Fem kilo sølv på fluestangen

Per Gylling kan bare det der med de store fisk på fluestangen, og i morges kl 10 var ingen undtagelse:

Havørred på Zpey fluestang

Den flotte fisk blev fanget på en Zpey Zalt kystfluestang med en Zpey Zalt Multitip line.

– I går fik jeg kun fire undermålere, så jeg besluttede mig for at prøve en helt ny taktik et helt nyt sted, fortæller han. – Jeg tog derfor til Sydfyn, hvor jeg gik i gang med at affiske en lille bugt på vej ud til et rigtigt godt rev, som jeg kender. Vinden kom ind fra siden, der var et perfekt svagt slør i vandet – og bølgerne knækkede akkurat. Og så gik jeg ellers der i mine egne tanker og affiskede bugten, mens der var en snert af forår i luften. Faktisk havde jeg lidt den samme følelse, som man ofte har en dag i april på kysten.

– Da jeg kom til indersiden af revet lagde jeg et godt langt kast ind over det, og efter blot to træk sagde det bare SLAM, fortsætter han. – Alene på måden den tog på, kunne jeg straks mærke, at den var godt kroget – og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var en stor fisk, da linen bare piskede der ud af. På kort tid var et godt stykke af baglinen ude, så det var bare med at holde godt fast.

Da den endelig kommer tæt på, kan jeg tydeligt se, at den er kroget solidt i tungen, hvorefter jeg ved, at der ikke er nogen grund til panik, så jeg roligt kan nyde de sidste faser af fighten, indtil den ligger sikkert i mit net.

Super glad over den fantastiske fisk satte jeg mig på stranden, grillede et par pølser og fejrede øjeblikket med en god dram. Der er godt nok gået et par tusinde kystørred, siden jeg sidst fik en kystørred over de magiske fem kilo – som i øvrigt var en 6,0 kilos blankfisk taget fra den jyske kyst.

Jeg var fuldstændig mættet – og ikke blot af pølser. Jeg pakkede derfor sammen og brugte resten af dagen på at køre rundt og tjekke forskellige pladser, mens jeg bare tøffede rundt og var glad, slutter han.

Drømmefisken blev fanget på en lille hvid rejeflue str 6 lavet af Craft Fur.

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

Sølvblank melding fra Sjællands Nordkyst

Rino Hansen fisker mest på Sjællands nordkyst – og under normale forhold sker det med fluestangen. Men når det har blæst hårdt fra vest-nordvest et stykke tid, så kan det være svært at fiske effektivt med fluestangen.

Sådan har det været for Rino de sidste par dage, og selvom vinden i dag tog en mere sydlig drejning, var der stadig så meget bevægelse i vandet, at han valgte spinnestangen. – Der var en del gammel sø fra i går og en også noget skidt i vandet, men det lykkedes mig at finde et par klare lommer, hvor jeg kunne fiske, fortæller han. – Jeg gik ned over et godt stræk uden at få hug, men på vejen retur fiskede jeg over samme spot igen og fik et rigtig godt hug på mit ti grams pladeblink Atomskeja i kobber/rød. Fisken, som var 65 centimeter fightede fint, men måtte bide i sandet til sidst.

– Selvom om der er faldet nogle gode fisk af, så har fiskeriet på nordkysten faktisk være svært i perioder, siger Rino. – For at være mere præcis har det helt generelt været virkelig ringe, men det er ikke, fordi fiskene ikke er der. Der har simpelthen være dage, hvor det nærmest har kogt med fisk, som bare ikke ville bide. Jeg har ikke et forgyldt facit på årsagen, men det kan måske være, at der på grund af varmen har været mange mysider i vandet, som kan gøre fiskene meget selektive og svære at fange på de lidt mere normale større agn. Vi har ihvertfald set mange mysider – eller pungrejer, som de også hedder – helt inde på det lave vand. Og – vi har også set en del havørred taile helt inde på det lave vand, så mon ikke der er noget om snakken. Både flue og spinnefiskere har måttet kæmpe en del for at få fisk heroppe på det sidste, men fordi der er så mange, der fisker, så bliver der selvfølgelig også landet en god fisk i ny og næ af dygtige eller heldige lystfiskere, slutter Rino sin beretning fra den sjællandske nordkyst.

