maj 4, 2021 | Nyheder
– Nu hvor helligdagene var over os og konen, sammen med sønnen, var sendt til Århus – skulle turen gå til Ribe Vesterå, fortæller Leo Petrec. – Vi lagde ud med en masse forskellige farver på spinnerne, og inden længe fik jeg en god fornemmelse med den jeg valgte at sætte på. Vi sejlede hen til et spot, som både min kammeratog jeg har haft held med før. Og inden længe så vi et monster springe lige foran os.
– Vi prøvede at fiske området, hvor vi så monsteret springe, men uden held. Jeg vendte og ville prøve lykken på den modsatte side samt den modsatte bred. Og så tog det kun ét kast – BUM! Det store lokum havde nappet spinneren. Mens jeg kæmper med den, sejler der 1-2 både forbi, så kampen bliver en anelse mere kompliceret. Havørreden kommer et par gange op til overfladen hvor den derefter dykker kraftigt ned igen. Efter 6-8 minutters fight tror vi, at den er klar til at blive landet, men så sker der noget jeg ikke før har set. Mens havørreden står lodret i vandet, begynder den at lave et alligatorspin, hvor den drejer om sig selv. Her tænker jeg shit! Den skal bare landes med det næste forsøg.
– Jeg trækker den ind mod båden, hvorpå den forsøger med et dyk igen – men min kammerat er en erfaren fisker, og han når at skovle nettet under den. Så snart vi lander den op i båden falder spinneren ud af munden på den, og vi nærmest råber i munden på hinanden af lettelse! Bagefter fik vi taget billederne af den og kunne stolt vise fisken, der var 7,4 kilo og 84 cm, frem. Jeg vil gerne takke min bror, Irvin Petrec, for at dele sin erfaring med mig – han landede også en havørred sidste år på hele 86 cm, som også kom på fiskogfri.dk
maj 4, 2021 | Nyheder
Ja du hørte rigtigt. I Sverige er der flere dygtige pighvarfiskere der spotter deres bytte ved at udse sig fiskene gennem en vandkikkert – og så servere agnen direkte foran munden på den.
En af dem der dyrker dette vilde fiskeri efter pighvar med succes er svenske Niclas Carlsson, som netop har landet en gigant fisk:
– Området vi fiskede på ved øen Orust, har jeg tidligere fisket uden at få nogle store fisk, men min kammerat Erk har fået flere store i området. For at være helt præcist er der landet i omegnen af ti fisk over 4 kilo herfra, så jeg er ved godt mod, da vi klokken 9 om morgenen stopper båden på et lovende sted. Solen skinner, der er ikke en sky på himlen, og alt ser lovende ud.
– Vi spotter hurtigt et par store fisk gennem vandkikkerten, men de er desværre ikke interesserede i at hugge. Præcist hvor store de er, kan være svært at afgøre før de ligger i nettet, men de var så afgjort værd at fiske til. Vores skøn er, at ihvert to af dem var i omegnen af de fem kilo og nogle af dem måske endnu større. Vi fortæstter med at søge efter fisk, da min kammerat kaster markøren i vandet og spørger: – Vil du ha´en ny PR?. Og det siger man vel ikke nej til…
– Båden bliver lagt perfekt til rette. Erik hopper ud af båden og skubber den hen mod fisken, så jeg kan sidde uforstyrret og være klar med min stang i hånden. Pludselig kan jeg lige så tydeligt se fisken under vandkikkerten, og forsigtigt præsenterer jeg jiggen 5 centimeter fra dens mund. Jeg når knapt nok at blinke inden den inhalerer agnen, og kort efter kan jag lande den pragtfisk du ser ovenfor på 5,18 kilo, slutter han.

