dec 22, 2021 | Nyheder
Det myldrer af liv på og ved fundamenterne fra borplatformene på Nordsøen. Når borekoncessionerne på Nordsøen udløber om 30 år, skal de principielt set sløjfes, men hvorfor ikke beholde dem og bruge dem som oplagte kunstige rev, der kan fungere som et tiltrængt fristed for en lang række arter – inklusiv mange af vores vigtige arter som fx torsk?
Biologerne mener der er masser af liv omkring de 67 boreplatformsfundamenter, der står i Nordsøen, men ingen har endnu dokumenteret betydningen for fisk og fiskeri i den danske del af Nordsøen. Derfor er et nyt 3-årigt projekt på DTU Aqua med særligt fokus på torsk nu sat i søen for at gøre dette. Projektet er finansieret af DHRTC.
Hvem ved – måske kan en række fisk fom fx torsk yngle der?
Du kan læse meget mere om det spændende projekt her.
dec 22, 2021 | Nyheder
– Nytårstorsken ville jeg selv fange i år, så jeg måtte jo af sted på havet her et par dage før jul, fortæller Kasper Strube. – Vejrudsigten lovede rimeligt fint vejr, men da jeg har en tendens til at blive søsyg, forberedte jeg mig på det værste, og satte et søsygeplaster bag øret. Søsygeplasteret virkede som det skulle, og jeg undgik at skulle ofre mig ud over skibets ræling på denne tur.
– Vi sejlede ud fra Thyborøn med Bodil klokken to om natten, og om morgenen, da det blev lyst, kunne fiskeriet gå i gang. De kraftige stænger med multihjul stod på rad og række langs skibets ræling, men jeg forsøgte mig med en noget lettere havstang med et fastspolehjul. Det lette sæt virkede perfekt, og jeg fik hevet mange torsk samt et par langer ombord i løbet af dagen. Der var en del små torsk, men jeg fik da også en god en på 6,2 kilo. Fangsten blev renset og fileteret ombord, og da jeg vejede alle fileter, sagde vægten 25 kilo. Godt nytår!
Se flere billeder fra turen på FiskeFoto.dk
dec 21, 2021 | Nyheder
– En kold vinterdag forleden var fiskekammeraten Magnus og jeg taget på en dagstur efter de grove sømkasser, beretter Malthe Andersen. – Det var en dag, som foregik i flyderingene både med spin og flue. Det kolde vejr havde sat sit præg på fiskeriet, og efter fem timer og kun fire landede fisk, plus lidt ekstra tilbud, blev vi enige om, at det ikke var det værd at sidde og fryse.
– Men – ligesom det berømte sidste kast var lagt ud, kom hugget. Fluen havde lige ramt vandet, var sunket et par sekunder og to strip senere, blev linen revet ud af mine hænder. En god fight resulterede i denne tromletykke dame som lige rundede meteren. Så det hårde slid betalte sig altså.
dec 21, 2021 | Nyheder
– Hej Fisk & Fri. Jeg har lige taget denne overspringer på 68 cm på Reersø kl 16 i går, fortæller Mark Appelby. – Mit fiskeri startede en god time, inden det blev mørkt, og planen var, at jeg ville nå at fiske så meget af vestsiden af, inden det blev mørkt. Vinden var 6-8 m/s og kom fra nord, hvilket plejer at være godt her.
– De første 45 minutter mærkede jeg intet, selvom jeg fiskede med mit favoritblink i rå. Jeg satte mig derfor hurtigt og ville skifte til noget mørkere, inden mørket faldt på. Valget faldt på en Westin D360 på 18 gram i rød/sort. Jeg har tit held med den farve i lidt hårdt vejr, hvor den kaster godt og kommer godt ned i vandsøjlen. Efter få kast oppe fra stranden fik jeg en lille grønlænder på 35 cm. De næste 200 meter mærkede jeg ikke noget. Men – pludselig i et spinstop kunne jeg mærke noget rigtig stort. Det var kun 5-7 meter ude i vandet, og havørreden startede med to lange udløb. Da jeg fik den tæt på stranden igen, begyndte den at springe ud af vandet gentagne gange, men til sidst fik jeg heldigvis kanet den op på stranden i en stor bølge, hvorefter jeg smed mig ned bag den på knæ – så den ikke kunne slippe fri. Alt i alt en fed dag på Reersø. Jeg er en glad mand!

