Nye Danmarksrekorder

Martin Steinickes helt på 2,77 kilo fra Randers Havn er en markant tangering af den danske rekord. 13.01.10 – REKORDUDVALGET har netop afholdt møde, og her er to nye danmarksrekorder blevet godkendt. Det drejer sig om en fluefanget rudskalle på 1,350 kilo, som unge Emil med det passende efternavn Fisker fangede i en sø i Jylland den 21.september sidste år. Den anden fisk, er den sensationelle helt på 2,77 kilo, som Jimmi Steinicke fangede i Randers Havn, og som man kunne finde i december-nummeret af Fisk & Fri.

Desværre måtte rekordudvalget afvise en flot hårising på 330 gram, grundet reglen om, at fisk kun optages, hvis de er over 500 gram. Dog barsles der med en liste med fisk, som ikke er kommet igennem nåleøjet – og det være sig både i saltvand og ferskvand.

Endelig måtte rekordudvalget afvise regnbueørreden på 10 kilo fra Karup Å, som har været omtalt her på siden. Et flot arbejde fra medlemmer af Karup Å Sammenslutningen fik fangeren til at erkende, at den ikke var fanget i Karup Å men i en privat sø. Hans godkendte bækørred fra sidste år, var også fra denne sø og derfor er denne rekord nu slettet.

Hvis du skulle have mod på at prøve kræfter med en ny dansk rekord, kan du gå ind på www.fiskerekorder.dk og se, hvor du skal lægge din indsats. Her er en oversigt over samtlige registrerede danmarksrekorder, og siden er netop blevet opdateret.

Friluftsland

Storaborre fra Tryggen

Martin Blond med sin halvmeter lange og 2,1 kilo tunge aborre fra Tryggevælde Å. Fisken huggede på en lille agnfisket brasen. 11.01.10 – TRYGGEVÆLDE Å er kendt for et særdeles fint aborrefiskeri, men den seneste årrække har meldingerne fra åen været både minimale og lettere demoraliserende. Det er derfor glædeligt, at vi her kan præsentere en fangstrapport fra én af Fisk & Fri’s læsere, som har oplevet noget fornemt aborrefiskeri i åen.

Martin Blond fortæller, at han altid har holdt meget af at gå langs Tryggevælde Å og dyppe orm, rejer og småfisk, som han fisker på matchstang. – Det har givet mig mange gode fights med diverse fiskearter, og den 24. november holdt jeg en af mine alt for sjældne fridage, hvor jeg op ad formiddagen satte kursen mod Tryggen.

– Jeg havde en spandfuld lækre småfisk med, blandet i arterne rudskalle, skalle, brasen og flire. Jeg startede halv ti med at servere disse på en str. 6 enkeltkrog og et let strømvandsflåd. Åen var blank og uden strøm, så jeg monterede en meter 0,40 line nederst, da dette ifølge mine erfaringer er "geddeforhold". Dette holdt i høj grad stik, for jeg landede i løbet af halvanden time en stribe tykke gedder, hvoraf de to største lignede femkilosfisk. Pludselig begyndte strømmen at løbe, og geddehuggene stoppede. Efter et ryk opstrøms, fangede jeg pludselig to fine aborrer, den ene var på vægten og vejede 1400 gram, så der var sandelig også stribede fisk i åen.

Efter endnu et ryk opstrøms, lagde jeg en lille blank brasen ud midt i åen, og den blev taget næsten øjeblikkeligt. Jeg giver tilslag med det samme, og stod lidt efter og fightede en to-trekilos "gedde" – lige indtil fisken viste sig i overfladen, og i høj grad så meget mere ud som en rigtig solid aborre. Så er det, at man selv som rutineret fisker begynder at fumle. Den så ekstremt yderligt kroget ud, og snart havde jeg sat nettet fast i en gren og linen i nogle kviste over mit hoved – men ved at strække mig så langt som muligt, fik jeg aborren over netkanten, og idet jeg løftede nettet, faldt krogen ud. Lidt mere end almindeligt heldigt, og for første gang nogensinde oplevede jeg min to-kilosvægt gå i bund med et lille plop. Den følelse kan ikke helt beskrives, og femkilosvægten måtte frem, så jeg kunne få vished.

Vægten lå med fin marginal på 2100 gram, og i stedet for den krigsdans jeg ofte har hørt om, at man skal danse, sad jeg vist nærmest apatisk og gloede i et stykke tid. Lidt senere, efter at aborren var blevet behørigt beundret og fotograferet, lod jeg skønheden svømme sin halvmeter krop ud i åen igen, og man tør dårligt tænke på, hvad sådan én vejer, når den til foråret trækker op med bugen fuld af rogn. Måske smiler lykken til den tid til endnu en aborrefisker, for at lande en 2-kilos aborre er vist en oplevelse, man husker meget, meget længe.

Friluftsland

Sandartekspert på spil

Denis Curot med et brag af en sandart på hele 9,2 kilo.

Ligesom de resterende sandarter fra Denis’ sandartsats faldt også denne 8,4 kilos fisk for en 8 centimeter jig fisket på et SG Ball jighead fra Savage Gear. 08.01.10 – DENIS CUROT – den franske Prologic og Savage Gear konsulent, har spenderet en række dage med at fiske sandart i en store fransk flod. Her cementerede han sit ry som en fremragende sandartfisker ved ikke blot at fange adskillige mellemstørrelse sandarter på 1-4 kilo, men samtidig ved at lande to af de helt grove sandarter fra floden.

De store fisk huggede ligesom de mindre fisk på otte centimeter lange Grubs og Cannibal Shads i farverne Lemon og Orange Glow, og de to monstre var henholdsvis 94 centimeter og 8,4 kilo og 96 centimeter og 9,2 kilo. Noget af en præstation, må man sige.

Se eventuelt mere her.

Friluftsland

Hvidt Guld fra Ambassadeur

Det nye Ambassadeur 5500 CDL Akvavit Edition er produceret i blot 250 eksemplarer, så hvis man ikke kan stå for det smukke hjul, skal man nok handle hurtigt. 07.01.10 – GREJSAMLERI er en hobby i fremmarch, og selvom det ofte er grej af ældre dato, som grejsamlerne higer og søger efter, kommer der i ny og næ spritnye samlerobjekter på markedet, som er svære at ignorere. ABU Garcia fremstiller eksempelvis med mellemrum specialudgaver af det klassiske Ambassadeur hjul – tiltænkt samlere mere end fiskere. Og de allerfleste af disse hjul lever da også et langt og lykkeligt liv indendøre – i belyste glasskabe, hvor de smukke hjul for alvor kommer til deres ret. Det er de færreste, som nænner at fiske med dem, selv om de er perfekte til formålet – men det er til en vis grad forståeligt nok.

Årets Ambassadeur hjul har fået tilnavnet "Akvavit" – fordi det er hvidt og leveres med fire smukke Intermezzo snapseglas med hvid dråbe fra svenske Orrefors. Det hele leveres i en smuk æske, hvor hjulet står på et podie af træ. Lige til at udstille!

Ambassadeur Akvavit er fremstillet i 250 nummererede eksemplarer, der har løbende nummerering i hjulfoden. Den fulde modelbetegnelse er Ambassadeur 5500 CDL Akvavit Edition, og hjulet er bygget op over ABU’s velkendte kastekanon 5500 CS Rocket.

Hjulet fremstår guldbelagt med runde perlemorshvide hjulgavle med Akvavit-gravering på den ene sidegavl. Spolen er af Dimple-typen med 6-arms centrifugalbremse, og Syncro-lineoplæg sikrer, at linen ligger perfekt.

Vejledende udsalgspris er kr. 5.000,- og nærmeste forhandler henvises til hos Purefishing.

Friluftsland

En isnende afslutning

Kenneth Rosenby trodsede elementerne, og fangede en frysende kold decemberdag denne 12,9 kilo tunge pragtgedde. 06.01.10 – SØERNE rundt omkring i landet er efterhånden ved at være helt lukket til af is. Ja, faktisk er der efterhånden så meget is på, at man så småt kan begive sig ud på isfiskeri – en luksus, som vi efterhånden yderst sjældent oplever. Inden det nåede så vidt, at søerne lukkede til, var Kenneth Rosenby på en sidste fisketur i det forgangne år. Tystrup Sø var målet, men ikke blot kneb det med at komme fra land, der var også kun åbent vand nogle få steder på søen. Til alt held var Kenneths favoritplads endnu delvist isfri, og han gav sig nu til at fiske yderkanten af denne plads af.

I tredje drev blev agnet taget, og efter en benhård men relativt kort fight kunne han nette en velkonditioneret gedde på 118 centimeter og 12,9 kilo som blev dagens eneste fisk i båden. En ganske værdig afslutning på fiskeåret 2009, må man sige.

Friluftsland

Status for Saltvandsatlas

Det nye Atlas over danske saltvandsfisk skal fungere som et slags udbredelseskort og skal i det hele taget være medvirkende til at generere ny viden om de mange fisk, der findes i de danske farvande. 05.12.10 – ZOOLOGISK MUSEUM er i gang med at dokumentere udbredelsen af de mange og forskelligartede fisk, der færdes i de saltholdige danske farvande. Det er et ambitiøst projekt, der skal munde ud i et saltvandsatlas – en pendant til et ferskvandsatlas, som allerede har taget form.

Selvom Zoologisk Museum allerede har data på mange af de arter, der færdes langs de danske kyster og over dybere vand, så er der lang vej endnu. Der er nemlig ganske mange forskellige arter i dansk farvand, og mange af dem er relativt ubeskrevne. For at blive klogere på disse arter, har Zoologisk Museum allieret sig med blandt andre erhvervsfiskere, der jo om nogen har "fingrene i suppen".

Saltvandsatlassets bagmænd vil være at finde på messen i Bella d.27.februar – 7.marts 2010, og her kan man blive meget klogere på det ambitiøse projekt.

Ellers er der yderligere informationer at hente her.

Friluftsland

DMU-Nyt om skarven

Skarven er en dygtig fisker – så dygtig, at den i for voldsomme antal kan udgøre en alvorlig trussel mod eksempelvis smoltbestandene. 04.01.10 – SKARVEN har været genstand for megen opmærksomhed de seneste år. For år tilbage blev bestanden af skarver herhjemme decimeret så drastisk, at skarven var ekstremt tæt på udryddelse. I dag – til gengæld, er skarvbestandene herhjemme i markant bedring. Ja, faktisk er der nu skarvkolonier så store, at de begynder at være en trussel mod bestemte fiskebestande – og det skaber debat.

Skarven hører naturligt hjemme i Danmark, men den er én af vores mest udskældte fugle. Den er utroligt tilpasningsdygtig, og så konsumerer den ganske betydelige mængder fisk – så mange, at dens tilstedeværelse mange steder influerer mærkbart på det fiskeri, vi lystfiskere skal nyde godt af. Af selvsamme årsag er den kontroversiel.

Vi har et ansvar for at beskytte den, men nu begynder man med rette at stille sig kritisk overfor den totalfredning, som skarvens talrige tilbagevenden til den danske natur baserer sig på. En ny bog fra Danmarks Miljøundersøgelse (DMU) om netop skarven tager denne kritiske tråd op og ser nærmere på, hvordan myndighederne forsøger at håndtere de debatter, som er opstået i kølvandet på skarvens genetablering i det danske.

Du kan læse mere om udgivelsen på DMU-Nyt, hvorfra der er også er et link til selve bogen.

Friluftsland

Fisk & Fri ønsker godt nytår

31.12.09 SÅ ER DET ÅRETS SIDSTE DAG og vil genre benytte lejligheden til at takke alle vores læsere for et dejligt 2009. Vi har nydt at producere bladet til jer og håber I har nydt at læse det mindst lige så meget.

Vi ønsker alle et rigtig godt 2010 med masser af gode fiskeoplevelser til alle.

Venlig hilsen – Redaktionen på Fisk & Fri

Friluftsland