FLOTTE FISK FRA YDERKYSTEN

– Mit fiskeri er så småt ved at blive flyttet fra fjorden til de Mønske yderkyster, hvor der er strøm og forholdsvis dybt vand, fortæller Martin Bosen. – Jeg tjekkede vejrudsigten forleden aften, og den sagde fornuftige forhold næste morgen på en af mine favorit sommerpladser, så turen gik til Møn for at se, om der var liv på pladsen.

– Pladsen er et sted, hvor trækkende fisk tit tager ophold, med en masse sand og spredte pletter med vegetation, og havørrederne fulgte “manuskriptet”. Jeg vidste, at jeg ikke havde ret lang tid at fiske i pga. en skadet arm/skulder, men der gik heller ikke længe, før den første kontakt kom, det blev dog til et enkelt hug. Lidt efter knaldede en fin cirka 50’er fisk til blinket, som kom i nettet. En mindre målsfisk kom også en tur i nettet.

– Herefter kom jeg på et splitsekund hele følelsesregistret igennem, da en 3-4 kg fisk kom buldrende hen over sandbunden efter mit blink og huggede under stangspidsen. Fisken rullede voldsomt i overfladen og spyttede herefter krogen ud. Turen tilbage gav dog en “trøstepræmie” i form af denne smukke og særdeles velfightende havørred, som også blev turens største. På pladser som denne skal man huske at fiske selv de mindste områder med vegetation, da selv en lille plet kan holde fisk, som tager et ophold. Fiskene blev fanget på Shootingstar i farven natural tobis fra Sixtylures fisket med god fart. Sommerfiskeriet er skudt i gang, det er bare med at komme ud på vores fantastiske kyster og nyde de tykke havørreder. Knæk & Bræk – Martin.

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

HAVØRREDBONUS I ÅEN

Søren Strauss var forleden et smut ved åen for tredje gang i denne sæson for at lufte sin Salmo wobler og i andet kast klokken 18.15 kom hugget. – Det blev til en vild fight med et par ture op og ned af åen, hvor den sprang helt fri af vandet blot én meter fra mig to gange, skriver han til Fisk & Fri. – Det er uden tvivl den bedste fight, jeg har haft med en havørred nogensinde.

– Fiskeriet er ikke nemt, når vandet er så lavt, så det gælder om at finde fiskene ved skjulesteder, hvor der falder skygge på åen, slutter han. Den flotte havørred var 73 centimeter og vejede 4,475 kilo.

 

drømmerejse iFish Travel
drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: HVOR DER ER ÉN, ER DER OFTE FLERE

Sisse Wellejus Hansen, en gammel gymnasieveninde, kontaktede mig for et par uger siden, fortæller Linda Høegh. – Hun havde set på Facebook, at jeg fiskede og ville spørge mig, om jeg ville guide en japansk forretningsforbindelse Yoshitaka Shibatani, som er passioneret lystfisker. Man kan jo ikke være i Danmark – særligt på Fyn – uden at fiske. Da jeg (endnu) ikke er uddannet fluefisker, var jeg nød til at spørge om hjælp fra min søde kæreste, Sune Nielsen, som jo godt kan håndtere en fluestang.

– Søndag morgen mødtes vi derfor alle fire på Vestfyn, og imens vi tre lystfiskere gav os i kast med de fynske havørreder, så sørgede Sisse for, at frokosten var klar lidt senere. Jeg kastede, og da blinket ramte vandoverfladen, sprang en fin blank ørred op. Jeg kastede igen samme sted, og vupti så sad den fine fisk på billedet der. Men jeg havde en fornemmelse af, at det ikke var den samme, som jeg havde set, så jeg forsøgte samme sted igen. Og ganske rigtigt – så var der flere fisk. Den næste var lige omkring målet og blev genudsat. Jeg fiskede lidt videre det samme sted, men fandt ikke flere, selvom jeg havde en fornemmelse af, at der stod flere.

– Vi havde alle kontakt til havørreder, men jeg var den eneste, der fangede noget den dag. Spørgsmålet er så, om jeg behøver at lære at fluefiske, og heldigvis havde Yoshitaka på egen hånd fanget en fin havørred dagen før. Sisse sørgede for en lækker frokost, inden vi var nød til at køre hjem, så det var en super hyggelig formiddag i rigtig godt selskab.

 

Friluftsland

 

Fisketuren bød også på en dejlig frokost i det grønne.

På fisketuren blev der også tid til en dejlig frokost i det grønne.

 

Klar med fluestængerne

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED MED SMAG FOR KRABBER

– Vi har netop haft en vanvittig aftentur i båden i går, fortæller Emil Søby. – Det startede med, at vi havde haft godt fiskeri på et spot om lørdagen. Både mig og min far havde begge haft fat i en god fisk hver, og havde fire fisk i nettet. Så selvom vi ikke havde planlagt at skulle ud, så trak det alligevel i os. Men – mon fiskene stadig var i samme område, da vi skulle prøve at gentage successen?

