Selv når frosten bider hårdest er Mili at finde ude på kysten – og her er det især de små blink, der er fremme.

Milivoj Saric går stille med dørene. Men fisker du langs de sjællandske kyster, hvor det bare sker, så har du en god chance for at møde ham. Med 100-150 kystdage under alle tænkelige forhold, har han masser af praktisk erfaring. Her får du hans bedste spinnetips til den kommende tid.

 

AF JENS BURSELL

 

I REGN OG SLUD – i sne og frost. Han står der ude flere gange om ugen. Han har fingeren på pulsen og han fanger masser af fisk. Navnet er Milivoj Saric. Selv om de mest vante græsgange er kysterne ved Stevns og Møn, så er han også på pletten i Isefjorden og Roskilde Fjord, når der er noget at komme efter. – Jeg holder mig konstant orienteret om forholdene på de forskellige kyststæk, og rykker ud så snart jeg vejrer sølvblanke havørreder i luften, fortæller den 53-årige kroat fra Ishøj, der lever og ånder for sit havørredfiskeri. – Til daglig arbejder jeg som maskinfører hos Danalim, men så snart lejligheden byder sig, er jeg den, der er smuttet på kysten.

– Mit fiskeri startede i Ishøj og Brøndby Havn, fortsætter han. – Inden længe søgte jeg dog ud på de åbne kyster, netop fordi naturoplevelsen er et vigtigt krydderi, til glæden ved at fange en hårdtfightende blankfisk. Især de sidste sekten år har jeg virkelig gået til makronerne, og når man er så ofte ude, giver det en fantastisk synergi, fordi man næsten altid har et totalt opdateret billede af, hvornår fiskene skal findes på de forskellige typer af pladser.

Her i vinterhalvåret er det primært områderne ved Køge Bugt og Nordstevns, at jeg lægger min energi – især på de lidt mere lavvandede områder og badekar med god tilstrømning af ferskvand fra diverse åer.

 

Marts byder på et fantastisk fiskeri efter blankfisk – og her er Milivoj med en af dem.

Marts byder på et fantastisk fiskeri efter blankfisk – og her er Milivoj med en af dem.

 

– I den kolde tid – ofte helt frem til det spirende forår i midten af marts, bruger jeg primært mindre gennemløbsblink på 7-15 gram, afslører han. – Jeg føler helt klart, at det i mange situationer giver betydeligt flere fisk. Hvis vandet er klart, foretrækker jeg umalede blink af hvidmetal, mens jeg i uklart vand helt klart foretrækker hvide eller sort/røde blink.

Siden 2004 har Mili selv produceret sine egne blink – og det hele startede med Tornado blinket. Herefter kom tobisblinket Killer og en kutlinge wobler og F-16 blinket. De næste skud på stammen af fede hjemmelavede kunstagn til kystfiskeri var rotationsblinket F-35, der er en tobisimitation, Eagle blinket og Herkules wobleren, som er en ret stor kystwobler til natfiskeri.

– I kølvandet på disse fulgte Arrow wobleren, som var en ny udgave af kutlinge wobleren – samt F-22, der i min optik er det helt perfekte allround blink til kystfiskeri efter havørred, fortsætter Mili. – F-22 laver jeg i 10 forskellige farver på hhv 20, 26 og 30 gram. Dette blink roterer ikke blot under spinstoppet med under hele indspinningsforløbet. I 2015 startede jeg MS Lures for at producere mine egne blink, der som antydet ovenfor efterhånden tæller flere modeller i en del forskellige farver.

 

Hvidovre Sport

 

Vælg den rette indspinningsteknik til havørreden

– Indspinningsteknikken er uhyre vigtig, pointerer Milivoj. – Det kan være svært at lokke de vintersløve fisk, og jeg har helt klart bedst erfaringer med at spinne ind så langsomt som overhovedet muligt. For at undgå at sætte blinket i bunden, kompenserer jeg ved at holde stangspidsen højt under indspinningen. For hvert femte-sjette omgang på hjulet laver jeg et langt hængende spin-stop, hvor jeg stopper indspinningen, men holder linen helt stram, idet blinket synker.

Blinkene monterer jeg oftest med Mustads Siwash XXXS i str. 1/0. Krogen sidder i en lille spring-ring, der er monteret på en 4 mm svejset solid-ring. Husk at montere en lille perle mellem blink og solid-ring – dels for at skåne knuden i kastet, men også for at give en bedre rotation på blinket. Fordelen ved en solid-ring er, at fletlinen i modsætning til en spring-ring ikke har noget at kile sig ind i.