Husk at tippe Fisk & Fri, hvis du får en god fisk på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

God weekend – det er ikke kun nulture derude

Man hører om mange gode havørreder fra kysten lige nu, men der er helt klart også mange 0-ture for alle os helt almindelige lystfiskere. Men – tanken om, at en dag kommer hugget, bliver gang efter gang det, der lokker os tilbage til havstokken. En af dem er Martin Hoffmann, som startede med at fiske havørred sidste år.

– Der var 7-8 ms fra vest, og under disse forhold kan det være lidt af en udfordring at finde et godt sted på Vestsjællands kyst, men det lykkedes at finde et ganske lille område med lidt læ, fortæller Martin til Fisk & Fri. – Jeg havde ikke prøvet stedet før, men vidste, at det var et område med lavt vand, sand og kun mindre tang bælter.

– Det så nu meget godt ud, fortsætter han. – Vandet var lidt grumset, men der var læ og alligevel ikke blik. Jeg gik efter at fiske så dybt og så langsomt som muligt, så jeg valgte en 18 grams rød-hvid Salty, som jeg havde fået af min søn i julegave. Den kunne virkelig gå langsomt og med en rigtig lækker levende gang.

– Da jeg først startede med at fiske havørreder i efteråret 2019, havde jeg egentligt ikke regnet med at fange noget, for selvom jeg virkelig har nydt alle mine fisketure, så har de fleste vist været det man kalder 0-ture. Men det viste sig at være anderledes denne gang, hvor jeg i modsætning til de andre gange, slet ikke gik ud i vandet men blev i vandkanten og spandt helt ind til mine fødder på et par centimeters vand. Det var for lavt til deciderede spin-stop, så jeg rullede langsomt ind og satte så bare farten lidt ned for hver 5-10´ende omgang. Efter ca. 20 minutter viftekastning og afsøgning af det lille område, der var til rådighed, kastede jeg langs stranden – ikke mere end 8-10 meter fra land mod et enkelt og meget lille tang område – og så var der hug, helt ude i nærmest fuld kastelængde på en vanddybde omkring 80 cm.

– Der var ikke tvivl om, at det var en stærk fisk, der gav et ordentligt hug. Det er nok fordi, at jeg ikke er så erfaren, men min puls steg til maratonløbsniveau. Bremsen på mit nye Shimano hjul var heldigvis stillet perfekt, og den trak fra samt sprang helt ud af vandet, så jeg kunne se, at det var en fin blank ørred. Den skulle bare ind, så jeg kunne lande den i mit nye net. Det var nu ikke så nemt, men det lykkedes at få en ny personlig rekord ørred på 57 cm. Se det var en fantastisk god start på weekenden, slutter Martin

– Her på Fisk & Fri håber vi også, at du får en dejlig weekend med fiskestangen i hånden. Hvis du fanger en god fisk, så giv os gerne et tip på jb@fiskogfri.dk.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

80 CENTIMETER sølvtøj og en god stak sølvskæl på Falster

– I dag onsdag d.22 januar valgte jeg at tage på østkysten af Nordfalster kl 12.00, fortæller Arne Jensen. – Det blæste 8 m/s fra vest, og vandet var rimeligt klart, hvilket jeg ikke altid syntes er godt, fordi jeg fortrækker let grumset vand. Det er nemlig under disse forhold, at jeg ofte har fået mine største fisk – bl.a. et par stykker over fem kilo og den største på 6,2 kilo på spin.

– Jeg startede mit fiskeri med min ArcticSilver Coast Limited Edition #6 9’, fortsætter han. – Da vandstanden var ret høj, lagde jeg ud med at gå i vandkanten, og fiskede ud over en mørk strækning kun 5-8 meter fra land. Efter fem kast kom der et tungt sug i stangen. Jeg løftede stangen og kunne straks mærke, at det var en god fisk, jeg havde kroget. Den tog først et udløb på 30-35 meter, hvorefter jeg fik den stoppet. 20 meter længere ude ser jeg et kæmpe plask fra min fisk, og tænker shit der er en sæl efter havørreden… Jeg får presset den store havørred længere ind, og noget bag min fisk kommer der pludselig en stor trykbølge, så jeg begynder at blive bange for at “sælen” tager min fisk, Men det er ikke en sæl for der viser sig en halefinne fra en monster fisk -måske +10 kilo – bag den fisk jeg har på krogen. Det har jeg godet nok aldrig prøvet før.

– Herefter kæmper jeg med min fisk i måske 15 minutter med flere gode udløb, uden at jeg ser fisken. Men – da den endelig kommer ind på lavt vand, ser jeg, at det er en ordentlig moppedreng der sidder på mit 0,23 mm forfang. Jeg har selvfølgelig lade mit net ligge i bilen, så jeg kaner til sidst fisken op på stranden, og kommer med et kæmpe jubel skrig, da jeg ser, hvor stor og flot en fisk jeg har fanget… en 80 centimeter s blankfisk, slutter Arne. Fisken blev efter at have ligget 4 timer på stranden vejet til 6,4 kilo. Normalt taber en havørred let 10% efter 2 timer på stranden, så den har nok vejet cirka 7 kilo, da den blev landet.

Et kæmpestort tillykke fra redaktionen til Arne, der har været en af Fisk & Fris trofaste læsere i mange år.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

En fin weekend på kysten

Weekenden har budt på et fint fiskeri efter de sølvblanke. Billedet har ikke været præget af virkelig mange fisk, men snarere en rimelig håndfuld pæne 60 cm+ fisk fordelt på forskellige områder især sjælland, En af dem der havde held i sprøjten på Stevns var David Semajer-Garic:

– Der var en hel del vind, så jeg måtte op i blink i 30 grams klassen for at komme langt nok ud og have fuld kontrol over sagerne, fortæller David til Fisk & Fri. – Den sydlige vind fredag havde skabt en del røre på den sydlige del af klinten, hvilket var planen at udnytte til min egen fordel. Men – en sidevand langs klinten på 12 m/s er ikke det fedeste og letteste af få succes i. Der var en del folk, som trodsede vejret og kæmpede derude, og rigtig mange fik også fisk.Selv løb jeg med to 60 centimeters sølvblanke og smed to mere inden for en halv time. Så der var helt klart en stime af fisk, der havde kredset rundt for næsen af mig derude ved klinten, slutter David, hvis fine fangst var kulminationen af 5 ture, hvoraf de fire første var 0-ture.

Hvis du selv fanger en god fisk, så skynd dig at kontakte Fisk & Fri, så vi kan bringe den her på fiskogfri.dk – mens fangsten stadig er dugfrisk. Skriv til jb@fiskogfri.dk eller ring/sms til 30 70 02 36. Sørg for at have et godt foto – og mail gerne dette til samme email.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

Flot 3,1 kilos overspringer fra Østsjælland

– Vinden stod hårdt i ryggen på mig, så vandet riflede end del, og vandstanden var cirka 20 centimeter over det normale i området, hvor jeg fiskede, fortæller Jonas Holmgaard fra den åbne østsjællandske kyst i dag. – Vandet var sprit klart. Jeg var taget ud alene i morges for at kunne gå for mig selv, og efter halvanden times ihærdigt fiskeri faldt hugget stenhårdt og brutalt på kanten af revet kl. 10.30, fortæller Jonas – Et splitsekund efter gik den fri af vandet, hvorefter den gik dybt under to-tre lange udløb, inden jeg til sidst kunne ånde lettet op, da den gled sikkert i nettet.

Fisken, som var 3,1kilo og 66 centimeter, huggede på en 19 grams Sandeel i kobber, og den er helt klart en af de flotteste fisk, som jeg har fanget, slutter Jonas sin beretning til Fisk & Fri

Har du også gjort en god fangst, så tøv ikke med at sende en sms til Jens Bursell på 30 70 02 36 i det samme den er landet og fortæl om fangsten, så vi kan vise din fangst her på siden, mens fisken stadig er våd.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

Roskilde- og Iseforden kører fint

– De store nordsjællandske fjorde kører fint, men ikke helt vildt for øjeblikket, lyder den seneste melding fra Kim Kristoffersen, der har fisket mere end de fleste i de to store sjællandske fjorde.

– Jeg har fået en del 40-50 centimeters blankfisk, men der har været lidt langt imellem de større blanke, fortæller han til Fisk & Fri. – Når jeg taler med folk ved fjordene, er det primært mindre fisk jeg hører mest om, og den største jeg har fået på det sidste var en 68 centimeters farvet fisk, der selvfølgelig røg retur – som de fleste andre fisk jeg fanger. Der er en del, der fisker de to populære fjorde, så det er vigtigt for bestanden, at man genudsætter de fleste af de fisk, man fanger, forsigtigt.

– Her på det seneste har jeg haft mest succes med at spinne relativt hurtigt ind – og så ellers kombinere med nogle temmelig lange spinstop, afslører han. – Hvis dybden er til det, kan det være godt med helt op til 3-4 sekunders spinstop, men det kræver også en relativt langsomt synkende agn med stor bæreflade – eller et rotationsblink, der falder/snurrer omkring sin egen akse diagonalt ned mod bunden, så man ikke så let får bundhug under spinstoppet.

