sep 13, 2025 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Som nævnt tidligere i Grejnyt har Savage Gear i anledning af deres 20 års jubilæum valgt at fremstille tre Limited Edition-serier – og den sidste af de tre, hvoraf du kan finde de to andre under ”Grejnyt” i menuen, er 3D Whitefish Shad XL – er en solid lækkerbisken af en predatoragn, der med sine iøjnefaldende størrelse på hele 38 cm og 450 gram, er målrettet rovfisk i den helt grove ende.
Savage Gears 3D Whitefish Shad XL er en superrealistisk agn, som effektivt lokker med sine naturtro detaljer, den store paddletail samt et rullende livagtigt bevægelsesmønster. Alle agnene i serien er forsynet med Line Thru-system, Carbon49-wire og ultraskarpe SGY-Trekroge, samt mesh-forstærkninger og ekstra monteringsring under hovedet for nem og hurtig justering af synkehastigheden. 3D Whitefish Shad XL har desuden fotoprintede detaljer, og den er tilsat duft, der provokerer rovfisk til angreb.
3D Whitefish Shad XL fås i seks farver, og den vejledende pris er 299 kroner stykket. Se de nye Savage Gear 3D Whitefish Shad XL hos din nærmeste Savage Gear-forhandler fra oktober 2025.
Se retro 4–Play Classic´en her.
sep 13, 2025 | Nyheder
Hvad sker der, når man dropper bådfiskeri, GT og Tun til fordel for en frisk nattur på kysten? Jo – hvis man spiller sine kort rigtigt, så bliver man spændt rigtig godt for. Følg med Bram Bokkers ud i ørkenen og fang hajer direkte fra Omans golde kyster.
AF BRAM BOKKERS
Stjernerne funkler højt på den arbiske nattehimmel, da vi med ladte klinger sender vores agn ud over det IndiskeOcean. Vi har vinden lige imod os, så der er grænser for, hvor langt ud vi kommer.
Men til alt held er der god dybde helt ind under land. Jeg står stadig og kaster ude i surfen, da Burt har lagt alle sine takler ud – og jeg når knapt nok at komme ind, før han råber fast fisk. At dømme efter hans stang, der krummer totalt sammen, tyder alt på at det er en god fisk, og efter et stykke tid kan han lande en flot ørnefisk på omkring en meter. Men det er ikke småfisk vi er kommet efter…
Med tunfileter efter haj på Omans kyst
Vores takler er agnet op med friske tunfileter, tidevandet er hurtigt på vej op – det er nu, at chancerne for haj er størst. Det varer da heller ikke længe, inden hajerne går til fadet, og et kort kontakt stød i stangtoppen signalerer det første hug – en smuk lille haj på knapt en meter.
Seancen gentager sig, og inden længe har vi fanget flere mindre hajer. Men mens vi er ved at fotografere en af dem, tager fanden pludselig ved en af stængerne. Linen pisker af hjulet, hvorefter stangen bliver flået ud af stangholderen og trukket med faretruende hastighed igennem sandet. Bert når lige akkurat at få fat i stangen, inden den forsvinder i bølgerne. Og efter et solidt modhug svarer fisken lige så solidt igen med tung modstand i den anden ende.
Bremsen hyler og linen forsvinder lynhurtigt af spolen; 20 – 40 – 60 – 80 og 100 meter line forsvinder med støt fart, mens jeg nervøst ser til i pandelampens skær. Til sidst får Bert dog omsider bremset fisken, og kan langsomt vinde line tilbage på hjulet.

En kysttur i Oman byder på meget andet end fiskeoplevelser – her er det et par dromedarer, der nyder solnedgangen.
Monsterudløb fra citronhaj
Hajen slår voldsomt med hovedet i de mørke høje bølger, og hver gang vi tror den er ved at miste kræfterne, eksploderer den i endnu et langt udløb, hvor den på få sekunder flår ubehageligt meget line af hjulet.
Jeg fokuserer spottet på min pandelampe, og et stykke ude bag den voldsomme surf kan jeg akkurat skimte hajens halefinne cruise rundt i de store bølger. Det her lugter gevaldigt af JAWS. Fighten bliver ved med at trække ud, og mens vi står på stranden er det ikke svært at blive enige om, at det er en stor fisk. Selv ved fiskemarkedet, hvor vi har kigget meget efter hajer, har vi ikke på noget tidspunkt set noget, der minder om denne fisk i størrelse.
Efter en halv time begynder den flotte haj omsider at vise tegn på træthed. Med tanke på hvilke andre hajer, der kan lure ude i det mørke vand, er det med en vis tøven, at jeg vader ud i surfen for at få fat i hajen. Men efter et par forsøg lykkes det mig at få fat i halen og trække den over to meter lange haj op i sandet. Hajen, der er en citronhaj, vejer i omegnen af 80 kilo.
Bert poserer hurtigt med fisken, mens jeg tager et par hurtige skud med kameraet, inden vi forsigtigt sætter hajen tilbage, hvor den kom fra. Da fisken har sundet sig lidt, slår den et gevaldigt slag med halen, så vandet står til alle sider. Få sekunder efter er fisken tilbage på sine jagtmarker. Vi fortsætter fiskeriet, og inden natten er omme, har vi haft yderligere fire hug, hvor det lykkes os at lande to smukke og hårdtkæmpende spottail hajer.
Natten efter fortsætter det fantastiske hajfiskeri, og der er større fisk i farvandet. Men desværre bliver det ikke denne nat, at de bider på – og den følgende dag skal vi hjem. Hajeventyret er slut for denne gang, men vi er helt overbeviste om, at dette kun er toppen af isbjerget. Der er ingen tvivl; landet hvor 1001 nats eventyr i en svunden tid udspillede sig – byder i dag på mindst 1001 eventyrlige spændende fiskemuligheder.

Kysterne veksler med sandstrande og maleriske klippeformationer. Meget smukkere bliver det ikke.
Efter haj på kysten i Oman
Vi bedrev vores fiskeri med 150-400 grams stænger, store fastspolehjul og 50 lbs fletline. Forfanget var kraftig stålwire, og vi brugte 1,5 mm fluorocarbon som slagline. Krogene var str. 8/0 cirkelkroge og det var nødvendigt med en kastevægt på mindst150 gram for at komme ordentligt ud. Vi arrangerede vores tur via www.tightlines.nl som kan kontaktes på 00 31 180 434788 eller info@tightlines.nl.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010
sep 12, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Bombardafiskeri efter havørred, Friluftsliv, Grej og beklædning, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Nyheder, Video
Kystfiskeri efter havørred er både sjovt og spændende. En af de mest fantastiske måder at opleve fiskeriet på er helt klart ved at tage aftenfiskeriet, fiske inde i mørket, nappe en lur på stranden midt om natten og derefter tage det helt tidlige morgenfiskeri, som ofte kan være virkelig godt.
Netop denne tilgang vil for mange også være den eneste realistiske måde at opleve det helt tidlige morgenfiskeri på, da man ellers ville skulle have været helt uhyggelig tidligt oppe, for at kunne være i vandet på det gyldne tidspunkt, der ofte kaster både mange og gode fisk af sig. Når man overnatter på kysten, kan der være en del at slæbe på, hvis man skal have en komfortabel tur med både god mad samt drikke – og en behagelig overnatning.
I denne video er vi taget med outdoor eksperterne Allan Svare Nielsen og Niels Peetz fra Friluftsland på kysten, for at høre om, hvad man skal tænke på, når man vælger rygsæk, liggeunderlag og sovepose. Undervejs får du også en masse tips til strandhygge, mad og drikke samt en god tiltrængt morgenkaffe til at få øjne på. Glæd dig til en fantastisk overnatning på kysten med masser af gode grejtips samt et fortryllende aften- og morgenfiskeri med en flot solnedgang, go´nat whisky, blændende smukke morgentåger, jagende marsvin i havstokken. Og sidst, men ikke mindst – masser af fine havørreder.
Se den nye video om overnatning på kysten på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
sep 11, 2025 | Nyheder
Dette spørgsmål er temaet, når ”Red Isefjord” inviterer til offentligt møde i Roskilde den 15. september, 2025: De danske fjorde er under massivt pres. Fedtemøg, iltsvind, næringsstoffer, invasive arter og gamle forureninger truer biodiversiteten og kvæler ålegræsset. Roskilde Fjord er ingen undtagelse – selvom den rummer et enestående fugleliv, muslingebanker og et unikt samspil mellem fersk- og saltvand.
Samtidig står Danmark midt i en historisk naturindsats: Med Den Grønne Trepart har regeringen, organisationer og erhverv lanceret en storstilet plan for at genoprette biodiversiteten og skabe bedre vilkår for livet i fjorde og farvande. Spørgsmålet er: Kan planen indfri løfterne – eller ender den i hensigtserklæringer uden reel effekt?
Det spørgsmål stilles til debat ved et offentligt møde arrangeret af Red Isefjord den 15. september kl. 19.00 på Roskilde Festival Højskole, Basgangen 20, Roskilde. Der er gratis entré, og ingen tilmelding er nødvendig.
To markante stemmer giver hver deres bud på, hvordan fjordene kan reddes:
Jørgen Brink Hansen: Biolog med speciale i ferskvandsøkologi, forperson hos Roskilde Oplevelseshavn og Fjordhave samt medlem af Danmarks Naturfredningsforenings Fjord- og Havnetværk. Han vil fortælle om Roskilde Fjords økologiske tilstand, dens betydning for fugle- og dyreliv – samt de konkrete presfaktorer, der truer fjorden i dag.
Kjeld Hansen: Landmand, miljøjournalist og redaktør af det kritiske nyhedsmedie gylle.dk. Han sætter fjordens udfordringer ind i den nationale sammenhæng og spørger, om Den Grønne Trepart virkelig kan blive vendepunktet – eller om landbrugets indflydelse fortsat vil blokere for en reel grøn omstilling.’
Mødet afsluttes med en debat, hvor publikum får mulighed for at stille spørgsmål og deltage i dialogen om fjordenes fremtid.
Tjek arrangementet på Facebook her.
Læs mere om Red Isefjord og foreningens arbejde på www.redisefjord.dk.
sep 11, 2025 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
I anledning af, at Savage Gear kan sit fejre 20-års jubilæum i år, har grejproducenten fremstillet en Limited Edition-serie af nogle af deres superhotte og attraktive predatoragn. – De er fremstillet specifikt for at markere jubilæet, og for at understrege brandets DNA samt hovedfokus – nemlig fiskeriet efter de mest glubske rovfisk i størrelse XXL, lyder det fra Savage Gear.
En af agnene i serien er den vanvittigt livagtige og iøjnefaldende 3D Line Thru Whitefish 36 cm, som er en ultra-realistisk efterligning af den lille laksefisk helt i str. XXL på 36 cm og 478 gram.
– 3D Line Thru Whitefish 36 cm har utroligt naturtro detaljer samt et helt unikt og livagtigt bevægelsesmønster. Alle agnene i serien er forsynet med det legendariske Line Thru-system, Carbon49-wire og ultraskarpe SGY-Trekroge, samt forstærkede samlinger og ekstra monteringsring under hovedet for nem og hurtig justering af synkehastigheden. Endelig er 3D Line Thru Whitefish 36 cm forsynet med fotoprintede detaljer og tilsat duft, der provokerer rovfisk til angreb. 3D Line Thru Whitefish kommer i seks specialudvalgte farver til en vejledende pris på 369 kroner stykket. Oplev de nye Savage Gear 3D Line Thru Whitefish 36 cm hos din nærmeste Savage Gear-forhandler fra Oktober 2025.
For yderligere info om Savage Gears produkter kan Pure Fishing Danmark desuden kontaktes på kundeservice@purefishing.com
sep 11, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Mine venner og jeg har lejet Svaneke Fyr for en uge, fortæller Daniel Lauritzen. – Jeg stod tidlig formiddag oppe på terrassen og kiggede ud over klipperne.
– Pludselig så jeg en stor fisk hoppe lige omkring en lille pynt, og to minutter senere så jeg endnu en fisk hoppe. Jeg havde ellers tænkt mig at fiske et helt andet sted, da der var ret høj vindstyrke mod land, men jeg valgte alligevel at hente stangen og klatre ud på klipperne. 5-10 kast senere, fik jeg et kæmpe hug og så var fighten i gang. Fisken sprang helt fri af vandet 3-4 gange, efterfulgt af to udløb mod bunden.
– Til sidst kunne jeg mærke, at jeg havde overtaget, og at fisken var kroget godt, så den kom ind i nettet. Det var en super flot fisk, taget på en helt eventyrlig lokation – og så endda i bagende sol på en mandag formiddag. Havørreden var 65 cm lang og skal tilmeldes Daiwa Open 2025.
sep 10, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har lige været en tur i Norge, hvor jeg har deltaget som guide for Ifish Travel, hvor jeg også selv har fået fisket en del, fortæller Jonas Holmgaard. – På sidstedagen skulle et spot ude i Atlanterhavet fiskes af, da vi med erfaring fra tidligere ture har haft godt fiskeri derude.
– Fiskeriet foregik med en 400 grams pirk samt det klassiske sprutteforfang, og allerede efter kort tid fangede jeg en god torsk på 9 kg. Så fiskede vi videre, hvorefter jeg fik et rigtigt fornuftigt hug, der føltes som en torsk mere i samme kaliber. Men til vores store overraskelse, kunne vi efter en fin fight, se en stor havtaske vise sig nede i dybet og komme op til båden.
– Havtasken vejede 8.5 kg, og den er nok en af mine mest specielle fangster til dato. Der går nok mange år – hvis nogensinde, før sådan en fisk bider på min krog igen.
Hvis du vil med på næste tur med iFish Travel til Norge så sejler vi igen 6-11 maj 2026, hvilket du kan læse mere om hos iFishTravel her.

