jun 16, 2021 | Nyheder
– Jeg har længe gået med tanken om, at jeg gerne ville ud og fange en større karpe udenfor for betalings vandene, og nu synes jeg, at tiden var kommet til at springe ud i det og give det et skud, fortæller Mark Hestbæk. – Til dette har jeg haft et meget stort vand i hovedet, som jeg vidste holdt nogle gode fisk, men samtidig var det nok også et af Danmarks sværeste vande. Det skulle dog stadig ikke stoppe mig:
– Om eftermiddagen tog jeg ud efter skole, og startede med at gå lidt og lure på vandet for at se, om jeg kunne se nogle tegn på fisk. Det kunne jeg ikke, så det tegnede ikke så godt. Jeg stillede mig derfor på en plads i vindsiden og brugte et par timer på finde spots samt spodde lidt foder ud osv. Jeg valgte at sætte en Nash Scopex Squid Cultured Hookbait på min ene stang, og en Creamino pop-up på den anden.
– De første 24 timer gav ikke noget, hvilket egentligt også var meget forventet. Først på den anden nat klokken 01.00, blev jeg pludselig blev revet ud af sengen til et ordentligt skrald af et run på den stang med Scopex Squid. Til min store overraskelse var det faktisk en karpe, og den var en stor – nemlig en ordentlig spejlkarpe på 15,2 kg, som dermed slog min gamle PR på 11,6 kilo med en god sjat. Selvom vinden og min bivvi ikke var helt så gode venner, da den en af stængerne knækkede to steder, så var jeg alligevel ovenud glad og tilfreds med, hvordan turen kom til at udspille sig.
jun 14, 2021 | Nyheder
Selvom om det at fange en dansk tyvkilos karpe er blevet markant lettere end i karpefiskeriets ungdom, så er en fangst af en dansk tyvekilos karpe uden for de velkendt karpe put & puts stadig en seriøs præstation, man må tage hatten af for. Seneste fisk i denne helt grove kaliber er netop faldet for 13-årige Jens Hansens boilies:
– Så gik drømmen om storkarpen endelig i opfyldelse, og jeg har netop fået en PR på 20,13 gode danske kg i et stort og for mig nyt vand, som jeg havde gået og luret på i et stykke tid. Det skulle hurtigt vise sig at være en god ide, at give sig i kast med dette nye vand: Klokken seks om morgenen vågnede jeg af bidmelderbip fra brasen, der fouragerede på pladsen, men to minutter efter kunne jeg løbe ud af min bivy til en hylende Delkim bidmelder. Efter en lang fight, hvor jeg måtte fighte fisken i åkanderne, kunne karpen glide sikkert over netkanten. Storkarpen blev fanget på en Nutty Crunch 18mm hard hookbait fra Vitalbaits. Happy days!
Et stort tillykke til Jens med sin flotte fisk. En mega sej fangst, der ikke bliver mindre sej af, at den store fisk langt fra er Jens´s første fine karpe – på trods af at han kun er 13 år!
jun 11, 2021 | Nyheder
– Med den stigende vandtemperatur i de første dage af juni, kom følelsen i kroppen af, at det var ved at være tid til et længere sats efter storkarpen, fortæller Søren Madsen fra Splash Danmark. – Uden større tid til at planlægge eller fodre befandt jeg mig i bilen mod søen – selvfølgelig alt for sent – torsdag aften. Klokken blev henimod 22.30, inden stængerne var lagt ud, og alt var på plads til nattens fiskeri. Da jeg havde flere dage ved søen foran mig, valgte jeg at fodre pladsen ret hårdt op: 5 kilo 18mm fiskemelskugler samt 2 kilo tigernuts blev fordelt på et større lavvandet område i forhåbning om at holde på fiskene og toppe op med 2-3 kilo efter hver fisk.
– Vækkeuret ringede kl. 04.15, og med et tungt hoved lykkedes det at få sat en kop stærk kaffe over det gamle og efterhånden godt slidte gasblus, der efterhånden har fuldt mig igennem næsten 20 år som karpefisker. Intet slår en kop kaffe ved søbredden en kølig juni morgen, imens søen vågner. Netop som koffeinen og nikotinen havde sin positive virkning på min ellers ret trætte krop, vågnende søen roligt og solen kom op over trætoppene. Duften af mudderet i sumpen og det våde græs gjorde morgenen helt fortryllende. Uden nogen former for synlig aktivitet på fodringen, kom det lidt som et chok for systemet, da den midterste pludselig gav lyd fra sig.! Med blikket rettet mod området, hvor taklet lå, rejste sig en bølge på 10-15 cm sig pludselig på det lave vand, og bidmelderen kom gevaldigt på overarbejde! På trods af den ellers ret så stramme bremse, og i et ret så halvhjertet forsøg i mudder til knæene, lykkedes det at holde fisken væk fra de nærtliggende snags. Roligt og uden de store udløb kom fisken tættere på det ventende net, og efter 5-10 minutters tovtrækkeri foran land gled kæmpen ind over netrammen Hele 22,5 kilo kilo vejede den flotte spejlkarpe.

