sep 30, 2025 | Nyheder
Bolværkstunen – eller makrellen – er en af de mest populære sæson-sportsfisk herhjemme – og det har gennem mange år været en af de arter, som bare blev betragtet som en velsmagende selvfølge, når højsommeren bankede på døren. Men sådan er det ikke nødvendigvis længere.
ICES – Det internationale havforskningsråd, er i dag kommet med nye anbefalinger til 2026 kvoterne på nordøstatlantisk makrel, der ligger langt under de gamle kvoter, hvilket afspejler en drastisk fald i populationerne. Fisketrykket er alt for højt og mængden af gydende makreller er under et bæredygtigt niveau, hedder det i udmeldingen.
ICES skønner, at man siden 2010 har overfisket med 39 % i forhold til de videnskabelige anbefalinger fra ICES, og forskerne advarer om, at hvis ikke der skæres markant ned på makrelfangsterne i 2026, øges risikoen for et kollaps af bestandene – både på kort og lang sigt:
– Fishing pressure on the stock is above FMSY and FPA; spawning-stock size is below MSY Btrigger, BPA, and Blim.
Endvidere konkluderer ICES:
– The sum of the unilateral quotas for mackerel has resulted in catches that have exceeded the scientific advice by, on average, 39% since 2010. The stock is estimated to be below both MSY Btrigger and Blim in 2025. The advice is based on the MSY approach that should lead to a short-term recovery above Blim and a medium-term recovery above MSY Btrigger. Failing to adhere to the advised catches as derived from the application of the MSY approach may lead to a lower chance of the stock recovering to above Blim in the short term and to above MSY Btrigger.in the longer term.
Lad os håbe at politikerne – i modsætning til tidligere – tager ansvar for situationen og følger forskernes anbefalinger.
Læs mere om ICES deprimerende udmelding om de nordøstatlantiske makreller her.
sep 29, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Boende få hundrede meter fra åen har Niels gode muligheder for at fiske, når forholdene er helt perfekte. Her nyder han udsigten på strækket ved Rademølle Bæk.
Uggerby Å slynger sig malerisk gennem Vendsyssels afvekslende natur. Store dele af åen er ureguleret og byder på et godt havørredfiskeri med det ene fantastiske sving efter det andet. Følg med den lokale storfanger, Niels Gårdbo, der har fanget langt over 100 fisk over fem kilo – inklusiv fem fisk mellem ni og ti kilo i den lille lunefulde å.
TEKST JENS BURSELL, FOTO: FOTO: JENS BURSELL, HENRIK KASSOW ANDERSEN OG NIELS GÅRDBO
NIELS GÅRDBO fra Bindslev er uden tvivl en af dem, der har landet allerflest store havørred i åen – inklusiv årekorden på intet mindre end 11,7 kilo. Fisken blev taget i 2002, hvor Niels var så beskeden at fange mere end tyve havørreder over fem kilo i åen – heraf størstedelen på 5-7 kilo, enkelte ottekilos samt to fisk mellem ni og ti kilo!
Med bopæl i gåafstand fra nogle af de bedste pladser, kender han åen som sin egen bukselomme – og har dyrket fiskeriet efter åens store havørreder siden starten af tresserne. Dengang var havørredbestanden dog kun en skygge af sig selv, så i starten var det største fokus på åens gode bestand af bækørred – især i de øvre dele af åen – samt de små tilløb. Men i takt med, at forureningen blev mindsket, udsætninger øget og fisketrappen forbedret, steg bestanden stødt til et niveau, og på et tidspunkt blev der landet virkelig mange femkilos fisk i efteråret.

1) Niels Gårdbo med en af hans fem havørred over ni kilo – alle fra Uggerby Å. Denne fluefangede skønhed, der huggede tæt ved Ågårdsbro, vejede 9,2 kilo og målte 95 centimeter. 2) Niels Gårdbo med sin rekord havørred på 11,7 kilo fra 2002.
Giganthavørreden fra Uggerby Å
Årekorden huggede den 15. september 2002. – Jeg var taget til Uggerby for at fiske et par timer, fortæller Niels. – Tim Thygesen gik og fiskede med blink på stykket, og vi aftalte, at han fiskede videre nedstrøms, mens jeg så ville begynde forfra på stykket med fluestangen. Da jeg havde fisket et par hundrede meter uden at se eller mærke noget kom Tim, som heller ikke havde haft noget action, tilbage. Vi snakkede mens jeg fiskede videre, og var begge enige om, at åen var noget død den dag.
– Da tusmørket sænkede sig, skulle jeg lige til at pakke sammen, da jeg fik et godt hug på min sorte rørflue. Først blev linen slap, idet ørreden vendte med fluen, men så skal jeg ellers love for, at der kom pres på stangen. – Så er der en, råbte jeg. – Er den stor, råbte han, hvortil jeg måtte svare, at den vel nok kunne holde fem-seks kilo.
– Fisken gik tungt og dybt meget af tiden, og engang imellem tog den en runde i et stort høl. Jeg lagde et rimeligt pres på fisken, da jeg kunne mærke, at linen raspede mod tænderne, hvilket er et sikkert tegn på, at fisken er dybt og godt kroget. Men efter tyve minutters fight var den klar til gafningen, som måtte foregå i pandelampens skær, da det nu efterhånden var blevet helt mørkt. Vi var endnu ikke klar over fiskens størrelse, men da Tim huggede gaffen i fisken, så vi det kæmpestore gab, som ikke efterlod nogen tvivl om, at det var en mega fisk. I takt med, at Tim løftede, blev der bare ved med at komme mere og mere fisk op ad vandet, mens Tim – tynget af den tunge giganthavørred bare sank dybere og dybere ned i mudderet…
– Da jeg kunne se, at han målløs over situationen, var ved at komme i vanskeligheder, smed jeg stangen og kastede mig ned i vandet, for at hale fisken sikkert op på land. Vores ti-kilos klaskede i bund, så vi tilkaldte Henrik Kassow Andersen, der dengang arbejdede i Brasholt i Hjørring. Henrik forevigede fisken, som herefter blev vejet på kontrolleret elektronvægt i Hirtshals til 11,70 kilo fordelt på 99 centimeter. Det var en fiskedag jeg sent vil glemme.
Otte havørred med tre 6 kilo+ på én dag i Uggerby Å
– Den vildeste dag jeg har oplevet, havde jeg otte havørred på land, hvoraf tre lå mellem seks og syv kilo, fortsætter Niels. – Forholdene var helt perfekte. Det havde regnet et par dage, så åen var steget, hvorefter vandet og begyndt at klare op med et svagt brunligt skær der minder om farven på cognac. Alle fiskene blev taget på flue, men fanget forskellige steder på åen. Ofte fisker jeg 3-4 forskellige stræk på åen i løbet af få timer, for på den måde at kunne gå i fred uden at genere andre fiskere.
– Åen byder på over 50 kilometer havørredfiskeri, hvor den nedre del af systemet nedstrøms Mostrup kendetegnes ved at være fuldstændig ureguleret. Dette betyder, at der er hundredevis af perfekte sving med masser af standpladser for ørrederne. Her giver Niels dig et oprids over de forskellige stræk – samt de bedste fiskesteder.

Jens Bursell i aktion med spinnestangen en fortryllende sommernat ved Uggerby Å.
De bedste fiskepladser til havørred i Uggerby Å
Uggerby Å løber ud i Tannis Bugt cirka ti kilometer øst for Hirtshals. Det nederste stræk fra havet og op til Bløde Grøft ejes af staten, og der kræves et særligt dagkort for at fiske her. Strækket, der er langsomt flydende, er utroligt populært til grønlænderfiskeriet i starten af sæsonen. Årsagen er, at der i perioden fra midten af januar til april er mange fisk, som har en rigtig høj snitvægt. Langt de fleste af dem holder målet og hovedparten ligger mellem 45 og 55 centimeter. Eller sagt på en anden måde – der er næppe nogen dansk å, der byder på et bedre grønlænderfiskeri.
–De bedste stræk er blandt andet det sidste knæk på åen inden stranden, strækket fra hængebroen til det første sving samt Skrædderens hul, der ligger umiddelbart neden for P-pladsen ved starten af cykelstien, der fører tværs over terrænet ned til hængebroen. Det over halvtreds meter lange hul var pladsen, hvor Skrædderen fra Bjergby i 1944 fangede en 8,5 kilos havørred, der igennem lang tid var åens rekord. Strækket bliver slået med kratrydder og er let at affiske, hvis man er til natfiskeri.
– Opstrøms kommer der et privat stræk, som afløses af dagkortstrækket Kaj Post, hvor der også bliver taget mange fisk. Herefter kommer det lille stræk, hvor vi ikke har fiskeret. Opstrøms dette ligger strækket Sam’s, som ofte byder på godt fiskeri især om foråret. Mellem dette og Uggerby kommer der så et langt stræk, der især om efteråret giver fint med fisk. Generelt er stykket fra havet og op til Uggerby et af de stræk med mindst fisketryk, hvilket egentlig er synd, for der kan være rigtig godt fiskeri i hele sæsonen.
Havørred på fiskepladserne opstrøms Uggerby
– Opstrøms Uggerby kommer der mere fart på strømmen, fortsætter Niels. – Strækket fra Uggerby og opstrøms til Bindslev er et virkelig smukt stræk, hvor det ene gode sving afløser det andet. Mellem vejbroerne i Uggerby er der nogle rigtig gode standpladser med et par store sten og dybe sving.
– Lige opstrøms byen er der også steder med udskredne faskiner, som giver helt perfekte standpladser til ørrederne. Ved Skeens Møllebæk er der et stryg med mange sten, hvor der er gode pladser i den dybe smalle rende lige opstrøms. Både opstrøms og nedstrøms den store P-plads er der ligeledes et langt stryg, der kan holde en del fisk.

Foreningens formand Henrik Kassow Andersen (tv) fortæller røverhistorie om åens store havørred – sikkert i læ fra regnen under det nye hyggelige shelter nedstrøms Elværket.
– Oven for P-pladsen er der ikke mange stryg, men i stedet flere partier med dybe render, vekslende med gode sving, der alle byder på gode standpladser. Midtvejs mellem Uggerby og Bindslev ligger Ågårdsbro. Opstrøms denne er der et naturligt stryg, som for nylig er forbedret med ekstra grusbanker og store sten, med det formål at optimere gydeforholdene for den sjældne havlampret, hvilket naturligvis også kommer havørrederne til gode. Herfra og til Bindslev afløser det ene perfekte sving det andet.
– De kan stå overalt, og jeg kan ikke udpeget et stræk på 50 meter, hvor jeg ikke har fanget en god havørred… De steder, hvor græsset ikke er nedbidt af kreaturer, trimmer SHO bevoksningen med en kratrydder, så det er relativt let at fiske selv om natten. De sidste 3-400 meter inden fisketrappen er der altid en ekstra ophobning af fisk, som bliver lidt forvirrede, når de skal op af trappen.
– Det ved lystfiskerne, og derfor er strækket ofte temmelig velbesøgt. Det er da også her man har valgt at placere foreningens flotte shelter. 50 meter opstrøms fisketrappen er der i øvrigt fire shelters med skydedøre, hvor man kan overnatte ganske gratis. Her er desuden skraldespande, bålplads og grill.
Havørredpladser opstrøms Elværket ved Uggerby Å
– Opstrøms elværket og 2-3 kilometer frem er åen langsomt flydende på grund af opstemningen, hvilket gør strækket mindre populært – især blandt fluefiskerne. Fra lidt nedstrøms Terkilds Bro og opstrøms kommer der igen nogle rigtig gode stræk. Og sådan fortsætter det hele veje op til Mosbjerg, hvor kantbevoksningen lige ud til åen også bliver ryddet med kratrydder, så det er til at komme til. Åen har aldrig været reguleret nedstrøms Mosbjerg – så her er der simpelthen bare fantastiske muligheder.

Sommer og efterår fiskeri Niels kun med en flue på forfanget, men i det tidlige forår anvender han ofte en ekstra ophænger i skrigende orange – fx Chillimps eller Red Tag Palmer.
Havørredplader fra Mosbjerg til Sindal
Fra Mosbjerg til Sindal er der reguleret en del steder, men der er stadig nogle rigtig gode sving. Men selv på nogle af de lige stræk, kan der være mulighed for at fange gode havørred. Og hvis du er typen, som kan lide at have fiskeriet for dig selv, så er dette stræk et rigtig godt bud på et stræk med stort uudnyttet potentiale. Der er nemlig ret langt at gå ned til åen – helt op til over en kilometer, hvilket afskrækker mange for at give sig i kast med strækket. Men det gør også, at der er færre om fiskene…
Jo længere vi kommer op i systemet, desto flere bækørreder fanger du – og desto færre er der, Som fisker. Her er mildest et kæmpestor uudnyttet potentiale som bækørredfisker, og der er stadig mange steder fine chancer for at fange store havørreder, der faktisk findes helt op til opstrøms Ilbro.
Opstrøms Uggerby Å – havørred fra Sindal til Ilbro
– De få der fisker havørred på dette stræk fanger fisk, men de går stille med dørene. Strækket, der er relativt lavvandet, er for størstepartens vedkommende reguleret og mere kanalagtig end resten af åen – men lad dig ikke snyde. Der kan være rigtig godt med fisk. Enkelte steder er der nogle dybe indsnævringer og faskinerester i åen, som giver perfekte havørredpladser. Og – da mange af de vigtigste gydeområder ligger et godt stykke opstrøms Ilbro, er der selvsagt også masser af fisk, der passerer forbi dette stræk. Selv om her er ret kanaliseret, er der så høj kantbevoksning, at natfiskeri er mere eller mindre umuligt. Ved Ilbro stopper dagkortfiskeriet, og de områder man har fiskeret på som medlem af Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn. Fisketilladelse kan kun opnås ved at spørge lodsejerne.
De bedste spinnemetoder til havørred i Uggerby Å
– Med spinnestangen er min favoritmetode opstrøms spin med en Mepps Aglia str. 3 i sølv, fortsætter Niels. – Jeg har for mange år siden droppet det traditionelle nedstrøms woblerfiskeri, for man mister simpelthen for mange fisk på dårligt kroghold – og så er de så forbandet dyre, hvis man mister en. Men dem der sværger til dette fiskeri, anvender typisk 7 centimeters Rapala woblere – typisk Original, Jointed eller Countdown. Min favoritline er nylonlinen Drennan Double Strength 0,285, som jeg aldrig har mistet en fisk på.

Niels fisker stort set altid med flue om natten, og her er det især sort hvide rørfluer monteret med en Owner ST36 BC str. 12, der gør udslaget.
Fluegrej til havørred i Uggerby Å
– Med fluegrejet fisker jeg helt traditionelt nedstrømsfiskeri med en 10 fods Daiwa Whisker # 7-9. Linevalget veksler mellem en synke 2 til lav-mellem vandstand, mens jeg vælger en hurtigt synkende i høj vandstand – typisk forår og efterår. Om sommeren har jeg ofte 1,5 meter 0,33 nylonforfang i Drennan Double Strength. Forfanget afkortes helt ned til ca. 25 centimeter, ved høj vandstand og i koldt vand, hvor det er vigtigt at komme ordentligt ned til fiskene, slutter Niels.
Et aktivt foreningsliv hos Sportfiskerforeningen for Hjørring og Omegn
Sportfiskerforeningen for Hjørring og Omegn er en stor forening, der igennem tiden har gjort ufattelig meget for at genskabe den unikke havørredbestand i Uggerby Å. Når man snakker med medlemmerne og går ind på foreningens hjemmeside www.uggerbyaa.dk er man ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om en aktiv forening, der gør utrolig meget for deres medlemmer – både hvad angår fiskevand, faciliteter og spændende aktiviteter for lystfiskere i alle aldre. Planlægger du mere end blot et par dages fiskeri på en sæson, kan vi derfor varmt anbefale dig et medlemskab i foreningen, hvor du som medlem får frit fiskeri på størstedelen af åen.
Sæson og fisketid i Uggerby Å
Selvom der visse år kan være fint fiskeri efter store, blanke opgangsfisk allerede i juni, er det dog ofte først fra juli, at der er mange fisk i åen – og gode chancer for et stabilt fiskeri. Kommer man helt hen i midten af august og frem kan man være næsten 100%på, at der er rigtig mange fisk i åen. Men åen kan være lunefuld, og der er selvfølgelig ingen fangstgaranti…
Selv godt hen i oktober kan der være gode chancer for blankfisk. Sommeren igennem er det mest aften, nat og tidligt morgenfiskeri, der giver godt, men i ruskvejr eller fra slutningen af september og fremefter, hvor vandstanden ofte er høj og vandet lidt mere uklart, kan dag- og især aftenfiskeriet være givtigt under mange forskellige forhold. Især midt på sommeren er et godt fiskeri ofte betinget af høj, men faldende vandstand, der langsomt er ved at klare op.
Læs mere om fiskeriet i Uggerby Å her, hvor du også kan blive medlem af Sportfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, der har fiskeretten,
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2009
sep 27, 2025 | Nyheder
– Turen gik forleden til Nordvestsjællands Fiskepark, hvor alle ved, at der går nogle seriøse store stør og karper, der er i god vækst. Og det var sidstnævnte, jeg ville give et skud. Sådan lyder det fra Erik Rasmussen.
– Søen landede jeg ved tirsdag aften, efter det var lykkes at få fri fra arbejde onsdag til fredag, så jeg havde knap tre dage til rådighed. Jeg var spændt på, om det lykkes at få nogle karper på land, da jeg ved, at stør kunne blive en udfordring. Jeg fiskede med to stænger til karperne og brugte foder, der ikke lugtede at fisk, for at fjerne den største risiko, men der kom selvfølgelig et par stykker, forbi min fodring alligevel. For at fordrive ventetiden fiskede jeg også med en enkelt stang efter stør, og det gik fint med nogle fine og store stør på land. Til karperne lavet jeg to store fodringer godt spredt ud, og på den måde håbede jeg, at jeg kunne lokke et par fisk til.
– Der skulle gå helt til torsdag, før der kom et voldsomt take. Yes – det var helt sikkert en karpe med den fart den havde på, og rigtig nok – ind kom en super flot spejlkarpe på hele 19,4 kg. Feeedt, det var lykkes at få en af søens helt store fisk, men det skulle vise sig at blive meget vildere. Hen ad aftenen kom der igen en skøn lyd af endnu karpestang, der røg afsted. Denne gang var det dog “kun” en lille spejlkarpe på 10,2 kilo, men fedt nok. Det virkede som om, at det jeg havde gjort var rigtigt, for der var kommet fisk fra begge mine foderspots, så jeg kunne gå til ro med en god fornemmelse til natten.
– Men så kom der endnu en gang skøn lyd fra den ene karpestang. Jeg røg ud og fik strammet op, og så kørte toget ellers dér udad. Fighten gik fint. Jeg var rolig, fisken opførte sig pænt, og jeg kunne mærke, at den var ret tung. Da den kom til syne i pandelampens skær, så kunne det nok være, at jeg blev en anelse nervøs, for i det klare vand kunne jeg godt se, at den var kæmpestor.
– Med rystende hænder fik jeg den heldigvis i nettet i første forsøg, og hvis jeg ikke var frisk i mine øjne, så blev jeg det i hvert fald, da jeg så, hvad vægten viste – nemlig helt utrolige 24,2 danske kilo, da slyngen var trukket fra! Jeg tror nok lige, at det var svært at falde i søvn oven på denne oplevelse. Det lykkes at få fat i Nicolai, som ejer søen, så han kunne hjælpe med nogle billeder af den fantastiske store fisk. Og – for at det ikke skulle være løgn, så lykkedes det utroligt nok at lande en spejlkarpe mere på 20 kg, inden jeg fik pakket sammen. Man blev næsten helt forpustet oven på så vild en tur, så jeg ser virkelig frem til at fiske søen mere i fremtiden…
Fisken er tilmeldt Daiwa Open 2025 samt drømmerejselodtrækningen om en tur til Amazonas sponsoreret af iFish Travel
sep 26, 2025 | Nyheder
Torskebestandene har det ikke godt – og med de seneste anbefalinger fra ICES – International Council for the Exploration of the Sea – ser det om muligt endnu værre ud. Rådgivningen for 2026 går nemlig på en kvote på 0 torsk i samtlige danske farvande, hvilket set i lyset af situationens alvor lyder som et klogt træk.
– Det peger på et økosystem under massivt pres – hvor et højt fisketryk, tab af levesteder, iltsvind og klimaændringer tilsammen har sat dybe spor, skriver havbiolog Mads Christoffersen fra Tænketanken Hav på deres LinkedIn. – De store torsk er næsten forsvundet – og med dem et vigtigt rovdyr i havets fødekæde. Det kan få uforudsete konsekvenser for resten af vores havmiljø. Det er et stort skridt i den forkerte retning, og det er en trist dag for det danske hav.
– I Tænketanken Hav anbefaler vi generelt, at Fiskeriminister Jacob Jensen i de kommende kvoteforhandlinger i EU får fastsat torskekvoten i tråd med eksperternes rådgivning. Kun sådan sikres det, at beslutningerne hviler på det bedst tilgængelige videnskabelige grundlag.
– Der er dog nuancer i torskebestanden i Nordsøen. Nogle delbestande er i lidt bedre tilstand end andre, men ICES rådgiver ud fra forsigtighedsprincippet, fordi det ikke vurderes muligt at fiske selektivt på de stærkere bestande uden samtidig at belaste de svagere, slutter Mads.
Det næste der sker er, at EU-komissionen skal give forslag til kvoter med udgangspunkt i ICES anbefalinger. Her kan vi så håbe, at der åbnes mulighed for en begrænset og bæredygtig torskefangst til lystfiskerne. Det kan næppe blive meget dårligere end det ser ud for turbådene på Øresund, men de nye anbefalinger kan også få store konsekvenser for turbådsfiskeriet på Nordsøen. Indtil videre anbefaler EU-Kommissionen fortsat et torskestop for lystfiskeri i Øresund og bælterne i 2026 samt også et forbud mod rektreativt laksefiskeri i den sydlige Østersø. Ministeriet for Fødevarer, landbrug og fiskeri skriver således i et notat fra den 15. september til §5-Udvalget (Fiskeriudvalget) at “Det foreslås også som noget nyt forbud mod rekreativt fiskeri efter laks i Østersøen i 2026 med en undtagelse for kystnære områder i den Botniske Bugt og i Ålandshavet i laksens sommervandring. Ligeledes foreslås det at videreføre forbuddet mod rekreativt fiskeri efter torsk i Østersøen”.
DSF og småbådsklubberne har ingivet høringssvar i forbindelse med det foreslåede laksstop, hvor de taler for, at der fortsat skal kunne hjemtages én finneklippetlaks.
Læs ICES anbefaling for totalstop af torskefangst i 2026 her.