Martin Steinickes helt på 2,77 kilo fra Randers Havn er en markant tangering af den danske rekord. 13.01.10 – REKORDUDVALGET har netop afholdt møde, og her er to nye danmarksrekorder blevet godkendt. Det drejer sig om en fluefanget rudskalle på 1,350 kilo, som unge Emil med det passende efternavn Fisker fangede i en sø i Jylland den 21.september sidste år. Den anden fisk, er den sensationelle helt på 2,77 kilo, som Jimmi Steinicke fangede i Randers Havn, og som man kunne finde i december-nummeret af Fisk & Fri.

Desværre måtte rekordudvalget afvise en flot hårising på 330 gram, grundet reglen om, at fisk kun optages, hvis de er over 500 gram. Dog barsles der med en liste med fisk, som ikke er kommet igennem nåleøjet – og det være sig både i saltvand og ferskvand.

Endelig måtte rekordudvalget afvise regnbueørreden på 10 kilo fra Karup Å, som har været omtalt her på siden. Et flot arbejde fra medlemmer af Karup Å Sammenslutningen fik fangeren til at erkende, at den ikke var fanget i Karup Å men i en privat sø. Hans godkendte bækørred fra sidste år, var også fra denne sø og derfor er denne rekord nu slettet.

Hvis du skulle have mod på at prøve kræfter med en ny dansk rekord, kan du gå ind på www.fiskerekorder.dk og se, hvor du skal lægge din indsats. Her er en oversigt over samtlige registrerede danmarksrekorder, og siden er netop blevet opdateret.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This