Havtasken er snarere unik end køn…Denne flotte fisk blev taget af Jonas Holmgaard på en tur med iFish Travel til Smøla i Norge.
sep 10, 2025 | Nyheder
Man kommer ikke meget tætte på det traditionelle Furesøfiskeri end løslinefiskeriet, hvor man bare har agnene hængende lige under båden på et strategisk godt udvalgt sted.
Netop dette fiskeri har Jan Kristoffersen opdyrket på det seneste med et par kammerater bl.a. Kim Andersen og Per Lien Petersen, som du ser ovenfor med en af gutternes fine fangster – en aborre på 1,425 taget på en løslinefisket skalle. – Vi fisker typisk på 5-10 meter vand omtrent halvvejs nede i vandsøjlen med vores agn og så ellers hjulet på knarre eller løs bremse, fortæller han. – Efter vi fandt de rette områder, har fiskeriet været stabilt med 1-3 store fisk pr. tur. En enkelt af de større fisk, vi har fået, har dog også været på jig. I alt er det blevet til tre fisk over 1,4 kilo og det er it at vi også før gedder på løslinefiskeriet.
– Jeg har også fisket en dem trolling med wobler omtrent 15 meter nede på 20-30 meter vand, hvilket har givet en del gedder op til seks kilo med den bedste dagsfangst på otte gedder, slutter han.

Kim Andersen med en flot aborre fra Furesøen. på 1,415 kilo og 45 cm taget på løslinefiskeri med en skalle. Ovenfor Per Lien Petersen – også med en 1,4 kilos. Jan Kristoffersen har også fået store fisk – men har ikke gode billeder, hvor han holder dem.
sep 9, 2025 | Nyheder
I går startede fiskeriet efter kvotetun ved Gilleleje, og der er pt landet samt hjemtaget otte tun – seks i går og indtil videre to i dag, hvoraf vi har fået tilsendt et foto af den seneste på 267 kilo af en tilfældigt forbipasserende på Gilleleje Havn, som du ser ovenfor.
Aftalen om en kvote på 5 tons er en del af 2025 fiskeriaftalerne, og indtil videre er det udelukkende lystfiskere, der har deltaget i DTU Aquas tunprojekt i 2024, som er udtaget til at kunne fange disse fisk. Hvem der får lov til at fange og hjemtage en tun, det afgøres ifølge DTU Aqua selv ved en helt tilfældig lodtrækning, men alene det, at kun både fra DTU Aquas projekt kan udtages gør, at det reelt set ikke er et fiskeri, der er lige for alle – selvom det er en offentlig kvote, der officielt er tildelt alle danske lystfiskere.
Fra publicering af muligheden for ansøgning til kvoterne den 4 august på landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside – som næppe mange læser ved en tilfældighed – og til deadline på ansøgningen var der kun syv dage til at ansøge: Dettte – kombineret med det faktum, at ansøgningsmuligden ikke blev bredt kommunikeret ud til danske lystfiskere, lugter af, at man reelt set har ønsket, at kun en svæver inderkreds skulle få muligheden for at være med. Fisk & Fri fik dog nys om sagen og publicerede derfor ansøgningsinfo allerede den 5. august. Selv på DTU Aquas egen hjemmeside mårettet lystfiskeriet – fiskepleje.dk – blev muligheden for at få del i kvoten ikke kommunikeret ud.
Vi må håbe, at kommende tunkvoter fremover bliver administreret til glæde for alle, så samtlige danske lystfiskere, der opfylder rimelige krav til fx både, skippererfaring og grej, reelt set kan deltage i lodtrækningen om at fiske efter disse eftertragtede fisk i dansk farvand – uanset om man bidrager økomomisk til DTU Aquas projekt eller ej.
DTU Aqua har brugt flere år på at udregne en dødelighedssprocent på C & R, som ifølge forskerne er et par procent. Så er det jo simpelt at regne baglæns og se, hvor mange C & R tun der kan fanges, før at hjemtagningskvoten på 5 ton er brugt. Et oplagt og rimeligt scenarie vil være at tillade et fiskeri efter tun, der er helt uafhængigt at DTU Aqua og som i stedet administreres af Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Det er helt fint og godt, at DTU Aqua laver forskning og mærker tun – men der er ingen rimelighed i, at de tiltager sig ejerskab over et fiskeri, der bør være frit og lige for alle. Så kan dem, der vil mærke for DTU Aqua gøre det – og dem der ikke vil – ja de kan fiske tun efter samme retningslinjer for fx både og grej som der pt praktiseres, for at fiskeriet kan være bæredygtigt.
Vi ses derude – Jens Bursell
Du kan følge med i tunbådendes positioner på Vesselfinder her.