jun 13, 2025 | Nyheder
Kender du det? Man kører forbi så mange små idylliske men helt almindelige søer, hvor man tænker – gad vide, hvad der egentlig er i den. De er derude i massevis samt i alle størrelser. Lige fra gadekær og damme til små moser, ler og mergelgrave. Næsten alle bor tæt på småsøer – eller kører måske forbi dem til og fra arbejde eller alle de andre daglige gøremål. Og fælles for dem alle er, at de hver i sær kan byde på de fineste små hverdagsfiskeeventyr i lokalområdet. Mange er måske bare 20 x 50 meter, og det var præcis sådan en sø, jeg i går aftes havde udset mig.
Vejret var perfekt, og der var stadig god varme i strålerne fra aftensolen, da jeg i et lille hul mellem nogle siv fik placeret min gamle medestol, to banksticks og mig selv, sagde hunden. Med mig havde jeg en superlet flådstang, et lille hjul med 0,15 mm nylonline og et lille crystal wagler flåd med cirka 1 meters takel og en lille str. 12 krog for enden. Eller sagt på en anden måde, grej der var så let, at selv den mindste fisk nok skulle kunne give fuld valuta for pengene.
Med mig havde jeg en dåse majs og en pose rasp fra Netto. Og så lige en kølig pilsner, der stod perfekt på køl – halvt i vand i skyggen bag sivene i et perfekt formet hul mellem rødderne på en delvist oversvømmet gammel stub. Raspen blev fugtet med majssaft fra dåsen, og inden længe lå der et par fine foderkugler på bunden tre meter ude – efterfulgt at et par håndfulde majs. Dybden blev målt, og den perfekt afbalancerede Drennan Insert Crystal Wagler blev vippet ud med et blødt underhåndskast. Flåddet rejste sig helt perfekt, da krogen med et majskorn landede lige så fint på bunden. Og så var det ellers tid til at læne sig tilbage og nyde solens sidste stråler.
Der gik ikke længe, inden en stime små rudskaller indfandt sig, så jeg koncentrerede hovedparten af haglene 15 cm over bunden med et naphagl 5 cm over bunden. Planen var naturligvis at nedsætte chancen for alt for mange småfiskehug ”on the drop” i midtvandet – og øge muligheden for en lidt større fisk på bunden – eksempelvis en suder eller karusse. Man ved jo aldrig rigtig, hvad der hugger.
Rundt omkring i landet ligger der masser af bittesmå søer som denne, der kan give sjove, spændende og overraskende fiskeoplevelser i hverdagen.
Efter et par rudskaller taget på bunden skete der det, som man gerne vil se, når der har været lidt for mange hurtige flåddyk, som man bare ved er småskaller, der knapt nok kan gabe over agnen… Flåddet løftede sig roligt og begyndte at vandre – stille og roligt. Modhugget faldt promte, og et splitsekund efter fleksede den lette matchstang godt i bund. Fisken tog et voldsomt udløb til højre, så jeg måtte give den fuldt pres, for at undgå at den gik ind under nogle udhængende pilegrene. Men til alt held lykkedes det mig at vende den.
Karpe – tænkte jeg, men efter et par gode udløb og en tur rundt om en sivtot, kunne jeg se haleroden og finnen i overfladen. Snart efter kom den til overfladen, hvor jeg tydeligt kunne se at det – fuldstændig uventet – var en græskarpe. Turens grad af spontanitet var ligefrem proportional med mængden af glemte ting – hvilket blandt andet indebar, at pandenettet lå derhjemme. Så – dette kombineret med en relativt stejl brink betød, at den i forvejen fine fight blev forlænget en smule, indtil jeg kunne kane den smukke gyldne græskarpe ind. På trods af den vilde fight på det ultra lette grej, var den – set i forhold til hvor store græssere rent faktisk kan blive – ikke særlig stor. De var vel i omegnen af to kilo´ish. Jeg afkrogede den bare i vandet – og et sekund efter svømmede den retur, hvor den kom fra.
Græskarpen havde lavet så meget ravage på foderpladsen, at rudskallerne blev skræmt væk, hvilket gav en oplagt mulighed for igen at læne sig tilbage, tage en god slurk øl – og nyde de efterhånden gyldenorange solstråler mellem sivene, der vuggede blidt i den svage vind. Kort efter gik solen ned over træerne, og rudskallerne kom aldrig rigtig tilbage i større mængder. Jeg fiskede og fik et par enkelte karusser, inden det blev så mørkt, at det blev svært at se flådtoppen. En fantastisk aften ved en tilfældig lille sø. Det skal ikke vare længe, inden jeg napper en anden tilfældig aftentur ved en ny tilfældig sø efter nogle nye tilfældige fisk.