 

Milivoj Saric fisker igennem mindst 1-2 gange om ugen, og det bliver til en hel del fisketimer på et år. Her er han i aktion på Stevns.

                                                                     Milivoj Saric fisker igennem mindst 1-2 gange om ugen, og det bliver til en hel del fisketimer på et år. Her er han i aktion på Stevns.

– I det tidlige forår, når vandtemperaturen sniger sig over 6-7 grader, går jeg typisk op i nogle lidt større blink samtidig med, at jeg øger indspinningshastigheden i takt med at temperaturen stiger, forklarer han. – Og når vi når godt hen i april, så er hastigheden oppe på noget nær det dobbelte af om vinteren – kombineret med lidt færre spin-stop. Igen er det tobis imitationer som F35 og Ammo wobleren. Især sidstnævnte i 22 gram er virkelig en af mine favoritter.

– Når foråret bliver til sommer begynder jeg gradvist at bevæge mig fra de mere lavvandede vinterpladser til områder med mere dybt og strømfuldt vand med masser af ilt, hvilket trækker fiskene til. Og jo længere vi når hen på sommeren, desto mere begynder der at være tale om decideret natfiskeri. Min ubestridte favorit agn til dette er Herkules wobleren i 26 gram.

Milivojs favoritgrej på kysten

– Mit favoritgrej varierer afhængig af hvor jeg fiskeri. For tideb ruger jeg udelukkende to stænger – nemlig Westin W8 i 7-28 gram på ni og ti fod samt Westin W10 i 9 fod 5-24 gram og 10 fod 7-28 gram. Disse stænger veksler jeg lidt imellem og bruger typisk de korte til fjorden eller de lidt lettere blink om fx vinteren – samt de længere og lidt kraftigere på yderkysterne over lidt dybere vand og i hårdere vejr.

– Jeg har prøvet mange hjul fra bl.a. Daiwa og Shimano, men er endt med udelukkende at bruge Shimano Stella, som jeg mener er det suverænt bedste fastspolehjul på markedet. Til det lettere fiskeri bruger jeg Stella 3000 FJ og FI, mens min favorit til det lidt tungere forårs- og natfiskeri om sommeren er et Shimano Twinpower XD 4000. På 4000 hjulene er der plads til rigeligt med line, hvis man skulle kroge en af de helt store. Linen er en 0,15 mm Sufix 131 i grøn, der er enormt slidstærk – og holder diameteren. Som forfang bruger jeg 0,42 mm fluorocarbonforfang fra Seugar.

 

Milivoj Sarics største havørred er denne pragtfisk på 7,6 kilo og 80 centimeter.

                                                                        Milivoj Sarics største havørred er denne pragtfisk på 7,6 kilo og 80 centimeter.

Mange store havørred på samvittigheden

Mili´s største havørred vejede 7,6 kilo, men han har mistet en del større fisk i tidens løb. Blandt andet skete det for ham et forår, hvor han i slutningen af maj måned krogede et sandt monster af en havørred. –  Fisken, der vejede i omegnen af otte kilo, huggede på blot fem meters afstand, beretter han levende. Jeg kæmpede i tre karter med fisken, inden den til sidst fik rystet krogen af sig. Men jeg bliver ved, indtil jeg har fanget dens oldemor, griner han. – Mange af de store fisk, som jeg har mistet, var dengang jeg brugte store trekroge, men efter jeg har skiftet til de store Siwash enkeltkroge, mister jeg ikke nær så mange fisk som dengang. Min bedste dag på kysten var i marts 2007 marts, hvor jeg på en formiddag fangede fire over tre kilo og en på 4,1 kilo, slutter den gæve kystfisker, der med garanti har mange store fisk til gode langs de sjællandske kyster.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011 – og er opdateret i 2022.

 

Friluftsland

 

 

Ammo wobleren i denne meget realistiske tobisfarve er Mili´s absolutte favoritwobler.

Ammo wobleren i denne på 22 gram med en super realistisk tobisfarve er Mili´s absolutte favoritwobler.

 

Milivoj har efterhånden temmelig mange store, blanke havørreder over 4 kilo på samvittigheden. Denne her, som nappede et Eagle blink vejede 4,8 kilo.

Milivoj har efterhånden temmelig mange store, blanke havørreder over 4 kilo på samvittigheden. Denne her, som nappede et Eagle blink vejede 4,8 kilo.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This