feb 9, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter
Ombord på Elida. En meget ung Peter Øllgaard i styrehuset. Fra venstre Oven Storland, Aksel Sørensen og Per Kamph. Foto: Gorm Siiger.
Hvis du har fisket på Øresund, har du sikkert hørt om Fredagsklubben – et gæng havfiskere, der i årtier mødtes næsten hver fredag i stortorskesæsonen – og gik målrettet efter de allerstørste fisk. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm, som har været med i den legendariske klub, dig historien om landets måske første specimengruppe, som blev opløst i 2023.
AF PER EKSTRØM
DET ER STORE ORD at tage i munden, men når man kan prale af at være den første ”rigtige” specimengruppe inden for dansk lystfiskeri, har man lov til at være lidt høj i fiskehatten. Hvornår undfangelsen fandt sted, ved ingen helt præcis. Man ved at der var flere om forehavendet, så flere kan udlægges som ophavsmænd, men hvordan startede det hele?
Den 2. februar 1976, for at være nøjagtig, iværksatte en flok entusiastiske lystfiskere, hvad man kan kalde Danmarkshistoriens første målrettede fiskeri efter stortorsk. Ikke fordi der ikke tidligere var fisket målrettet efter de store torsk, men fordi en flok lystfiskere vendte det hele på hovedet og sagde: ”Hvad er det vi alle drømmer om? – en stortorsk. Det er ikke hver dag, vejr og strømforhold er optimale, men hvis man i stedet for at fiske enkelte dage, fisker fem dage i træk, må man da på et eller andet tidspunkt ramme dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. Det gælder ikke om at alle får fisk, men det gælder om at fange den største. Fisker vi på den måde, vil nogle af os sandsynligvis få drømmen opfyldt, og det er det som er målet!”
Per Thuesen var i mange år skipper på det gode skib Bonavista, der lå til kaj i Rungsted og fiskede efter torsk i Øresund. Foto: Jens Ploug Hansen.
Fredagsklubben – fra idé til virkelighed
Selve kimen til klubben blev lagt ombord på turbåden Skjold. Ikke det skib de fleste af os forbinder med den Skjold, som John Trab også var skipper på senere. Skipperen er den samme, men for 25 år siden var det en mindre Skjold, der sejlede fra Vedbæk – ”Lille Skjold”, som John Trab plejer at sige. Her mødtes uafhængigt af hinanden hver fredag i vintermånederne en flok lystfiskere, med det til fælles, at de havde hang til stortorsk. Efterhånden anså den lille flok sig for en slags klub – uden formand, uden vedtægter, helt uden nogen form for organisation, men alene drevet af følelsen af fællesskab. Resten er egentlig også ligegyldigt, når samhørigheden er så stærk.
De fleste kender man navnene på, mens nogle for altid er gledet over i den evige glemsel. Æren for initiativet til den officielle klub må nok tilægges markante tre personer. Bent Nielsen, aldrig kaldt andet end ”Store-Bent”, var organisatoren. Poul Gerhard Nielsen, kun omtalt som P.G., var det kreative, impulsive og ikke mindst temperamentsfulde islæt. Sidst var der stortorskelegenden Oven Storland. Han var diplomaten, der som en anden katalysator fik de to andre stærke viljer til at forenes i en højere helhed.
Per B. Larsen (tv) med torsk på 20 kg og 17,5 kg. John Trab holder den ene af dem (th) Foto: Per Ekstrøm
Fredagsklubben starter med stortorskefiskeriet
Der var næppe nogen af de ombordværende, der den mandag i februar tænkte over, at de startede noget, som skulle blive en tradition de næste mange år. Ombord på Svanen, nu Skjold, med John Trab ved roret sejlede man ud fra Vedbæk Havn og satte kursen over mod fiskepladserne omkring Hven. Det var tider, hvor GPS var et ukendt begreb, og hvor radionavigering, det såkaldte Decca, var forbeholdt erhvervsfiskere. Ved roret stod til gengæld en skipper, John Trab, der om nogen er blevet indbegrebet af bulefiskeri. Han kunne virkelig det der med at tage en landpejling med høj præcision.
Samspillet mellem nogle målrettede lystfiskere og en skipper der kunne sit håndværk så godt, at der var tale om verdensklasse, kunne kun blive en succes. Formålet var tillige at finde nye ”knolde”, hvor stortorsken holdt til. ”Fredagsknolden” syd for Hven er et godt eksempel på, at det lykkedes. Allerede første dag havde man fiskelykken med sig: Seks målere med den største på 14,2 kilo fanget af Store-Bent var ikke helt så ringe, men suset indtraf om onsdagen. I et og samme træk kom to store torsk ombord. 23,2 kilo til Bjarne Staal og 20 kilo rent til Per Kamph. Da ugen var omme havde man fanget 24 målere, og det var vel og mærke alene ved bulefiskeri omkring Hven.
Den første danske 30 kilos torsk fra Øresund
1976 var også året, hvor der første gang blev fanget en torsk på hele 30 kilo af en lystfisker i Danmark. Det skete, da Palle Møller den 16. februar halede et eksemplar på dækket ombord på Svanen. At Palle Møller, på grund af den bedrift, blev medlem af Fredagsklubben året efter var helt naturligt.
Når først fiskene var fundet, kunne der hurtigt samle sig nogle turbåde på de bedste stortorskehotspots. Foto: Jens Ploug Hansen.
Masser af stortorsk i vinteren 1977
Denne vinter revolutioneredes fiskeriet for altid. Sæsonen startede, som den plejede. Hele lystfiskerflåden satsede på det sikre og lå nede omkring Hven. Tina lå, vanen tro, ensomt oppe ved Helsingør og fiskede uden at gøre større væsentlige fangster. Men det ændrede sig, da hun en søndag i januar pludselig stod ind i havnen med ikke mindre end 56 målere. De garvede løftede ganske vist øjenbrynene en ekstra gang, men ellers fortsatte fiskeriet nede ved Hven som vanligt. Det måtte være trækket af gydemodne torsk fra Kattegat, der var på vej mod gydepladserne ved Hven.
Sidste søndag i januar afholdt Hvidovre Sportfiskerforening sin store torskefestival fra Skovshoved Havn. Fredagsklubben var ombord på Skjold. Svanen var i mellemtiden blev omdøbt til Skjold, men John Trab var stadig skipper. Vinderfisken blev fanget ombord på Skjold, da Jørgen ”Pirk” med en hjemmelavet kobberrørspirk fangede en torsk på 15,30 kilo. Her var pirken der kunne nå bunden meget hurtigt, når man i hastig fart drev over bulerne. Det var der bare ingen, der bemærkede den dag. Men allerede den førstkommende torsdag blev effektiviteten på den pirk slået fast en gang for alle, da ”Disko-Kurt” Rasmussen fangede tre målere op til 13,5 kilo. Pirken blev herefter i ”fiskermunde” døbt ”Disko-pirken”, hvilket næppe var helt fair over for Jørgen, der trods alt var den første, der havde lanceret pirken med succes – med mindre vi ser bort fra forfatteren Paul Wellendorp. I ”Alle Drenges Fiskebog” fra 1967 fortæller han nemlig, hvordan den fremstilles. Men ”Disko-Pirken” var trods alt et godt navn i diskomusikkens årti, og den har tusinder af målere på samvittigheden.
For Fredagsklubbens vedkommende foregik ugeturen med Bonavista. Det var oprindelig planen, at man ville skifte mellem Skjold og Bonavista, men da man kun fangede fem målere på hele ugen, mens man ombord på Skjold halede og flåede, er det den eneste gang Bonavista er blevet benyttet. To medlemmer af Fredagsklubben var ikke engang med på Bonavista. P.G. ville ikke og arrangerede i stedet sin egen tur med Skjold samme uge. Her deltog bl.a. Per B. og undertegnede sammen med en flok unge entusiastiske fiskere, hvor vi bl.a. var tilskuere til ”Disko-Pirken`s officielle fødsel”.
Sidst i februar holdt man DM med Helsingør som udgangshavn, og aldrig havde man fanget så mange store torsk som ved den konkurrence. Cleo med Jim Trab ved roret lokaliserede ved den lejlighed sammen med Peter Ølgaard den berømte DM-knold, men det er en helt anden historie.