Søren Madsens solide 22 kilo+ karpe taget på boilie.
jun 7, 2021 | Nyheder
– Min kammerat og jeg har netop været på karpetur i weekenden, fortæller Martin Lenschau til Fisk & Fri. – Vi havde snakket om, at vi ville tage en støre sø, da karperne allerede er gået på leg i mange af de mindre søer nu. Vel ankommet til søen fredag aften gik vi os en lille tur for at finde et par gode pladser, hvor vi mente, at karperne ville komme forbi. Taklerne blev kastet i vandet, og efter to timers fiskeri var der noget ved min ene stang, uden at det rigtig blev til noget. Jeg lagde derfor taklet om, så jeg var helt sikker på, at det lå rigtigt, hvorefter jeg fodrede lidt igen.
– Herefter skete der ikke så meget – ud over at jeg hørte en pæn karpe plaske lidt længere nede af bredden. Jeg overvejede derfor at skifte plads næste dag, men nu hvor jeg faktisk havde haft lidt aktivitet på min ene stang, valgte jeg alligevel at blive. Og det skulle vise sig at være en god taktik, for søndag morgen klokken 9 fik jeg en screamer af den anden verden: Karpen tog et heftigt udløb ind igennem et sunkent træ. Jeg kunne tydeligt mærke, at den stadig var på, så der var kun en ting at gøre, nemlig at hoppe i et par waders og så eller komme ud i vandet for at befri fisken. Det lykkedes heldigvis at få den fri af grenene, hvorefter jeg stille og roligt kunne fighte den ind til nettet. Den stærke fisk viste sig at være en gammel kriger af en spejlkarpe på 13,9 kilo.
maj 20, 2021 | Nyheder
– Det er tidlig morgen, og mine fire rigs med håndskærpede Gardner Mugga kroge har ligget ude siden i går aftes. Sådan lyder starten på fortællingen om, hvordan Thoams Ratzlaff fik en af de helt store karper fra et virkelig svært lille vand her i går. – Fiskene i netop denne sø er ultra sky, så det er strategisk fornuftigt bare at blive på bedchairen og lade morgenen passere, fortsætter han.
– Jeg fisker fire forskellige spots, hvor jeg har fordelt en lille spredt fodring af dåsemajs og tigernuts omkring taklerne, men også på de naturlige trækruter i søen. Strategien er, at fiskene skal plukke de enkelte partikelagn op i højt tempo og dermed kroges solidt på distancen. Morgenen bliver afbrudt af Delkim-bidmelderens hylen, og en heftig fight begynder. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har fightet så tung en karpe, og der er nærmest stillingskrig i omkring 15 minutter, indtil jeg endelig ser tyrenakken i overfladen. Karpen er min første i år, og den er netop det trofæ, som jeg målrettet jagter.
– Til sidst glider den endelig i nettet, og jeg kan veje den til hele 18,42 kg – hvilket er ny DK PR i spejlkarpe. Fisken tog en kombi af 2 fake majs af plastic og en enkelt dåsemajs – en klassisk menu, slutter han.
– Har du selv haft en tur til vandet og fået en fin karpe, så send os din historie og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Det var på dette takel med to fake majs og et rigtigt majskorn, at Thomas fangede sin flotte nye PR karpe på 18,42 kilo, som du kan se ovenfor.

Et seriøst haleror…
maj 12, 2021 | Nyheder
– Jeg ankom til søen tidligt og fik kastet mine takler ud, beretter Claus Banholtz. Mine agn blev placeret på et lavvandet grusplateau, og der blev fodret med en smule knuste tigernuts og nuttycrunch boilies på pladsen. Herefter gik der et par timer, før de første fisk blev synlige på pladsen.
– Solen begyndte at titte frem fra en lidt overskyet himmel, og jeg måtte lige op i et nærliggende træ for at spotte på min fodring. Jeg var akkurat kommet et par meter op i træet, da jeg ser en kæmpe muddersky på mit spot, og i samme sekund en kæmpe hvirvel. Samtidigt hylede min bidmelder i et sindsygt screaming take. Jeg nærmest væltede ned fra træet og fik fat i stangen, hvorefter en vild fight var i gang. Efter en heftig fight kunne jeg lande en fed spejler på 13 kg, som nappede en Pina pop-up fra Vitalbaits. Så kunne dagen ikke få en meget bedre start.
maj 2, 2021 | Nyheder
– Efter en veloverstået morgenvækning af et kobberbryllup par, gik turen til et nyt vandhul, fortæller Christian Willer. – GoogleMaps var på forhånd blevet nærstuderet, og jeg havde også været på en dagtur til søen for 14 dage siden, for at forberede mig lidt til turen. Med mig havde jeg ny bivy, ny bedchair, nye hjul samt en ny cradle, der skulle indvies. Taklerne var sejlet i suppen omkring klokken 13.00, og ventetiden kunne begynde.