Vi ses derude – Jens Bursell
En hyggelig aften med flådfiskeri i mange af landets små søer, kan give nogle rigtig fine og uforglemmelige fiskeoplevelser.
jun 4, 2025 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, SANDART, Sandartfiskeri med agnfisk
Josef Hochmut fra Birkerød var en af de største profiler inden for skandinavisk sandartfiskeri gennem en lang årrække. Han er desværre ikke blandt os mere.
I disse kunstagnstider er det sjældent man ser folk fiske med levende agn efter sandart. Men – det virker stadig mindst lige så godt og på samme måde, som dengang jeg for 15 år siden stævnede ud på Furesøen med sandarteksperten Josef Hochmut. Joe, som desværre ikke er blandt os mere, var en af landets allermest hardcore småbådsfiskere, med en imponerende række af storsandart bag sig – heriblandt Furesørekorden. Her får du nogle af hemmelighederne bag hans imponerende storfangster af sandart fra især Furesøen.
AF JENS BURSELL
NÆSSESLOTTET er lige til at ane i det svindende lys, da vi stævner ud fra Frederiksdal med kurs mod et par gode sandartspots ude på midten af Furesøen. Vinden, der ellers har været rimelig kraftig, er ved at løje af, og skyerne er trukket godt sammen over landets dybeste sø. Vel ude på storsøen tager Joe farten af. – Tænd lige for loddet, siger han, idet han begynder at gøre sine stænger endnu mere klar, end de er i forvejen… Alt er timet og tilrettelagt. Flåddene er monteret, taklerne er klar – og et hurtigt flash med pandelampen ned i spanden afslører, at skallerne er i topform.
Josef – alias Joe – i en situation han er vant til. Bemærk den relativt lange og bløde stang, der giver en tidligere indikation af huggene – og er perfekt til at fighte en sandart.
Utallige store sandart på levende agn
Joe har siden 1984, hvor han startede sit fiskeri på Furesøen, fanget intet mindre end 133 sandart over 7 kilo og 4 over 8 kilo inklusiv Furesørekorden på 9,3 kilo og 96 centimeter, der blev taget den 22. juni 2008. Så mon ikke han har et par gode fif oppe i ærmet, tænker jeg idet han søsætter en velvoksen skalle på lidt over 20 centimeter. – Jeg foretrækker helt klart seriøse kampskaller – det giver bare større fisk, fortæller Joe, idet han sætter taklet i endnu en agnfisk, der sagte glider ud bag båden under det duvende lysflåd.
Da taklerne er ude, er det allerede blevet mørkt. Vi afsøger stille og roligt et område ude på midten af søen over cirka 25 meter vand. Der er næppe gået meget mere end et kvarter, før Joe har det første hug. Med knusende ro tager han stangen og strammer op, så et par tunge rusk forplanter sig stangen.
At dømme på den solide krumning er det en fin fisk, og inden længe basker en fin femkilos sandart i skæret fra lanternen på den lille båd. – Fin fisk, smiler han, mens han hurtigt og rutineret afkroger fisken. Jeg når lige akkurat at få et foto, inden han genudsætter den – præcis som størsteparten af de utallige andre sandart han har fået i samme størrelsesorden.
Det er en perfekt sommernat. Bølgerne skvulper dovent mod bådsiden og ude i mørket kan vi med en næsten meditativ ro betragte de seks lysflåd. Men pludselig er der kun fem lys derude i mørket, og roen bliver forvandlet til høj puls, da jeg ser, at det er en af mine stænger, der er bud efter. Sekunder efter signalerer et par solide dunk i stangtoppen, at mine Twinex kroge har sat deres spidser i kæften på en fin sandart, der efter et parminutter er både landet og genudsat.
Med et par fine fisk i båden tager vi den lidt med ro, mens Joe øser af sin store viden om fiskeri med levende agn efter sandart:
Endnu en flot sandart taget på flådfiskeri med en levende skalle ryger over rælingen på Hochmuts båd.
