jan 2, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Min sidste geddetur i 2021 var den 30 december, og da de fleste søer var frosset til, måtte det blive en tur til åen med kastestangen – min Savage Gear Custom Predator stang og det nye SG8 baitcaster hjul, fortæller Mads Davidsen. – Det fungerede perfekt til gedderne, og jeg fiskede små tre timer.
– Der gik ikke længe, før jeg fandt et område, hvor der var en del fisk, så snart gik fiskeriet rigtig godt, og storfangeren denne dag var en 17 cm Hybrid Pike fra Savage Gear. Jeg fik en del mindre fisk på land, men manglede dog og finde en lidt større gedde – bare som krydderi på årets sidste tur. Heldigvis kom der efter små to timer et godt hårdt hug, og en fin fisk på den gode side af de 90 cm kom op foran kameraet. Alt i alt en rigtig god tur, som betød, at jeg endte op med at have fanget 416 gedder i 2021.
jan 2, 2022 | Nyheder
Godt nytår! Så er redaktionen tilbage på pinden, og vi har allerede fået fine meldinger om gode fisk fra de sidste par dage:
– Årets sidste dag skulle selvfølgelig bruges på kysten, beretter David Sølling Johnsen. – Vi stod op og kom afsted til solopgang, hvorefter vi ankom til pladsen, som bød på regn og blæst med op imod 12m/s. Dog så vandet stadig fint ud, så vi kom straks i gang med fiskeriet, og en time senere lykkedes det mig at fange denne knaldblanke overspringer på 64cm. Fisken fik sin frihed igen efter et par billeder, og det var en helt fantastisk måde at slutte året af på. Efterfølgende fik min makker også en flot blankfisk på 47cm. Jeg ser frem til en masse nye fangster i 2022, slutter David, som du kan finde på Instagram her.
dec 24, 2021 | Nyheder
Så har vi sat punktum for 2021 her på redaktionen og går offline for at holde jul med familie og venner. Vi glæder os til at se dig på fiskogfri.dk til næste år, men indtil da kan du roligt bruge juleferien på at gå på opdagelse i de mange spændende nyheder, artikler og videoer, du kan finde på fiskogfri.dk
Du har sikkert set, at vi løbende lægger nye større artikler op. Ud over de daglige nyhedsopdateringer, som der typisk er 3-6 af, lægger vi også cirka hver anden dag en ny stor artikel op på Fisk & Fris artikelarkiv. Det kan enten være en helt ny artikel – eller det kan være en af de mange artikler, der tidligere har været trykt i det gamle Fisk & Fri magasin – men som endnu ikke har været publiceret on-line. Og der er rigeligt at vælge imellem. Pt er der nemlig cirka 600 større artikler samt tusindvis af blogposts, så det er bare med at komme i gang med overflødighedshornet af information og spændende læsning om vores fantastiske hobby. Vi har artikler om samtlige former for fiskeri, der er delt ind i kategorierne kystfiskeri, åfiskeri, predatorfiskeri, hav- og småbådsfiskeri, guide til fiskepladser, spinnefiskeri, fluefiskeri, medefiskeri, put and take fiskeri, trolling, grej & beklædning, biologi, miljø & debat, portrætter, mad og fiskerejser samt fiskeri generelt. Tjek Fisk & Fris artikelarkiv her.
Som du sikkert har set, producerer Fisk & Fri en del inspirerende videoer om mange forskellige former for fiskeri – lige fra bækørred, havørred og laks til torsk, fladfisk, makrel, gedder, sandart, karper og stør. Og der er mange flere på vej i 2022, hvor vi planlægger at skrue endnu mere op for kadencen på dette område. Indtil videre kan du se filmene på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
dec 24, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– Min Juleferie er godt i gang og jeg har været på jagt efter en juleoverspringer igen, fortæller Mads Kentov, der blot for et par dage fik en mega flot blankfisk.
– Men min ferie er stadig ikke forbi endnu, så jeg var ude på en morgentur i håbet om noget godt fiskeri. Vandstanden var usædvanlig høj med en måling på 70-90cm over normal vandstand, og månen var næste fuld. Der var spændende forhold, da vinden også ramte ind og gav grumset vand. Fiskeriet startede stille ud, uden at der var tegn på liv i vandet, og imens jeg stod i bølgerne lukkede vandet langsomt til med et bælte af ålegræs som blev bredere og bredere.
– Solen var på vej op, og de skyfrie forhold lod et par stjerneskud brænde ned over den stadig mørke del af himlen. Jeg fiskede med Sømmet fra Westin på 28 gram i farven Amber, som har været særlig god i disse forhold den seneste tid. Jeg kastede langt ud for at komme på den anden side af tangbæltet. Jeg satte farten helt ned og lod bølgerne tage agnen, imens jeg stadig havde kontakten. Jeg lavede et langt spinnestop lige på kanten af tangbæltet og lod sømmet falde ned på bunden. Kort efter faldt hugget hårdt, og fisken tog med det samme line af hjulet. Det var en rigtig god fisk, der nu igen var for enden af min W10 fra Westin, og den fik godt med flex.
