– For mit vedkommende plejer årets første kysttur at være den første januar til premieren på den svenske kyst, men når man nu er flytte tilbage til Danmark, er der ikke samme pres på traditionerne, fortæller Johnny Mousten. – Årets premiere blev derfor den 2. januar.
– Da jeg havde studeret vind og vejr for de sidste par dage, blev Sejerøbugten valgt som spot, og afsted det gik, så jeg var på kysten, inden solen stod op. Fremme ved pladsen riggede jeg til, og fluestangen fik en Polar Magnus for enden. Det er bare en flue, som virker på den svenske side af Sundet. Nede ved vandet blev jeg mødt af en anden fluefisker, som også flyttede sig langs kysten, hvorfor vi aldrig fik hilst på hinanden.
– Efter 1 times fiskeri uden nap skiftede jeg fluen til en Brenda. I 2. kast sagde det bang, og ud af vandet sprang en fin fisk. Efter flere spring og udløb kom fisken i nettet, hvor den kunne nydes i fulde drag. Jeg havde ud over denne fisk også nogle forsigtige nøk i fluen, men ingen direkte kontakt. Herefter blev det til yderligere to times fiskeri. Ved bilen blev fisken vejet til 1.6 kg, så det var en dejlig start på året. Godt nytår plus knæk og bræk til alle derude.