– Omkring klokken 16 i går blev vi enige om, at vi godt lige kunne smide båden i vandet, og tage en 4-5 timer. Vi sejlede direkte hen i området, hvor vi fik fisk dagen før, og ganske rigtigt så var fiskene stadig i samme område. Hurtigt havde jeg et par følgere og fik også en fin fisk på lidt over 50 cm, der var i god form. Vi fiskede lidt videre, og helt ude i kastet havde jeg et kæmpe lokum oppe og slå til wobleren i et skvulp. Jeg satte fuld speed på agnen, og gik derefter ned i fart, for at få fisken til at hugge. Fisken tog agnen, men jeg mærkede kun lige tyngden af fisken, før den røg af… Øv, øv – på den igen. Herefter så vi endnu en god fisk efter min wobler, men den ville kunne kigge.

Den store havørred havde spist disse fire store krabber.

Den store havørred havde spist disse fire store krabber.

 

– Lige pludselig krogede min far en rigtig stor fisk, og fisken begyndte med det samme at rulle i overfladen. Jeg kunne se med det samme se, at det var en stor fisk det her. Den gamle var ikke helt sikker på, at var så stor, men da den kom tæt på, måtte han jo give mig ret. Den blev fightet ind mellem tangbuske og sten, og det var en meget nervepirrende fight. Til sidst lykkedes det dog at lande den i nettet, og det var i sandhed en vanvittig flot og tyk fisk i sin bedste kondi. 68 cm og omkring 4 kilo vil jeg skyde den til. Det er dem her, vi drømmer om, når vi går derude!

Der var fire store krabber i maven på den, så måske skal vi have gang i krabbeimitationerne. Den store havørred blev taget på en Sandeel Pencil på 19 gram, slutter Emil.

 

Friluftsland

 

Emil Søby med en af sine flotte havørreder

Emil Søby med en af sine flotte havørreder.

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: TID TIL NATTERODERI

– Det sene aftenfiskeri og natteroderi er startet for mit vedkommende, skriver Mathias Jacobsen fra Fyn til Fisk & Fri. – De mørke timer har aldrig været min kop te, men i godt selskab og med kolde øl, så går tiden jo nemt. Klokken kan hurtigt blive mange, og når samtidig fiskene kommer svømmende ind på pladsen, så går det hele også lidt nemmere. De første fisk begyndte at vise sig ved 22.30 tiden, og en flot fisk huggede kort efter. Og så gik det ellers glidende resten af aftenen/natten med en del flotte fisk, der var oppe til afkrogning. En del fisk blev også¨mistet, og agnen, der virkelig viste at kunne noget særligt ind i mørket, var Kent Andersens “Den Stive” fra Jack Rapid, slutter han.

Husk, at du kan finde en masse fede artikler om kystfiskeri efter havørred i vores store artikelarkiv her.

Har du selv fanget en flot fisk på kysten, så tøv ikke med at sende os et par linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk. Husk at alle har mulighed for at deltage i den store konkurrence Kinetic Fiskecup 2022, hvor der er masser af lækre præmier. Læs mere om konkurrencen og alle præmierne her.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Mathias Jacobsen med en af sine flotte havørreder.

Mathias Jacobsen med en af sine flotte havørreder.

 

drømmerejse iFish Travel

STEVNS CUP – IGEN VUNDET AF MILIVOJ SARIC

Han kan sit kram – Milivoj. Sidste år vandt han Stevns Cuppen, som afholdes af Køge Sportsfiskerforening, og nu gjorde han det så igen. Endda med hele to potentielle vinderfisk samt et godt stykke ned til de næste:

– Da jeg for ikke så lang tid siden lavede den nye Ammo wobler på 25 gram, sagde jeg “at denne her vinder StevnsCup”. Og det gjorde den så!… Siden konkurrencens første dag i fredags har jeg fået 7-8 fisk og mistet to større fisk. De to største var en 73 cm hanfisk og en flot hunfisk på 62cm, der kom med hjem til gryden. Alle fiskene huggede på farven rød/sort med UV og glow, selvom min makker Peter og jeg prøvede en del andre forskellige farver. De fleste fisk fik vi efter at have lyst på wobleren med pandelampen – og så kastet ud. Den store huggede fredag aften klokken 23, og de fleste fisk huggede mellem klokken 23 og 2 om natten. Der skal lyde en stor tak til John fra JK Paint som har ramt en fantastisk farve med UV effekt! K&B derude!

Du kan læse meget mere om Milivoj Saric i denne store artikel på fiskogfri.dk´s store artikelarkiv.

– samt læse om hans sejr sidste år her.

 

Friluftsland

 

Vinderfisken til Stvens Cup huggede på denne Ammo wobler.

Vinderfisken til Stevns Cup huggede på denne Ammo wobler.

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK HAVØRRED FRA VEJLE Å

– I går var sådan en af de dage, hvor vi bare skulle til åen med fluestængerne, skriver Thomas Christensen til Fisk & Fri. – Der var drivende skyer og lidt byger – kort sagt havørredvejr. De sidste dages meldinger fra åen var også opløftende, for der var fanget nogle rigtigt flotte fisk.

