– Jeg sætter mig ud på cyklen en råkold lørdag formiddag sammen med tre kammerater i håbet om at fange en torsk eller to til nytår, fortæller Sebastian Meyer. – Vi ankommer omkring kl 10 ude på Sundkajen. Der er pissekoldt for at sige det mildt, og fødderne udfordres af den kolde vind der blæser ind mod land. Vi går lige så stille i gang og afbryder ellers kun fiskeriet enkelte gange, for at gå i ly af blæsten og med en varm kop kaffe i hænderne.
– Jeg er først for nyligt begyndt at fiske og er efterfølgende blevet bidt af det, men jeg havde ikke helt regnet med den fangst, som jeg fik med mig hjem i går.Omkring en time inde i fiskeriet, står vi og snakker lidt løst og har kun lige et halvt øje på linen, da jeg mærker en kraftig modstand. Efter en snak med de andre ved vi, at der ikke bare er tale om en gammel cykel eller bunden, som jeg har ramt. Der er god fight, og mit hjerte sidder oppe i halsen, da en stor torsk pludselig dukker op i overfladen. Heldigvis har vi et net med den dag, og med god hjælp fra alle, hvoraf en af de andre lige hjælper til med at få fisken sikkert i havn og en tredje får den i nettet, så står vi tilbage med gevinsten. Med hjælp fra en grøn/gul jig på 20g, en brølstærk fiskestang og de andre gutter, får vi målt og vejet torsken. I torsken fandt vi desuden, til vores egen overraskelse, en lille rødspætte, som torsken for nyligt havde fortæret. Torsken ender sammenlagt på 6,2 kg. i vægt og en længde på 85 cm. En rigtig god gevinst der også blev foreviget med en del billeder.