Pelagisk sandartfiskeri med levende agn
I starten af juni er sandarterne på Furesøen ofte at finde pelagisk cirka 10 meter nede i vandsøjlen, fortsætter Joe. – Hvis først de senere indfinder sig pelagisk, hvilket kan ske, hvis foråret har været meget koldt, så venter jeg ofte med at lægge mit fiskeri til et par uger senere. Når fiskene er trukket ud i det frie vand, er de nemlig tit lettere at få i tale.
I takt med at vandet bliver varmere, går de lidt op i vandet – fx 7-9 meter, hvorefter de stille og roligt går dybere og dybere ned til fx 12-14 meters dybde lige omkring springlaget. De sidste par år, hvor søen har klaret op, har fiskeriet faktisk været godt fra sæsonens start den 1. juni og helt frem til september. Selvom fiskene ofte findes pelagisk over 15-30 meter vand, går jeg ikke så højt op i, hvor meget vand, der er under kølen. – Det vigtige er, hvad dit ekkolod kan fortælle dig, når du sejler rundt og afsøger vandet for fisk. Finder du pludselig et sted med fx 4-6 gode rovfisk inden for samme skræmbredde på loddet – dvs tydelige aftegninger af »store bananer«, så er det bare om at ankre op. Normalt sejler jeg omkring uden agnene ude og afsøger vandsøjlen for fisk, hvorefter jeg ankrer op, når jeg ser noget spændende på loddet.
Ekkoloddet er alfa og omega, når store søer skal afsøges for gode hotspots. Her ses et par gode rovfisk – sikkert sandart – omkring springlaget i 12-13 meters dybde.
Vælg den rette fiskedybde til sandart
– Fiskedybden varierer, men ofte skal der fiskes lidt højere i de mørke timer, pointerer Joe. – Det er sjældent, at sandarten bevæger sig særlige mange meter op- eller ned i vandsøjlen over kort tid, så blot et par meters forskel kan betyde en del. Sandarten får tryksyge, hvis den stiger meget mere end 1-2 meter efter agnen. Gedden, derimod, stiger gerne 8-10 meter i vandsøjlen for at angribe et bytte. Det er derfor vigtigt, at agnfisken serveres lige over fisken – fx 1-2 meter over den dybde, de spottes i på loddet.
De bedste tidspunkter til sandart
Tidligt på sæsonen er der god chance for at få fiskene også om dagen, men når det bliver lidt varmere, så er det især i aften, nat og morgenfiskeriet, der giver bedst. Jo koldere foråret har været, desto bedre er dagsfiskeriet normalt i juni. Tilsvarende – jo klarere og mere vindstille det er, desto bedre er chancerne, når lyset svinder. I godt vejr dør fiskeriet ofte ud ved 9-10 tiden om morgenen, og der kommer normalt først gang i den ved 7-8 tiden om aftenen. Dagfiskeriet er normalt bedst, hvis det er skummelt og blæsende vejr – og der er normalt også i gustent vejr, at de rigtig store hugger.
Josef Hochmut med sin 9,3 kilos sandart fra sommeren 2008 der den dag i dag er Furesørekord.
Dørg med levende agn efter sandart
– Dørgefiskeri eksperimenterede jeg meget med sidste år, beretter Joe. – Jeg dørgede ved at køre elmotoren i rimelig god fart – og tog så ellers farten af båden, når jeg så nogle store fisk. Hver gang sikrede jeg mig, at mindst en af stængerne ikke blot fiskede det rette sted, men også i den rigtige dybde. Det var skide skægt – og gav masser af fisk. Det er jo ikke altid sikkert, at en af de stænger man har ude, fisker i den rigtige dybde. Derfor har jeg altid en stang stående klar med et paternostertakel uden flåd, som jeg hurtigt kan agne op og sende ned i den rigtige dybde. Om det var mere effektivt end at ligge for anker, skal jeg ikke kunne sige – men det var rigtigt underholdende.
– De fleste fisker med to-krogstakler efter sandart, men når fiskene er i hugget – typisk i starten af sæsonen – giver det ofte flere hug kun at fiske med en enkelt trekrog. Times modhugget rigtigt, så sidder den helt perfekt i ydersiden af munden, afslører Joe. Når der fiskes stationært som her, placeres krogen i ryggen. Når der dørges, skal den sidde i næsen.
Takler og liner til sandartfiskeri med agn
Hvis jeg på loddet kan se, at fiskene står på fx 12 meter, så sætter jeg altid flåddene på 14-15 meter for at kompensere for, at agnene trækkes op i vandet, når båden er i bevægelse. Jo tykkere line og lettere takler du bruger, desto lettere trækkes agnene op i vandet. Jeg bruger derfor en relativt tynd fletline på 0,17-0,18, for lettere at kunne fiske i den rette dybde.