– Jeg mister aldrig glæden ved fiskeriet, og man bliver helt afhængig af det store sus, det giver, når bremsen på hjulet laver sød musik, og man kommer helt op på mærkerne. Fisken kom i nettet, og jeg stod nu der igen med en stor overspringer. Fisken skulle hurtigt tilbage igen, og der var ikke tid til målebånd mm, så jeg fik kun et kort billede af den, før jeg lod den glide tilbage i bølgerne. Morgenen var ikke slut endnu, og der kom yderlige tre fisk i nettet, men deres historie virker noget flad, når man lige har stået med en så fin overspringer på op mod 70 cm i hænderne.
dec 23, 2021 | Nyheder
Med de faldende temperature, kunne juleferien ikke startes meget bedre end et besøg til skønne Djursland med min kammerat Mikkel Holm, beretter Kasper Weidick Iversen. – Vandet var klart og fladt de fleste steder, så vi var ikke i tvivl om, at fiskene ville komme ind og æde. Der var mange kilometer, som skulle affiskes men humøret forblev højt, for det var kun et spørgsmål om tid, før vi fandt dem.
– Mikkel gik forrest, og da han kom ud til spidsen af et rev, mærkede han et forsigtigt slag og en pæn hvirvel vendte bag hans wobler. Lige før hvirvlen havde vist sig, ramte min OLR ramt vandet 20 meter bag hvirvlen, så det var et spørgsmål om sekunder, før wobleren ville passere igennem samme område, som fiskene havde viste sig i. Med præcist samme følelse som at kroge en stor sten, stoppede OLR’en ud af ingenting. Modhugget kom resolut, og fisken gik i panik lige under overfladen. Havørreden gav kamp til stregen under hele fighten, og viste ingen tegn på træthed. Men med hjælp fra Mikkel blev den halvt skubbet og trukket på land. Jule”grisen” var taget og fiskeglæden var kæmpe. Fiskens sidste måltid blev en 23g OLR I farven “Havbars”.
dec 23, 2021 | Nyheder
– Efter omkring syv måneders pause fra geddefiskeriet, havde fiskefeberen ramt mig hårdt, fortæller Danni Kikkenborg. – Eller det var nok nærmere geddefeberen: Den evige kamp om monsteret i dybet, som flexer fluekæppen til briste punktet. Det er den samme drøm år efter år, og som heldigvis allerede er en realitet for mit vedkommende med en flot 11.7 kilos gedde taget i marts 2021.
– Men nu er vi i slutningen af december, og det er geddetid igen, så the show must go on – og drømmen er som altid stadig den samme.
– Min makker og jeg var taget ud i noget rimeligt hårdt vejr med geddefluestangen. Der var kraftig vind af vindstyrke “træls at være i flydering”, – men solen skinnede da lidt i ny og næ. Gedderne var dog svære denne dag, eller måske var det bare os, som ikke rigtig kunne finde dem. Det lykkes dog at få et godt double hook up af to pæne fisk, hvor min makkers gedde blev vejet til 6.2 kilo og min blev vejet til 5.3 kilo, hvorefter gedderne blev genudsat. Vi endte dagen med 3 fisk hver, og vi mistede begge to store gedder, som ikke blev ordentlig kroget. – Alt i alt en god dag med de skarptandede. Knæk & Bræk.
dec 23, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
FTM har netop lanceret en boks med velfangende Omura gummidyr i de helt rigtig farver til vinterfiskeriet. I boksen er der både relativt neutrale farver til de forsigtige fisk, som har gået længe i søen og nogle stærke farver til de mere hugvillige nye fisk. I den velassorterede og smarte opbevaringsboks er der tre forskellige Omura gummidyr i modellerne Pongo, Snake og Hero i ni forskellige farver – og der følger tre enkeltkroge med, som passer perfekt til netop dette fiskeri.
Sortimentet, der består af 16 Snakes, 9 Pongo´er og 9 Heroes, er nøje udvalgt af FTM’s testfiskere, som har virkelig mange timers fiskeri bag sig.
Set hos Harald Nyborg til 129 Kroner.
dec 23, 2021 | Nyheder
I 2020 vedtog EU Vandrammedirektivet, der havde til hensigt at sikre god økologisk tilstand i vores vande inden 2027. Men – desværre har man siden da kørt en alt, alt for uambitiøs politisk kurs, hvilket har resulteret i at kun fem ud af 986 søer og 5 ud af 109 kystområder ifølge Miljøstyrelsen lever op til kravene.