Mark Appelby med sin flotte havørred fra Reersø.
dec 21, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Nick Nordahl Wallem fra Team Savage Gear har sammen med kæresten henover vinteren haft et super godt aborrefiskeri i de små sydsjællandske åer, og der har været rigtig god gennemsnitsstørrelse på aborrerne. En af de helt store succes’s agn til de hidsige brakvandsaborrer har været Savage Gears Craft Shad på 9 cm i farverne hvid/sølv fisket meget langsomt langs bunden i små forsigtige nøk.
-Den største aborre vi har fanget over de sidste måneder er en utrolig flot fisk på lidt over 50 cm og 1,8 kilo fanget af kæresten @Majken Susanne Bratlin Det har været et fantastisk aborrefiskeri, og det har været helt tydeligt at aborrerne har været meget mere aktive efter mørkets frembrud.
God jul & godt nytår fra Predator Guide DK
dec 20, 2021 | Nyheder
– Endelig var der tid til at komme afsted, siger Mads Wilrodt. – Turen gik til Sydfyn, hvor jeg skulle mødes med to fiskevenner, som kender området rigtig godt. Jeg var virkelig fiskevarm, og havde glædet mig til at komme ud. Jeg stod derfor op klokken 06.00 og kørte sydpå med en god mave fornemmelse.
– Vi ankom til den første plads, riggede vores stænger til – og bum, så var vi i gang! Vi fiskede og fiskede, samt havde kontakt til et par små fisk i løbet af dagen. Der skulle derfor gerne ske noget andet, så min kammerat Teis Nielsen spurgte, om vi skulle stoppe ved en lille fræk plads på vejen hjem. Jeg havde allermest lyst til at sige nej, men fisker min makker videre, så gør jeg også! Efter 15-20 minutters fiskeri var der noget, som virkelig huggede hårdt og kontant. Jeg var med det samme klar over, at det ikke var en lille fisk, som huggede på her. Efter 3 -4 minutters fight kunne Teis lande den pragtfulde overspringer som du ser på fotoet for mig! Fisken huggede på en forsølvet Skruen på 10 gram.
dec 20, 2021 | Nyheder
– Som mange karpefiskere nok ved, så er fiskeriet typisk ret sløvt i de kolde måneder, men min makker Jakob og jeg så muligheden, da der var en væsentlig ændring i temperaturen op til weekenden, beretter Simon Isholt. – Efter det meste af weekenden var gået med hygge og mad ved bredden, var der endelig gevinst tidlig søndag morgen. Jeg var lige vågnet, men da det var koldt udenfor, lå jeg og varmede mig i min bedchair.
– Pludselig bliver indikeret fisk på min receiver, så jeg fik ikke lov til at ligge længe. Jeg skynder mig ud af teltet og opdager straks et drop back på min venstre stang. Fighten var kort, men tung, og glæden var stor, da skælleren rullede ind over netkanten. Jeg var på tur med min gode kammerat Jakob, som jeg tidligere har delt mange gode fiskestunder med, og dette var bestemt en af dem. Det var en af de bedre fisk i søen, og der blev senere holdt photoshoot i vandkanten. Fisken faldt for en gul 15mm scopex squid over en lille fodring af stickmix, pellet og halve boilies.
dec 20, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– Lørdag havde Jens Nordmark og jeg aftalt at køre tidligt om morgenen, da vi ville en tur til Midtjylland for at fiske gedder, så vi ramte fiskepladsen lidt før solopgang, fortæller Mads Davidsen. – Der gik da heller ikke længe, før vi fik et par fine gedder, og fiskeriet gik egentlig glimrende – på trods af, at vi ikke liiiige fangede den 120 cm gedde, som vi håbede på… De største par stykker var lige under meteren på denne fine vinterdag, så det var en super hyggelig tur.