Min favoritline er helt klart Stren Microfuse. Udover, at den er stærk og svært synlig for fiskene, så er fordelen, at den i forhold til mange andre flet- og fusionsliner er relativt let at kludre op. Dette er en meget stor fordel til bådfiskeri – især hvis der fiskes med fastspolehjul. Når først det er nat, det blæser, og der er hug på flere takler, så kan et forkert linevalg ende med den rene djævelskab af et kludder. En anden god line er Spiderwire Crystal, der dog er sværere at kludre op.
Hvis fisken ikke er sky benytter jeg ofte 40 grams flåd, der gør det lidt lettere at kontrollere agnen og fiskedybden. Fornemmer jeg, at fiskene hugger forsigtigt vil jeg dog ofte vælge at gå ned i 30 eller sågar 20 grams flåd, for at undgå at de spytter agnen. Den optimale dørgehastighed kan variere – normalt foretrækker jeg at sejle så langsomt, som det er muligt, uden at der går kludder i linerne.
Sandart på driftfiskeri med agn
Drivfiskeriet fungerer ofte godt, hvis der kommer lidt vind op ad dagen – især lidt senere hen på sommeren – fx august. I denne måned sker der i øvrigt tit en opblomstring i fiskeriet – ofte efter en par friske vestenvinde i midten-slutningen på måneden. Det letteste er at ligge med siden til vinden og så ellers drive derudaf med flåddene efter båden – dvs. opvinds. I meget kraftig vind kan det være en fordel at holde lidt igen, så det ikke går for hurtigt. Det kan enten ske ved at bakke med elmotoren – eller ved at lægge et drivanker ud. Det var på præcis denne teknik, at jeg fik min 9,3 kilos rekordsandart i 2008.
Vælg den rette stang til sandartfiskeri med agn
Grejet er noget anderledes, end hvad de fleste bruger. Jeg foretrækker forholdsvis bløde 12 fodsstænger med en aktion, der minder meget om barbestænger – dvs med en testkurve på 1,25-1,5 lbs. Fordelen med en relativt blød og lang stang, er dels at det er lettere at holde linerne fri af hinanden og dels, at fisken mærker mindre modstand, når de hugger. Det glæder især de stænger, der fisker tæt på eller lige under båden. Når der er stram – eller næsten stram line ned til taklet, vil fisken lettere mærke modstand fra stangen med en stiv stang – selv når der fiskes med knarre eller baitrunner slået til. Med en lang og blød spids er der derimod en større buffer for, at fisken ikke mærker modstand, inden man når at frikoble, så fisken kan få tid til at få agnen ordentlig ind, inden den mærker modstand.
Holder man godt øje med sine stænger, vil man ofte se stangspidsen bøje, inden trækket bliver så stort, at knarren eller baitrunneren giver line. Det øger chancen for, at man kan give løsline, inden fisken når at spytte. Afhængig af agnfiskens størrelse giver jeg normalt 10-15 sekunders friline, inden jeg gør modhug. Jo større agnfisken er, desto længere tid skal man give friline. Men ventetiden afhænger også af huggets udvikling. Kan jeg mærke, at sandarten står stille får den mere tid. Pisker den af sted, så knalder jeg til den med det samme.
Denne teknik bruger jeg især, når fisken virkelig er i hugget – typisk i starten af sæsonen. Under disse forhold foretrækker jeg nemlig at fiske mit takel med kun én enkelt trekrog, der sættes i agnfiskens næse. Monteret på denne måde, er det uhyre vigtigt, at fisken får friline, når den hugger. Omvendt kan man være meget hurtigere med et direkte tilslag, når der fiskes med dobbelt krogsæt. Personligt tror jeg meget på, at en så diskret præsentation som muligt giver klart flest fisk. Og en krog er mere diskret end to. Jeg har prøvet et utal af kroge og min helt suveræne favorit er Owner STN 36 BC str 4.
Multihjul til fiskeri med levende agn, skal helt have en knarre, så man kan høre hugget også.
