jan 4, 2022 | Nyheder
– Efter hektisk fiskeår i sidste år og en meget tiltrængt juleferie, var batterier igen ladet op til endnu en fisketur, fortæller artsfiskeren Mark Hemmingsen. – Jeg besluttede lidt spontant kl. 22 d. 2. januar, at tage på en lille artsfisketur. Første stop var ved en lokal sø, hvor jeg hurtigt fangede hork, aborre og trepigget hundestejle. –Herfra var planen at køre en længere tur mod et østjysk havneområde i jagten på lidt forskellige fiskearter, herunder den eftertragtede sortvels.
– Da jeg ankom ved havnen, var der roligt og tørt, så jeg fik hurtigt pakket nogle stænger ud og monteret en modificeret fladfiskeforfang, hvor der kun er en enkelt krogtafs og linestykket ned til loddet kortet af. På krogen blev monteret rejer, og taklerne blev nu firet ned forskellige steder langs boltværket ved havnen.
– Der skulle gå nogle timer, inden jeg fik det første rigtige hug fra en fisk, men den blev desværre ikke hængende. Cirka 30 minutter senere kom der igen et godt hug, og denne gang, sad den ønskede fiskeart på krogen – nemlig en flot sortvels. Efter et par hurtige fangstbilleder fik sortvelsen sin frihed igen. Jeg missede et hug mere, og lidt efter klokken 5.00 valgte jeg at stoppe, og lettere gennemblødt efter de mange kraftige regnbyger, kunne jeg glad køre den lange tur hjem igen.

Klimakset på nattens fisketur var denne flotte sortvels til Mark Hemmingsen.
jan 4, 2022 | Nyheder
– Jeg skal da lige love for, at fiskeåret 2022 blev sparket i gang på overbevisende vis i går, beretter Jakob Brun. – Da jeg ankom til pladsen, røg jeg med det samme ind i et sandt bonanzafiskeri. Der var fisk oppe og vende i overfladen, hug og følgere konstant, og efter to hektiske timer havde hele 25 havørreder været forbi til beundring.
– Dagens største fisk blev to fine blanke på 53 og 57 centimeter. Det bliver nok ikke nemt at leve op til sådan en vild tur resten af året… Jeg kan tilføje, at alle fisk blev fanget på en 15 grams Sandeel i farven Brown Copper Red Dot fisket hurtigt og godt med spinstop, så der var ikke brug for agn skift i dag. Flere af grønlænderne var allerede fyldt med børsteorm i svælget, når de var inde til afkrogning.
jan 4, 2022 | Nyheder
– Jeg havde booket båd til den 2/1-22, fortæller Allan Larsen. Min makker og jeg havde planlagt en tur efter aborrer, men med et massivt lavtryk over Dannark, vidste vi godt, at fiskeriet kunne blive besværligt.
– Vi var på søen i tåge og dis cirka klokken 08.00, og på de de sidste par ture forinden, havde vi fundet agnfisk i et specielt område af søen. Her havde vi også fanget nogle pæne aborrer, og vi havde lagt nogle waypoints, så det ville være let at prøve igen. Vi havde set enkelte store fisk i det område tidligere, som dog ikke ville bide. Nå – men vi fandt agn på vores waypoint, og så gik vi ellers i gang med fiskeriet.
– Mit grej bestod af en meget blød stang med et pasternoster takel, 0,42 mm fluecarbonforfang og en enkeltkrog. En lille skalle blev søsat efter aborrerne, og efter cirka 15 minutter kunne jeg se min skalle blive urolig. Lidt efter bøjede min stang lige så forsigtigt, og jeg gav et hurtigt modhug. Yes der var kontakt, og med det samme kunne jeg mærke, at ikke var en aborre. Fisken gav tunge dybe træk mod bunden, så jeg vidste, at dette kunne være en stor gedde. Og ja – efter cirka 5 minutters stille fight kom der en storgedde til overfladen med enkeltkrogen siddende i saksen.
