Nordisk Råd taler ud

Hvert år bliver tonsvis af fisk dumpet i havet og svømmer en meget uvis fremtid i møde. Voldsomme mængder af de dumpede fisk dør som resultat af hårdhændet behandling, og dette vil Nordisk Råd nu lægger pres på EU for at få standset. NORDISK RÅD opfordrer på det kraftigste EU-kommissionen til at forbyde dumpning af fisk og sikre at fremtidens fiskeripolitik bliver såvel økologisk, økonomisk som social bæredygtig. Sådan lyder det i den seneste pressemeddelelse fra Nordisk Råd, der holder et skarpt øje med udviklingen indenfor fiskeindustrien generelt.

– Europæiske fiskere smider hvert år enorme mængder fanget fisk tilbage i havet, og ofte overlever den uønskede fangst ikke den hårde behandling. Udsmidningen er forkastelig både ud fra en etisk og en miljø- og bestandsmæssig betragtning, fortsætter Nordisk Råd. – Derfor opfordrer Nordisk Råd i sin udtalelse til revisionen af EU’s fiskeripolitik på det kraftigste EU-kommissionen til at basere den fremtidige fangstregulering på andre principper end de nuværende. – Nordisk Råd ønsker, at initiativer til at beskytte arter og levesteder fremskyndes, og at fangsten bliver fastlagt på et niveau og på en måde, der kan medvirke til at genopbygge de overfiskede europæiske bestande.

– Norden har mange gode bud på, hvordan problemerne med EU’s nuværende fiskeripolitik kan løses. Det drejer sig, udover et forbud mod dumpning, blandt andet om fastsættelse af et vist antal fiskedage pr. båd, fangstkvoter, mindstemål for fangst, samt tidvis lukning af fiskeriet i særlige områder, der har stor betydning for fiskeyngel.

– Nordisk Råds Miljø- og Naturresurseudvalg og Nordisk Ministerråd arrangerer den 27. januar 2010 et miniseminar i anledning af revisionen af EU’s fælles fiskeripolitik.

-Nordisk Råd opfordrer på det kraftigste EU-kommissionen til at forbyde dumpning af fisk og sikre at fremtidens fiskeripolitik bliver såvel økologisk, økonomisk som social bæredygtig, slutter man fra Nordisk Råds side.

Se eventuelt flere nyheder fra Nordisk Råd på www.norden.org

Hvidovre Sport

Rimte.dk-konkurrence

Indsend en fangstrapport til www.rimte.dk, så er du med til at generere ny viden om rimten – og endvidere får du mulighed for at vinde fine præmier. 19.12.09 – RIMTEN har som tidligere nævnt på disse sider fået sin helt egen hjemmeside www.rimte.dk. Her kan man blive meget klogere på denne spændende fisk, og for at Nicolai Ulrik Hansen (manden bag siden) selv kan blive endnu klogere på rimten, afholder han i hele 2010 en konkurrence, hvor man ved at indsende fangstrapporter kan vinde fine præmier. Fangstrapporterne skal være med til at udgøre et datasæt, som forhåbentligt kan generere ny viden om fisken.

Reglerne for konkurrencen kan findes i denne artikel i Fisk & Fri’s online artikelarkiv.

Hvidovre Sport

Nye drømme i Kilwa Dreams

Gladys med smuk queenfish på omkring 13 kilo taget ud for Mafia Islands kyst. 18.12.09 – FISK & FRI var igen i slutningen af november og starten af december i Tanzania på den afrikanske østkyst.

Det er efterhånden blevet en fast tradition at vi slutter fiskeåret i dette vidunderlige land, hos danskeren Peter Juhl og hans kone Gladys, der har en lille fiskelodge Kilwa Dreams 300 km syd for Dar es Salam.

Peter har i det meste af 2009 arbejdet på at færdiggøre en 35 fods fiskebåd fra et lille værft, og den var knapt nok færdig da vi en tidlig morgen stævnede ud fra Dar es Salam.

