– I går var sådan en af de dage, hvor vi bare skulle til åen med fluestængerne, skriver Thomas Christensen til Fisk & Fri. – Der var drivende skyer og lidt byger – kort sagt havørredvejr. De sidste dages meldinger fra åen var også opløftende, for der var fanget nogle rigtigt flotte fisk.
– Min faste makker Frank Hansen og jeg ankom lidt tidligt til åen, og efter en kop kaffe, blev vi enige op at starte fiskeriet et godt stykke opstrøms. På vej derop så vi en pæn fisk, der var oppe at vende, så den skulle lige have et skud, Den ville dog desværre ikke lege med, men det gav blod på tanden.
– Da vi kom op, hvor vi ville begynde, så det helt rigtigt ud. De første to kast gik med at få linen lagt ud, men allerede i det tredje kast, hvor den lille flue svingede ind over en af de kendte standpladser, blev den taget voldsomt, og jeg kunne mærke med det samme, at det var en fin fisk. Efter de obligatoriske rusk med hovedet og et par spring, ville fisken nedstrøms, og så det var bare om at følge med. Heldigvis står grøden ikke så højt endnu, så det var rimeligt udramatisk. Efter lidt tovtrækkeri kunne Frank lande en fin hunfisk på 70 cm og 4 kg. Hvilken fantastisk start på sæsonen. Knæk og bræk derude, slutter han.
Vil du vide mere om havørredfiskeriet i Vejle Å så læs denne store spotguide til åen af Ronni Lagoni i Fisk & Fris artikelarkiv.