Niclas Carlsson genudsætter sin fem kilos pighvar taget på sightfiskeri med vandkikkert og jig.
maj 4, 2021 | Nyheder
– Så blev det endelig uge 18! Jeg har ventet 1 år, og det føles hvert år som ti! Sådan lyder det fra Jim Müller alias Havørredformanden. – Mine kammerater og jeg tager altid en uge i foråret til fantastiske Öland, og sidste år havde jeg et virkelig godt fiskeri. Dengang fiskede jeg med Jæger blink, som var en super agn heroppe i det svenske, for jeg fik store og flere af slagsen. Fra januar 2021 er jeg dog startet som testfisker for OGP.
– Allerede den første dag efter blot to timers fiskeri knaldede en 77 cm 5kilo+ Kondi Karl af en blank havørred på min Snurrebasse – og den huggede som et godstog! Dunderhugget faldt helt ude på 60 meter, og den sprang fri af vandet flere gange, så jeg må indrømme, at jeg blev helt nervøs! Dagens fiske makker – Mads, som dagen før fik den flotteste 73 cm havørred på 4+ kom løbende for filme med sit Go Pro, men videoen blev nok ikke den bedste, da han skvattede på en glat sten på vejen hen til mig. Men efter den hårdeste fight i 10 minutter, nettede Mads den for mig, og så var der ellers en jubel og forløsning, som kom den sendt fra himlen! Tak Mads! Jeg skylder en double gin/tonic for min nye PR for Öland! Nu er der seks dage tilbage heroppe, og jeg føler allerede nu, at jeg har nået mit mål!
– Netop nu, som du læser dette, står Jim igen på kysten og knokler på ny! Vi har lige haft ham på Messenger – og man kunne høre en voldsom plasken i baggrunden. Det lød som endnu en gang massiv sølv, men det får vi nok at høre mere om senere…

Det var denne svensker Snurrebasse, der blev havørredens banemand.
maj 4, 2021 | Nyheder
– Jeg var i går så heldig og ramme ind i den sidste kvotelaks på Ribe Sportsfiskerforenings vand, fortæller Casper Michelsen. – Det er mit første år som medlem derude, og jeg må bare sige, at jeg dybt imponeret over, hvor lækker åen løber gennem landskabet.
– Efter arbejde var jeg taget ud til sammenløbet, og efter at have fisket strækningen af et par gange med spin, ville jeg hjem og lave aftensmad. Men min mavefornemmelse sagde, at jeg liiiiiige skulle have et sidste hul med. Efter det cirka ti´ende kast i hullet kom spinneren til syne, og omtrent 60cm nede kom laksen efter spinneren, men missede den. Den fik så to minutters ro, og så prøvede jeg igen, men var er ingen reaktion. Herefter skiftede jeg til en anden farve spinner, og det første kast landte nøjagtig som ved første kontakt. Spinneren kom igen til syne, og netop her kom laksen og hamrede til spinneren blot én meter under stangspidsen. Efter at laksen havde siddet i et træ og også i grøden, kunnu jeg lande den efter 15 minutters fight. Laksen var 93 cm og omkring de 8 kg.
maj 4, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Med denne nye topwater agn til gedder, er det hurtigt at lære “walking the dog” teknikken, for den fisker mere eller mindre på denne måde af sig selv. Spot On – Top Walker er utrolig livagtig på overfladen, hvor den ligner en syg lille fisk med lokkende oversize øjne, der bakser rundt for at komme på ret køl. Eller sagt på en anden måde: Lige det der skal til for at lure rovfiskene – hvad enten det er en gedder, aborrer eller havbars.
På bugen har agnen forhøjede tværribber, der giver øget turbulens i vandet under indspinningen – og den unikke skævt afskårne front giver en diskret og lokkende ploppelyd, som lokker selv sky fisk på overfladen. Spot-On Top Walker’s V-formede tværsnit giver stabilitet i vandet, og den lavt placerede endekrog medfører ifølge producenten en lidt højere landingsrate. Den 10 centimeter lange agn, som fås i seks farver, vejer 15 gram og koster 119 kroner.
Læs mere om agnen her.
maj 3, 2021 | Nyheder
Trollingfiskerne fanger fortsat godt med østersølaks, og en af dem, der har haft held i sprøjten, er Kenneth Larsen:
– En lidt lang sejltur ud til 40 meteren fra Klintholm pga lidt vind, var det hele værd, da fiskeriet var fantastisk, fortæller han. – Efter et par timers fiskeri går en stang i 60 fod fisket med en sild uden flasher, og det giver en super flot laks på 10 kilo. Allerede 20 minutter senere går en stang i 80 fod fisket med løje og flasher – og det viser sig også at være en smuk 10 kilos laks, der som den første leverer en fin fight. Til sidst fik vi en fem kilos laks til at slutte af med, som huggede på planerboard, fisket med en Grizzly Slim i farven grøn/gul, slutter han.
Har du også selv været ude for at trolle laks, så send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 3, 2021 | Nyheder
Det er lige nu fiskeriet efter pighvar er ved at komme godt i gang langs vestkystens strande. En af dem, der har været ude med succes er Anders Graversen fra Køge:
– Turen gik til Hvide Sande, fortæller han. – Min kammerat og jeg havde længe talt om en tur til Vestkysten efter pighvarrerne, så det var fantastisk endelig at komme afsted. Vinden var fra øst og der var cacaofarvet vand med lette krusninger. Og det var helt perfekt, for efter blot 10 kast, så sad den der – tung som bly. Hugget faldt på klassisk vis lige i vandkanten. Det var min første pighvar, så det kan nok være, at glæden var stor.
Pighvarren blev taget på spin med et 40 grams Mørsilda fisket med ophænger i form af ske med røde perler, slutter han. Hvarren tog selve blinket.
Du kan læse mere om pighvarfiskeri på Vestkysten her i denne artikel.
Har du selv været ude for at fiske efter pighvar, så hører vi meget gerne om dine fangster. Send din historie og et godt foto til Fisk & Fri på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 3, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Shimano, der igennem årtier har været kendt for deres kompromisløse hjul, er netop kommet på banen med en ny 2021 FD-model af det ikoniske Twin Power hjul.
Fisk & Fri har her i foråret testet det lækre nye hjul under praktisk fiskeri langs kysten og i åen, og vi kan blot konstatere, at det lever fuldstændig op til forventningerne. Det kan opsummeres meget kort og præcist: Hjulet har en helt lydløs samt fuldstændig vibrationsfri gang, og det er en sand nydelse at fiske med. Lineoplægget med Aerowrap II er perfekt, hvilket giver lange kast og ingen kludder på spolen. Den 100 % vandtætte bremse har ingen mærkbar opstartsfriktion, og den afgiver line fuldstændig blødt samt ensartet ved alle bremseindstillinger. Kort sagt har hjulet alle de egenskaber, du skal bruge for at kunne koncentrere dig om det det drejer sig om – nemlig at fange fisk. Eller sagt på en anden måde. Hjulet er så godt, at man slet ikke lægger mærke til, at man fisker med det, fordi alt bare spiller. Præcis som det skal være.
AR-C spolen er lavet af koldhærdet aluminium. Bøjlen er fremstillet af lavfriktions stål, hvilket – kombineret med bøljens anti snag udformning får linen hurtigt og sikkert over i lineføreren, der er fremstillet af titanium. Håndtaget af aluminium er ligeledes vandtæt og forsynet med et lækkert Septon-greb.