Turen var beregnet til at skulle gå fra Dar es Salam, og videre mellem øerne Mafia, Zanzibar og Pemba, og slutte i Kilwa. Dette blev der af forskellige årsager, lavet en del om på, men om selve den mere end 1000 km lange fiskeekspedition kan du læse om i Fisk & Fri i et af forårsnumrene. Turen var en udpræget succes på mange måder, med mere end 10 forskellige arter, og mange fine fisk i mellem. På billedet poserer Gladys med en smuk queenfish på lige omkring 13 kilo.

Se mere på www.kilwadreams.com

Hvidovre Sport

Dansk succestur til Rügen

Simon med turens største gedde – en krabat på hele 15,7 kilo. 16.12.09 – SPORT DRES kunne i år mønstre 17 deltagere på deres tur til Rügen. De måtte udholde hårdt vejr og svære forhold, men det til trods blev der i alt landet 104 gedder eksklusiv de fisk der blev fanget af guiderne fra Bodden Angeln. Største fisk på hele 15,7 kilo stod Simon for, og det var en massiv gedde på 125 centimeter, som blev fanget på en 23centimeter lang perlemor/sort shad fra Shadxperts.

Der var mange kontakter hver dag, fortæller arrangørerne. – Det hårde blæsevejr havde gjorde vandet voldsomt grumset og mange af gedderne huggede fejl, så for hver fisk i båden havde man i snit haft tre hug. Udover 15 kilos gedden blev der taget to gedder på 12 kilo og to på 11 kilo og især store shads og Alien Eels viste sig effektive.

Vil du med på næste tur til Rügen og opleve et fantastisk geddefiskeri med chance for monsterfisk, så slå et smut forbi www.sportdres.dk eller ring til butikken og forhør dig.

Hvidovre Sport

Kolde karper

Italienske Williams Baccaloni med en 21,7 kilos november-karpe fanget i en dyb og klarvandet italiensk sø. 18.12.09 – NOVEMBER måned skulle vise sig at blive en forrygende god måned for – et medlem af det italienske Prologic Team. Han fiskede en række lokale vande med god dybde og klart vand, hvor han vidste, at der var store fisk. Han fiskede med to stænger og brugte DD’s Readymades F4 Crustacean 24mm boilies som agn fisket på 12-15 meters dybde.

På én og samme nat fangede han to skælkarper over de magiske 20 kilo. Én på 20,3 kilo og én på 21,7 kilo. Ugen efter landede han i et helt andet – men lignende – karpevand to fisk på op mod 12 kilo, og til allersidst kronede han indsatsen med en fantastisk 23,7 kilos spejlkarpe, der huggede klokken 3:00 om morgenen under smukke, vindstille forhold.

Se eventuelt mere på www.prologicfishing.com.

Hvidovre Sport

Tid til nytårstorsk

Torsken er en spændende fisk at fange, og så smager den himmelsk. Her er det Fisk & Fri’s Bo Troelsen med en fin nytårstorsk. 17.12.09 – JULEAFTEN skal selvfølgelig lige overstås, men man kan ligeså godt begynde at tænke frem mod nytårsaften, for der skal der jo nytårstorsk på bordet. I december-nummeret af Fisk & Fri kan du læse en artikel om, hvordan du selv fanger en nytårstorsk, og her er også en lækker opskrift på nytårstorsk med jomfruhummer.

Der er masser af turbåde rundt om i landet, der kan tage dig med ud og fange nytårstorsken, og der er også mange foreninger og grejforretninger, der byder på ture med turbåde. Fx kan du komme med Jan og Bo’s Lystfiskershop og M/S Øby på havfisketur d.30 december fra Kalkbrænderihavnen. Turen koster 300kr og varer fra kl.08:00-15:00, så der skulle være rigeligt med tid til at sikre sig en fin, hjemmefanget nytårstorsk.

