fiskede karper sammen i mange år og har haft mange gode minder sammen.

Mads med sin flotte skælkarpe på 23,1 kilo. Øverst Daniel Fabricius med sin flotte 17 kilos skælkarpe fra Frankrig.