– Så kom spørgsmålet, om den var over de magiske 10 kilo. Efter en hurtig tur i slyngen og et par billeder kom den uskadt tilbage i vandet. Yes – den rundede de 10 kg, så der var stor jubel i båden. Aborrerne ville absolut ikke lege med den dag, og vi fangede for at være helt præcis igen, men vi fik lidt flere gedder op til cirka 5 kg. Moralen må være, at selv store fisk tager også små agn.
jan 3, 2022 | Nyheder
– Efter et ret anstrengt vinter og forårsfiskeri i det hele taget skulle 2022 fiskes i gang den 2. januar, beretter Lasse Bøhm. – Min bedste ven Jesper og jeg har for få år siden fundet en stor fælles glæde ved kystfiskeriet, og trods mange nulture nyder vi bare naturen og kombinationen af at fiske samt bruge sig selv. Vi går gerne langt og får dermed også dækket meget vand. Vi kører fra Esbjerg og bruger altid tiden i bilen til at lægge planen over alle planer, og det skorter ikke på ekspertudtalelser, som kunne de komme fra en marinebiolog med speciale i havørreder og deres adfærd.
– På årets første tur faldt valget på Gamborg Fjord og Svinø Bugten, som var endnu et stykke af den smukke danske natur, som vi aldrig tidligere havde befundet os i. Vejrudsigten så ret kedelig ud med tåge og regn, men forholdene virkede ret gode, da vi først kom ned til vandet. Vi startede på læsiden med blankt vand og ingen vind. Så er det bare nemt at være fluefisker. Vandet var lavt, bunden mudret og med spredte øer af blæretang. Selv med fluen var det næsten umuligt at fiske vandet af uden at få fat i bundvegetationen.
– Men – langt fra land steg dybden, og jeg fik sendt gode lange kast ud over nogle store områder med blæretang. Mens jeg trak fluen ind, rejste der sig en bølge bag den, og man kunne se en fisk, der på det lave vand fulgte efter uden at hugge. Inden fisken kom for tæt på løftede jeg fluen ud af vandet og sendte den tilbage ud til samme område igen – og fisken huggede straks. Efter en fin fight blev den landet. Det var en nedfaldsfisk, der var ved at genfinde sig tidligere styrke, og som manglede lidt sul på kroppen. Havørreden var 60 cm, og den blev efter nænsom behandling genudsat med en aftale om at mødes igen til efteråret. Det var i øvrigt dagens eneste fisk, men vi havde endnu en fantastisk tur.
jan 3, 2022 | Nyheder
Finn Sloth Skjødt har været på årets første sandarttur fra sin elskede kajak, hvor det lykkedes ham at fange årets første sandart. – Det var ikke let, fortæller han, men til sidst fik jeg dog en enkelt fisk. Men – alt er godt, så længe man får en smuk sandart op til overfladen. Sandarten blev spottet på mit Garmin LiveScope, og jeg så den faktisk kun som en meget lille markering nede over bunden. Jeg sænkede lynhurtigt mit Vertigo softbait ned til den, og så kan det ellers være, at fisken rejste sig, så man tydeligt kunne se den i takt med, at den så større og større ud på skærmen, indtil den huggede hårdt uden at tøve. Jeg elsker bare dette fiskeri, slutter han.
Har du selv været ude efter søernes rovfisk, så husk at sende os din beretning og et par gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
jan 3, 2022 | Nyheder
– Efter at have haft en nultur i mellem Jul og nytår, hvor frosten stadig havde fat, måtte vi ud igen, fortæller David Thormar fra Westin. – Det milde vejr burde sætte gang i fiskene, tænkte jeg, og jeg skal lige lov for at dette passede. Da vi ankommer til pladsen er der fin vind, temperaturen siger 9 grader og vandet er perfekt grumset. De første par timer sker der dog ikke meget, men så tager det pludselig fart. Ind over det lave vand hugger en fin blank fisk på 52cm hårdt min Westin Salty Inline i pink Ayu farven. Min far der går med fluestangen længere henne står kort efter også med fisk, og Søren der også er med melder også, at der nu er gang i den.