– Lige nu er det vigtigt med hyppige farveskift, for fiskene er lidt uforudsigelige med, hvad de vil have for øjeblikket. Så det er bare med at skifte blink tit, indtil du finder den rette medicin, slutter Kim sin situationsrapport fra de nordsjællandske fjorde.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

4 kilos blankfisk fra Kolding Fjord idag

– Vi startede fiskeriet klokken 9 i morges, og der gik lidt tid, inden der rigtig kom gang i den, fortæller Jesper Prüsse Jensen. – Vinden blæste 8 m/s fra sydvest, og vi stod komfortabelt i fralandsvinden på sydsiden af Kolding Fjord. På daværende tidspunkt havde jeg kun fanget én havørred over målet nogensinde, men så kom monsterhugget på en 17 grams Silling i sølv præcis kl 11.38.

– Fisken kæmpede utroligt godt, fortsætter Jesper, der var ude at fiske med sin kammerat Anders Sloth fra Viborg. – Til sidst lykkedes det dog at få den flotte fisk i nettet, og så kan det nok være, at der var god stemning ved fjorden. Fisken, der målte 73,5 centimeter var 4,05 kilo – og gudesmuk.

Turen gav i alt fem havørreder – en undermåler til Anders på fluen og fire fisk til mig. De tre andre af mine var dog blot fisk omkring de 40 centimeter. Jesper startede først på at fiske havørred sidste forår, så det må siges, at han er kommet rimelig hurtigt til sin første firekilos blankfisk. Godt gået – og et stort tillykke til fra Fisk & Fri!

Fanger du også en stor og flot fisk, så tøv ikke med at ringe til Fisk & Fri på 30 70 02 36 eller send foto og beretning til jb@fiskogfri.dk.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

ER DU KLAR TIL ÅPREMIEREN I MORGEN?

I mange danske åer åbner fiskeriet efter ørred i morgen, så det er om at være klar til den store dag.

Fiskeriet er især koncentreret omkring de nedre dele af åerne, hvor der kan være mange mindre blankfisk, der står i åen for at minimere deres energiforbrug i det kolde vand. Her er slipper de for saltet i vandet, hvorved de skal bruge mindre energi på at osmoregulere. Disse mindre og ofte ikke kønsmodne blankfisk kaldes grønlændere.

Som medefisker er der gode muligheder – det kan enten være en regnorm under et drivende flåd – eller et paternostertakel med en 1 meter lang tafs, der kastes ud og bumpes nedefter med strømmen. For at få den rette bevægelse i agnen samt en god afsøgningseffektivitet, er det vigtigt at bruge så let et lod som muligt. Optimalt set kan du akkurat holde bunden, samtidig med, at taklet hele tiden bumper langsomt nedstrøms, så du for afsøgt noget vand.

Vær altid lynhurtig med modhugget, så fiskene ikke kroges for dybt. Dette er især vigtigt, når der er mange fisk under mindstemålet på 40 cm. Er der mange små, er det en god ide at bruge en større cirkelkrog til dette fiskeri – fx str 1.

Med spinnegrejet er det ofte mindre spinnere eller woblere i hidsige farver, der gør udslaget. Det kan fx være str, 1-3 spinnere i mindre åer eller en str, 4-5 spinner i de større dybe åer.

Med fluegrejet er det typisk enhåndsstænger på 9-10 fod der skal frem – kombineret med en line, der gør, at du kommer godt ned med fluen. Blandt de effektive fluer kan nævnes små zonkers i skrigende farver. Du kan finde mange gode tips til fiskieriet i Fisk & Fris store artikelarkiv – bland andet i artiklen her.

Knæk og bræk til premieren i morgen – og tøv ikke med at sende os en god fangstrapport til jb@fiskogfri.dk. Send et foto af din fangst vedhæftet en e-mail – inden du lægger den på facebook. Send gerne et foto i vandret format. Der behøver ikke at være tale om enorme fangster. Det kan fx blot være en god og hyggelig historie med en situationsrapport fra din lokale å, der giver dine medfiskere lyst til at tage et smut ud og fiske.

Den 16 januar er ligeledes dagen, hvor det på kysten nu er tilladt at tage andet en blot blanke havørred med løse skæl.

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel