Sejrede over sejlfiskene

Normalt genudsættes alle sejlfisk, der fanges ud for Mombasa, men denne sejlfisk overlevede ikke den 30 minutter fight, som den diskede op med, og den blev derfor bragt i land. 12.12.09 – HVIS IKKE det seneste nye nummer af Fisk & Fri – som jo er et rejsetema – har givet dig udlængsel, så får du her en lille historie fra de varme lande, som måske kan pirre rejselysten lidt. Fra Jesper Andersen har vi fået en kort beretning fra Mombasa i det Indiske Ocean, hvor Konsul Michael Andersen Burundi, sønnen Ian og Jesper selv har været ude for at fiske efter sejlfisk.

De tre danskere sejlede ud fra Hemingways Resort ved Watamu, og turen resulterede i ikke færre end fire flotte sejlfisk med den største – en rigtig ilter fighter – på hele 35 kilo. Alle fiskene blev fanget med standardagnen på de egne – små agnfisk, og gav alle uden undtagelse kamp til stregen og sved på panden.

Geddefeber

Hald Sø undersøges

Hald Sø har fået det bedre i det seneste årti – ikke mindst på grund af iltningen af søen. Desværre lader det til at søørreden nu er i tilbagegang, og det kræver yderligere undersøgelser at blive klog på, hvad tilbagegangen skyldes. 11.12.09 – DTU AQUA har siden foråret 2008 undersøgt Hald Sø (lige syd for Viborg) og dens unikke ørredbestand for at blive klogere på biologien hos de danske ørredbestande i al almindelighed, og ligeledes for at finde ud af hvilken betydning det har, at både skarver og fiskehejrer æder ørreder i både søen og tilløbene.

Undersøgelserne viser at ørrederne i søen er i tilbagegang, og der er mistanke om at tilbagegangen skyldes en stigende tæthed af skarver og fiskehejrer i og omkring søen. Man har endvidere observeret et fald i gydeaktivitet og en foskubning af gydeperioden. Gydningen sker senere og senere.

DTU’s arbejde ved søen er langt fra færdigt endnu, men allerede nu kan du på DTU’s hjemmeside læse nærmere om, hvilke erfaringer man har gjort sig angående ørredens biologi og livsbetingelser i den smukke Hald Sø. Se her.

Geddefeber

Sig Dambrug er problematisk

Der er endnu masser af dambrug som det i Sig rundt om i landet, men mange af dem er efterhånden under skarpt opsyn. SIG DAMBRUG er fortsat en forhindring for Varde Å-laksen på dens vandring opefter i systemet mod egnede gydepladser, og derudover udgør dambruget en trussel mod den i forvejen truede snæbel. Ved at følge dette link kan du se en video filmet ved Sig Dambruget, hvor laksene forgæves forsøger at bane sig vej længere op i Varde Å-systemet. Det bliver rart, når engang også denne spærring forsvinder.

I det aktuelle nummer af Fisk & Fri kan du læse et debatindlæg af Finn Ovesen, som netop argumenterer, at der er god grund til at fokusere på vores vandløbs fysiske rammer, når gydebestandene skal sikres for eftertiden.

Geddefeber

Sov med klumpfiskene

Udover at børnene oplever hygge, uhygge og har det sjovt, lærer de også en hel masse om Nordsøens dyreliv under "sov med klumpfiskene"-arrangementerne. 09.12.09 – "SOV MED KLUMPFISKENE" har været et tilløbsstykke i Nordsøen Oceanariet. Sidst i oktober overnattede den første skoleklasse, og inden nytår er endnu fire klasser tilmeldt. Det er en spændende ny måde at opleve Nordsøens rige dyreliv på og samtidig er det en mulighed for at opleve Oceanariet på en helt anden måde. Det samlede program for disse arrangementer finder du her.

Oceanariet holder lukket i december, men traditionen tro er der åbent i juleferien fra d.26-30.december, hvor man kan møde lyslevende eksemplarer af nytårssilden og nytårstorsken.