Det perfekte hjul til sandartfiskeri med agn
Mit favorithjul til sandart med agn har i mange år været Penn International 975, hvis store force er at udvekslingen er relativt høj. Det er uhyre vigtigt at kunne spinne linen hurtigt ind – dels når der skal gives modhug, og dels når en stor fisk svømmer hurtigt imod en. Mange multihjul i 6000-6500 størrelsen er simpelthen for lavt gearet, til at fungere perfekt til søfiskeri. Andre gode hjul – som fx Ambassadeur kan i dag også fås i high-speed udgaver, hvilket klart er at foretrække.
Takler og kroge til agnfiskene
Et dobbelt krogsæt bruger jeg især, når jeg ligger og trækker. Her placerer jeg en str. 6 trekrog ved næsen og en str. 4 trekrog ved halen. Jeg foretrækker til enhver tid fluorocarbon forfang, da det giver en bedre præsentation. Hvis der er mange gedder, så kan det være nødvendigt at gå helt op i 0,62, men når der er færre gedder, foretrækker jeg helt klart så tynde forfang som muligt. Det er dog svært at slippe helt for gedderne, og 0,47 er derfor et godt kompromis. 0,30 er helt klart for tyndt – det kan selv en stor sandart rifle over under fighten. Min favorit er Sufix Invisible, og forfangslængden på mine flådtakler er normal 0,5-1 meter. Til fiskeri med paternoster takel er mine takler ofte 2-2,5 meter lange, hvor de er bundet som et combi-link med de yderste 50 centimeter i 0,62 fluorocarbon og den inderste del af forfanget i 0,35 mm.
Lange både stænger er perfekt til sandartfiskeri med levende agn.
Sådan belastes flåddet til sandartfiskeri
Belastningen på flådtaklet bør helt klart været semi-fikseret – dvs. fæstnet med et lille stykke tube til svirvlen mellem forfanget og hovedlinen. Årsagen er, at hvis man fisker med glidebly, er det sværere at kontrollere agnfiskens eksakte fiskedybde, fordi man risikerer, at blyet gilder op ad linen, så agnfisken lettere kan svømme op i vandet. Jo større agnfisken er, desto vigtigere er det at fiske blyet semi-fikseret. Et godt eksempel på et semi-fikseret bly til flådfiskeri efter sandart er Savage Gears In-Line sinkers.
Pludselig afbrydes samtalen af endnu et hug på en af Joe’s stænger – og det gode fiskeri fortsætter nogle timer endnu. Da natten er omme har vi fanget 7-8 flotte sandart samt et par gedder. Jo – en sommernat på søen, er en uforglemmelig oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009.
jun 15, 2022 | Nyheder
En midsommernat ved sudersøen er en fortryllende oplevelse – men man kan også nøjes med at tage ud på en kort aften eller morgentur. Når vi er kommet så langt hen på sommeren, som vi er lige nu, så er morgenfiskeriet normalt markant bedre end aftenfiskeriet. Velvidende, at suderne mange steder er på leg lige nu – og derfor nærmest umulige at fange, stod jeg derfor alligevel op klokken kvalme imorges for at mødes til en hurtig morgentur med en af mine gode fiskekammerater – Thomas Ratzlaff.
Klokken lidt i fem var foderet kastet, hvorefter vores to flåd lå og duvede sagte på det næsten helt stille vand. Fodringen blev desværre terroriseret af en flok ællinger og en ivrigt dykkende troldand, der med en glubsk appetit på det undersøiske gourmetliv tilsyneladende moppede alt fra hampepellets, majs og grundfoder op med stort velbehag. Til sidst svømmede de bevingede kræ dog væk – og det så ikke helt ud til at troldanden var i stand til at lette længere. Andebobler blev ved syvtiden afløst af diskrete suderbobler, og lige inden vi havde aftalt at afslutte vores korte morgensession, fik Thomas en smuk, velkæmpende suder på omkring to kilo.
I de fleste mere lavvandede søer er suderne gået på leg – eller vil gøre det i denne uge, men fisker man i fx mere dybe grusgrave eller lignende, kan der nemt gå et par uger inden legen starter. En uge eller to efter legen og hele sommeren ud frem til september eller primo oktober, vil du kunne oplevet et suderfiskeri, der er super underholdende og markant lettere end det der foregår lige nu – op til og under legen.
Hvis du vil lære, hvordan man fiskeri med flåd efter suder, så tjek denne video på Fisk & Fris Youtube kanal.
Vi ses derude – Jens Bursell
Flådfiskeri efter suder er en af de mest spændede former for medefiskeri. Her er det Thomas Ratzlaff, der betragter suderboblerne omkring flåddet.