I et forsøg på at justere kursen har regeringen som oplæg til den tredje og sidste fase af vandområdeplanerne foreslået initiativer for knap 5,4 mia. kr. og en række konkrete indsatser i arbejdet med at sikre et bedre vandmiljø. Det drejer sig eksempelvis om restaurering af vandløb og søer, forbedret spildevandsrensning for ukloakerede ejendomme og færre overløb af spildevand samt mindre udledning af kvælstof og fosfor. Hvorvidt dette vil bringe Danmark i mål med Vandrammedirektivet inden 2027 er nok yderst tvivlsomt, hvilket også pointeres af Danmarks Sportsfiskerforbunds seneste udmelding om de kommende Vandområdeplaner 3: Uambitiøst.
Fra regeringen er udmeldingen følgende:
– Vi skal passe godt på vores vandmiljø, og vi er fortsat langt fra målet. Vandområdeplanerne er en grundsten i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Vi foreslår konkrete indsatser dér, hvor vi kender virkemidlerne og ved, at de virker. Vi sætter samtidig gang i en række udviklingsprojekter de steder, hvor vi mangler viden om, for eksempel, tilstand, kilder og virkemidler. Samlet anvender vi mere end fem milliarder kroner til at forbedre tilstanden for vandmiljøet i vandløb, søer, kystvande og grundvand, siger miljøminister Lea Wermelin.
Efterlevelse af internationale forpligtigelser
– Der er et stort og langsigtet arbejde foran os i at skabe et godt vandmiljø for dyr, planter og mennesker. Den opgave skal vi løse i fællesskab. Derfor er jeg glad for, at regeringen og aftaleparterne med landbrugsaftalen i oktober bekræftede, at vi skal forbedre tilstanden i vores vandmiljø. Vi skal sikre fuld implementering af vandrammedirektivet, og med landbrugsaftalen har vi fastlagt en ambitiøs indsats mod den allerstørste presfaktor, nemlig kvælstofudledningen, siger miljøminister Lea Wermelin.
Med aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug er der aftalt konkrete indsatser svarende til en reduktion af udledningen på ca. 10.400 ton i de kystvande og fjorde, hvor der er behov. Ved genbesøget i 2023/2024 træffes der beslutning om håndtering af mankoen for at leve op til vandrammedirektivet. På samme måde vil der også for de øvrige vandplansindsatser skulle tages stilling til den resterende indsats. Her vil der kunne handles på baggrund af de udviklingsinitiativer, der nu sættes i værk – blandt andet en skærpet indsats over for miljøfarlige stoffer.
Kommuner og vandråd er kommet med indstillinger om at forbedre miljøtilstanden i vandløbene. Ved at restaurere vandløbene og fjerne spærringerne bliver vandløbene mere levende, da levevilkårene for fisk og smådyr forbedres.
De indsatser, som gennemføres på baggrund af vandområdeplanerne, bidrager ikke alene til opfyldelse af vandrammedirektivets miljømål – de bidrager langt bredere. For eksempel til arbejdet med at opnå en række af FN’s 17 verdensmål for bl.a. en bæredygtig udvikling, rent vand, klimaindsats, livet i havet og sikring af biodiversiteten på land og i vand.
Ifølge vandrammedirektivet skal vandområdeplanerne i seks måneders høring frem til juni 2022. Der indgives høringssvar via Miljøministeriets digitale høringsværktøj. Du kan finde høringsmateriale på Miljøministeriets hjemmeside eller på høringsportalen.
dec 22, 2021 | Nyheder
Donaluaksen er en af de største laksefisk vi har i Europa, hvor den, som navnet antyder – primært lever i det kæmpestore flodsystem – Donau, der udmunder i Sortehavet på den rumænske kyst.
Et af de bedste områder til at fange Donau laks – eller huchen, som den også kaldes, er de østrigske floder Mur, Drau, Gail, Inn, Salzach, Pielach og Enns. Fiskene kan principielt set fanges året rundt, da de er i floden konstant, men de er markant lettere at fange om vinteren efter den første hårde frost har sat ind og har stabiliseret sig. Det er derfor lige nu, at det er højsæsonm for denne unikke fiskeart i blandt andet Sydtyskland og Østrig.
En af dem, der dyrker dette spændende fiskeri er Bruno Steiner, som typisk fisker enten med shads eller wobler efter de eftertragtede fisk. – Da der er tale om store fisk i hård strøm med masser af klipper, så er det det grove grej, der skal frem, fortæller han. – Jeg bruger typisk en kraftig 150 grams geddestang på 2,40 meter og et 4000 fastspolehjul med 30 kilos fletline plus 0,45 mm fluorocarbon forfang. Det er super koldt hernede, så det er noget med at have så store øjer på stængerne, at der ikke dannes for meget is i dem.
Man finder især fiskene i de dybe huller og strømrender – og jeg har fået syv fine fisk i år helt op til 125 centimeter. De fleste af dem har jeg dog ikke gode fotos af, da fiskene ryger retur, og jeg normalt fisker alene. Det er en super stærk fisk, og dette kombineret med den ofte stærke strøm om vinteren, gør at man hurtigt får varmen i det snedækkede landskab. Min personlige rekord er 128 centimeter, slutter han.