Bjarne Staal med torsk på 19,2 og 17,9 fanget på dagen med de 59 målere. Foto: Per Ekstrøm
1978 – så går det rigtig løs med stortorskene
Det er næppe nogen overdrivelse, når jeg påstår, at forventningerne til vinterfiskeriet i 1978 var tårnhøje. En del både havde forlagt residensen til Helsingør Nordhavn, hvor der kun er kort sejltid ud til fiskepladserne. Atter var det John Trab, der stod ved roret. Nu havde Fredagsklubben også udvidet fiskeriet. Først afholdt man den ”officielle” ugetur, og ugen efter var der en ”revancetur”, hvor de medlemmer der ikke havde fået nok fiskeri på en uge kunne fortsætte. For at fylde op deltog også udvalgte gæster. Første uge gav 72 målere med største på 19 kilo fanget af Jørgen ”Pirk”. Det var den uge, hvor Aksel Sørensen blev så snydefornærmet over, at have tabt lodtrækningen, og måtte tage til takke med pladsen i stævnen. Historien bliver ikke mindre vanvittig af, at han den dag fangede 7 målere. At han næste dag vandt lodtrækningen og valgte den plads han bare 24 timer i forvejen kun havde haft foragt overfor, bekræfter kun at lystfiskere er småtossede.
”Store-Bent” bruger begge hænder til stortorsken!
Onsdag d. 15. februar 1978 vil blive husket som en af de helt store: Dagen starter i strålende solskin, der holder sig hele dagen. Vinden er ret svag, og temperaturen ligger lidt under frysepunktet. Kort sagt en ideel dag til fiskeri.
Fiskeriet starter kort efter afgangen fra Helsingør Nordhavn på DM-knolden – den skal lige afprøves. Der aftegnes en god bule på ekkoloddet, og da John ringer med klokken, suser 15 pirke mod bunden. ”Store-Bent” er med – han står midtskibs. Næsten omgående får ”Store-Bent” fisk på. Hans blå ABU Pacific stang bøjer sammen helt nede i håndtaget. Det er indlysende, at der er tale om en rigtig stor fisk, for næsten omgående bruger Bent begge hænder, og der breder sig en let mumlen blandt de øvrige.
John Trab er listet ud af styrehuset og står klar med fangstkrogen. Foto: Gorm Siiger.
Den interne vits i klubben gik på, at når Bent brugte begge hænder, var den med garanti over 15 kilo. Bent har virkelig fået noget at se til. Den fisk vil ikke give op uden kamp, og der går en rum tid, inden han overhovedet får løftet den bare en anelse fra bunden. Bent er nødsaget til at tage rigtigt hårdt fat – så hårdt at stangen står spændt i en kraftig bue. Alt mens hele stangen dirrer som en for kraftigt opspændt ostehøvl, så begynder fisken omsider at give sig lidt, og den følger med. Der går forholdsvis lang tid, inden den når overfladen, og derfor kommer den ikke i så udpræget grad til at lide at ”dykkersyge”. Efter cirka 20 minutters indædt tovtrækkeri viser den karakteristiske hvide silhuet sig langt nede i vandet. Den er stor – over 20 kilo – helt sikkert.
Bent får bragt torsken helt op til overfladen og det viser sig, hvorfor den har været så vanskelig at få op. Bent`s favorit-pirk, ”Øresundspirken”, sidder det værst tænkelige sted, nemlig lige i ryggen på torsken. Få sekunder efter, at den har nået overfladen, lukker den resten af luften i svømmeblæren ud, slår to slag med halen og dykker omgående direkte nedad. Bent er nødt til at lade den gå. Han tør ikke holde den af frygt for at miste den. Nu står den cirka fire meter under overfladen – og den står helt stille. Bent lægger atter pres på den, mens den som en anden kæmpelaks majestætisk står næsten helt urørlig nede i vandet. Bent lægger et enormt pres på for at få den op. Ingen siger noget. Samtlige, der forlængst er holdt op med at fiske, holder vejret. Alle ved, at Bent står med sit livs fisk i en afstand af 6 – 7 meter, og det hele afhænger af en nylonline med en diameter på en halv millimeter i samme længde. Der går næsten 5 intense minutter, hvor de to kombattanter udkæmper en form for psykologisk kamp. Det er som at være tilskuer til en gladiatorkamp, hvor sejrherren vil modtage massernes hyldest, men hvor torsken som den formodede taber, vil gå ud af kampen om ikke med livet i behold, så med æren.
Omsider bliver torsken træt, og roligt glider den op mod overfladen, hvor Kim Knudsen står klar med gaffen. Da den klasker sin vægt i dørken, er alle klar over hvilket drama, de har været vidne til. Bismeren hugger i ved 22,50 kilo, mens Bent jubler og slår på skibsklokken som tegn på, at han er dagens glade giver af den første omgang, kundgør han samtidig, at han ikke agter at fiske mere den dag. Han har nået sit livs mål – at fange en torsk på over 20 kilo. Mens Bent sætter sig til rette i styrehuset hos John Trab, fortsætter vi andre fiskeriet.
P.G. Nielsen med torsken på de 30 kg. Fanget 1. februar 1979. Foto: Billedbutikken Bennie Hansen ApS Roskilde.
Fra skuffelse til torskesucces
Efter en sådan start holder DM-knolden for om formiddagen, og der bliver i næsten hvert træk landet op til flere målere. På et tidspunkt sent på formiddagen, er der et træk hvor der er 5 – 6 stykker der får fisk på. Strømmen løber således, at man er nødt til at søge op i forstævnen for at holde linerne fri fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget problem, da der er tale om erfarne fiskere.
Per B. Larsen har dagen forinden været på indkøb og anskaffet sig en splinterny ABU Pacific 20 stang til næsten 400 kroner. Stangen er ved at få sin ilddåb, for Per har i dette træk fået en virkelig god fisk på. I lighed med de øvrige med fisk på, trækker Per op langs rælingen, mens han holder øje med linen, der løber skråt op langs skibet. Han forsøger at holde linen fri af siden og kølen.
Næsten helt oppe i stævnen, er der langs rælingen monteret redningsflåder. Dem er han nødt til at bevæge sig udenom – og så sker det. Per overser en isplet bestående af vand og frosset torskeblod. Foden glider, og næsten som i slowmotion falder Per på dækket, mens han forgæves forsøger både at holde balancen, for at undgå at slå sig, og samtidig prøver at fastholde grebet i stangen. Det mislykkedes. Stangen smutter ud af hånden på ham, og som en torpedo pløjer den sig ned gennem vandet. Palle Møller, der står med fisk på, bemærker kun stangen og udbryder forbavset: “Se – Se , der er en stang nede i vandet!”. Jo tak, det havde Per bemærket. Grej for tusind kroner forsvinder i dybet sammen med en fisk der ikke var til at redde.
Selvom andre kaster pirke i vandet i forsøg på at redde stangen, er den tabt. På Per`s himmel indfinder sig nogle mørke skyer på en ellers god dag, men han ved ikke, at opklaringen ligger forude. Efter frokost sejler vi nordover mod Trapperne, da fiskeriet på DM-Knolden er ebbet ud. Per B. hænger forståeligt nok stadig med ”skuffen”, men ikke mere end at han fortsætter fiskeriet med sit reservegrej. Han fisker utrætteligt videre og i ét af de efterfølgende træk kommer hugget. Det hug han har gået og drømt om. Væk er de tunge tanker, og næsten helt glemt er den mistede fiskestang. Da torsken endelig kommer på bismaren balancer den på 20 kilo rent, hverken mere eller mindre. Vægten kontrolleres flere gange for det skal gå rigtigt til. Den er god nok. At han trækket forinden har fanget en på 17,5 kilo, gør ham bare endnu mere glad.