– Min faste makker Frank Hansen og jeg ankom lidt tidligt til åen, og efter en kop kaffe, blev vi enige op at starte fiskeriet et godt stykke opstrøms. På vej derop så vi en pæn fisk, der var oppe at vende, så den skulle lige have et skud, Den ville dog desværre ikke lege med, men det gav blod på tanden.

– Da vi kom op, hvor vi ville begynde, så det helt rigtigt ud. De første to kast gik med at få linen lagt ud, men allerede i det tredje kast, hvor den lille flue svingede ind over en af de kendte standpladser, blev den taget voldsomt, og jeg kunne mærke med det samme, at det var en fin fisk. Efter de obligatoriske rusk med hovedet og et par spring, ville fisken nedstrøms, og så det var bare om at følge med. Heldigvis står grøden ikke så højt endnu, så det var rimeligt udramatisk. Efter lidt tovtrækkeri kunne Frank lande en fin hunfisk på 70 cm og 4 kg. Hvilken fantastisk start på sæsonen. Knæk og bræk derude, slutter han.

Vil du vide mere om havørredfiskeriet i Vejle Å så læs denne store spotguide til åen af Ronni Lagoni i Fisk & Fris artikelarkiv.

 

Daiwa Open 2025

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: TIDLIGT OP BELØNNET MED MASSIVT SØLV

– Jeg har meget at se til i øjeblikket med bådebyggeri og vores lille nye dreng, som har indtaget hjemmefronten, skriver Mads Kentov til Fisk & Fri. – Men kysten kalder stadig, og jeg måtte lige finde tiden til en tur ud i denne uge en tidlig morgen. Jeg havde brugt aftenen før på at finde det helt rigtig sted, hvor forholdene ville giver gode chancer for fisk. Betingelserne var dog ikke helt ideelle, da der kun var en svag fralandsvind, og jeg vidste jeg skulle ned og fiske i havblik samt roligt vand. Dette var dog ikke en stor bekymring, da jeg gennem den seneste tid har fulgt med i, hvor fiskene havde placeret sig langs kysten. Derfor var jeg alligevel sikker på jeg skulle ned til noget, der kunne blive en rigtig god morgen.

– Fremme på pladsen var vandet som forventet, og i alle andre situationer ville jeg havet undgået så stille vand. Det var stadig mørkt og jeg startede fiskeriet. Jeg havde valgt at fiske med sømmet i 28 gram fra Westin i mat tobis farven. Den er altid pålidelig, når det kommer til at fange de tidlige morgenørreder, som er på jagt efter tobiser mm. Der skulle ikke gå mange minutter, før der var var hug, og den første fisk var fanget. Derefter gik det stærkt – og kort efter havde jeg haft fire i nettet som alle var fine blankfisk fra 45-50cm. Nu var det allerede en dejlig morgen, men det var ikke slut i nu.

– Solen var endnu ikke kommet op, og jeg fiskede med en særlig teknik, jeg har haft held med til dette fisker,i når fiskene lige er ved at blive aktive ved dagens første lys. Teknikken går ud på at fiske langsomt og så lave nogle meget hurtige omgange på hjulet, som om det var en lille fisk, der flygter. Så plejer hugget falde hårdt.

– Jeg havde kastet langt ud og begyndte indtagningen. Ligesom jeg lavede de hurtige omgange på hjulet, kom hugget og denne gang var det tungt. I det helt klare vand kæmpede fisken med fuld power, og jeg havde en vild fight med nogle rigtig gode udløb. Efter noget tid og en fantastisk oplevelse senere kom fisken ind og i nettet. Havørreden var en imponerende flot blankfisk på 73cm. Morgenen gav et par fisk mere og ude i horisonten steg solen op. Jeg var nu klar og ladt op til at tage hjem til familien.

– Der er Stevnscup denne weekend, og jeg når det desværre ikke denne gang. Men der er godt med fisk lige nu, så jeg ønsker alle der er med knæk og bræk. Et lille tip fra mig ville være, at dem der fisker i mørket ikke skal gå så meget op i farven på deres agn. Fisk gerne med både fart og tempo, da fiskene er meget aktive.

 

Daiwa Open 2025

 

drømmerejse iFish Travel

KINETIC FISKECUP 2022 – DEN FØRSTE KYSTHAVØRRED

– Vinden havde lagt sig og var vendt til vind fra syd, så der var fralandsvind, bølger og dønninger ligeså, fortæller Jan Enevoldsen til fiskogfri.dk. – Jeg var taget til Gerrild Klint, og pludselig fik jeg et godt hug langt fra land, hvor bunden gik fra sand til stenbund. Fisken leverede en fin fight, men jeg havde ikke fangstnet med, så jeg måtte kane den på land ved hjælp af en bølge – en fed oplevelse. Havørreden huggede på en Sandeel 19 gram Black Silver, og det er min første havørred fanget på kysten, slutter han og tilføjer at han gerne vil tilmelde fisken Kinetic Fiskecup 2022.

Læs meget mere om den store konkurrence Kinetic Fiskecup 2022 – samt se alle de flotte præmier – her.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel