HEKTISK HAVØRREDFISKERI PÅ KYSTEN

– Jeg ankom ved pladsen cirka klokken 9.30, og fiskeriet gik i gang, fortæller John Erik Nielsen. – Der var ekstremt lavvandet, så det var tydeligt at se de mange tangbuske stikke op i toppen af vandet. Jeg bevægede mig stille ud, indtil jeg stod i knædybt vand. Herefter kastede jeg på kryds og tværs imellem de mange tangbuske. Efter omtrent 15 minutters søgen kom det første hug – meget forsigtigt.

– Efter en hurtig afkrogning tog det fart, og indenfor et område på 50-75 meter var havørrederne i store stimer, og de var meget hugvillige. 6-10 fisk sprang fri af vandet, 10-12 meter fra mig. Det var næsten lidt ligesom at besøge en put-and-take, og det er lang tid siden, at jeg har oplevet det. En sådan oplevelse giver smil og varme i hjertet. Det endte med at blive et hektisk fiskeri fra klokken 9.45 til 13.30, hvor jeg måtte stoppe fiskeriet efter at være blevet “mæt”. En dejlig start på min juleferie, der strækker sig helt til 4 januar, så der burde være tid til mange flere ture. Turen, der foregik på Sjælland, gav 11 havørreder.

 

Friluftsland

 

De fleste af Johns havørred blev genudsat, men et par stykker røg også med hjem.

De fleste af Johns havørred blev genudsat, men et par stykker røg også med hjem.

drømmerejse iFish Travel

Havørred: Flot sølv fra Møn

– Vækkeuret ringede klokken 6.00, og jeg startede med at sætte kaffen over til en spændende dag på kysten med min fiskemakker, fortæller Lasse Sørensen. – Jeg havde bundet nogle gode vinterfluer aftenen forinden, som jeg har haft meget tiltro til, da de har givet mig flere gode fisk i de kolde måneder! Jeg hentede min fiskemakker, og vi kørte afsted mod Møn. Vi håbede på at finde de store overspringer, men vi vidste godt, at det kunne være svært at finde dem!!

– Vi ankom til pladsen på Møn, og der var godt gang i vandet, som var grumset! Vi kiggede begge to på hinanden og sagde næsten i kor ”Perfekte forhold og de store fisk er her!!”. Kursen var sat mod et rev, som vi kender godt. Jeg fik sat fluen på med tanken om, at den måske godt kunne få de store fisk i tale, hvis de altså var her… Jeg gik ud og tog et kast mellem nogen store sten, hvor bølgerne knækkede. Mine fingre kriblede af spænding. Et nyt kast blev sendt afsted, med alt hvad den kunne trække i samme retning og samtidig stod jeg og tænkte, at de store overspringere måske kunne være lige her, hvor jeg stod! Og da jeg tænkte det, sagde det ”SMASK”, hvorefter fisken trak line ud som et andet godstog!! Jeg råbte til min makker, at jeg havde en rigtig god fisk på, men han hørte mig ikke første gang, FUCK tænkte jeg! Der var sten overalt, og jeg kunne miste den når som helst!! Jeg råbte igen “JONAS”. Han kiggede og så nu, at min fluestang flexede så meget, at man skulle tro, at jeg havde fat i Bornholmer færgen! Til sidst fik vi dog fisken i nettet, YES, der var den, sagde jeg!! Endelig en god fisk på 64 cm og en kampvægt på 2,5 kg. Den fisk glemmer jeg aldrig! Så er vinterfiskeriet igang!

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel

NÅR DRØMMEN OM STORGEDDEN GÅR I OPFYLDELSE

– Et længe ventet fiskeønske er gået i opfyldelse. Sådan lyder det fra Michael ”Myg” Røge, der efterhånden har fisket efter gedder i mange år. – Vi kender det nok alle sammen, fortsætter han. – Drømmen om den private sø. Søen som er forbeholdt jægere, søen med adgang forbudt, søen man har hørt historier og rygter om – samt søen, som fiskedrømme er bygget på… Men – som man sandsynligvis heller ALDRIG for lov at fiske i.

– En sådan sagnomspunden sø fik jeg endelig mulighed for at fiske i, efter mange års venten. Jeg var naturligvis ovenud spændt på, hvad denne sø havde at byde på. Samtidig var jeg dog opmærksom på ikke at sætte forventningerne alt for højt, for tænk hvis jeg blev skuffet. Så i stedet havde jeg sat mig for at nyde turen, og få det bedste ud af dagen – uanset udfaldet.

– Som regel har jeg ALT for meget grej med. Men da vi skulle være to mand i en mindre robåd, og vi havde et stykke vej at gå, så havde jeg omhyggeligt fået pakket én enkelt grejkasse, som burde dække dagens behov. Min makker og jeg begav os afsted mod vandet, endnu inden det blev lyst, og efter cirka en times kørsel ankom vi til den fantastiske sø.

– Det var ikke en stor sø, men omgivelserne var helt i top. Bilen bliver pakket ud, og så var det ellers i det varme kluns. Så er det nu! Kender I det, man står og kigger sig omkring, og har fornemmelsen af, at man mangler noget. FUUUUCK……HVOR ER MIN GREJKASSE Jo – den står i bilen der hjemme – 100 km i modsat retning… Nu har jeg de sidste fem år KUN fisket med mit eget gummi, og så står man her ved drømmevandet, og må indse at eneste mulighed for at komme til at fiske, er at være mig selv “utro” og låne noget grej af sin makker. Men så siger makkeren heldigvis: “Jeg har da fået et af dine gummidyr engang”. Feeedt. “AFLEVER STRAKS”

– Jeg gav han et gummidyr i motoroil i sin tid, med ordene “Den her fanger fisk, hvor som helst, når som helst”. Dagen er reddet, det må sgu da være karma. Afsted mod båden det gik, og snart var vi ude på søen. Det første parti af søen vi affiskede var der ikke meget mere end én meter vand, men lige fra starten var der masser af action…

– Mange mindre gedder måtte op og vende ved bådsiden, men der var ikke rigtig noget med størrelse på, så vi affiskede herefter et af de lidt dybere partier af søen i håbet om en større fisk, men her var der ikke rigtig nogen fisk hjemme.

– En vinter dag på søen går utrolig hurtigt, så vi var snart ved at nærme os det sidste spot. “Det er her vi fanger de største” – men inden vi når så langt skulle mit eneste gummidyr lige have lidt kærlig behandling med gasbrænderen, efter de utallige angreb fra de små hidsige gedder.

– Vi lister nu ind i en lille bugt med væltede træer, udhængende grene og dybere vand inde under land i sivkanten. Det var bare det perfekte levested for en stor sur gedde. Og nu skal jeg love for, at der kom gang i den. Småfiskene havde også samlet sig her, og sprang for livet, når gedderne jagede den i sivkanten samt under de udhængende grene. Lige så snart, der var én gedde, som gik til angreb, startede det en kædereaktion af gedder der gik berserk. Jeg har oplevet en hel del hektisk geddefiskeri, men det her var helt uvirkeligt. Gummiet blev angrebet, så snart det landede… Både når det sank mod bunden på stram line, og når det blev fisket langsomt over bunden med aggressive ryk, kombineret med spinstop. Og blev det ikke taget her, så kom de skydende op fra bunden og indhalerede gummiet under stangtoppen.

– Det var helt utroligt så mange gedder, der var pakket sammen i denne lille lomme af søen. Og de var for alvor på jagt, og viste ingen tegn på at være sky – tvært imod. Vi fik mange fine fisk i dette magiske hjørne af søen, og en uforglemmelig afslutning på en helt igennem fantastisk tur. Den flotteste fisk var en velnæret fisk på 99 cm. Og den største fisk var en gammel kriger på 111 cm.

– En drøm er gået i opfyldelse!

 

Friluftsland

 

Denne flotte 99 cm gedde huggede et af Michael egne softbait fra "Mygs Gummi"

Denne flotte 99 cm gedde huggede et af Michael egne softbaits fra “Mygs Gummi”.

drømmerejse iFish Travel

PÅ GEDDEFISKERI I ÅEN

– Min makker, Peter, og jeg havde bestemt os for at prøve vinterfiskeriet af, fortæller Mathias Heller. – Vi tog derfor til den lokale sø efter agnfisk, og fik samlet små 50 stykker sammen. Søndag morgen tog vi så ud til spottet og jokede med, at det nok blev endnu en 0-tur, da vi ikke ligefrem havde haft heldet med os.

– Vi havde begge forsøgt i 14 år at få den helt store på krogen. Peter har fået en på 8,6 kg for 3 år siden, men ellers har de været små. Vi riggede til og fandt, hvad vi skønnede var de bedste agnfisk – og ploppede så ellers linerne i vandet: To stænger på bunden og to cirka 0,5 meter over bunden helt inde ved sivkanten. Herefter skålede vi i en skarp, og så startede ventetiden.

