dec 13, 2020 | Nyheder
– Jeg sætter mig ud på cyklen en råkold lørdag formiddag sammen med tre kammerater i håbet om at fange en torsk eller to til nytår, fortæller Sebastian Meyer. – Vi ankommer omkring kl 10 ude på Sundkajen. Der er pissekoldt for at sige det mildt, og fødderne udfordres af den kolde vind der blæser ind mod land. Vi går lige så stille i gang og afbryder ellers kun fiskeriet enkelte gange, for at gå i ly af blæsten og med en varm kop kaffe i hænderne.
– Jeg er først for nyligt begyndt at fiske og er efterfølgende blevet bidt af det, men jeg havde ikke helt regnet med den fangst, som jeg fik med mig hjem i går.Omkring en time inde i fiskeriet, står vi og snakker lidt løst og har kun lige et halvt øje på linen, da jeg mærker en kraftig modstand. Efter en snak med de andre ved vi, at der ikke bare er tale om en gammel cykel eller bunden, som jeg har ramt. Der er god fight, og mit hjerte sidder oppe i halsen, da en stor torsk pludselig dukker op i overfladen. Heldigvis har vi et net med den dag, og med god hjælp fra alle, hvoraf en af de andre lige hjælper til med at få fisken sikkert i havn og en tredje får den i nettet, så står vi tilbage med gevinsten. Med hjælp fra en grøn/gul jig på 20g, en brølstærk fiskestang og de andre gutter, får vi målt og vejet torsken. I torsken fandt vi desuden, til vores egen overraskelse, en lille rødspætte, som torsken for nyligt havde fortæret. Torsken ender sammenlagt på 6,2 kg. i vægt og en længde på 85 cm. En rigtig god gevinst der også blev foreviget med en del billeder.
dec 13, 2020 | Nyheder
En af de fede ting ved størfiskeriet er, at det bare kører året rundt. En af dem, der har været ude at fiske stør trods det gustne decembervejr er Per Gørtz:
– Jeg har lige været på et 24 timers sats – først med aftenfiskeri med min ven Kjeld, og efterfølgende med en betagende nat, hvor søen lå spejlblank. Tålmodigheden kronedes her til morgen med en pragtfuld fisk – en beluga stør på 203 cm og 43,6 kg. Det var lidt af et eventyr, og den var bulderstærk som bare pokker, men gear og ryg holdt. Efter at have fisket med boillies med aftagende hugrate, skiftede jeg til en død rudskalle over midnat – og det virkede. Jeg fik tre voldsomme hug henover natten. Den første fik jeg ikke kroget, den anden ret heftige fisk røg af efter 1-2 minutter, mens den tredje fisk altså var lykkens gang. Så vildt! Jeg fisker videre frem til kl. 18-19 tiden i dag. God søndag!
dec 13, 2020 | Nyheder
– Jeg er tidligt oppe, da bilen skal have et service tjek i Vordingborg, fortæller Victor Huber. Men heldigvis har jeg fået den første tid kl 07.00 og derefter kan jeg spendere resten af dagen i sølvets tegn!
– Klokken ni ankommer jeg til strækket. Vinden blæser jævnt fra øst, så der er en god sidevind på pladsen. Vandet er faldende de næste par timer, hvilket styrker min tro i høj grad! Sandrevlerne mellem badekarrene lyser nærmest op i det grå december vejr, og da jeg har god tid, beslutter jeg mig for at fiske hele strækket, vadende i det helt lave vand. Der skal ikke mange kast til, før jeg lander en fin grønlænder omkring målet. Pludselig er der fisk over alt. Jeg får et par fisk mere omkring målet, inden de forsvinder igen. En god start! Lidt senere smelter en forvokset grønlænder til sandeelen, og den leverer en herlig fight med masser af spring samt hidsige udløb. Den målte 57 cm. Da dagen var omme var totalen af fisk over de 20 – hvoraf fire var mellem 55-60 cm.Taktikken var en hurtigt fisket sandeel i farven sandeel. Jeg hjemtog to fine fisk på 55 og 57cm.
dec 13, 2020 | Nyheder
– I går 9.10 hentede min fiskemakker Nicolai mig og så var der afgang, fortæller David Sølling, der til daglig arbejder som elev i Mertz Jagt og Fiskeri. – Vi havde planlagt en tur efter gedder i vores lokale yndlingssø her på Lolland/Falster:
– Da klokken er 9.30, er vi ved vandet og begynder at gøre os klar til at få jollen i vandet. Temperaturen er lige over 5 grader, og der er en frisk vind på 4-5 m/s. Snart efter sejler vi ud, og fiskeriet begynder! Vi starter med at fiske over det dybe vand med forskellige softbaits. Vi smider ankeret og lægger en masse kast på kryds og tværs. Men der er meget stille i vandet og ingen synlig aktivitet Vi mærker faktisk ikke noget de første to timer, men omkring klokken 12 beslutter vi os for at sejle helt ned i den anden ende af søen, hvor jeg før har haft rigtigt godt fiskeri på det lidt lavere vand.
– Jeg skifter til en Westin BullTeez 18cm 53g, og vi ligger nu 20-25 meter ude og kaster ind imod sivene. Vandet er klart, og jeg kan se min agn hele vejen ind. Jeg tager tre kast og pludselig kommer der en god fisk ud af det blå og indhalerer min agn 6-7 meter fra stangspidsen. Det giver et super godt ryk i stangen, og så begynder fighten, som er kort og kontant. Nicolai er hurtigt klar med nettet, og vi får landet fisken sikkert og hurtigt! Målebåndet siger 108cm, og vægten er lige knap 9kg. Hun er tynd og slank, så jeg håber meget på, at vi møder hende igen til marts. Dette var dagens største fisk men lidt senere på dagen fik jeg to mere på henholdsvis 1,7kg og 2,4kg.
dec 12, 2020 | Nyheder
– Jeg kom tidligt hjem, fast besluttet på at jeg skulle ud på kysten og finde en blankfisk, fortæller Sven Riber Hougaard. – Der var derfor ikke så meget tøven, og jeg kom så hurtigt i fisketøjet, som det overhovedet var muligt – og så var det ellers afsted.
– Jeg vidste, at vandstanden og vinden var rigtig, men det ville den ikke være i lang tid, så jeg havde fart på. Det viste sig, at det var en god ting, at jeg kom hurtigt afsted, for inden for de første 10 kast begyndte de blanke grønlændere at hugge på fluen, og denne fine fisk, som du kan se på fotoet, sad der hurtigt. En lille pink imitation af en byttefisk på en str. 10 krog på dybt vand og langsom indtagning, kunne de ikke stå for.
Har du selv været ude på kysten for at fiske, så send os et par linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
dec 11, 2020 | Nyheder
– Her den anden dag havde jeg lovet Nikolaj fra Svendsen Sport, at jeg nok lige skulle tag et par billeder på næste tur, jeg kom ud på. Dagen efter tog jeg fri tidligt fra arbejde, da jeg var spændt på nogle nye farver, jeg skulle teste. Jeg kom ud, så jeg var på spottet klokken 14, så jeg havde lige halvanden times fisketid, inden det blev mørkt Jeg gik straks i gang, og faktisk allerede i første kast viste fisken sig. Men den tog den ikke. Jeg prøvede derfor fra en anden vinkel med god fart på wobleren – og så kom trykbølgen efter den…
– Jeg lavede et spinstop, men der skete intet, så for ikke at trække fisken med ind til mig, hvor den måske kunne blive skræmt, trak jeg wobleren hurtigt af vandet de sidste 25 meter, så jeg fik en ny chance. Inden jeg kastede, skiftede jeg agn til en af de nye farver. Igen kom dem frem, og denne gang tog den fat, og nu var der flex på klingen. Jeg kunne godt mærke, at det nok var en OK fisk på de 70+
– Der gik noget tid, før jeg fik den at se, og jeg har selvfølgelig optaget det hele på GoPro. Alt i alt en dejlig dag, hvor der ikke skulle kæmpes så meget for at få flex. Det er ikke så tit, at det sker mere, men dejligt når det sker. Fisken blev i øvrigt genudsat, så den forhåbentligt kan komme op i åen.
dec 11, 2020 | Nyheder
– Jeg ankom til spottet ved halv 9 tiden, og havde en masse nyt grej jeg sku have i vandet, fortæller Nick Sippert. – Efter en time til halvanden tænkte jeg at pakke mine ting sammen og køre til et andet spot, men jeg prøvede lige først at skifte til min Westin Swim 53 grams Crystal Perch, som er en lidt mere naturlig farve. Da jeg havde trukket linen helt ind til land, kunne jeg se en stor flot gedde følge efter den – og til sidst stod den stille lige foran mig. Jeg kastede en lille meter ud i vandet, og den vendte om efter den. Herefter jerkede jeg den lige en enkelt gang, og så huggede den bare. Efter en del plaskeri fik jeg den i nettet og skulle selvfølgelig have vejet den samt taget et billede. Alt i alt en super fed dag med et par fine gedder – og også nogle mistede.
dec 11, 2020 | Nyheder
– Efter af have fisket i en time uden at mærke noget som helst, skiftede jeg fra blink til en neutral OLR tobis wobler, fortæller Thomas Skouborg. – Det hjalp dog ikke meget, og jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen efter 45 min uden nogen form for kontakt. Men – jeg tog mig selv i nakken og ville lige give den en halv time mere, da der var to gutter, som havde fået lidt fisk i løbet af morgenen.
– Det var en god beslutning, for efter fem minutter havde jeg et par forsigtige hug uden fast fisk. Jeg skyndte mig derfor at skifte til rød/sort på OLR wobleren, det var en god ide, for kastet efter gav en fin fisk på lige under 2 kilo, som kunne kanes op på stenene efter små fem minutters fight. Jeg tog hurtigt fisken af krogen og i bæltet med den. Og så var det ellers ud i vandet igen. Allerede i første kast havde jeg hug, som ikke sad der. Så tog jeg 5-7 hurtige omgange på hjulet og et spin stop, hvilket var det der skulle til. Denne fisk føltes noget større end den forrige, og det viste sig også at være min største til dato denne sæson. Havørreden var 64 cm og 3 kilo. Så der er intet nyt under solen: Vi skal altid huske lige at give den en halvtime længere – også når det har været helt dødt derude.
dec 10, 2020 | Nyheder
– Her i dag spurgte min mand om vi ikk’ ku’ tage ud efter gedder, da knudefiskeriet er utrolig fesent denne vinter, fortæller Betina Lorentsen. – Så vi blev enige om et sted, hvor vi aldrig har været før, da de andre stræk har givet sløvt med fisk i den sidste måneds tid. Så det blev et helt andet stræk, og jeg ska’ love for , at det fortryder jeg ikke. Det blev til fem gedder på et par timer. En lille en på halvandet kilo, en på 3 kg, en på 5 kg, en på 6,1 kg og så lige turens største på svimlende 11,7 kg. Jeg kunne næsten ikk’ fatte det, da vægten sa’e 12,45 kg og vi så skulle fratrækket nettet på 800 gram. Så fik jeg langt om længe min første 10+ gedde.
Alle fiskene huggede på levende agn under et flåd – og vi har haft mest held med de mindre skaller på 1-200 gram i takt med, at det er blevet koldere.
Et stort tillykke her fra Fisk & Fri med den imponerende fisk.