Det nye Ambassadeur 5500 CDL Akvavit Edition er produceret i blot 250 eksemplarer, så hvis man ikke kan stå for det smukke hjul, skal man nok handle hurtigt. 07.01.10 – GREJSAMLERI er en hobby i fremmarch, og selvom det ofte er grej af ældre dato, som grejsamlerne higer og søger efter, kommer der i ny og næ spritnye samlerobjekter på markedet, som er svære at ignorere. ABU Garcia fremstiller eksempelvis med mellemrum specialudgaver af det klassiske Ambassadeur hjul – tiltænkt samlere mere end fiskere. Og de allerfleste af disse hjul lever da også et langt og lykkeligt liv indendøre – i belyste glasskabe, hvor de smukke hjul for alvor kommer til deres ret. Det er de færreste, som nænner at fiske med dem, selv om de er perfekte til formålet – men det er til en vis grad forståeligt nok.
Årets Ambassadeur hjul har fået tilnavnet "Akvavit" – fordi det er hvidt og leveres med fire smukke Intermezzo snapseglas med hvid dråbe fra svenske Orrefors. Det hele leveres i en smuk æske, hvor hjulet står på et podie af træ. Lige til at udstille!
Ambassadeur Akvavit er fremstillet i 250 nummererede eksemplarer, der har løbende nummerering i hjulfoden. Den fulde modelbetegnelse er Ambassadeur 5500 CDL Akvavit Edition, og hjulet er bygget op over ABU’s velkendte kastekanon 5500 CS Rocket.
Hjulet fremstår guldbelagt med runde perlemorshvide hjulgavle med Akvavit-gravering på den ene sidegavl. Spolen er af Dimple-typen med 6-arms centrifugalbremse, og Syncro-lineoplæg sikrer, at linen ligger perfekt.
Vejledende udsalgspris er kr. 5.000,- og nærmeste forhandler henvises til hos Purefishing.