– Snakken gik, og vi blev enige om at prøve med lidt kastefiskeri for at få tiden til at gå. Idet vi skulle til at spadsere lidt væk, sagde Peter, at mit flåd var væk, og så startede panikken ellers, for kloge som vi var, havde vi hverken fundet net, vægt eller tang frem. Jeg spurtede over til stangen og gav tilslag. Jeg kunne mærke, at der var god modstand, og den tog udløb med spolen nærmest helt spændt, så det blev hurtigt spændende. 

– I vandet så den ikke ud af meget, men da vi fik den mod nettet, og den ikke kunne komme ordentlig ind i det, så vidste vi, at det var en stor fisk. Vi fik landet storgedden og skreg som små børn, så alle i miles omkreds nok tænkte, at vi måtte være tossede. Fisken var til 118,5 cm og 11,6 kg. Vi var målløse og måtte efter genudsætning lige sunde os samt og sidde og grine lidt af, hvordan vi har snakket og drømt om det her i mange år!

– Blot 30 minutter efter går min makkers flåd under, og vi fik en oplevelse lidt i samme dur, da vi ikke forventede noget lignende igen. Denne gang var det en smuk dame på 103 cm og 9,2 kg. Alt i alt en fantastisk fiskedag, hvor det blev til 2 x PR, så vi var i et rigtigt højt humør.

 

Friluftsland

 

Peter med sin flotte gedde taget på agnfisk i åen.

Peter med sin flotte gedde taget på agnfisk i den lokale å. Øverst ser du Mathias med 11 kilos gedden.

drømmerejse iFish Travel

EN DEJLIG DAG PÅ STEVNS

– Jeg tog afsted til Stevns i morges, hvor jeg mødtes med en kammerart på det første spot, hvor vi kunne se, at vind og bølger samt grumset vand ikke ville være optimalt til fluestangen, fortæller Anders Salling Sørensen. – Vi valgte derfor at skifte plads til andet sted på Stevns, hvor vi kunne have noget mere læ, men vi skulle gå lidt for at komme til spottet. Da min kammerart ikke har fisket på stedet før, stoppede vi op og jeg forklarede lidt omkring områdets rev og huller, hvor fisken kunne stå. Og så var det ellers afsted med ham. Jeg nåede kun lige en smule ud i vandet og fik lagt det første kast, før han råbte, at det var hug!

– 10-15 sekunder efter hamrede denne flotte 51cm blanke havørred til min flue i det andet kast. Den tog min flue stenhårdt, og så var fighten ellers i gang. Havørreden tog 3-4 flotte samt høje spring, og den kæmpede godt, men efter en fem minutters fight fik jeg stille og roligt kanet fisken på land, hvor jeg råbte i jubel over den stålblanke og flotte overspringer. Fisken blev taget på en hjemmebundet flue – “Ulven”.

 

Hvidovre Sport

 

Anders Salling Sørens fine havørred fra Stevns tog flue Ulven.

Anders Salling Sørensens fine havørred fra Stevns tog flue Ulven.

drømmerejse iFish Travel

SOLID HAVØRRED FRA GOTLAND

– Nicka Hellenberg fra de svenske Team ABU Garcia Sweden, er en alsidig predator- og medefisker, men er også en af de mest erfarne og entusiastiske kystørredfiskere i Sverige. Nicka, der bor på øen Gotland i Øsersøen, tilbringer virkelig meget tid lags øens 800 kilometer lange kystlinje, hvor der er et suverænt godt kystfiskeri med gode chancer for nærkontakt med grov havørred. På øen er hovedparten af fangsterne vildfisk fra de selvreproducerende stammer.

– Selvom de fleste kystørreder er vildfisk, fik Nicka her den anden dag en udsat havørred, der ligesom de svenske laks i Østersøen normalt kendes på, at de mangler fedtfinnen.

– Jeg havde fisket en hel dag, hvor jeg kun havde fået én lille fisk og enkelte kontakter, fortæller han til Fisk & Fri. – Jeg havde egentlig planlagt at tage hjem, men tænkte så at jeg lige ville prøvet et sidste sted, som burde kunne give fisk under dagens forhold. Og ganske rigtigt – pludselig fik jeg et solidt hug fra en mega stærk fisk, som leverede adskillige hop og udløb, inden jeg til sidst kunne lande den grove havørred, som viste sig at være 76 centimeter lang og 5,23 kilo.

– Normalt er hovedparten af mit kystørredfiskeri catch & release, men af og til napper jeg en udsat fisk, som fx denne flotte havørred, der kommer til at passe perfekt på julebordet.

– Havørredfiskeriet på Gotland bliver mere og mere populært. For at beskytte ressourcen og skabe en god forvaltning af bestanden, har Sportfiskarna på Gotland i samarbejde med lokale aktører, fiskeklubber og andre skabt en helt ny informationsside med film, tips, regler og diskussion om eksempelvis etik inden for sportsfiskeriet. Tanken er, at den skal bidraget til at øge folks viden om fiskeriet til glæde for både lokale og turister. Havørreden er en yderst værdifuld ressource, som vi må værne om – og vi anbefaler derfor, at man så vidt muligt genudsætter de fleste af de vildfisk med fedtfinne, som man fanger, slutter Nicka.

Du kan læse mere om det Gotlandske havørredprojekt her:  www.fiskelandgotland.se 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: SØLVBOMBEN FRA HAVNEN

– Jeg har netop været ude på en kombineret film/fisketur i Københavns Havn – og havde sporadisk forsøgt flere steder, fortæller Raymond Holm, der er kendt for sine mange fede undervandsfilm af alt godt fra havet.

– Da jeg kom til den nye plads, så jeg efter kort tid aktivitet flere steder, og der var blandt andet en del småsild på flugt, kunne jeg se. Jeg gav derfor området lidt mere tid, end jeg normalt ville have gjort, hvilket viste sig ikke at være så tosset en idé. Pludselig fik jeg et tungt hug, som jeg først troede var en torsk, men det viste sig at være et sandt “Beast from the East”, som havde inhaleret min reje. Den store havørred leverede en værdig fight, med masser af tunge rusk, udløb og spring. Sikkert på land viste den sig at være 4,9 kilo fordelt på bare 68 centimeter, så den har nok ikke lidt nogen nød… 

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

FINE STRIBER FRA KØGE Å

– Fiskefeberen havde ramt mig hårdt, så efter lektierne var lavet, tog jeg stangen i hånden og grejtasken på ryggen, fortæller Phillip Malmtorp. – Herefter gik turen mod Køge i toget.

– Da jeg var ankommet til åen, kunne jeg hurtigt se, at vandstanden faktisk var så lav, at jeg tænkte det måske ville blive svært. Jeg satte et jighoved på med en lille 3,8 centimeters Gunki Tipsy Jig. I første kast mærker jeg et godt ryk i stangen. Jeg giver modhug og kan hurtigt konkludere, at det er en stor fisk. Efter en god fight får jeg fisken på land, og den bliver hurtigt afkroget samt vejet. Aborren vejede lige over kiloet, og det var en rigtig fin fisk. Knæk og bræk derude, slutter Phillip.

Fisk & Fri modtager også meget gerne din fangstberetning: Send 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

drømmerejse iFish Travel

 

drømmerejse iFish Travel

FLOTTE HAVØRREDER FRA DEN VESTSJÆLLANDSKE KYST

– I går spurgte en kammerat mig om vi ikke skulle tage ud og se, om vi kunne finde nogle havørreder – og selvfølgelig sagde jeg ja! Sådan lyder det fra Volkan Yager: – Vi ankom til pladsen, og forholdene så rigtig fine ud, så vi vidste, at pladsen sagtens kunne holde lidt fisk. På vej op til de første rev mærkede jeg intet, men makkeren havde allerede fået tre havørreder og en del følgere. Jeg fiskede med et blink, som han havde lavet i en rå version, og han kørte med en poleret variant af den, så jeg valgte også at skifte til sådan en i håb om at mærke nogle fisk.

– I denne tid, hvor fiskene er så kystnære, valgte jeg at bruge ekstra kast og lidt mere tid på at affiske tangbælterne tæt på land. Makkeren valgte at gå ud til revene, hvor jeg var 20 meter bag ham. Lige pludselig kunne jeg se, at han vinkede mig over til ham. Han havde fundet en stime fisk. Jeg skyndte mig derover, og han havde lige tabt en mindre fisk, da jeg kom hen til ham. Herefter tog jeg et kast og efter et par omdrejninger, kom der et tungt hug, hvor jeg straks kunne mærke, at det var en god fisk. Efter lidt tovtrækkeri kunne jeg lande fisken, som var en rigtig fin blank havørred på 65cm.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel