Martin Blond med sin halvmeter lange og 2,1 kilo tunge aborre fra Tryggevælde Å. Fisken huggede på en lille agnfisket brasen. 11.01.10 – TRYGGEVÆLDE Å er kendt for et særdeles fint aborrefiskeri, men den seneste årrække har meldingerne fra åen været både minimale og lettere demoraliserende. Det er derfor glædeligt, at vi her kan præsentere en fangstrapport fra én af Fisk & Fri’s læsere, som har oplevet noget fornemt aborrefiskeri i åen.
Martin Blond fortæller, at han altid har holdt meget af at gå langs Tryggevælde Å og dyppe orm, rejer og småfisk, som han fisker på matchstang. – Det har givet mig mange gode fights med diverse fiskearter, og den 24. november holdt jeg en af mine alt for sjældne fridage, hvor jeg op ad formiddagen satte kursen mod Tryggen.
– Jeg havde en spandfuld lækre småfisk med, blandet i arterne rudskalle, skalle, brasen og flire. Jeg startede halv ti med at servere disse på en str. 6 enkeltkrog og et let strømvandsflåd. Åen var blank og uden strøm, så jeg monterede en meter 0,40 line nederst, da dette ifølge mine erfaringer er "geddeforhold". Dette holdt i høj grad stik, for jeg landede i løbet af halvanden time en stribe tykke gedder, hvoraf de to største lignede femkilosfisk. Pludselig begyndte strømmen at løbe, og geddehuggene stoppede. Efter et ryk opstrøms, fangede jeg pludselig to fine aborrer, den ene var på vægten og vejede 1400 gram, så der var sandelig også stribede fisk i åen.
Efter endnu et ryk opstrøms, lagde jeg en lille blank brasen ud midt i åen, og den blev taget næsten øjeblikkeligt. Jeg giver tilslag med det samme, og stod lidt efter og fightede en to-trekilos "gedde" – lige indtil fisken viste sig i overfladen, og i høj grad så meget mere ud som en rigtig solid aborre. Så er det, at man selv som rutineret fisker begynder at fumle. Den så ekstremt yderligt kroget ud, og snart havde jeg sat nettet fast i en gren og linen i nogle kviste over mit hoved – men ved at strække mig så langt som muligt, fik jeg aborren over netkanten, og idet jeg løftede nettet, faldt krogen ud. Lidt mere end almindeligt heldigt, og for første gang nogensinde oplevede jeg min to-kilosvægt gå i bund med et lille plop. Den følelse kan ikke helt beskrives, og femkilosvægten måtte frem, så jeg kunne få vished.
Vægten lå med fin marginal på 2100 gram, og i stedet for den krigsdans jeg ofte har hørt om, at man skal danse, sad jeg vist nærmest apatisk og gloede i et stykke tid. Lidt senere, efter at aborren var blevet behørigt beundret og fotograferet, lod jeg skønheden svømme sin halvmeter krop ud i åen igen, og man tør dårligt tænke på, hvad sådan én vejer, når den til foråret trækker op med bugen fuld af rogn. Måske smiler lykken til den tid til endnu en aborrefisker, for at lande en 2-kilos aborre er vist en oplevelse, man husker meget, meget længe.