Geddefeber

Skovflåterne spreder sig

Som lystfiskere skal vi være påpasselige når vi færdes ved vande i skovområder. 08.12.09 – MED DE STADIGT mildere efterår og vintre og de tiltagende mængder af blandt andet råvildt har skovflåter i de danske skovområder forbedrede betingelser for at sprede sig. Alvorligt er det, at TBE (Tickborn Encephalitis-virus) bærende skovflåter, der kan forårsage hjernehindebetændelse hos mennesker, har spredt sig fra Bornholm og til det østlige Sjælland (Tokkerup Hegn), hvor en yderligere spredning er mulig og sandsynlig.

Som lystfiskere er vi naturligvis udsatte, og eksempelvis karpefiskere, der jo ofte overnatter ved skovsøer og lignende bør være ekstra varsomme og undersøge sig selv for flåter efter hver fisketur. Færdes man i stor stil i områder, hvor der er risiko for flåtbid er der mulighed for at blive vaccineret, og ønsker man at opnå immunitet inden flåtsæsonen endnu engang starter op i foråret bør man søge til lægen netop nu. Vaccinationen skal gives over tre gange og den koster 250kr per omgang. Læs mere om skovflåten her og her.

Geddefeber

Fly vs Jerk III

Hvad er den ultimative metode til geddefiskeri: Flue eller jerk. For tredje gang forsøges dette spørgsmål besvaret. Her får du en teaser på den tredje film i rækken, men svaret – der må du se hele filmen. Se mere her.

Geddefeber

Ny bog fra Michael Jensen

Michael Jensens nye bog Døgnfluen og det evige liv byder på 152 siders medrivende læsning, og den kan fås for 169,- på forfatterens egen hjemmeside. 05.12.09 –MICHAEL JENSEN barsler ikke blot med ny hjemmeside i disse tider. Den foretagsomme mand har også været travlt beskæftiget den seneste tid med at lægge sidste hånd på bogen Døgnfluen og det evige liv. Den er ny på gaden, og den kan blandt andet købes online på Michael Jensens egen hjemmeside: www.michaeljensens.dk

Den nye bog byder på en række essays, der med Michael Jensens vanlige sans for humor og historiefortælling udfolder fiskeriet i dets underfundige og omsiggribende detaljerigdom.

Det er i høj grad fluefiskeriet, der er omdrejningspunktet i Døgnfluen og det evige liv, men hele tiden afsøges de universelle tanker, oplevelser og stemninger, der omgiver fiskeriet, og bogen er derfor andet og meget mere end endnu en gængs udgivelse om vores hobby.

Geddefeber

Skærgårdsgedder i Finland

På trods at svære forhold blev det til denne imponerende flotte skærgårdsgedde på knap 12 kilo, da Stefan Trumstedt rejste til Finland for at fiske.

04.12.09 – DEN GARVEDE geddefisker Stefan Trumsted er vendt hjem fra en tur til Finland, hvor han skulle mødes med vennen Mika Mäkelä og Janne Helenius fra finske Strike Pro for at fiske gedder i skærgården.

Da han kørte fra færgen var der is i vigene uden for havneområdet, lufttemperaturen var lige omkring frysepunktet, det var vindstille og vandet var spritklart. Det var altså ikke de bedste grundbetingelser, der mødte Stefan, men der var jo ikke andet for end at klø på.

De rutinerede geddefiskere besluttede sig for at forsøge sig over dybt vand, og om morgenen tabte Stefan en syv kilos gedde lige ved bådsiden. Ellers skete der ikke det store. Først flere timer senere fik Stefan endnu et hug.

Midt i et spinstop blev hans Phantom Wild Sucker taget af en 112 centimeter lang gedde med godt sul på kroppen. Sikkert i båden kunne fisken vejes til 11,8 kilo – en rigtig velproportioneret, smukt aftegnet og stærk brakvandsgedde

Se eventuelt mere på www.strikepro.com

Geddefeber