– Vi har netop haft en vanvittig aftentur i båden i går, fortæller Emil Søby. – Det startede med, at vi havde haft godt fiskeri på et spot om lørdagen. Både mig og min far havde begge haft fat i en god fisk hver, og havde fire fisk i nettet. Så selvom vi ikke havde planlagt at skulle ud, så trak det alligevel i os. Men – mon fiskene stadig var i samme område, da vi skulle prøve at gentage successen?
– Omkring klokken 16 i går blev vi enige om, at vi godt lige kunne smide båden i vandet, og tage en 4-5 timer. Vi sejlede direkte hen i området, hvor vi fik fisk dagen før, og ganske rigtigt så var fiskene stadig i samme område. Hurtigt havde jeg et par følgere og fik også en fin fisk på lidt over 50 cm, der var i god form. Vi fiskede lidt videre, og helt ude i kastet havde jeg et kæmpe lokum oppe og slå til wobleren i et skvulp. Jeg satte fuld speed på agnen, og gik derefter ned i fart, for at få fisken til at hugge. Fisken tog agnen, men jeg mærkede kun lige tyngden af fisken, før den røg af… Øv, øv – på den igen. Herefter så vi endnu en god fisk efter min wobler, men den ville kunne kigge.
– Lige pludselig krogede min far en rigtig stor fisk, og fisken begyndte med det samme at rulle i overfladen. Jeg kunne se med det samme se, at det var en stor fisk det her. Den gamle var ikke helt sikker på, at var så stor, men da den kom tæt på, måtte han jo give mig ret. Den blev fightet ind mellem tangbuske og sten, og det var en meget nervepirrende fight. Til sidst lykkedes det dog at lande den i nettet, og det var i sandhed en vanvittig flot og tyk fisk i sin bedste kondi. 68 cm og omkring 4 kilo vil jeg skyde den til. Det er dem her, vi drømmer om, når vi går derude!
Der var fire store krabber i maven på den, så måske skal vi have gang i krabbeimitationerne. Den store havørred blev taget på en Sandeel Pencil på 19 gram, slutter Emil.