Fisk & Fri har her i foråret 2021 testet det nye Shimano Twin Power FD ,og man må sige, at det er et hjul, der på alle måder leverer varen – både hvad angår æstetik, fiskekomfort og funktionalitet.
Selve hjulhuset, som er vandtæt, er fremstillet af topgrade letvægtsaluminium og magnesium, har 9 + 1 S-ARB kuglejer og er forsynet med et driftsikkert samt uopslideligt Hagane-gear, der giver en bundsolid kraftoverførsel, som er selve hjertet i hjulets styrke og funktionalitet.
Den nye Twin Power FD fås i 11 modeller i størrelser fra 1000 til 5000. Det mindste 1000´er vejer blot 175 gram og kan tage et bremsetryk på 3 kilo, mens det største 5000´er vejer 260 gram og klarer et bremsetryk på hele 11 kilo. I den nye Twinpower-serie er der altså hjul, som matcher stort set alle former for spinnefiskeri, du kan komme ud for i Danmark. Serien dækker således alt fra det aller letteste UL-fiskeri efter ørred og aborrer – til det tungeste lakse og geddespin. Hjulet leveres uden ekstraspole, og priserne ligger fra 3199 – 3499 kroner. Du kan læse meget mere om hjulet her.
Testet af Jens Bursell

Shimnano Twin Power FD har en fuldstændig lysløs og friktionsfri gang, som gør fiskeriet til en ren nydelse.

maj 3, 2021 | Nyheder
Dappefiskeri med brød er en super effektiv metode til græskarper – og det er også helt vildt underholdende at se en stor og bredskuldret græskarpe stige langsomt til brødet og indhalere det på et splitsekund, mens dit hjerte er ved at hoppe ud af halsen på dig af bare spænding. Bjarke Petersen har netop været ude at prøve kræfter med dette spændende fiskeri – og det gik bedre end godt, kan man vist roligt sige:
– Det var morgen, og jeg var taget afsted på en kort dagstur, hvor jeg havde besluttet at fiske begge mine takler på bunden. Det gav dog ikke rigtig noget, men jeg kunne tydeligt se de store græskarper svømme rundt, så jeg skiftede taktik og gik over til at prøve at dappefiske dem med brød på overfladen i stedet. Det var virkelig nervepirrende – og til sidst lykkedes det mig at få den flotte græskarpe, som du ser ovenfor på billedet, til at hugge brødet, der flød på overfladen. Fisken vejede 14,2 kilo, og den var min første græskarpe nogensinde, slutter han.
Har du også været ude med medegrejet, så send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.