Dagens resultat er ikke mindre end 35 målere, heraf er 13 over 15 kilo og 3 over 20 kilo. Et imponerende resultat. Forventningerne til de sidste 2 dage er store. Nu kunne det være dejligt at kunne berette om yderligere kæmpefangster i de 2 sidste dage, men alting har som bekendt en ende og godt for det. De 2 sidste dage var fiskemæssigt gode, men når Øresund kun afgiver henholdsvis 8 og 7 målere efter en dag med 35, så synes det at være dårlige dage, men det er jo ikke tilfældet. Forventningerne er blot skruet op i et forkert leje. Det samlede resultat for de 10 dage blev 146 torsk over 10 kilo. Et ufatteligt godt resultat, der for 15-20 år tilbage ville svare til antallet for en hel sæson på 2 – 3 skibe. Vinterfiskeriet efter stortorsk ved Helsingør var blevet permanent.
Der er trængsel på dæk, når stortorsken hugger. Foto: Gorm Siiger.
Det var ”kattens” – Lucky Luke!
Det er klart, at forventningerne til ugeturen i 1979 bliver skruet op til fantastiske højder. Ugen forinden indtræffer nemlig den legendariske søndag d. 28. januar hvor 60 målere, under ekstreme forhold med store mængder af drivis, hales ombord på Skjold. Samme dag ombord på Pernille fanges en havkat på hele 10,5 kilo. Torsdag d. 1. februar fanger P.G. en torsk på 30 kilo, samtidig med at H.C. Clausen sætter ny verdensrekord med fangst af en torsk på 12,625 kilo på 6 lbs. line. Øresund er fuldstændig ustyrlig i de dage.
Vejrsituationen har om mandagen d. 5. februar ikke ændret sig. Det er stadig koldt, men issituationen ved Helsingør er rimelig med en del isfrie områder. Der er blandt andet mulighed for fiskeri på Trapperne, selvom John Trab er nødt til at ligge tæt op ad iskanten for at ramme præcist med Skjold. Bent Bryggebusch lægger hårdt ud. På sin karakteristiske facon at fiske på med ryggen vendt mod rælingen og fiskestangen over venstre skulder, kroger han i et af de allerførste træk en torsk på 20,5 kilo. For de der ikke kendte Bent, virkede hans fiskemetode en smule magelig, men der i tog de fejl. Bent var hele tiden klar over hvor pirken befandt sig, og så slap han for at få vind og sne direkte ind i ansigtet. Det er Bent`s første torsk over 20 kilo, så glæden er naturligvis stor hos Bent.
Der er et helt hæderligt fiskeri, og efter et par træk får Bent atter fisk på. Denne gang opfører fisken sig underligt. Den fighter ikke så forudsigeligt som torsk, og foretager af og til nogle pludselige og kraftfulde dyk nedad. Da man omsider kan ane den nede i dybet kommer forklaringen på “torskens” underlige opførsel. Det er ikke silhuetten af en torsk med den let genkendelige hvide udspændte bug, der kommer til syne nede i dybet. Derimod viser der sig et gråt monster, udstyret med et hoved, som kun en mor kan holde af. Monsterets kæft er tillige udstyret med tænder som hos en glubsk vagthund – det er en havkat, og den er stor. Havkatten gaffes og hales indenbords. Det gælder om at være varsom og ikke lægge fingrene imellem. Katten skal først bringes over i evigheden, inden krogen fjernes. Efter et velplaceret slag med et stumpt instrument på kattens pandebrask, er den ekspederet over i drømmeland. Vægten viser 9,3 kilo. En kolossal havkat. Bent må lige tage en svingom.
Til trods for de vanskelige forhold er dagens endelige resultat imponerende godt. Det bliver til 14 målere og heraf vejer de 6 over 15 kilo. Bent er dagens ubestridte storfanger, og han kan foruden torsken på de 20,5 kilo og havkatten tillige mønstre en “mindre” torsk på 11,4 kilo. Den næste dag forsætter Bent hvor han slap, og er atter helt ustyrlig. Da han lægger ud med at fange en torsk på 20 kilo rent, er han er efter kammeraternes mening så heldig, at han kun kan døbes “Lucky Luke”.
Ved ugens slutning er der, på trods af de meget vanskelige forhold fanget 46 torsk over 10 kilo, heraf er de 3 på eller over 20 kilo. Den helt suveræne fisker er Bent, der havde både største torsk samt størst samlede vægt. I alt 113,9 kilo. Da vægten kun var fordelt på 9 torsk og 1 havkat giver det en gennemsnitsvægt på over 10 kilo – imponerende. Samme uge indtræffer også den første og eneste eksklusion i klubbens historie. P.G. bliver ekskluderet. Uden grund udebliver han fra turen. På det tidspunkt er det næsten det samme som at udeblive fra sit eget bryllup. I et anbefalet brev meddeler ”Store-Bent” P.G., at han d. 6. februar 1979 ombord på Skjold med enstemmighed blandt samtlige Fredagsklubbens medlemmer er blevet ekskluderet.
Fredagsklubben i 80érne
Succesen synes ingen ende at tage. Vinteren 1980 fortsætter som de forrige med masser af fisk. Ganske vist ikke i samme fantastiske mængder som i årene før, men 35 målere på en uge, med største på 24,2 kilo fanget af Niels Østervemb på et ”marcipanbrød” eller en ”frø” som kammeraterne meget ironisk kaldte Niels`s hjemmefabrikerede pirk. Det er dog, inden han haler den hidtil største fisk fanget på en ugetur ombord. Fisken er desværre fejlkroget, men den specielle ånd i Fredagsklubben fornægter sig ikke, da en vittig sjæl udbryder: ”Se! – Der er en frø, der er sprunget op på ryggen af Niels`s fisk!”.
1980 er også året, hvor klubben mister et af sine mest solide medlemmer. ”Store-Bent” dør pludselig på en fisketur i Grønland, og klubben står pludselig uden egentlig ledelse. Ikke fordi det var Bent, der administrerede klubben, men fordi Bent`s ord på en eller anden måde altid vejede mest, når der skulle besluttes noget. Poul Stabell skriver i sin indkaldelse til generalforsamlingen i 1980, at Bent`s død er et stort tab for klubben, men at Fredagsklubben skal leve videre. I stedet for ”Store-Bent” vælges Arne Jørgensen som nyt medlem af klubben.
Nul stortorsk i dag, nul i går, nul igen i morgen!
Det blev hurtigt kendingsmelodien på ugeturen i 1981. Selvom sæsonen som helhed levede op til tidligere tiders bedrifter, var Øresund netop den uge, hvor klubben valgte at gennemføre ugeturen i, som støvsuget for fisk. Kun Per Kamph formår at hale en fisk over målet ombord. 12,6 kilo helt præcis, så det er ikke en tur der går over i annalerne. Bedre gik det ikke på ”revancheturen” der er henlagt til Elida. Først den sidste dag kommer der omsider gang i fiskeriet. En torsk på 23 kilo, fanget af en gæst, er den største, men nogle ”mindre” på 13-14 kilo måtte samme vej.
Op gennem 80èrne ligger fiskeriet på det jævne. Største torsk fanget på en ugetur leverer Bjarne Staal d. 4. februar 1983, da han fanger en på 24,90 kilo. Først vejes fisken til 25 kilo rent, men en efterfølgende kontrolvejning korrigerer vægten til 24,9 kilo. Der er aldrig blevet ”snydt” med vægten i Fredagsklubben. Alle får hvad der tilkommer dem, men heller ikke mere. Det er jo heller ikke særligt skægt, at have registeret en torsk på 25 kilo, når den vitterligt ikke vejede de 25 kilo.
I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90èrne er udskiftningen i klubben stor. Storland dør i 1990 efter at have været ude af fiskeriet i nogle år. Dog stadig som medlem og fungerende præsident. Arne Jørgensen efterfølger Storland som præsident. Palle Møller, Bjarne Staal, Ove Petersen, Jørgen Jørgensen, Rasmus Nielsen(”Ras”) og Tom Fessel, der kun var med i et par år, melder sig ud af klubben. På det tidspunkt kører Fredagsklubben nærmest på renommeet. At John Trab ved en fejl i 1991 kun har plads en uge i marts måned, gør det hele lidt surt. Hertil kommer, at fiskeriet i Øresund har fået konkurrence af nye pladser som Apatatik´s ud for Rødvig på Stevns, samtidig med at fiskeriet på Det gule Rev er begyndt at lure i kulissen. Antallet af hurtige småbåde, hvor 3 mand kan fange lige så mange fisk, som en kutter med 30 mand, gør, at flere vender blikket væk fra turbådene på Øresund. Hvad der tidligere var et privilegium for Fredagsklubben, er nu tilgængeligt for alle.
En god skipper er ikke en sjældenhed med de nye teknologiske landvindinger der er sket i form af navigatorer og smarte ekkolodder. Noget som kan købes af enhver. Det eneste der ikke kan købes er ånden og stemningen. Klubfølelsen skal opleves. Den skal man være flere om.
Nu er det Sværd, der fanger stortorskene!
I 1992 laves et eksperiment. Man booker 2 dage på Skjold og 2 dage på Sværd. De 2 dage på Skjold giver 3 målere. Alle over 15 kilo, mens de øvrige fangster er meget små. På Sværd går det meget bedre. 21 målere på 2 dage og den sidste dag alene 16. Det er som om stemningen fra de glade dage sidst i 70`erne for en stund er vendt tilbage. Det besluttes derfor, at man næste år alene vil benytte Sværd. Man chartrer båden for en hel uge. Fredagsklubben går fra ”troldmanden” over til ”lærlingen”.
Ned på jorden kommer man dog hurtigt igen. 1993 var det absolut ringeste år nogensinde. 5 torsk over 3 kilo med største på 8,6 kilo fanget af et ikke medlem, bevirker at man på generalforsamlingen atter tager spørgsmålet om en ”hel” uge op. Der er trods alt ikke meget ved at stå og fange ”ingenting” på 5 dage. 1993 bliver desværre også sidste tur hvor ”Lucky Luke” er med. Den 28. august dør Bent Bryggebusch efter kort tids sygdom, kun 54 år gammel. Endnu én af gutterne fra Fredagsklubbens fødsel er ikke mere.
Aksel Sørensen med 7 målere fanget på samme dag. Foto: Gorm Siiger.
Hanstholm et godt alternativ
På grund af det dårlige fiskeri beslutter man i 1994 at dele fiskeriet op med 2 dage på Øresund og 3 dage fra Hanstholm. De 2 dage på Øresund giver masser af fisk mellem 5 og 10 kilo og 6 målere, så måske ser det ikke så håbløst ud alligevel. Turen til Hanstholm er til gengæld en ubetinget succes for de medlemmer der deltager. Der er dog stadig enighed om, at Øresund er Fredagsklubbens ”hjemmebane”.
På 3 dage i august fanges der fisk, så det knager i stængerne. 3 medlemmer sætter personlige rekorder. Ove Jacobsen med 24,20 kilo, hvilket var en forbedring på næsten 10 kilo. Det skete på mindre end en halv time. Først en på 17 kilo og så ”dyret” på 24,2 kilo. Undertegnede med 21,25 kilo og Ib Mortensen med 21,10 kilo var mere beskedne, men så var det også lige før, vi gik hjem på vandet. Vi blev enige om, at der nok var for langt ind.
1995 var et godt år. Turen deles op i 2 konkurrencer. Den officielle over 3 dage og en over hele ugen. Det skyldes, at ikke alle vil deltage en hel uge p.g.a. af det dårlige fiskeri, der har været i årene forud. Det viser sig, at være en fejl. Man skal flere år tilbage for at opleve noget tilsvarende. 34 målere fordelt over hele ugen samt masser af ”mellemfisk”. Øresund var ved at ligne sig selv igen. Allan Riboe sætter en personlig rekord med en torsk på 21,80 kilo, og vinder sammenlagt den officielle konkurrence med 84,40 kilo fordelt over 3 dage. Per Kamph vinder over 5 dage med 115,25 kilo, fordelt over 18 fisk. Det er rekord for størst samlet vægt. Ikke siden Bent Bryggebusch i 1979 fangede 10 fisk på i alt 113,9 kilo, har man været i nærheden af de mængder.
I 1998 beslutter man, at det der før var en ugetur fremover er en 3 dages tur. Svingende fiskeri er årsagen. Til gengæld synes fiskeriet at have fundet et konstant leje. Mængderne af torsk er konstant set over hele sæsonen, men de glade dage fra slutningen af 70´erne med 40 og 50 målere findes tilsyneladende ikke mere.
På turen i 2000 fanger man 19 målere på 3 dage, og for torskesæsonen som helhed, optalt på den samlede Øresunds flåde, lyder fangsten på over 1.000 målere. Det var ikke de mængder man talte om de dage for mange år tilbage. Den gang en folk entusiastiske lystfiskere af uransagelige årsager mødte hinanden en vinterdag på havnen i Vedbæk. Her var ønsket ”bare” en stor torsk. Man kan sige at ønsket er blevet opfyldt.
Siden 2010-2015 er fiskeriet gået stødt tilbage og døde til sidst fuldstændig omkring 2018-19. Fredagsklubben blev opløst efter en sidste tur i november 2023.
Hør meget mere om stortorskefiskeriets historie, hvorfor det gik så galt samt hvad vi kan gøre for at få fiskeriet tilbage i denne video på Fisk & Fris YouTube.
aug 7, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Spinnefiskeri
En fin havørred har ladet sig friste i nattemørket og kigger skævt til kameraet. Kort efter får den atter sin frihed.
Bulefluer, der skaber god silhuet og en tydelig trykbølge i overfladen, har for længst vist sit værd til opgangsørreder. Men hvorfor har spinnefiskerne ikke lært fidusen? Med wobleren i vandskorpen kan der fiskes på alle tider af døgnet og til sky ørreder på ellers umulige standpladser.
AF PETER KIRKBY
DET STARTEDE MED STØVREGN, men i løbet af dagen er regnen taget til. De fleste, der jævnligt fisker havørreder i et mindre vandløb, ved, hvordan den første massive nedbør ovenpå en tør periode for alvor kan sætte gang i opgangen.
Af samme grund burde jeg sikkert være frustreret over at være fanget på kontoret. Men heldigvis er der råd for den slags… Det er muligt, at jeg møder en anelse klatøjet op i morgen, men når forholdene spiller, er det bare om at tage aften- og nattetimerne i brug.
Allerede da vi er fremme ved åen, har de regntunge skyer fået det til at virke dunkelt. En enkelt anden fisker har luret, at det er nu ørrederne rører på sig. Men modsat os har han haft dagtimerne til rådighed og er allerede på vej hjem igen. Længere opstrøms har han set flere trækkende fisk, men ingen af dem har ladet sig friste.
Som mange andre sjællandske lystfiskere har min kammerat Troels aldrig rigtig dyrket åfiskeriet, men da en stor ørred ruller i overfladen mindre end en meter fra os, er han hurtigt lige så tændt som mig. Vi affisker et par oplagte standpladser, men uden resultat, så mens mørket sænker sig, rykker vi længere opstrøms. Enkelte steder smalner åen ind til blot en meters bredde, så det giver god mening, at vi begge sniger os forsigtigt frem, mens vi skiftes til at affiske et kort stræk.
Et par af forfatterens woblere i såvel buleversion med afkortet ske, som i original udgaven med intakt ske. Længst til højre ses to af de udgåede Westin Duå og til
venstre to 9 cm. Rapala Original Jointed.
Nedstrøms wobler til havørrederne
Få steder giver det mening at lægge et kort kast tværstrøms eller skråt nedstrøms, men ellers er det ikke præcisionskast, der er den vigtigste taktik ved natfiskeriet med spinnegrej. I stedet bliver de små flydende woblere firet med strømmen ned over en standplads og fisket hjem igen. Woblerne er i øvrigt blevet taget under kærlig behandling med en nedstryger, for at kunne fiske i den rette dybde. Et stykke af skeen er blevet amputeret, så wobleren kan fiskes lige under overfladen. Her afslører de vrikkende bevægelser et til tider tydeligt trykbølgemønster i overfladen.
Jeg affisker et stræk, hvor jeg af erfaring fra de lyse timer ved, at åen svinger i en blød kurve henover et område med grøde. Dybden er ikke mere end 20 cm, og en normal wobler ville hurtigt bore sig i grøden. Med min lavtgående wobler går det fint og midt i svinget smælder det på. Jeg holder fisken hårdt, og efter en kort, men intens fight er den landet. En fin ørred på et par kilo.
Efter vi har taget et par hurtige billeder, vælger jeg at genudsætte fisken. Nu må det være Troels tur. I min lille sjællandske å kan der være både mange og store fisk, men fiskeriet er svært, og succeskriteriet er blot at fange en enkelt fisk. Alligevel går der ikke længe, før Troels kroger sin debutfisk.
En træstamme, der er væltet ud i åen, danner et roligt, lavt bagvand, der afløses af en skarp strømkant, hvor vandet skærer uden om stammen. Efter etkort kontrolleret kast på blot 4-5 meter fisker Troels wobleren ind over bagvandet og netop, da den når strømkanten, hugger ørreden. Endnu en fin fisk i samme størrelse som den forrige. Der er jubel, kram, high-fives og lykønskninger ovenpå debuten med havørred i åen.
Det tidlige morgengry er et fantastisk tidspunkt, hvor ørrederne ofte rører på sig og afslører standpladser, der er værd at huske til kommende nætters woblerfiskeri.
Havørredaction ved åen
En ørred til hver er et super resultat, men vi er indstillet på at ofre et par timer mere af vores nattesøvn i håb om endnu en fisk. Vi fisker pladserne grundigt af, men henover et langt stræk hverken mærker eller ser vi det fjerneste tegn på fisk. Klokken er blevet et, da vi er nået ned ved jernbanebroen – et oplagt sted at stoppe og følge stien tilbage til bilen. Åen snævrer sig ind og får fart på, inden vandet risler henover stryget på den anden side af broen. Der er ikke dybt og i dagstiden har jeg aldrig set andet end fisk, der er trukket hurtigt forbi på pladsen. Alligevel skal stedet prøves i et sidste desperat forsøg.
Wobleren arbejder helt af sig selv, og når at vrikke hidsigt i et par sekunder, før vandet omkring den brydes i et plask, der nærmere høres end ses i mørket. Den lette 9 fods stang krummer helt sammen, da jeg vælger at holde fisken hårdt. Ørreden er stærk, men vælger heldigvis at blive indenfor de få meter foran mig, hvor der er en anelse dybde på åen. Under landingen sker dét, der ikke må ske.
Krogene på wobleren får fat i netmaskerne, før havørreden er inde over nettet! Heldigvis reagerer Troels lynhurtigt og får skovlet havørreden ind over netrammen. Fisken bliver forsigtigt vejet i nettet. Da den er fotograferet og genudsat, trækkes vægten af det våde net fra, og vi ender på cirka 3,7 kilo. Det er på tide at tage hjem og få lidt søvn, inden det er arbejdsdag igen i morgen. Der er ingen tvivl om, at vi møder en anelse klatøjede, men meget, meget glade op i morgen…
Det er en fordel at modificere sine woblere ved åen. På den måde kan man tage lidt ad gangen og tilpasse dem perfekt.
Med wobler i overfladen
Tricket med at korte woblerskeer af med en nedstryger har i flere år været populært blandt geddefiskere, når der skal fiskes store brakvandsgedder på lavt vand. Til flydende å-woblere fungerer metoden mindst lige så godt. Jeg affisker gerne standpladserne ved at fire wobleren langt nedstrøms.
Når der benyttes en flydende wobler med god opdrift og en kort ske, er det nemt at kontrollere fiskedybden. På 10-30 meters afstand vil en højt hævet stangtop og et roligt indspinningstempo få wobleren til at »bule« lige under overfladen. Skrues tempoet en anelse i vejret og sænkes stangtoppen, så vil wobleren derimod arbejde sig godt og vel en halv meter ned. Altså mere end rigeligt til at være i øjenhøjde med fiskene på langt de fleste standpladser i en lille å.
Med de modificerede »bulewoblere« er det nemt at regulere dybden, fiske hen over grøden og arbejde dybere ned på standpladserne i render og huller og langs udhængende brinker. Og når mørket sænker sig – og havørrederne ofte stiller sig højere i vandet og mere frit fremme -kan woblerne fiskes så de danner det iøjefaldende »bulemønster« i overfladen.
Taktik til nattens havørreder
Mine erfaringer er primært fra små sjællandske åer, hvor havørrederne til tider bliver skræmt af en forkert bevægelse på så meget som 20-30 meters afstand. I mellemstore og store åer er forholdene ofte lidt anderledes, og havørrederne har mulighed for at finde skjul på dybere standpladser.
Selvfølgelig findes der standpladser, hvor ørrederne i dagtiden kan fiskes med en wobler, der arbejder sig 20-50 cm ned, men de fleste steder vil det dog være en fordel, at kunne fiske dybere i dagtiden.
Modsat havørreder er en bækørred i åen for at æde og går aggressivt til en højtfisket wobler døgnet rundt. Med en bulewobler kan pladserne affiskes på lang afstand uden at hænge i grøden. Det giver indlysende fordele, når du prøver nye vande.
Når mørket sænker sig, bliver det derimod en anden sag. Ligesom fluefiskerne, der svinger en stor buleflue på tværs af strømmen, så kan spinnefiskeren opleve nogle heftige hug på en hidsigt vrikkende bulewobler. Skal man holde flue- og spinnefiskeri op mod hinanden, så vil fluefiskeren generelt have bedst kontrol med kastelængden i mørket og en rutineret natfluefisker kan servere fluen tæt ved modsatte brink kast efter kast.
I dagslys kan en rutineret spinnefisker med lethed gøre det samme, men så snart mørket sænker sig bliver det anderledes svært. Her kan kun øvelse og atter øvelse give rutine nok til at servere wobleren præcist. Bulewoblerens helt store fordel er ikke nødvendigvis præcise kast, men derimod, at den giver mulighed for at fiske på pladser, hvor fluefiskerne ikke har en chance. De stræk, hvor foreningen ikke har fået lov at gå amok med motorsave og buskryddere, er guf for en natspinnefisker. Udhængende grene, træer og buske er intet problem, når en bulewobler fires med strømmen og fiskes ind under forhindringerne.
Ved mange af de kendte havørredåer, må natfluefiskerne næsten trække et nummer i køen for at komme til på de populære åbne stræk. Som natspinnefisker, kan du derimod finde dit eget stræk, hvor du kan fiske helt i fred – altså, lige indtil du taler for højt om dine fangster, og andre fatter hvor effektivt det er!
Natfiskeriet kan også være godt i efteråret
Modsat hvad mange tror, så er natfiskeri langt fra begrænset til sommermånederne. Langt ind i efteråret kan der være god mening bag en nattur. Tidlig morgen er dog ofte den periode, hvor fiskene rører allermest på sig. Trykbølgerne op og ned ad åen afslører trækkende fisk, og kan jeg vælge frit er den sidste nattetime og de første morgentimer absolut favorittidspunktet.
Afhængigt af forholdene kan der dog fiskes døgnet rundt. Dagfiskeriet kræver ofte gode forhold i form af nylig nedbør og gråvejr, mens aften-, natte- og morgentimerne altid kan give fisk. Jo længere vi kommer hen på sæsonen, desto nemmere bliver det at passe en nattur til åen ind i programmet. Smut afsted efter aftensmaden og fisk et par timer ind i mørket, så kan du sagtens være hjemme i seng inden midnat.
I en lille å som denne har fluefiskeren en rækkevidde der sjældent overstiger 10 meter. For spinnefiskeren med en bulewobler er der dog ingen problemer i at fire wobleren 20-30-40 meter nedstrøms, hvor fiskene endnu ikke er blevet skræmt af trampen på brinken.
Bulewoblere til havørred
Ikke alle woblere at få modificeret skeen for at kunne anvendes som bulewoblere. Det en kombination af vinklen på linen, vandpresset på skeen samt woblerens flydeevne, der afgør, hvor dybt en wobler arbejder. Hvis wobleren har en god opdrift og fiskes langsomt med hævet stangtop vil nogle wobler modeller kunne fiskes, så de buler lige under overfladen også uden at modificere dem. På woblere med en normal eller stor ske vil en anelse hurtigere indspinningstempo eller øget strøm dog have en relativ stor effekt, og hurtigt få wobleren til at grave sig ned i vandet.
Med en afkortet – og dermed mindre – ske er det ofte nemmere at holde wobleren højt i vandet. Nogle wobler modeller får en fin gang i vandet og egner sig til at blive modificeret til bulewoblere. Andre gør ikke. Du er med andre ord nødt til at tage en risiko, og eksperimentere lidt. Min absolutte favoritwobler er den udgåede Westin Duå, som har en relativt stor ske og arbejder dybt. Når jeg har trimmet den til, kan den fiskes utrolig livligt lige under overfladen – selv med langsom indspinning i forholdsvis svag strøm. Den flydende, leddelte Rapala Original på 9 cm er en anden favorit, der fint egner sig til at blive ændret til bulewobler. Samme wobler findes også i en mindre 7 cm udgave, som efter min mening er knapt så god. Nils Master Invincible i 5 cm udgaven er en fin lille wobler med god opdrift. I gamle dage blev den lavet i en udgave med en mindre ske, der arbejdede højere i vandet, men nu til dags må man selv korte skeen ned. Det er bare om at finde nedstrygeren frem og komme af sted til åen.
Peter Kirkby med en gedde over meteren fanget på bulewobler midt om natten. »Havørredrekord- alarmen« måtte afblæses, da det viste sig at være en gedde. Men det var stadig et adrenalin kick ud over det sædvanlige…
Sådan fisker du havørred i mørket
Når en wobler fires af sted i mørket, bliver det afgørende at have kontrol med afstanden. Mit simple trick er, at have en finger på spolekanten og tælle antallet af løkker, der forlader spolen. Erfaringer fra dagfiskeriet, hvor wobleren kan følges med øjnene, er guld værd, når du vil have kontrol med afstanden i nattemørket. Når du ved, at der eksempelvis er cirka 120 løkker ned til hullet under de udhængende grene, så er det en leg at gentage kunststykket i bælgravende mørke.
Modificer din wobler ved åen
Når du først begynder at save i skeen på en wobler til måske 80-90 kroner, må det helst ikke gå galt. Ryger der for meget af, er gangen ødelagt, og wobleren må kasseres. Gå derfor forsigtigt til værks og startmed at save lidt mindre af, end du forventer. Den resterende del fjernes derefter gradvist med en fil. Det nemmeste er at lave den sidste tilpasning ved åen, hvor du kan teste gangen, og afgøre om der skal files en anelse mere af. Kæntrer eller trækker wobleren for meget til en af siderne, kan det rettes ved enten at file lidt mere i modsatte side af skeen, eller ved at vride frontøjet på wobleren en anelse modsat den retning wobleren kæntrer.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
Med rette stangføring og indspinning kan bulewoblerne også komme ned på dybere standpladser. Det gav bonus i form af denne flotte premiere steelhead på 4,5 kilo.
feb 11, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Der var engang, hvor dette var et helt almindeligt syn på Øresund: Hård strøm, tungt grej og hårdt spændt for…
Idag løfter man øjenbrynene, når en 6-8 kilos torsk klasker i dækket, men der var engang, hvor de indre danske farvande bød på et fornemt fiskeri efter stortorsk. Det er faktisk slet ikke så lang tid siden, at en “måler” på over 10 kilo stadig var realistisk i fx Øresund, men lige nu er torskene fredet indtil 31. marts – og der er desværre nu meget langt imellem de store fisk. Så mens vi venter på den kommende torskesæson, får du her en beretning fra de gode gamle dage i 2016, med håbet om at vi forhåbentlig engang vil komme til opleve stortorsk igen i Øresund. Følg med Fisk & Fri på en lærerig torsketur med Team Svinet og Jesper Lyngsie bag roret.
AF REDAKTIONEN
DET ER VINTER og bidende koldt, men heldigvis er vinden ganske svag, da vi mødes på Helsingør Nordhavn. Jesper Lyngsie, Jesper Willestofte og Nikolaj Hjorth har allerede sat båden i og er i fuld sving med at klare de fornødne forberedelser, inden vi stævner ud på Sundet. Jeg springer i tørdragten og tømmer hurtigt bilen for det gear, jeg skal have med og støder til. – Det er kanon-forhold i dag, indleder Jesper med en sikker stemme på vej ud af havnen. – Forhåbentlig finder vi nogle store.
Vi er ikke de eneste, der har fået den gode ide at tage på havet denne stille januardag. Et mylderaf tur- og småbåde fræser omkring i deres søgen efter torskene. – Der er fanget godt med målere på det seneste, fortsætter Jesper, mens han finder sin smartphone frem. Han bladrer lidt i billedarkivet og viser en stribe imponerende torsk frem, som er taget fra hans båd, First Timer, på det seneste. Forventningerne stiger i takt med, at vi nærmer os dagens første stop i det nordlige Øresund. Jeg har fisket torsk før, men er på ingen måde erfaren udi vinterbulefiskeriet, så jeg forventer en stejl læringskurve i selskab med en af Øresunds skrappeste besætninger.
Den erfarne havfisker Nikolaj Hjort med en af dagens mange målere.
Kunsten at fange de store torsk
Torskefiskeriet er en svær kunst at mestre, især hvis man vil fange målere over 10 kilo. Det er nemlig på ingen måde nemt at lokalisere de store fisk, og ej heller at prikke dagen, hvor de er til at få i tale. Team Svinet dyrker især fiskeriet på Øresund, hvor de fanger torsk året rundt. En af deres vigtigste nøgler til succes – ud over et enormt omfattende pladskendskab og nogle skarpe mavefornemmelser – er en enorm vedholdenhed samt vilje til at lære nye ting. Desuden er båden First Timer, en Orka 540 med en 115 hk Honda på hækken, pakket med fintfølende elektronik, som er nøje udvalgt til netop dette fiskeri.
Båden er udstyret med en Garmin xsv 7410 netværksplotter, et Garmin xsv 7412 netværksekkolod tilsluttet to styk GT51 transducere, et Humminbird TCR Color1 med 455 kHz og sidst men ikke mindst det gode gamle Koden 841 ekkolod tilsluttet to styk B45 Airmar transducere. Der er således ikke meget, som går Team Svinets tryner forbi.
Jesper Lyngsie og Jesper Willestofte med fast fisk i dybet. Det var i 2016 ikke ualmindeligt med flere fisk samtidig, når man fisker på loddede fisk.
Stortorsk i farvandet
Tilbage på Sundet styrer Jesper First Timer i stadig mindre cirkler om »byttet«. Stemningen i båden er intens og til at tage og føle på. Vi har allerede fanget lidt mindre torsk, men de store er indtil videre udeblevet. Drengene er klar, og det fornemmes tydeligt, at der ikke er plads til slinger eller fodfejl, hvis vi skal fange dem.
Bulefiskeri er i den grad en »holdsport«, som kræver tæt samarbejde mellem skipper og besætning – og Team Svinet er en velsmurt maskine i denne sammenhæng. Jesper styrer kyndigt båden op over de loddede fisk og stopper den resolut, hvor han mener, det passer i forhold til strømlag og afdrift.
– Så er det nu, siger han, mens han slipper pirken mod den lille bule, han har loddet på bunden. – Der er ikke mange, men forhåbentligt er de store. Jeg er udstyret med en helt almindelig pirk, og det mærkes tydeligt, at den ikke har den samme fart som resten af besætningens agn, der er specialfremstillet til formålet. Inden jeg når til bunden, står Nikolaj med krum stang og et bredt smil. – Jeg tror sgu, det er dagens første, siger han selvsikkert, mens han gelinde presser fisken fri af bunden.
Dybe rusk og udløb mod bunden indikerer, at det er en fisk af anseelig størrelse. Jesper bakker båden efter den, så Nikolaj kan lægge pres på fisken ovenfra. Efter nogen tid kommer en stor hvid plamage til syne under First Timer. En torsk på den rigtige side af 10 kilo – en måler som de kaldes – har taget Nikolajs pirk. Fisken kommer hurtigt indenbords, og så går det stærkt. Den 12,3 kilo tunge torsk bliver hurtigt vejet, fotograferet og genudsat.
Skipper på First Timer, Jesper Lyngsie med dagens største torsk – en flot fisk på 13,6 kilo.