– Jeg sad med en god fornemmelse i kroppen. Omkring klokken 21.30 lukkede jeg øjnene fra den VM-semifinale i snooker, som jeg var begyndt at følge med i. 20 minutter senere kom der to bip fra min ene bidmelder. Jeg fløj ud af soveposen og fik i samme bevægelse vredet mit venstre knæ, så jeg måtte vralte ned af skrænten som en and med et brækket ben. Jeg kunne straks se, at min højre stang flexede mod højre og greb fat i den. Jeg gjorde et solidt modhug, og så var der fast fisk.
– Feeeedt, tænkte jeg, den føltes god. Den opførte sig eksemplarisk til at starte med, og jeg fik den relativt hurtigt pumpet ind. Og så var det ellers ned på hug med nettet for at være klar. “Av for dælen da mit knæ”. Da den fik øje på nettet, tog den straks flugten. Dette senarie gentog sig 6-7 gange, og hver gang gik jeg i hug og bandede over mit knæ. Til sidst røg den dog endelig over netrammen: SÅDAN DER.
– Det lykkes mig herefter at humpe op ad skrænten og lægge karpen i min cradle: Wow hvor den bare passede godt til den smukke fisk. Vægten stoppede ved 13,75kg. Jeg fik yderligere fisk omkring klokken to og igen ved 10.30 tiden. Hvad mere kan man ønske sig? Knæk og bræk derude, slutter Christian Willer.
apr 30, 2021 | Nyheder
Polen byder på et eminent karpefiskeri, og der er ikke langt til det forjættede karpeland, hvis man vil et smut sydpå som dansker.
Brian Abrahamsen og hans kone er lige nu dernede og har fået et par helt vilde fisk: – Vi har begget to været så heldige, at vi har fået en ny PR, fortæller han. – Først tog fruen en på 21,95 kilo, hvilket betød, at hun – kortvarigt – havde håneretten. Men – det varede ikke længe, for ca. 45 minutter senere fik jeg et seriøst hug og kunne efter en tung fight lande en spejlkarpe på intet mindre end 29,39 kilo. Og ja – så var håneretten min igen: Bidmelderen bippede kort, og så bippede den igen. Vi røg ud, og fisk det var der. Min 3,5 punds karpestang var spændt godt for, og fruen havde en smule problemer med at få den i nettet. Men ind kom den, og vejningen var heller ikke det nemmeste, men vi fandt en løsning – og wauu. Jeg blev overvældet af vægten på mit lille sømonster, der naturligvis blev sat ud igen med et kys og en tur i vandet til mig. Helt igennem en dejlig tur – og helt sikkert ikke den sidste til Polen.
apr 24, 2021 | Nyheder
– Det blev onsdag morgen, og en tredages tur stod for døren, fortæller Thomas Svendsen. – Jeg kørte tidligt mod søen, hvor slaget skulle stå. Da jeg kørte, gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg skulle gribe det an, og da jeg kom til søen, gjorde jeg hurtigt mine ting klar.
– Jeg havde besluttet mig for et par spots, som jeg ville satse på: Et på dybere vand og et på det lave vand. Herefter fik jeg lavet et par fodringer med boilies fordelt på et større område, som bestod af Hot Amanda fra CFC-Bait, hvor jeg fiskede mit rig som snowman med samme boilies.
– Den første nat havde jeg et run, men da jeg var for langsom om at komme ud af posen, havde den sat sig i nogen siv – og væk var den. Det blev morgen, og timerne gik med hygge samt tanker om, hvordan næste nat skulle fiskes.
– Da mørket kom igen, var der pludselig bud efter en af agnene. Denne gang var det dog stangen på det dybere vand, men lige som kampen var i gang, røg krogholdet – satans. Det blev tid til at komme i posen, og bedst som jeg lå og drømte om store fisk, blev jeg vækket af en skrigene lyd fra bidemelderen. Jeg måtte lige tage et par dybe indåndinger efter at have mistet to karper før denne, og jeg kunne mærke, at det var en af de lidt større fisk, som jeg havde kontakt med.
– Efter en god lang kamp kom den ind over netkanten, og jeg kunne nu udstøde “løvebrølet” efter at have kigget i netposen og set, at det var en af søen smukke skælkarper, som ikke kunne modstå min Hot Amanda snowman. Tiden kom til at pakke, men som altid kunne jeg køre hjem med et stort smil på læben og en gang frisk energi efter et par dage ved søen…