– Søndag havde min kammerat Ronni og jeg aftalt en tur i hans båd, og her ville jeg teste det nye Savage Gear SG8 baitcaster hjul godt igennem. Selv om fiskeriet de første par timer var meget dødt, så lykkedes det os da at få lidt fine fisk i båden sidst på dagen, så alt i alt var det en rigtig god, der gik med en del gedder i hånden. Og – det var jo og lækkert vejr, så det kunne jo ikke blive meget bedre.
dec 20, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har en tradition, som går ud på, at jeg i min juleferie prøver jeg at få en af de flotte juleoverspringere, fortæller Mads Brinkløv Kentov. Denne tradition har lykkes for mig de seneste år med nogle flotte fisk.
– I år startede jeg ud med første tur på min første dag i ferien, som var her lørdag den 18 december. Jeg startede dagen meget tidligt med at tage nissehuen på, og overbeviste mig selv i spejlet om, at det var den der skulle til. Jeg kørte tidligt for at være på spottet, inden solen stod op.
– Da jeg kom frem til det rev, hvor jeg skulle fiske, var der en anden fisker på pletten. Jeg måtte derfor finde på noget andet og bevægede mig langt op af kysten, til et andet hotspot. Solen stod op og jeg fangede fire fisk i mindre størrelser. Det var faktisk en okay morgen. Jeg gik tilbage mod bilen efter at havet snakket med en kammerat, som også var ude og fiske, og jeg besluttede mig for skifte plads over til dem.
– På vej tilbage gik jeg forbi den anden fisker. På stenen lå der en 70cm flot overspringer, og mine tanker løb i kort tid af med mig. “Pokkers også, det kunne havet været mig”, tænkte jeg, men jeg fik hurtigt rystet det af mig igen, og fik sagt tillykke med fisken. Nu var jeg helt i stemning og jeg fik hurtigt tilsluttet mig de andre. Vi fiskede op af kysten på en strækning med en god blandet bund af sten samt små rev, og vandet var godt farvet til.
– Vi gik på række, hvor vi snakkede og hyggede. Lige pludselig kom fiskene i en stime. Første mand råbte, ”der er fisk”, mens hans stang flexede. Imens de var to mand om at lande den fisk kastede jeg ud. Jeg satte tempoet helt ned og havde alle sanser rettet mod vandet. Det næste der skete var, at jeg først mærkede et lille hug, som var efterfulgt af en række af hug, som om der var en kamp om, hvem der skulle havde min gennemløber, imens fiskene brød overfladen. Men det sidste hug var markant mere kontant og voldsomt.
– Fisken startede ud med at være meget tung uden at gøre meget væsen af sig. Men efterhånden som den kom ind på det lave vand tog den godt med line og gav min Westin W10 10’2 noget af arbejde med. Stangen flexede i bund, og det hele kunne mærkes i armene. Vennerne blev pludselig opmærksomme på, hvad der var gang i, så jeg kunne fighte fisken med tilråb og højt humør. Det hele var bare perfekt. Efter en ret lang fight, hvor fisken bare ikke ville i overfladen til landing, lykkedes det at få den i nettet. Her blev det pludselig klart, hvorfor det have var så vildt. Fisken var en bombe af en fisk med god kondi fordelt over kun 70cm hvilket virkede småt, for hvad der lå i nettet. Fisken var et pragteksemplar og virkelig smuk. Det er ikke så tit, at jeg ser en havørred med dette udtryk.
– Efterfølgende stod vi alle på stranden og snakkede, og jeg måtte lede opmærksomheden hen på de andres første smarte kommentarer til min nissehue. Jeg var helt sikker på, at det var huen, som var skyld i dagens fangst. I ved – en fiskers hat er altid noget særligt…
Traditionen tro, er mission juleoverspringeren lykkes igen i år, og julen kan bare komme nu. God jul herfra, slutter han.
Fisken faldt for Westin Sømmet på 28 gram.