– Vi fisker efter madfisk, men der er grænser for, hvor meget vi tager om bord, forklarer Jesper og fortsætter. – Derfor genudsætter vi så vidt muligt de store her på First Timer. Mellemfiskene på 4-8 kilo, som der mange af på denne årstid, er bedre madfisk og desuden vil vi jo gerne passe på målerne, som er vigtige for bestanden og et fortsat godt fiskeri. Og det er da heller ingen hemmelighed, at vi gerne vil have chancen for at fange trofæfiskene igen, når de er endnu større, smiler han.
På jagt efter nye stortorsk
Vi genoptager vores søgen efter fiskene, som vi for længst er drevet forbi, og jeg kigger nysgerrigt med på loddet for at lure, hvad det er, Jesper søger efter. – På dage som i dag, hvor der er mange både på Sundet, kan torskene godt forsvinde hurtigt, forklarer han og fortsætter. – De bliver simpelthen skræmt af støjen fra alle bådenes transducere, og derfor kan det tit være udslagsgivende at søge sine egne veje. Alternativt skal man være vedholdende og lære at finde de helt små buler. Når, der er sparsomt med fisk, eller hvis de står trykket mod bunden, kan de være enormt svære at se, uddyber han. Her kommer erfaring med at kunne skelne skidt fra kanel på loddet ind i billedet. Selv det mindste »fnuller« over bunden kan være fisk, man skal bare indstille apparaterne korrekt, og vide hvad man skal lede efter, pointerer den erfarne skipper.
– Er det kun her om vinteren, at det forholder sig sådan, spørger jeg nysgerrigt. –Nej på ingen måde, er svaret. – Fiskene står i større og mindre buler det meste af året, fastslår Jesper og uddyber. – Når du ser fisk i buler over bunden, er de ofte fødesøgende. Begrebet »bulefiskeri« har altså ikke noget specielt med gydende fisk at gøre.
Nikolaj Hjorth sender en måler retur med et tak for kampen. Om bord på First Timer forsøger man så vidt muligt at genudsætte de store torsk.
Vi fisker os længere ned i sundet, hvor der er lidt mindre kamp om pladsen, og så går det løs. Fiskene er pludselig lettere at finde, og stoppene bliver hyppigere. Inden for få timer fanger vi en del flotte vintertorsk. Jesper Lyngsie fanger dagens største på 13,6 kilo, jeg får en PR på 13,5 kilo og Nikolaj snupper yderligere en måler.
Jesper Willestofte fanger også godt med flotte torsk, men har stadig en måler til gode – og det er oven i købet hans fødselsdag. Så da vi ud på eftermiddagen sejler Nikolaj, som har andre planer, I land, forslår skipper, at vi tager en time mere og finder en fødselsdagsmåler til Jesper. Det lykkedes heldigvis. 12,6 kilo vejer den for at være helt præcis – og er en flot afslutning på en fiske- og lærerig dag.
Fakta om bulefiskeri efter torsk
Bulefiskeri er i alt sin enkelthed fiskeri efter torsk, der står tæt samlet fra bunden og op i vandet, hvor de ses som små eller store buler på loddet – heraf navnet. Bulefiskeri kan dyrkes hele året og kan være mindst lige så effektivt om sommeren som om vinteren. Bulefiskeri forbindes og forveksles ofte med fiskeri udelukkende på gydende fisk, men det er ikke helt sandt. Vist bliver der fisket intenst i torskenes gydeperiode, hvor bl.a. deres rogn er en eftertragtet delikatesse, men under selve legen står torskene pelagisk midt i vandet, hvor de ikke er til at fange og altså ikke står i buler på bunden.
En stor del tiden går med at finde fiskene, når man fisker vintertorsk. Til gengæld kan fiskeriet være enormt hektisk, når fiskene først er fundet.
Jespers tips til stortorskene
1: Vedholdenhed er et must på havet. Det er langt fra hver gang fiskeriet spiller fra første stop, og her gælder det om at hænge i, indtil du finder melodien. Det er heldigvis på sådanne svære ture, at du bliver bedre til at fiske.
2: Øresund og flere andre indre danske farvande er strømsatte. Der kan være flere strømlag, hvor strømmen skifter retning og hastighed flere gange mellem overflade og bund. Lær dig at læse strømmen og korriger kontinuerligt timingen af dine stop mm. efter dette.
3: Hvis du ikke kan få fiskeriet til at køre, så korriger dine metoder systematisk, en variabel af gangen. Lad endelig være med at ændre på for mange parametre på samme tid, så bliver det nemlig uvist, hvilke ændringer, der er udslagsgivende.
4: Lær dit lod, din båd og resten af dit udstyr godt at kende. Det tager tid, men det er enormt svært at optimere fiskeriet, hvis man ikke kender sit gear og har erfaringer med dets muligheder og begrænsninger.
5: Læs fiskenes adfærd. Bliv bedre til at gisne om hvilken retning fiskene generelt bevæger sig. Det gør det noget nemmere at finde dem igen – især på store ensartede områder.
6: Prik dagene, hvor det er værd at tage på havet. Som udgangspunkt er strømskift på Øresund dårligt for fiskeriet. Om det er udsving i saltholdigheden, byttefisk som flytter sig eller helt andre faktorer, der gør sig gældende er uvist, men faktum er, at strømskift har negativ indvirkning på fiskeriet.
Du kan følge Team Svinet både på deres hjemmeside og facebook.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016
feb 13, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Lige netop nu er det højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og masser af forventningsfulde lystfiskere drager normalt ud med Øresunds mange turbåde – alle med håbet om at kroge den største fisk, de nogensinde har fanget. Desværre sætter Coronaen i år stopper for dette for rigtig mange mennesker. Men hvad får under normale omstændigheder så mange til at tage ud i i regn, slud, sne og frost? Læs og bliv inspireret!
AF PER EKSTRØM, FOTOS: NICOLAI ULRIK HANSEN OG JENS BURSELL
ALLE KAN VÆRE MED, når man står skulder ved skulder langs rælingen. Så er alle lige og som regel iført den klassiske ”sundhabit” – heldragten. Fødderne er pakket ind i termostøvler, da det vigtigste er at holde dem varme. Kun ansigtet er synligt. Hovedet er dækket af alt muligt. Fra den klassiske tophue til store pelshuer. Øjne, næse og mund er det eneste synlige, og forventningerne hænger som en usynlig dyne over dækket. De kan blive indfriet om få øjeblikke, når skipper har lokaliseret ”bulen” på ekkoloddets farveskærm, og skibsklokken signalerer, at nu er det nu.
Jeg var lige fyldt femten, da jeg første gang stiftede bekendtskab med vinterens torskefiskeri og nu, næsten 50 år senere, er jeg stadig ude flere gange hver vinter. De første mange år var det drømmen om kæmpen, der drev mig, men ganske langsomt blev det stemningen og de mange oplevelser, som trak i cirkushesten. Ofte møder man mennesker, man har fisket med i rigtig mange år og derfor har delt årtiers begivenheder med. De kommer også for at genopleve stemningen, euforien og ikke mindst udveksle tidligere tiders oplevelser, der kun har det med at blive bedre for hver gang, de fortælles.
Jagten på de store torsk
Allerede første gang jeg var på Øresund, blev jeg ”kroget”. Torskene var større, og sammenlignet med de torsk, som man kunne fange inde fra molen, var selv mindre torsk jo ”store”. Bulefiskeriet, som vi kender det i dag, er omkring 40 år gammelt og startede ved Helsingør i vinteren 1977, hvor turbåden Tina en januar dag halede over 50 torsk over 10 kilo på dæk.
Det var årsagen til at flere turbåde søgte mod Helsingør, hvorfra der ellers kun havde sejlet nogle få turbåde fra. I årene forud havde de fleste både fortrinsvis udgangspunkt fra København, Skovshoved Vedbæk eller Rungsted, og fiskeriet foregik altid omkring Hven. Første gang jeg ramte 5 kilo målet var fra Sundia bådene, som sejlede fra Kalkbrænderihavnen. I dag ligger PFA´s store kontorbygning, hvor bådene lå. Dagen var blæsende, og det gyngede noget, da jeg fik hug. Den var tung, og to gutter kom op ventede på, at jeg skulle få fisken op. De vurderede situationen og begyndte at diskutere den mulige størrelse. ”Den er 10!”, sagde den ene, og den anden bifaldt iagttagelsen. 10 kilo ville være fantastisk. Blot var situationen den, at de talte vægt i pund og ikke i kilo. Omsider kom den op. Det vil sige ”de” kom op. Jeg havde nemlig 2 torsk på. En på 5 kilo på pirken og en på 2,5 kilo på ophængeren. Så det med de 10 passede godt. Det var bare ”halv-ti”.