Tilmelding kan se ved henvendelse til Jan Kristoffersen på tlf 35 26 89 70 og ellers kan du finde yderligere informationer her. www.janogbo.dk

Hvidovre Sport

Laksen og Mørresildaen

Henning Knudsen med en Orkla-laks fra en tidligere tur. Den store fisk med Mørresilda-blinket i kæften fik han af gode grunde aldrig et billede af. 15.12.09 – HENNING KNUDSEN og hans bror rejste i sommers 1300 kilometer nordover i Norge for at fiske laks i Orkla elven. De havde lejet en hytte ved Vormstad Camping, fortæller Henning, og på campingpladsen boede en fynbo ved navn Frank. Frank havde mandag morgen mistet en rigtig stor laks på en 40grams Mørresilda – en fisk der endte med at sprænge hans 0,40mm Fireline.

– Den historie skulle vise sig at blive endnu mere spændende, for samme formiddag – 500 meter opstrøms – fik jeg et tungt hug ovre ved modsatte bred, fortæller Henning. – En vild fight startede, stangen bøjede helt ned i korken og linen farede gennem vandet først over mod mig og så ned ad elven så knarren hylede. Så susede fisken opstrøms, hvor den vendte lige før en fos, og til sidst fór den forbi mig igen nedstrøms og sluttede med slap line 60 meter nede. Fisken var gået tabt!

– Min største Orkla-laks til dato er 8,2kilo, og jeg tør ikke gætte på, hvor stor den her var, men tænk at en laks kan mishandle en stang sådan! Da jeg fik mit endegrej op af vandet, sad Franks 40 grams Mørresilda og en halv meter Fireline for enden. Min line må altså have fanget krogen på Franks Mørresilda, og under fighten har jeg fået trukket blinket fri af laksens mund.

Henning var selvfølgelig ked af at have mistet den store fisk, men Frank var til gengæld glad for at få sit 40gr Mørresilda blink tilbage.

Hvidovre Sport

Igen tid til Naturtid

Bjarke Horst er vært, når Naturtid tager til det fynske for at opspore noget sølvtøj. 14.12.09 – LØRDAG d.19.december klokken 17:40-18:40 kan du følge med DR2’s fotograf Jens Henrik Rafn og Bjarke Horst til de fynske kyster, hvor jagten på de sølvblanke havørreder går ind. Du kan se frem til en times fiskeri, og med en så dygtig fluefisker som Bjarke Horst i rampelyset, er der rig mulighed for at suge nye erfaringer til sig.

Om selve programmet skriver DR2, at Bjarke Horst vil vise os, hvordan vi fanger de sølvblanke havørreder, og at vi i programmet også vil møde andre kystfiskere, som bruger de kolde december dage ved havet med både flue, spin og bombardaflåd.

Du kan se mere på www.dr.dk/naturtid, og skulle du være forhindret i at se programmet d.19.december kan du skrive d.10.januar 2010 i kalenderen. Der bliver programmet nemlig genudsendt.

Hvidovre Sport

CE-mærket elfiskeri

Al elfiskeudstyr skal fremover være CE-mærket, så mange foreningen vil snart skulle ud og lede efter nyt udstyr – og det skal gøres med omhu, da ikke alt det nye CE-mærkede udstyr er lige hensigtsmæssige. 13.12.09 – ÅRETS ELFISKERI er så småt ved at være bag os, og al elfiskeudstyret kan nu pakkes sammen og gennes bort. Og det for stedse vel at mærke. Fremover skal alt elektrofiskeudstyr være CE-mærket, og det betyder at mange foreninger skal ud og investere i nyt udstyr, hvilket selvfølgelig medfører en række væsentlige udgifter.

Udover at overgangen til nyt CE-mærket elfiskeudstyr medfører en række ekstraudgifter i de enkelte foreninger, er der tilsyneladende et problem med en del af det materiel der udbydes. Man skal altså vælge nyt elektrofiskeudstyr med stor omhu. DTU Aqua har eksempelvis testet nyt batteridrevet og CE-mærket elfiskeudstyr, og deres konklusion er at den model de har testet, ikke har tilstrækkelig kapacitet til at være et reelt alternativ til det hidtidige generatorbaserede udstyr ved fiskeri efter moderfisk.

Læs mere her.

Hvidovre Sport