– De næste timer er det helt vildt, og vi fanger alle fisk på skift. Det hele kulminerer, da min far – Einar Gjaldbæk Petersen – kroger en fisk af en helt anden kaliber end de andre. På lavt vand mellem blæretangsbuskene har en fuldfed vinter ørred taget hans flue, og en nervepirrende fight begynder. Den tager vilde udløb og sidder to gange fast i tangen. Det lykkedes ham dog at lande den, og sammen kan vi juble over en gudesmuk fisk på lige over 70cm og 4,5kg. Kan 2022 fiskeriet starte bedre?
jan 3, 2022 | Nyheder
Skånekysten, der har været fredet for havørredfiskeri i et par måneder, åbnede igen pr 1. januar – og det er der mange kystfiskere, som har set frem til. En af dem, der har været ude på premierefiskeri er svenske Björn Kronkvist.
– Allerede den første januar om morgenen var jeg ude og fik årets første havørred samt tabte et par stykker på en plads syd for Simrishamn, fortæller han. – Jeg fik derfor blod på tanden til en fiskedag mere, så allerede den anden januar begav jeg mod kysten igen. Vandet var fem grader og jeg fiskede med en UV Pattegris for enden af min sinktip line, da jeg pludselig fik et godt hug på fluestangen. Fisken vejede 3,2 kilo og var 66 centimeter lang.
jan 3, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Her på den anden side af jul og nytår var det endelig muligt at få luftet båden, og med fire fisk på knap tre timers fiskeri er det svært, at være andet end tilfreds, lyder det fra Tue Blaxekjær. – Dagens største fisk var en flot blank havørred på cirka 70 cm og godt 4 kilo. Fisken blev fanget på et Rhino Trout Killer blink i farven gold swedish flag, som blev fisket tre meter nede på seks meter vand. Efter fisken havde hugget og udløst klemmen, fulgte den stille og roligt med ind til båden, og jeg var overbevist om, at det blot var endnu en mindre fisk, som havde ladet sig overliste.
– Det var først, da havørreden var 15 meter fra båden, at den bekendte kulør ved først at vise sig i overfladen for derefter at tage et pænt udløb. De næste minutter gik med at udtrætte fisken, så den kunne nettes. Denne sidste del af fighten gik forbavsende godt og Rhinos nye 2-delte Trolling Wizard stang arbejdede godt i hele klingen, så det var muligt at holde et perfekt pres på fisken, så den konstant blev tvunget ud af balance.
– Jeg har efterhånden prøvet mange forskellige trollingstænger, og ofte har jeg oplevet, at stængerne enten er for bløde eller kraftige, når det kommer til trolling efter havørred. Er stangen for blød, kan man ikke presse fisken ud af balance og derved fighte fisken optimalt. Er stangen for kraftig, har den svært ved at absorbere hovedrysten og hidsige udløb fra fisken på nært hold, og chancen for at den mistes er derfor stor. Jeg har derfor de sidste to år udelukkende fisket med Rhinos Wizard og Power Wizard stænger, da de i min optik er perfekte til trolling efter havørred. Fisken blev nettet i første forsøg, og med en pæn blankfisk i båden er turen hjem mod havnen altid en fornøjelse.

Tue Blaxekjærs fine trollingørred faldt som så mange andre havørreder for Rhinos Trout Killer blink.
jan 3, 2022 | Nyheder
– For mit vedkommende plejer årets første kysttur at være den første januar til premieren på den svenske kyst, men når man nu er flytte tilbage til Danmark, er der ikke samme pres på traditionerne, fortæller Johnny Mousten. – Årets premiere blev derfor den 2. januar.
– Da jeg havde studeret vind og vejr for de sidste par dage, blev Sejerøbugten valgt som spot, og afsted det gik, så jeg var på kysten, inden solen stod op. Fremme ved pladsen riggede jeg til, og fluestangen fik en Polar Magnus for enden. Det er bare en flue, som virker på den svenske side af Sundet. Nede ved vandet blev jeg mødt af en anden fluefisker, som også flyttede sig langs kysten, hvorfor vi aldrig fik hilst på hinanden.
– Efter 1 times fiskeri uden nap skiftede jeg fluen til en Brenda. I 2. kast sagde det bang, og ud af vandet sprang en fin fisk. Efter flere spring og udløb kom fisken i nettet, hvor den kunne nydes i fulde drag. Jeg havde ud over denne fisk også nogle forsigtige nøk i fluen, men ingen direkte kontakt. Herefter blev det til yderligere to times fiskeri. Ved bilen blev fisken vejet til 1.6 kg, så det var en dejlig start på året. Godt nytår plus knæk og bræk til alle derude.