Skipper – her Martin Hubert på “Fyrholm” – søger efter ”buler”på bunden. Det gælder om at være klar, når der klemtes med klokken.
Nogle år senere kom jeg med på nogle af de første specimen ture med Bonavista og Skjold, hvor man dyrkede et betydeligt mere målrettet fiskeri på de store torsk. Man samlede simpelthen en flok lystfiskere, der var indstillet på, at man gik målrettet efter de store, og så blev mine drømme indfriet. Det var en helt anden filosofi, der herskede her. Her var det ikke mængden af torsk til den enkelte, som betød noget, men fangede bare én mand ombord en god fisk, så der var en fisker, som fik opfyldt drømmen. Fangede man så yderligere samme dag 2 eller 3 over 10 kilo, var det en fantastisk god tur, selvom det kun var de få, der fangede noget. Det er den filosofi, der stadig anvendes, når der fiskes der efter de store. Men hvordan forløber så en sådan dag, når de store jages?
En dag på Øresund efter torsk
Allerede før vintersolen løfter sit vinterblege lys over den sydøstlige horisont, mødes man ombord. På dækket hersker som regel en fortættet spænding. Kendte ansigter ser måske hinanden for første gang i månedsvis, så der uddeles en del mandekram og de sædvanlige høfligheder så som: ”Du er stadigvæk lige grim”. Alt efter vejrliget trækkes der under dæk, hvor duften af friskbrygget kaffe langsomt sniger sig op på dækket. Herefter trækkes der lod om pladserne. Førstevælgeren hoverer som regel, mens sidste vælgeren må indhøste en del bemærkninger, der ikke har det ringeste med velmenende trøst at gøre. På forunderlig vis kommer de fleste dog til at stå, hvor de gerne vil. Båden forlader nu avnen og sejler ud i tusmørket.
Mens det lysner langsomt, begynder skipper at afsøge de områder, hvor der normalt fanges torsk af den ”rigtige” størrelse. Farveloddet lyser det mørklagte styrehus op, mens skipperen holder øje med den øvrige skibstrafik og samtidig iagttager om, der skulle dukke torskebuler op. De fleste af skipperne er så erfarne, at de kender bundforholdene så godt, at selv små afvigelser på bunden omgående studeres nøje. Det kunne være torsk.
Bulefiskeri efter torsk
Når bulen er lokaliseret, er der stor forskel på, hvordan skipperen stopper ovenpå bulen. Nogle lister sig roligt henover den, mens andre nærmest hakker bremsen i og begynder at bakke hurtigt, alt mens der ringes ivrigt med skibsklokken som tegn på, at nu gælder det om at komme ned. I samme øjeblik suser samtlige pirke mod bunden, og hurtigt starter de rytmiske pirkebevægelser. Er der fisk, kan det ofte ske, at det er fiskere på et bestemt område af båden, der får fisk samtidig.
Måske er det midtskibs, måske i stævnen eller det kan være et par stykker, som står i samme side, der får hug. Hurtigt strammes linen op og stangen løftes, så der er styr på fisken. Uerfarne har mange gange i tidernes løb taget fejl af en stor torsk, og troet det var bunden med en tabt fisk til følge. De erfarne tager derimod lige bestik af situationen, løfter stangen og afventer de karakteristiske tunge dunk i stangen, som stortorsken ofte giver, mens den svømmer hen langs bunden i forsøget på at undslippe. Det kan også ske, at der overhovedet intet sker i løbet af nogle sekunder, og torsken står helt fast, mens linen strammes op, og der lægges pres på. Så kommer de berømte dunk, og kampen begynder. Jeg har en gang i nogle af mine første fiskeår, været ude for, at det jeg troede var et solidt bundhug, viste sig at være en stor torsk. Jeg stod og sled, da John Trab kiggede ud af styrehusvinduet, hvorefter han så på stangen og sagde: ”Ta´ det roligt – det er fisk”.
Der spejdes ned i vandet efter torsken. Hvor stor er den? Ofte ser de andre ombordværende fisken først, og så kan der komme kommentarer om, ”at nu bliver bunden helt hvid!”. Det kan også være at der råbes ”det er en måler!”. Det er imidlertid svært at bedømme en fisk nede i vandet, hvor den kan virke større.
Den fisk fik mig ud på en længere tur rundt langs rælingen hele båden rundt, inden den kunne gaffes, og 15,4 kilo vejede den. Det var en lang og tynd torsk, der ikke var tynget af en stor rognsæk og måske derfor havde ekstra kræfter. Er der flere, som har fisk på samtidig, kan der godt opstå kaos. De stille og rolige mennesker, som man få øjeblikke forinden har haft det hyggeligt med, bliver som forvandlede, når de får fisk på. Det er nemlig et spørgsmål om temperament. Selv erfarne fiskere kan få et fjernt blik i øjnene, og der opstår let råben og parlamenteren, når linerne filtres eller to fisk ikke lige har aftalt, hvilken vej de svømmer. Så er det, at én af parterne skal give sig og afvente til den fisk, der er tættest på båden, bliver gaffet først. Bagefter kan man så fokusere på den sidste fisk. Størrelsen er man som bekendt ikke herre over, men de magiske grænser på 10, 15 eller 20 kilo var i gamle dager målene, den ihærdige torskefisker higer efter.
Ikke så mange store torsk mere
Desværre har størrelsen på torskene været faldende de seneste år. Hvor en på 20 kilo blot for lidt over en halv snes år siden ikke var meget sjælden, så har fisk af den størrelse de seneste år været næsten ikke eksisterende. Når gaffen er slået i torsken og halet ombord, så skal den vejes. Den hektiske stemning falder lidt til ro. Bismervægtens raslen, og de uundgåelige kommentarer om den holder målet eller måske er lige under, er en del af gamet, mens det kontrolleres, at der er balance på vægten. I mellemtiden er skipper atter søgt tilbage til bulen, hvor han igen ivrigt klemter med skibsklokken og pirkene suser mod bunden. Så er det vinter på Øresund.
I dag er en tikilos en ret stor torsk på sundet, og de fleste er mere end godt tilfredse, hvis de har fået en 5-8 kilos fisk. Men – de mindre fiske er faktisk også virkelige sjove at fange, hvis bare man skalerer grejet lidt ned.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018.
jul 25, 2020 | Nyheder
– Vi havde nu gået i rigtig mange nætter uden at mærke noget som helst, fortæller Axel Bjørn Pedersen. – I denne uge formåede jeg dog at fange en fantastisk fisk på omkring de 60 cm på bulefluen lige som det var blevet helt mørkt, men siden da havde vi intet fanget. Min ven Max havde haft en del fisk oppe til fluen, men ikke nogle, der ville tage bulefluen ordentligt.
– Det var blevet natten til fredag, og vi kørte til åen. Det stod ned i stænger, så vi valgte at tage hjem og slappe lidt af, før vi igen ved omkring 03-tiden drog afsted mod åen. Det stod stadig ned i stænger, så vi ventede til regnen stilnede af og lyset kom frem. Det var tydeligt at se, at åen var steget efter nattens regnskyl. Desuden var den ret grumset, og lidt grøde flød rundt i overfladen.
– Efter en times fiskeri, da det var blevet ret lyst, rejser der sig lige pludselig en ordentlig bølge bag min flue, men det var lidt svært at tro sine egne øjne efter så mange nætter uden fisk. I realiteten skal man helst give fisken en lille pause før man kaster igen, men det har vi gjort så mange gange uden at de er kommet op efter den igen, så jeg lagde min kæmpestore sorte bulefluen ud i strømmen igen. Efter få indtag eksploderer overfladen, og en rigtig god fisk har taget fluen. Jeg råber på Max, og han kommer løbende i fuld fart med nettet. Efter en meget nervepirrende og dramatisk fight med flere spring, kan vi til sidst lande en frisk og blank fisk på 64 tykke centimeter! Alt jeg havde drømt om!
